I begyndelsen

Noget af det første min engel satte på papir var en tegning af et hjerte. Fra midten af hjertet tegnede han en rose; det så ud som om den voksede ud af hjertet. Så, mildt og stille, og til min store overraskelse præsenterede han sig som min engel, Daniel. Han efterlod mig forvirret men på samme tid i stor glæde. Jeg var så lykkelig, at jeg næsten fløj igennem huset; mine fødder rørte ikke jorden, og jeg gentog højt, “jeg er det heldigste menneske på jorden, og jeg er formodentlig det eneste menneske på jorden, som kan tale med sin engel på denne måde.”

Den næste dag vendte min engel tilbage til mig. Jeg tilbragte endeløse glædesfulde timer i samtale med ham. Tredje dag vendte han atter tilbage, men denne gang havde han, til min store overraskelse, en mængde engle med sig fra forskellige niveauer. Jeg følte, at himlens porte pludselig var vidt åbne, for jeg kunne let fornemme en voldsom bevægelse af engle deroppe. De virkede alle begejstrede og lykkelige, ligesom når man forventer, noget vidunderligt skal ske. Jeg forstod, af den måde de glædede sig på, at der var fest og lovprisning i himlen. Så sang alle englene med én stemme disse ord: “En lykkelig begivenhed er ved at ske!” Jeg vidste, at hvad den begivenhed end måtte være, drejede det sig direkte om mig, men skønt jeg af al kraft forsøgte at gætte, hvad den begivenhed ville være, kunne jeg ikke. Dette omkvæd blev sunget hele dagen lang; altid de samme ord og med kun få minutters stilhed imellem gentagelserne. Hver eneste gang himlen åbnede sig, gentog englene de samme ord.

De første ord min engel udtalte om Gud var følgende: “Gud er i nærheden af dig og elsker dig.” Jeg må have såret Herren dybt i dette minut, for englens ord havde ikke nogen som helst effekt på mig. Da min engel udtalte disse ord om Gud, husker jeg, at jeg tænkte, at det var en normal ting for en engel at sige, siden engle lever i nærheden af Gud. Jeg svarede ikke, og min engel sagde ikke mere.

Først nogle dage senere skiftede min engel pludselig holdning over for mig, og jeg lagde mærke til, hvor alvorlig han blev. Med en meget højtidelig stemme bad han mig læse Ordet. Jeg lod som om, jeg ikke forstod, hvad Ordet betød og bad ham om at forklare mig det. Da jeg sagde det, blev min engel endnu mere alvorlig, og han fortalte mig, at jeg udmærket godt vidste, hvad han mente, men ikke desto mindre fortalte han mig, at det var den Hellige Bibel. Jeg havde allerede svaret på tungen, og jeg fortalte ham, at jeg ikke havde nogen bibel hjemme. Han sagde, at det vidste han allerede. Han bad mig om at gå og skaffe en. Jeg argumenterede stadig med ham og sagde, at det han bad om var en umulighed, fordi jeg boede i et muslimsk land (Bangladesh), og boghandlerne solgte ikke bibler. Han sagde, at jeg med det samme skulle gå hen til den amerikanske skole, hvor min søn gik, og hente en på deres bibliotek. Jeg overvejede, om jeg skulle gå derhen eller afvise ham og ganske enkelt blive hjemme. En anden ting der gjorde mig forlegen var, hvordan min mand og alle mine venner ville reagere på alt dette her. Jeg kunne ganske enkelt ikke se mig selv stå foran dem med en bibel i hånden! Jeg tænkte allerede på, hvor i huset jeg kunne skjule den, hvis jeg hentede den. Men da jeg på ny så på min engels gravalvorlige ansigt, besluttede jeg at adlyde ham. Så jeg gik hen til skolen, hvor jeg så adskillige bibler stå på hylderne. Jeg valgte en og bragte den med mig hjem. Jeg åbnede den for at læse, nøjagtig som min engel havde bedt mig om at gøre. Mine øjne faldt på en salme. Jeg læste, men kunne ikke forstå et eneste ord. Dette var et tegn fra Gud: han viste mig, hvor blind jeg var.

Renselsen

Min engel kom tilbage til mig, stadig meget alvorlig, og bebrejdede mig visse handlinger jeg havde gjort i mit liv, og som mishagede Gud rigtig meget. Så bebrejdede han mig, at jeg havde kastet Guds gaver i ansigtet på Gud, gaver som Han havde givet mig, men som jeg overhovedet ikke havde værdsat. Med dette begyndte han at minde mig om og vise mig de synder, jeg aldrig havde skriftet. Han viste mig dem som på en skærm. Han mindede mig om visse begivenheder, og om hvor meget de havde såret Gud. Men de mest alvorlige bebrejdelser handlede om, hvordan jeg havde afvist Guds gaver. Min engel fortalte mig, at det var en stor krænkelse af Gud at afvise og forkaste Hans gaver. Han lod mig se mine synder med Guds øjne, som Gud ser dem, og ikke som vi ser dem. Det var så afskyeligt, at jeg foragtede mig selv, og jeg græd bittert. Jeg forstod senere, at den tilstand jeg var sat i, var en nåde fra Gud, så jeg kunne angre oprigtigt. Jeg så mine synder krystalklart, de blottede min sjæls inderste, det var som at få vendt vrangen udad. Jeg forstod pludseligt, hvordan Adam og Eva må have følt, efter de havde syndet, og Gud kom nærmere til dem i sit Lys, ansigt til ansigt. Min sjæl var afdækket og stillet til skue, jeg følte mig nøgen, modbydelig og grim. Jeg fortalte min engel imellem mine hulk, at jeg ikke fortjente en værdig død, og at fordi jeg var den, jeg var, så fuldstændig ond, skulle jeg skæres i småstykker og kastes for hyænerne.

