I begyndelsen

Noget af det første min engel satte på papir var en tegning af et hjerte. Fra midten af hjertet tegnede han en rose; det så ud som om den voksede ud af hjertet. Så, mildt og stille, og til min store overraskelse præsenterede han sig som min engel, Daniel. Han efterlod mig forvirret men på samme tid i stor glæde. Jeg var så lykkelig, at jeg næsten fløj igennem huset; mine fødder rørte ikke jorden, og jeg gentog højt, “jeg er det heldigste menneske på jorden, og jeg er formodentlig det eneste menneske på jorden, som kan tale med sin engel på denne måde.”

Den næste dag vendte min engel tilbage til mig. Jeg tilbragte endeløse glædesfulde timer i samtale med ham. Tredje dag vendte han atter tilbage, men denne gang havde han, til min store overraskelse, en mængde engle med sig fra forskellige niveauer. Jeg følte, at himlens porte pludselig var vidt åbne, for jeg kunne let fornemme en voldsom bevægelse af engle deroppe. De virkede alle begejstrede og lykkelige, ligesom når man forventer, noget vidunderligt skal ske. Jeg forstod, af den måde de glædede sig på, at der var fest og lovprisning i himlen. Så sang alle englene med én stemme disse ord: “En lykkelig begivenhed er ved at ske!” Jeg vidste, at hvad den begivenhed end måtte være, drejede det sig direkte om mig, men skønt jeg af al kraft forsøgte at gætte, hvad den begivenhed ville være, kunne jeg ikke. Dette omkvæd blev sunget hele dagen lang; altid de samme ord og med kun få minutters stilhed imellem gentagelserne. Hver eneste gang himlen åbnede sig, gentog englene de samme ord.

De første ord min engel udtalte om Gud var følgende: “Gud er i nærheden af dig og elsker dig.” Jeg må have såret Herren dybt i dette minut, for englens ord havde ikke nogen som helst effekt på mig. Da min engel udtalte disse ord om Gud, husker jeg, at jeg tænkte, at det var en normal ting for en engel at sige, siden engle lever i nærheden af Gud. Jeg svarede ikke, og min engel sagde ikke mere.

Først nogle dage senere skiftede min engel pludselig holdning over for mig, og jeg lagde mærke til, hvor alvorlig han blev. Med en meget højtidelig stemme bad han mig læse Ordet. Jeg lod som om, jeg ikke forstod, hvad Ordet betød og bad ham om at forklare mig det. Da jeg sagde det, blev min engel endnu mere alvorlig, og han fortalte mig, at jeg udmærket godt vidste, hvad han mente, men ikke desto mindre fortalte han mig, at det var den Hellige Bibel. Jeg havde allerede svaret på tungen, og jeg fortalte ham, at jeg ikke havde nogen bibel hjemme. Han sagde, at det vidste han allerede. Han bad mig om at gå og skaffe en. Jeg argumenterede stadig med ham og sagde, at det han bad om var en umulighed, fordi jeg boede i et muslimsk land (Bangladesh), og boghandlerne solgte ikke bibler. Han sagde, at jeg med det samme skulle gå hen til den amerikanske skole, hvor min søn gik, og hente en på deres bibliotek. Jeg overvejede, om jeg skulle gå derhen eller afvise ham og ganske enkelt blive hjemme. En anden ting der gjorde mig forlegen var, hvordan min mand og alle mine venner ville reagere på alt dette her. Jeg kunne ganske enkelt ikke se mig selv stå foran dem med en bibel i hånden! Jeg tænkte allerede på, hvor i huset jeg kunne skjule den, hvis jeg hentede den. Men da jeg på ny så på min engels gravalvorlige ansigt, besluttede jeg at adlyde ham. Så jeg gik hen til skolen, hvor jeg så adskillige bibler stå på hylderne. Jeg valgte en og bragte den med mig hjem. Jeg åbnede den for at læse, nøjagtig som min engel havde bedt mig om at gøre. Mine øjne faldt på en salme. Jeg læste, men kunne ikke forstå et eneste ord. Dette var et tegn fra Gud: han viste mig, hvor blind jeg var.

Renselsen

Min engel kom tilbage til mig, stadig meget alvorlig, og bebrejdede mig visse handlinger jeg havde gjort i mit liv, og som mishagede Gud rigtig meget. Så bebrejdede han mig, at jeg havde kastet Guds gaver i ansigtet på Gud, gaver som Han havde givet mig, men som jeg overhovedet ikke havde værdsat. Med dette begyndte han at minde mig om og vise mig de synder, jeg aldrig havde skriftet. Han viste mig dem som på en skærm. Han mindede mig om visse begivenheder, og om hvor meget de havde såret Gud. Men de mest alvorlige bebrejdelser handlede om, hvordan jeg havde afvist Guds gaver. Min engel fortalte mig, at det var en stor krænkelse af Gud at afvise og forkaste Hans gaver. Han lod mig se mine synder med Guds øjne, som Gud ser dem, og ikke som vi ser dem. Det var så afskyeligt, at jeg foragtede mig selv, og jeg græd bittert. Jeg forstod senere, at den tilstand jeg var sat i, var en nåde fra Gud, så jeg kunne angre oprigtigt. Jeg så mine synder krystalklart, de blottede min sjæls inderste, det var som at få vendt vrangen udad. Jeg forstod pludseligt, hvordan Adam og Eva må have følt, efter de havde syndet, og Gud kom nærmere til dem i sit Lys, ansigt til ansigt. Min sjæl var afdækket og stillet til skue, jeg følte mig nøgen, modbydelig og grim. Jeg fortalte min engel imellem mine hulk, at jeg ikke fortjente en værdig død, og at fordi jeg var den, jeg var, så fuldstændig ond, skulle jeg skæres i småstykker og kastes for hyænerne.

Renselsen må have foregået over næsten en uge. Det føltes som en ild, en rensende ild, der rensede det indre af min sjæl, og det var i sandhed en meget smertefuld oplevelse.

Skaberen lærte mig Fadervor

Efter denne oplevelse, som havde tilintetgjort mig, åbenbarede Gud, vor evige Fader, sig for mig. Jeg så Ham ikke med min sjæls øjne, sådan som jeg plejede at se min engel, men jeg vidste, det var Ham, og jeg hørte Ham. Jeg husker min reaktion var noget i retning af: “Åh det er Gud, og Han kan hjælpe os nu!” Derfor spurgte Han mig: “Tror du virkelig på, Jeg kan hjælpe jer?” Og jeg svarede Ham: “ja!” Så husker jeg, at jeg gik hen til vinduet, og sagde til Ham: “Se, se hvordan verden er blevet!” Jeg ønskede at vise Ham, hvordan verden var blevet. Gud svarede ikke, men bad mig bede Fadervor for Ham. Jeg bad Fadervor for Ham, mens Han var hos mig og lyttede til mig. Da jeg var færdig, sagde Han, at Han ikke var glad over den måde, jeg bad på, fordi jeg bad for hurtigt. Så jeg gentog det hele igen, men langsommere. Igen fortalte Han mig, at Han ikke var glad, fordi jeg bevægede mig. Han bad mig om at bede igen. . Jeg bad den igen, og da jeg var færdig, sagde Gud, at Han stadigvæk ikke var tilfreds. Jeg bad den flere gange, men hver gang sagde Han, at Han ikke var tilfreds. Jeg begyndte at undre mig over, om Gud lod mig bede alle de Fadervor på en enkelt dag, som jeg ikke havde bedt i alle disse år! Jeg var startet om morgenen, og nu var det nat. Pludselig var Han tilfreds, for hver eneste sætning jeg sagde, sagde Han, “godt” med stor glæde. Jeg vil forsøge at forklare det, der virkelig skete med et eksempel.

Hvis du en dag fik besøg af en slægtning, som du aldrig før havde mødt, fordi han boede i et andet land, ville du sikkert i begyndelsen føle dig fremmed overfor ham og måske formel. Men i løbet af dagen vil du føle, at du er kommet ham nærmere, end du var i begyndelsen, og ved slutningen af dagen vil du mærke en sympati vokse i dig, som ikke var der før.

Og sådan var det også med mit første møde med Gud. Da jeg bad Fadervor til Gud, var jeg i begyndelsen reserveret. Men Hans besøg, som varede hele dagen, forandrede mig, og jeg glædede mig over Hans nærvær, mens jeg sagde denne bøn til Ham, og ordene fik efterhånden en mening. Han var som en far, meget øm og meget varm. Tonen i Hans stemme fik mig til at føle en utvungenhed, så jeg i løbet af dagen i stedet for at svare “Ja Herre,” kom til at sige “Ja Far”. Jeg har senere over for Gud undskyldt, at jeg sagde “Far”, men Han sagde, at Han havde taget imod det som en juvel. Han syntes at være rigtig, rigtig glad. Og det var på den måde, at jeg til sidst forstod, at Gud havde følelser, og Han ønskede, at jeg skulle bede denne bøn, med MIT HJERTE.

Satans angreb

Før jeg begynder redegørelsen, ønsker jeg at citere Fader Marie-Eugene, som skriver om dæmoniske angreb i sin bog “Jeg er en kirkens datter“.