Renselsen må have foregået over næsten en uge. Det føltes som en ild, en rensende ild, der rensede det indre af min sjæl, og det var i sandhed en meget smertefuld oplevelse.

Skaberen lærte mig Fadervor

Efter denne oplevelse, som havde tilintetgjort mig, åbenbarede Gud, vor evige Fader, sig for mig. Jeg så Ham ikke med min sjæls øjne, sådan som jeg plejede at se min engel, men jeg vidste, det var Ham, og jeg hørte Ham. Jeg husker min reaktion var noget i retning af: “Åh det er Gud, og Han kan hjælpe os nu!” Derfor spurgte Han mig: “Tror du virkelig på, Jeg kan hjælpe jer?” Og jeg svarede Ham: “ja!” Så husker jeg, at jeg gik hen til vinduet, og sagde til Ham: “Se, se hvordan verden er blevet!” Jeg ønskede at vise Ham, hvordan verden var blevet. Gud svarede ikke, men bad mig bede Fadervor for Ham. Jeg bad Fadervor for Ham, mens Han var hos mig og lyttede til mig. Da jeg var færdig, sagde Han, at Han ikke var glad over den måde, jeg bad på, fordi jeg bad for hurtigt. Så jeg gentog det hele igen, men langsommere. Igen fortalte Han mig, at Han ikke var glad, fordi jeg bevægede mig. Han bad mig om at bede igen. . Jeg bad den igen, og da jeg var færdig, sagde Gud, at Han stadigvæk ikke var tilfreds. Jeg bad den flere gange, men hver gang sagde Han, at Han ikke var tilfreds. Jeg begyndte at undre mig over, om Gud lod mig bede alle de Fadervor på en enkelt dag, som jeg ikke havde bedt i alle disse år! Jeg var startet om morgenen, og nu var det nat. Pludselig var Han tilfreds, for hver eneste sætning jeg sagde, sagde Han, “godt” med stor glæde. Jeg vil forsøge at forklare det, der virkelig skete med et eksempel.

Hvis du en dag fik besøg af en slægtning, som du aldrig før havde mødt, fordi han boede i et andet land, ville du sikkert i begyndelsen føle dig fremmed overfor ham og måske formel. Men i løbet af dagen vil du føle, at du er kommet ham nærmere, end du var i begyndelsen, og ved slutningen af dagen vil du mærke en sympati vokse i dig, som ikke var der før.

Og sådan var det også med mit første møde med Gud. Da jeg bad Fadervor til Gud, var jeg i begyndelsen reserveret. Men Hans besøg, som varede hele dagen, forandrede mig, og jeg glædede mig over Hans nærvær, mens jeg sagde denne bøn til Ham, og ordene fik efterhånden en mening. Han var som en far, meget øm og meget varm. Tonen i Hans stemme fik mig til at føle en utvungenhed, så jeg i løbet af dagen i stedet for at svare “Ja Herre,” kom til at sige “Ja Far”. Jeg har senere over for Gud undskyldt, at jeg sagde “Far”, men Han sagde, at Han havde taget imod det som en juvel. Han syntes at være rigtig, rigtig glad. Og det var på den måde, at jeg til sidst forstod, at Gud havde følelser, og Han ønskede, at jeg skulle bede denne bøn, med MIT HJERTE.

Satans angreb

Før jeg begynder redegørelsen, ønsker jeg at citere Fader Marie-Eugene, som skriver om dæmoniske angreb i sin bog “Jeg er en kirkens datter“.

“Det, som er på spil ved dette sammenstød mellem det menneskelige og det guddommelige, Guds renhed og sjælens urenhed, er for vigtigt for djævelen til ikke at lægge sig imellem med al den kraft, han har til sin rådighed. Dog en liden stund og sjælen renset af den mørke nat vil være i sikkerhed for hans angreb, og det vil være en frygtelig ting for ham. Derfor udnytter djævelen de fortrin, han stadig besidder overfor den, på grund af dens ufuldkommenhed og dens bundethed til det sansbare. Johannes af Korset lagde mærke til, at den onde tager ophold med stor snilde på vejen som leder fra sanserne til Ånden.” (Levende flammer, strofe III, vers, 83)

“Mørket i disse regioner, sjælens forvirring, desorienteret som den er over de nye oplevelser og intensiveringen af dens lidelser, skaber specielt gode forhold for mørkets og løgnens fyrste til at skride ind.”