“Det, som er på spil ved dette sammenstød mellem det menneskelige og det guddommelige, Guds renhed og sjælens urenhed, er for vigtigt for djævelen til ikke at lægge sig imellem med al den kraft, han har til sin rådighed. Dog en liden stund og sjælen renset af den mørke nat vil være i sikkerhed for hans angreb, og det vil være en frygtelig ting for ham. Derfor udnytter djævelen de fortrin, han stadig besidder overfor den, på grund af dens ufuldkommenhed og dens bundethed til det sansbare. Johannes af Korset lagde mærke til, at den onde tager ophold med stor snilde på vejen som leder fra sanserne til Ånden.” (Levende flammer, strofe III, vers, 83)

“Mørket i disse regioner, sjælens forvirring, desorienteret som den er over de nye oplevelser og intensiveringen af dens lidelser, skaber specielt gode forhold for mørkets og løgnens fyrste til at skride ind.”

“Visse ydre tegn, som rolighed og dyb stilhed i sindet, gør det let for djævelen at gætte, at sjælen modtager guddommelige samtaler. Vor doktor i mystik siger:

‘De nådegaver, som kommer gennem en god Engel, tillader Gud ofte fjenden at have kendskab til. Dels så han kan gøre, hvad han kan imod dem i retfærdighedens navn, og dels for at han så ikke bliver i stand til at påberåbe sig, at der ikke var givet ham anledning til at erobre sjælen, sådan som han sagde det om Job.’ (Johannes af Korset, Sjælens mørke nat, bog ll, vers 6.)

“Sådan er kendsgerningerne om problemet med åndens mørke nat og årsagerne til den. Denne nat er et møde, eller snarere en virkelig kamp arrangeret af den kærlige visdom. Gud etablerer først sit perfekte herskervælde i sjælen efter at have fjernet dens uegnethed for det guddommelige og besejret alle de onde kræfter, som har magt over den.”

Dette er taget med, for at læseren bedre kan forstå, hvorfor Gud tillader Satan at lægge sig imellem.

Det var efter denne vidunderlige dag, jeg havde tilbragt med vor himmelske Fader, at al helvedes raseri brød løs! Satan angreb mig meget voldsomt! Det første jeg hørte fra ham, lød mere som et vildt dyrs knurren end en stemme. Denne knurren syntes at sige “Forsviiiiiiind!” Jeg formodede, at “Forsvind” betød, at jeg skulle stoppe med at tale med min engel og med Gud. Helt ulykkelig vendte jeg mig om for at søge efter min engel, men det så ud som om Satan havde taget pladsen, og med stort had begyndte han at kalde mig ved alle mulige skældsord. Han skabte en sådan angst og en sådan frygt i min sjæl, at jeg kunne være død, hvis ikke Gud havde haft en plan med mig. Jeg havde aldrig før oplevet et sådant raseri. Jeg befalede ham at gå væk, men det udløste et endnu større raseri hos ham. Det var lige som en sindsygs raseri. Skummende af vrede og ligesom en, der helt har tabt besindelsen, knurrede han og hans stemme var meget hæs, da han sagde: “Hvad? Forsvind herfra dit b….. forsvind eller også lader jeg helvedes ild gøre resten!” Jeg hørte mig selv svare ham, “Nej!” Med mit “Nej” mente jeg, at jeg IKKE VILLE FORLADE hverken Gud eller min engels nærvær. Så snerrede han tilbage, at jeg var forbandet, og kaldte mig alle mulige sjofle navne.

Det er vanskeligt at forklare den angst, som djævelen kan fylde sjælen med. Fænomenet er noget som du, selvom din fornuft fortæller dig, at du ikke er gal, ikke kan kontrollere. Denne angst kom som regel i bølger, og som om Satan ikke var nok i sig selv, sendte han andre dæmoner for at angribe mig. Når de angreb mig, var der noget skrækindjagende, der voksede inden i mig, som ikke havde noget at gøre med ydre frygt. Det var en fornemmelse, jeg var ude af stand til at skubbe væk.

Min stakkels engel kunne i disse forfærdelige øjeblikke, øjeblikke, som fik mig til at tro, jeg ville miste min forstand, kun sige dette ene ord til mig, “BED!”. Jeg bad og tiggede min engel om at hjælpe mig ud af denne oplevelse, for den forekom mig at vare i en evighed.