“Visse ydre tegn, som rolighed og dyb stilhed i sindet, gør det let for djævelen at gætte, at sjælen modtager guddommelige samtaler. Vor doktor i mystik siger:

‘De nådegaver, som kommer gennem en god Engel, tillader Gud ofte fjenden at have kendskab til. Dels så han kan gøre, hvad han kan imod dem i retfærdighedens navn, og dels for at han så ikke bliver i stand til at påberåbe sig, at der ikke var givet ham anledning til at erobre sjælen, sådan som han sagde det om Job.’ (Johannes af Korset, Sjælens mørke nat, bog ll, vers 6.)

“Sådan er kendsgerningerne om problemet med åndens mørke nat og årsagerne til den. Denne nat er et møde, eller snarere en virkelig kamp arrangeret af den kærlige visdom. Gud etablerer først sit perfekte herskervælde i sjælen efter at have fjernet dens uegnethed for det guddommelige og besejret alle de onde kræfter, som har magt over den.”

Dette er taget med, for at læseren bedre kan forstå, hvorfor Gud tillader Satan at lægge sig imellem.

Det var efter denne vidunderlige dag, jeg havde tilbragt med vor himmelske Fader, at al helvedes raseri brød løs! Satan angreb mig meget voldsomt! Det første jeg hørte fra ham, lød mere som et vildt dyrs knurren end en stemme. Denne knurren syntes at sige “Forsviiiiiiind!” Jeg formodede, at “Forsvind” betød, at jeg skulle stoppe med at tale med min engel og med Gud. Helt ulykkelig vendte jeg mig om for at søge efter min engel, men det så ud som om Satan havde taget pladsen, og med stort had begyndte han at kalde mig ved alle mulige skældsord. Han skabte en sådan angst og en sådan frygt i min sjæl, at jeg kunne være død, hvis ikke Gud havde haft en plan med mig. Jeg havde aldrig før oplevet et sådant raseri. Jeg befalede ham at gå væk, men det udløste et endnu større raseri hos ham. Det var lige som en sindsygs raseri. Skummende af vrede og ligesom en, der helt har tabt besindelsen, knurrede han og hans stemme var meget hæs, da han sagde: “Hvad? Forsvind herfra dit b….. forsvind eller også lader jeg helvedes ild gøre resten!” Jeg hørte mig selv svare ham, “Nej!” Med mit “Nej” mente jeg, at jeg IKKE VILLE FORLADE hverken Gud eller min engels nærvær. Så snerrede han tilbage, at jeg var forbandet, og kaldte mig alle mulige sjofle navne.

Det er vanskeligt at forklare den angst, som djævelen kan fylde sjælen med. Fænomenet er noget som du, selvom din fornuft fortæller dig, at du ikke er gal, ikke kan kontrollere. Denne angst kom som regel i bølger, og som om Satan ikke var nok i sig selv, sendte han andre dæmoner for at angribe mig. Når de angreb mig, var der noget skrækindjagende, der voksede inden i mig, som ikke havde noget at gøre med ydre frygt. Det var en fornemmelse, jeg var ude af stand til at skubbe væk.

Min stakkels engel kunne i disse forfærdelige øjeblikke, øjeblikke, som fik mig til at tro, jeg ville miste min forstand, kun sige dette ene ord til mig, “BED!”. Jeg bad og tiggede min engel om at hjælpe mig ud af denne oplevelse, for den forekom mig at vare i en evighed.

Kampen mellem min engel og Satan

Som om det ikke var nok at blive pint om dagen, kom Satan også om natten. Han ville ikke lade mig sove. Hver eneste gang jeg var lige ved at falde i søvn, prøvede han på at kvæle mig. Sommetider følte jeg ham som en ørn, der satte sine kløer inden i min mave og pressede al luft ud af mig. Jeg følte kampen omkring mig; jeg følte, hvordan jeg stod midt i kampen mellem min engel og djævelen. Så en dag ophørte det, og det var som om, det aldrig var hændt. Satans angreb holdt op, og jeg fik nogle få dages fred. Disse oplevelser efterlod mig temmelig svag, men mere knyttet til min engel end nogensinde før.

I mine øjne begyndte min skytsengel at blive alt for mig, og han fyldte mit liv. Jeg klamrede mig til ham, som om det gjaldt livet, hvis man kan sige sådan. Jeg forstod, i hvor høj grad vore skytsengle forsvarer os, nærer omsorg for os, vejleder os, græder for os og beder for os, lider med os og deler alt med os. Sorger og glæder blev delt imellem os.

Djævelen blev rædselsslagen, da han gættede, hvad Gud havde beredt for mig, og vendte tilbage igen. Snedig som han er, ændrede han denne gang strategi. Han brugte den klassiske måde at narre mig på og viste sig for mig som min engel. Han lagde stor vægt på den måde, han skildrede Gud på over for mig. Da han gættede, at Gud ville nærme sig mig for at give mig en opgave, var hans mål at få mig til at frygte Gud på en forkert måde, så jeg, når Gud kom for at tale med mig, ville løbe væk fra Ham.

Jeg må indrømme, at i begyndelsen lykkedes det ham at narre mig, og jeg troede på, hvad han sagde om Gud, fordi han brugte min uvidenhed til at tilføre min hjerne et falsk billede af Gud. Han beskrev Gud for mig som en frygtelig dommer, der havde meget lidt tolerance for sine skabninger, og som ved den mindste fejl fra vores side ville straffe os på en frygtelig måde. Dette fortsatte nogle få dage.

Jeg nåede til det punkt, hvor jeg ikke længere vidste, hvem der var hvem. Det var umuligt for mig at afgøre, om det var min engel, eller om det var djævelen, som efterabede min engel. Jeg havde ingen, jeg kunne henvende mig til for at søge om råd. Jeg var helt alene. Jeg ville heller ikke dele det med min mand af frygt for at gøre ham urolig. Satan, som nu troede, han havde overtaget, begyndte at stramme båndene, ved at vise tegn på ondskab og ondskabsfuldhed, og det forvirrede mig. For at gøre ondt værre, bragte han som dagene gik flere og flere dæmoner med sig, som skulle angribe mig, hvilket gjorde det meget vanskeligt for min skytsengel at beskytte mig. En gang tillod Gud mig at lytte til djævelen, mens han gav befalinger til sine engle om at angribe mig og paralysere mig. De faldne engle omringede mig, hånede mig, løj for mig og kaldte mig ved alle slags sjofle navne. De gav mig også et øgenavn, “Pia”, og de udtalte det med megen hån. Gud tillod alt dette, for det var endnu en måde, Han rensede min sjæl på.

Min renselse fortsætter

Nogle få dage gik, og pludselig bad min engel mig om at gå hen til præsteseminariet for at finde en præst og vise ham budskaberne. Jeg gjorde nøjagtig, som han bad mig om. Men jeg blev meget skuffet. Jeg havde store forventninger, men hvad jeg fik, var et slag i ansigtet. Præsten troede, jeg gennemgik en psykologisk krise, og troede, at jeg var ved at blive skizofren. Han ønskede at undersøge begge mine hænder. Han tog begge hænder og analyserede dem. Jeg vidste, hvad han havde i sinde: han prøvede at finde antydninger af abnormitet i mine hænder, ligesom i visse sindsyges tilfælde. Han troede, at nu havde Gud givet ham et tungt kors at bære, og korset var mig. Han havde ondt af mig, og han sagde til mig, at jeg kunne komme når som helst og besøge ham. Jeg gik hver anden eller tredje dag hen for at besøge ham. Jeg kunne ikke lide at komme hos ham, for han behandlede mig i begyndelsen som et mentalt tilfælde. Dette fortsatte i ca. tre til fire måneder. Den eneste grund til at jeg blev ved med at besøge ham var for at vise over for ham, at jeg ikke var skør. Endelig, efter nogen tids forløb, forstod han, at jeg var normal. En dag sagde han oven i købet, at det, jeg havde fået, måske var en nådegave fra Gud.

Imidlertid førte min skytsengel mig nærmere til Gud, og en af de første lektioner, Han gav mig, var om dømmekraft. Denne undervisning i at bedømme gjorde djævelen endnu mere rasende, for han forstod, at selv om han kom til syne som lysets engel, ville jeg kende forskellen.

Min engel fortalte mig, at Jesus ville komme til mig, og at hans (min engels) opgave var ved at være til ende. Da jeg hørte denne nyhed, blev jeg bedrøvet. Jeg ønskede ikke, at min engel skulle forlade mig. Han prøvede at tale mig til fornuft, og han forklarede, at han kun var Guds tjener, og at jeg nu skulle vende mig mod Gud. Han prøvede at forklare mig, at hans opgave var at føre mig til Gud og overrække mig velbeholdent til Gud. Men dette var endnu mere smertefuldt for mig. Jeg kunne ikke bære den tanke, at jeg fra den ene dag til den anden ikke kunne komme i forbindelse med min engel.

Som min engel Daniel havde sagt til mig, tog Jesus en dag hans plads. Da Han åbenbarede sig for mig, spurgte Han mig: “Hvilket hus er det vigtigste, dit hus eller Mit hus?” Jeg svarede ham, “Dit hus:” Jeg følte, at Han var lykkelig over mit svar, og Han velsignede mig og forsvandt.

I stedet for min engel kom Herren atter til mig og sagde: “Det er Mig,” og da Han så, jeg tøvede, sagde Han klart: “det er Mig, Gud.” Men i stedet for at blive glad, var jeg ulykkelig. Jeg savnede min engel helt forfærdeligt. Jeg elskede min engel dybt, og den blotte tanke at han ikke ville komme igen, fordi Gud tog hans plads, forstyrrede mig meget. Her vil jeg gerne nævne, hvad Herren fortalte mig angående den kærlighed, jeg nærede til min engel. Han sagde, at ingen nogen sinde havde elsket sin engel så højt, som jeg havde, og at Han håbede en dag at kunne sige disse ord til mig: “Intet menneske i din tidsalder har elsket mig så højt, som du har gjort.”

Nu holdt min engel sig i baggrunden. Gud spurgte mig: “Elsker du Mig?” Jeg sagde, at det gjorde jeg. Han dadlede mig ikke, for ikke at elske Ham nok, men i stedet for sagde Han meget mildt: “Elsk mig mere.”

Den anden gang Herren viste sig for mig, sagde Han til mig: “Giv Mit hus nyt liv.” og igen “forny Mit hus.” Jeg husker ikke, at jeg svarede, men jeg vidste, at det, Han bad mig om, var umuligt.