Kampen mellem min engel og Satan

Som om det ikke var nok at blive pint om dagen, kom Satan også om natten. Han ville ikke lade mig sove. Hver eneste gang jeg var lige ved at falde i søvn, prøvede han på at kvæle mig. Sommetider følte jeg ham som en ørn, der satte sine kløer inden i min mave og pressede al luft ud af mig. Jeg følte kampen omkring mig; jeg følte, hvordan jeg stod midt i kampen mellem min engel og djævelen. Så en dag ophørte det, og det var som om, det aldrig var hændt. Satans angreb holdt op, og jeg fik nogle få dages fred. Disse oplevelser efterlod mig temmelig svag, men mere knyttet til min engel end nogensinde før.

I mine øjne begyndte min skytsengel at blive alt for mig, og han fyldte mit liv. Jeg klamrede mig til ham, som om det gjaldt livet, hvis man kan sige sådan. Jeg forstod, i hvor høj grad vore skytsengle forsvarer os, nærer omsorg for os, vejleder os, græder for os og beder for os, lider med os og deler alt med os. Sorger og glæder blev delt imellem os.

Djævelen blev rædselsslagen, da han gættede, hvad Gud havde beredt for mig, og vendte tilbage igen. Snedig som han er, ændrede han denne gang strategi. Han brugte den klassiske måde at narre mig på og viste sig for mig som min engel. Han lagde stor vægt på den måde, han skildrede Gud på over for mig. Da han gættede, at Gud ville nærme sig mig for at give mig en opgave, var hans mål at få mig til at frygte Gud på en forkert måde, så jeg, når Gud kom for at tale med mig, ville løbe væk fra Ham.

Jeg må indrømme, at i begyndelsen lykkedes det ham at narre mig, og jeg troede på, hvad han sagde om Gud, fordi han brugte min uvidenhed til at tilføre min hjerne et falsk billede af Gud. Han beskrev Gud for mig som en frygtelig dommer, der havde meget lidt tolerance for sine skabninger, og som ved den mindste fejl fra vores side ville straffe os på en frygtelig måde. Dette fortsatte nogle få dage.

Jeg nåede til det punkt, hvor jeg ikke længere vidste, hvem der var hvem. Det var umuligt for mig at afgøre, om det var min engel, eller om det var djævelen, som efterabede min engel. Jeg havde ingen, jeg kunne henvende mig til for at søge om råd. Jeg var helt alene. Jeg ville heller ikke dele det med min mand af frygt for at gøre ham urolig. Satan, som nu troede, han havde overtaget, begyndte at stramme båndene, ved at vise tegn på ondskab og ondskabsfuldhed, og det forvirrede mig. For at gøre ondt værre, bragte han som dagene gik flere og flere dæmoner med sig, som skulle angribe mig, hvilket gjorde det meget vanskeligt for min skytsengel at beskytte mig. En gang tillod Gud mig at lytte til djævelen, mens han gav befalinger til sine engle om at angribe mig og paralysere mig. De faldne engle omringede mig, hånede mig, løj for mig og kaldte mig ved alle slags sjofle navne. De gav mig også et øgenavn, “Pia”, og de udtalte det med megen hån. Gud tillod alt dette, for det var endnu en måde, Han rensede min sjæl på.

Min renselse fortsætter

Nogle få dage gik, og pludselig bad min engel mig om at gå hen til præsteseminariet for at finde en præst og vise ham budskaberne. Jeg gjorde nøjagtig, som han bad mig om. Men jeg blev meget skuffet. Jeg havde store forventninger, men hvad jeg fik, var et slag i ansigtet. Præsten troede, jeg gennemgik en psykologisk krise, og troede, at jeg var ved at blive skizofren. Han ønskede at undersøge begge mine hænder. Han tog begge hænder og analyserede dem. Jeg vidste, hvad han havde i sinde: han prøvede at finde antydninger af abnormitet i mine hænder, ligesom i visse sindsyges tilfælde. Han troede, at nu havde Gud givet ham et tungt kors at bære, og korset var mig. Han havde ondt af mig, og han sagde til mig, at jeg kunne komme når som helst og besøge ham. Jeg gik hver anden eller tredje dag hen for at besøge ham. Jeg kunne ikke lide at komme hos ham, for han behandlede mig i begyndelsen som et mentalt tilfælde. Dette fortsatte i ca. tre til fire måneder. Den eneste grund til at jeg blev ved med at besøge ham var for at vise over for ham, at jeg ikke var skør. Endelig, efter nogen tids forløb, forstod han, at jeg var normal. En dag sagde han oven i købet, at det, jeg havde fået, måske var en nådegave fra Gud.

Imidlertid førte min skytsengel mig nærmere til Gud, og en af de første lektioner, Han gav mig, var om dømmekraft. Denne undervisning i at bedømme gjorde djævelen endnu mere rasende, for han forstod, at selv om han kom til syne som lysets engel, ville jeg kende forskellen.