De følgende dage fik jeg besøg enten af min engel eller af Jesus, nogle gange af begge på én gang. Min engel prædikede for mig, han bad mig stifte fred med Gud. Da han bad mig om det, blev jeg meget overrasket, og jeg fortalte ham, at jeg ikke var i krig med Gud, så hvordan skulle jeg så stifte fred med Ham?

Gud bad mig igen om at elske Ham. Han bad mig blive fortrolig med Ham, som jeg var det med min engel. Det betød, at jeg skulle tale frit med ham, men jeg kunne ikke. Jeg følte Ham stadig som en fremmed og ikke som en ven. Min engel mindede mig igen om, at han blot var Guds tjener, og at jeg skulle elske Gud og ære Ham. Jo mere han skubbede mig imod Gud, jo mere blev jeg grebet af panik af frygt for at min engel ville forlade mig. Han bad mig om at overgive mig til Gud, men jeg gjorde det ikke.

Satan havde imidlertid ikke givet op, han håbede stadigvæk på at få hold på mig i min svaghed. Gud tillod mig en eller to gange at høre en samtale mellem Jesus og Satan. Satan bad Jesus om at sætte mig på en prøve. Han sagde til Jesus, “vi får se, hvordan det går med din Vassula… Din kære Vassula vil ikke forblive tro mod Dig, hun vil falde fra, og denne gang for altid. Jeg skal bevise det for dig under disse dages prøvelser.” Og så fik Satan igen tilladelse til at lægge alle mulige prøvelser på mig. Utrolige prøvelser! Hver gang jeg indså, at det var en fristelse og overvandt den, anbragte han en endnu større fristelse på min vej. Havde jeg bukket under for fristelserne, ville min sjæl været dømt til helvede. Så startede hans angreb om igen. Han plaskede kogende olie på min langfinger, der hvor jeg normalt anbragte blyanten, når jeg skrev. Straks kom der en vabel til syne, og jeg måtte forbinde fingeren for at være i stand til at holde på blyanten. Djævelen prøvede atter engang og endnu mere energisk at stoppe mig fra at samtale med Gud og fra at skrive. Jeg skrev med stor smerte. Hver gang min finger blev lægt, gentog han det samme om og om igen, så i uger skrev jeg ikke uden smerter.

Da min familie og jeg tog på ferie til Thailand, tog vi en båd ud til en ø. På vejen tilbage, da vi skulle lægge til, rystede båden, og jeg mistede balancen. For ikke at falde greb jeg den første ting, der var inden for rækkevidde, og det var bådens udstødningsrør, brændende varmt. Jeg brændte hele håndfladen på højre hånd. Min første tanke var “hvordan skal jeg nu kunne skrive?” Min hånd svulmede op, var rød og smertede meget. Det tog os en halv times tid at nå hotellet, men da vi ankom der, var hævelsen og smerterne væk. Der fandtes ingen tegn på, at jeg havde brændt mig. Herren fortalte mig senere, at Han ikke havde givet Satan tilladelse til at gå så vidt som dette, og Han havde derfor helbredt min hånd. Djævelen prøvede på en anden måde at stoppe mig fra at skrive. Han viste sig for min søn i drømme, (han var ti år gammel). Han kom i skikkelse af en gammel mand og sagde til min søn, mens han sad i nærheden af hans seng: “Du må hellere fortælle din mor, at hun skal holde op med at skrive, og hvis hun ikke gør det, vil jeg gøre det samme ved dig, som jeg gjorde ved hende, da hun var ung. Jeg vil komme, mens du ligger i din seng, trække dit hoved bagover og kvæle dig.”

Det var noget, jeg havde oplevet, da jeg var ca. seks år gammel. Jeg havde en nat, mens jeg lå i sengen, lige foran mig over min strube set en gammel mands frygtelige, grimme hænder. Det næste der skete var, at nogen trak mit hoved bagover, og blottede min strube. Og derefter ingenting. Men det efterlod mig rystende af skræk.

Satan har jaget mig siden min tidligste barndom. Næsten hver nat fra seksårsalderen viste han sig for mig i drømme for at gøre mig bange, han tog form af en stor, sort hund. Det var altid den samme drøm. Jeg går i en svagt oplyst korridor, og der for enden af den står hunden som snerrer af mig, parat til at springe på mig og flå mig i stykker, og jeg flygter i rædsel.

Da jeg var omkring ti år gammel, så jeg Jesus i min drøm. Han stod for enden af en slags korridor. Jeg så Hans portræt. Jeg så Ham kun til bæltestedet. Han smilede og sagde: “kom, kom til Mig.” Jeg blev pludselig grebet af en ukendt kraft, der trak mig tættere og tættere hen imod Ham. Jeg var bange for denne ukendte kraft, og Jesus forstod min frygt, og Han smilede til mig. Denne kraft trak mig hele vejen hen til Jesus, indtil mit ansigt blev trykket imod Hans ansigt.

Også i tolvårsalderen havde jeg en mystisk oplevelse. Det var mit åndelige giftermål med Jesus. Igen i drømme var Jeg klædt på som en brud, og Jesus var brudgommen. Jeg kunne blot ikke se Ham, men jeg vidste, at Han var der. De mennesker, der var tilstede, hilste os hjerteligt med palmegrene i hænderne. Vi skulle gå brullupsmarchen. Lige efter brylluppet var ovre, gik jeg ind i et værelse. Der var vor hellige Moder med Maria Magdalene og to andre hellige kvinder. Vor hellige Moder var meget lykkelig og kom for at omfavne mig. Hun begyndte hurtigt at ordne mine klæder og mit hår, og jeg forstod, hun ønskede, at jeg skulle være smuk for hendes søn.