Min engel fortalte mig, at Jesus ville komme til mig, og at hans (min engels) opgave var ved at være til ende. Da jeg hørte denne nyhed, blev jeg bedrøvet. Jeg ønskede ikke, at min engel skulle forlade mig. Han prøvede at tale mig til fornuft, og han forklarede, at han kun var Guds tjener, og at jeg nu skulle vende mig mod Gud. Han prøvede at forklare mig, at hans opgave var at føre mig til Gud og overrække mig velbeholdent til Gud. Men dette var endnu mere smertefuldt for mig. Jeg kunne ikke bære den tanke, at jeg fra den ene dag til den anden ikke kunne komme i forbindelse med min engel.

Som min engel Daniel havde sagt til mig, tog Jesus en dag hans plads. Da Han åbenbarede sig for mig, spurgte Han mig: “Hvilket hus er det vigtigste, dit hus eller Mit hus?” Jeg svarede ham, “Dit hus:” Jeg følte, at Han var lykkelig over mit svar, og Han velsignede mig og forsvandt.

I stedet for min engel kom Herren atter til mig og sagde: “Det er Mig,” og da Han så, jeg tøvede, sagde Han klart: “det er Mig, Gud.” Men i stedet for at blive glad, var jeg ulykkelig. Jeg savnede min engel helt forfærdeligt. Jeg elskede min engel dybt, og den blotte tanke at han ikke ville komme igen, fordi Gud tog hans plads, forstyrrede mig meget. Her vil jeg gerne nævne, hvad Herren fortalte mig angående den kærlighed, jeg nærede til min engel. Han sagde, at ingen nogen sinde havde elsket sin engel så højt, som jeg havde, og at Han håbede en dag at kunne sige disse ord til mig: “Intet menneske i din tidsalder har elsket mig så højt, som du har gjort.”

Nu holdt min engel sig i baggrunden. Gud spurgte mig: “Elsker du Mig?” Jeg sagde, at det gjorde jeg. Han dadlede mig ikke, for ikke at elske Ham nok, men i stedet for sagde Han meget mildt: “Elsk mig mere.”

Den anden gang Herren viste sig for mig, sagde Han til mig: “Giv Mit hus nyt liv.” og igen “forny Mit hus.” Jeg husker ikke, at jeg svarede, men jeg vidste, at det, Han bad mig om, var umuligt.

De følgende dage fik jeg besøg enten af min engel eller af Jesus, nogle gange af begge på én gang. Min engel prædikede for mig, han bad mig stifte fred med Gud. Da han bad mig om det, blev jeg meget overrasket, og jeg fortalte ham, at jeg ikke var i krig med Gud, så hvordan skulle jeg så stifte fred med Ham?

Gud bad mig igen om at elske Ham. Han bad mig blive fortrolig med Ham, som jeg var det med min engel. Det betød, at jeg skulle tale frit med ham, men jeg kunne ikke. Jeg følte Ham stadig som en fremmed og ikke som en ven. Min engel mindede mig igen om, at han blot var Guds tjener, og at jeg skulle elske Gud og ære Ham. Jo mere han skubbede mig imod Gud, jo mere blev jeg grebet af panik af frygt for at min engel ville forlade mig. Han bad mig om at overgive mig til Gud, men jeg gjorde det ikke.

Satan havde imidlertid ikke givet op, han håbede stadigvæk på at få hold på mig i min svaghed. Gud tillod mig en eller to gange at høre en samtale mellem Jesus og Satan. Satan bad Jesus om at sætte mig på en prøve. Han sagde til Jesus, “vi får se, hvordan det går med din Vassula… Din kære Vassula vil ikke forblive tro mod Dig, hun vil falde fra, og denne gang for altid. Jeg skal bevise det for dig under disse dages prøvelser.” Og så fik Satan igen tilladelse til at lægge alle mulige prøvelser på mig. Utrolige prøvelser! Hver gang jeg indså, at det var en fristelse og overvandt den, anbragte han en endnu større fristelse på min vej. Havde jeg bukket under for fristelserne, ville min sjæl været dømt til helvede. Så startede hans angreb om igen. Han plaskede kogende olie på min langfinger, der hvor jeg normalt anbragte blyanten, når jeg skrev. Straks kom der en vabel til syne, og jeg måtte forbinde fingeren for at være i stand til at holde på blyanten. Djævelen prøvede atter engang og endnu mere energisk at stoppe mig fra at samtale med Gud og fra at skrive. Jeg skrev med stor smerte. Hver gang min finger blev lægt