Satan fortsætter med forskellige angreb

Djævelen vidste, hvilken rædsel jeg har for kakerlakker. Jeg bryder mig ikke om at skrive dette, men jeg føler at jeg skal, for at vise hvordan djævelen kæmpede imod mig. En dag da jeg gik ud af et værelse, lukkede jeg døren efter mig. Pludselig mærkede jeg i ansigtet en væske, som blev sprøjtet på mig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfra det kom. Jeg hørte pludselig Satan le, og han sagde spottende til mig: “Det er den måde, jeg døber på. Det er den slags vievand, du fortjener.” Så så jeg, hvad der var sket. Han havde kvast en stor kakerlak i dørkarmen; jeg kunne være død på stedet af væmmelse! Jeg bryder mig ikke om at skrive om Satans angreb, men jeg ønsker at vise, hvor meget han kæmpede mod mig for at forhindre, at dette budskab kom ud, og for at forhindre mig i den mission, som Herren havde forberedt for mig.

En dag besluttede han på ny at ændre strategi. For at narre mig antog han den nøjagtige skikkelse af min afdøde fader. Selv måden han talte på var den samme. En perfekt efterligning. Han talte til mig på fransk, som min far af og til gjorde, og sagde: ” Min kære, se… Gud sender mig af medlidenhed til dig for at fortælle dig, at du er forkert på den. Hvordan kan du tro, at Han taler med dig på denne måde? Disse ting er, som du ved, umulige, og du sårer Gud og gør Gud vred. Tænk efter… Gud taler til dig? Har du nogensinde hørt om sådan noget før? Kun sindssyge kan lede dig til at tro på sådan noget!” Jeg spurgte: “Nå hvad så med min engel, er det muligt med engle?” Da sagde han: “Åh den der…” Hans stemme var fyldt med had, og jeg genkendte endnu engang Satan.

Ørkenen, derpå den totale overgivelse

Se, derfor vil jeg lokke og føre hende ud i ørkenen og tale hende kærligt til. (Hos 2,14)

Nu ønskede Gud, at jeg helt skulle overgive mig til Ham. Han ønskede at forene mig med Sig og gøre mig til Sin. Han ønskede at forme og forvandle mig. Min overgivelse var ikke, som Han ønskede, så derfor måtte jeg endnu engang gennemgå en slags renselse, for at jeg kunne overgive mig fuldstændigt til Gud og stifte fred med Ham. Dette er, hvad der skete: Jeg kaldte på Gud, og til min overraskelse fik jeg ikke noget svar. Jeg blev grebet af panik og drejede rundt for at se efter min engel, men han var der heller ikke. I stedet for følte jeg nogle få sjæle omkring mig, de kom som tiggere, og de kom nærmere til mig.¹ De tiggede om bønner, om velsignelser og vievand. Jeg gik med det samme til kirken og hentede vievand til dem. De bad mig om at stænke det på dem, og det gjorde jeg. Denne gestus tiltrak endnu flere sjæle, og på ingen tid havde jeg en stor forsamling omkring mig. Til min overraskelse så det ud til, at vievandet lindrede deres lidelser, og deres glæde var stor. En af dem bad mig om at bede for ham nu og da, og blot give ham én velsignelse. Jeg vidste ikke hvordan, så han bad mig blot om at bede en enkelt bøn og velsigne ham. Jeg bad, som han ønskede og velsignede ham. Han takkede mig med glæde, og han velsignede også mig. Alt dette var nyt for mig, men jeg følte, at de fik lindring og blev glade. Jeg benyttede lejligheden til at spørge dem, om de vidste, hvor min engel var, han som mit hjerte allerede var begyndt at elske. Men jeg fik ikke noget svar.

I denne ensomhed føltes hver eneste dag som et år. Jeg søgte fred, men jeg kunne ikke finde den. Jeg var omgivet af mange venner og andre mennesker, men jeg havde aldrig følt mig så ensom og forladt som i den tid. Det var som om jeg led alle helvedes kvaler. Mange gange råbte jeg på min engel og bad ham om at vende tilbage til mig, men nej, han var som forsvundet! Min sjæl svigtede ved hans fravær. Jeg søgte ham, men jeg fandt ham ikke; jeg kaldte på ham, men han svarede ikke. Jeg vandrede i ørkenen i hele tre uger, mere død end levende, indtil jeg ikke kunne holde det ud mere, og i denne forfærdelige nat som min sjæl gennemgik, skreg jeg grådkvalt med hele mit hjerte som aldrig før til Jahve: “FADER!… Hvor er du?…Fader?…Hvorfor forlod du mig? Åh Gud, tag mig! Tag mig og brug mig som du ønsker det! Rens mig så du kan bruge mig!”

Med dette gennemtrængende skrig der kom fra dybden af mit hjerte, åbnede himlen sig pludselig, og ligesom torden råbte Gud med en følelsesfuld stemme tilbage til mig. “JEG, GUD, ELSKER DIG!” Disse ord var som balsam, der blev spredt ud over de dybe sjælesår, jeg havde fået, og det helbredte mig fuldstændigt. Jeg følte, i disse få ord udtalt af Gud, Hans uendelige kærlighed.

Et øjeblik efter disse kærlighedsord syntes det mig, at jeg gled ud af en tornado og ind i en smuk, fredfyldt have. Min engel viste sig atter, og med stor kærlighed begyndte han at forbinde mine sår, de sår, jeg modtog, da jeg i natten krydsede denne endeløse ørken. Jahve bad mig så om at åbne Bibelen og læse et stykke. Den første sætning jeg læste fik mig til at græde og omvende mig, for den åbenbarede på en forbløffende måde Guds hjerte. Jeg læste i 2. Mos 22, 26-27 disse ord:

Hvis du tager din næstes kappe i pant, skal du give ham den tilbage inden solnedgang. Thi den er det eneste, han har at dække sig med, det er den han hylder sit legeme i; hvad skulle han ellers ligge med? Og når han råber til mig, vil jeg høre ham, thi jeg er barmhjertig.

Gud forklarede mig af egne grunde ikke med det samme, hvad der skete i disse tre uger, men meget senere, den 22. december 1990, gav han mig denne forklaring. Her er Hans egne ord:

Mit hjerte, en afgrund af kærlighed råbte på dig. Du havde dynget sorg efter sorg i mit hjerte, forræderi efter forræderi. Du kæmpede med Mig, sølle lille menneske. Men Jeg vidste, at dit hjerte ikke er et delt hjerte, og at når Jeg havde besejret dit hjerte, ville det blive Mit helt og holdent. Som barn af din tidsalder kæmpede du med Mig, men Jeg rev dig omkuld i kampen og slæbte dig i støvet og ud i ørkenen, hvor Jeg efterlod dig helt alene.

Jeg havde stillet en skytsengel til din rådighed siden begyndelsen af din eksistens, for at beskytte dig, trøste dig og vejlede dig. Men Min Visdom gav din skytsengel den befaling at forlade dig og lade dig møde ørkenen helt alene. Jeg sagde: “Du skal leve på trods af din nøgenhed!”² Fordi intet menneske er i stand til at overleve alene,³ville Satan have taget fuldstændig over og dræbt dig. Men Min befaling var også givet til ham. Jeg forbød ham at røre dig. I din rædsel huskede du Mig og så mod himlen og søgte desperat efter Mig. Din klagen og dine bønner brød pludselig den dødelige stilhed som omgav dig, og dine jamrende råb gennembrød himlen og nåede den Hellige Treenigheds ører.

‘Mit barn!’ Faderens stemme fuld af glæde genlød i hele himlen. ‘Åh, Jeg skal nu lade hende trænge ind i Mine sår⁴ og lade hende spise Mit Legeme og drikke Mit Blod. Jeg vil trolove Mig med hende, og hun vil være Min i al evighed. Jeg vil vise hende den kærlighed, Jeg har til hende, og hendes læber skal fra nu af tørste efter Mig, og hendes hjerte skal være Min nakkestøtte. Hun skal hver dag ivrigt underkaste sig Min retfærdighed, og Jeg skal gøre hende til et alter for Min kærlighed og Min lidelse. Jeg, og kun Jeg vil være hendes eneste kærlighed og lidelse, og Jeg vil sende hende med Mit budskab til verdens ende for at erobre et gudløst folk og til mennesker som ikke engang er hendes egne. Og frivilligt vil hun tage vejen til Golgata og bære Mit kors af fred og kærlighed.’

‘Og Jeg, Helligånden, skal stige ned over hende for at åbenbare Sandheden og vor dybde for hende.⁵ Jeg skal gennem hende minde verden om, at den største af alle gaver er: KÆRLIGHED.’ “

‘Lad os⁶ fejre det! Lad hele himlen fejre det!’

Gud gav mig et syn, så jeg bedre kunne forstå situationen. Han lod mig forstå, hvorfor Satan var så aggressiv mod mig. Så længe jeg ikke var helt omvendt, forstyrrede djævelen mig ikke og var tilfreds med mig. Han viste ingen aggressivitet. Men i samme øjeblik han mærkede, at jeg vendte mig mod Gud, og han derfor ville miste mig, angreb han min sjæl.

Dette var mit syn. Jeg så mig selv stå i et værelse, og jeg så en slange (Satan) kravle omkring. Tilsyneladende var slangen mit kæledyr. Men fordi jeg havde mistet interessen for den, var jeg holdt op med at fodre den. Sulten og forbavset kom den ud af sit hul for at se efter mad. Jeg iagttog den på vej over mod sin skål, hvor den fandt nogle vindruer. Slangen slugte dem, men den så ikke ud til at være tilfreds. Så den kravlede hen imod køkkenet for at finde noget mad der. Imidlertid begyndte den at sanse, at mine følelser for den havde ændret sig, og at jeg nu var blevet dens fjende i stedet for dens ven. På grund af det vidste jeg, at den ville dræbe mig. Jeg var bange, men lige da dukkede min skytsengel op og spurgte mig, om jeg havde nogen problemer. Jeg fortalte ham om slangen. Han sagde, at det ville han tage sig af. Jeg nærede betænkeligheder over, om jeg skulle hjælpe min engel i kampen eller lade være. Til sidst besluttede jeg, at jeg ville gå sammen med min engel, og at vi skulle gøre arbejdet sammen. Min engel tog en fejekost og åbnede yderdøren, gik hen til slangen og skræmte den væk. Han smækkede så døren, og vi iagttog fra vinduet, hvordan slangen reagerede. Den blev grebet af panik. Vi så, hvordan den satte kurs mod døren. Men døren var forsvarligt låst. Den gled hurtigt ned ad trapperne og ud på gaden. I det øjeblik, den gled ud på gaden, forvandledes den til en stor, grim skrubtudse og så til en ond ånd. Der blev slået alarm, og folkene på gaden fangede den og bandt den.

Præsten fordømmer budskaberne

Jeg havde regelmæssigt besøgt præsteseminariet for at mødes med præsten. En dag bad han mig om lov til at se dette fænomen, når jeg kommunikerede med himlen. Da det startede, kom han over til mig og rørte ved min hånd for at se, om han kunne stoppe mig. Med det samme følte han en brændende strøm trænge ind i sin arm. Han fortalte mig ingenting, men senere hen, da han hele eftermiddagen stadig havde en elektrisk fornemmelse i armen, fortalte han om det, han havde oplevet, til en anden præst på seminariet. Den anden præst havde kendskab til mig. Da han fortalte om hændelsen, klassificerede den anden præst det som djævelsk snarere end Guddommeligt, og bad ham bringe mig til sig.

Han stænkede vievand i hele værelset, stolen jeg skulle sidde på, skrivebordet, papiret og den blyant han ville lade mig bruge. Jeg gik derind, og han bad mig kalde på “det” som jeg kommunikerede med og bede “det” om at skrive “Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden.” Jeg samlede mig i bøn og bad Gud om at skrive det for mig. Og det gjorde Han, men med sådan en kraft, at blyanten knækkede, så jeg måtte gøre det færdigt med en kuglepen. Præsten var rasende og også meget forskrækket. Han begyndte at fortælle mig alt om satanisme, ondskab, magi og stumme ånder og sagde, at ånden, jeg kommunikerede med, ikke var guddommelig, men en stum ånd. Han fyldte mit hoved med rædsel. Da jeg rejste mig for at gå, sagde han, at jeg ikke skulle komme tilbage til præsteseminariet og kirken, med mindre jeg holdt op med at skrive, i det mindste for et stykke tid, og at jeg skulle lade den anden præst være i fred. Han gav mig tre bønner, som jeg skulle bede dagligt, (Sankt Michaels bøn, den hellige Bernhards Memorare og en novena til Jesu Hellige Hjerte). Han gav mig også en rosenkrans i hånden.

Jeg var helt knust og gik tilbage til den første præst, som i det mindste var mere venlig, og fortalte ham, hvad der var sket. Jeg sagde, at den anden præst ikke kunne lide, at jeg besøgte ham, og at besøgene skulle stoppe. Han så ned, bøjede sit hoved til den ene side og svarede mig ikke. Med dette vidste jeg, at han samtykkede med den anden præst. Jeg så og forstod helt klart, at ved ikke at besøge ham ville han øjeblikkeligt blive befriet for et stort kors. Jeg forstod, at jeg var en persona non grata, så jeg rejste mig og skreg til ham: “Du vil aldrig se mig igen her, ikke før end jeg føler mig velkommen!” Og så gik jeg, overbevist om, at jeg lagde den katolske kirke bag mig og for altid.

Jeg gik hjem og græd, som hjertet skulle briste. Min engel kom og trøstede mig, og kærtegnende min pande. Jeg klagede til Gud: “Jeg er så forvirret, og min sjæl sørger mere, end nogen kan forestille sig. Jeg forstår ikke noget længere. Du siger, det er Dig, og mit hjerte føler og ved, det er Dig, men præsten siger, det er djævelen. Hvis det er Dig, så ønsker jeg denne præst en dag vil sige og indrømme at mine samtaler er Guddommelige, først da kan jeg tro!” Gud sagde ganske enkelt: “Jeg vil bøje ham…”

Englen var meget øm mod mig. Han forbandt mine åndelige sår meget blidt. Jeg bad dagligt de bønner præsten havde givet mig og gjorde nøjagtigt, som han havde bedt mig om. Jeg holdt op med med at bruge den nådegave, Gud havde givet mig, og undgik at skrive. Da jeg boede i et muslimsk land, købte jeg en Koran og sammenlignede den med vores Hellige Bibel. En dag da jeg gjorde nogle notater, kom den Himmelske Fader, til min store overraskelse, til mig. Hans blotte nærvær fyldte mig med en ubeskrivelig glæde, og Han sagde til mig: “Jeg, Gud, elsker dig, datter, husk altid på det. Jahve er Mit navn.”

Mens jeg holdt min pen, brugte Han min hånd til at skrive dette på min notesblok. Lidt senere kom Han igen ned til mig og sagde, mens Han brugte min hånd: “Jeg, Gud, elsker dig. Vassula, husk altid på dette.” Dette var så rørende, at jeg brast i gråd. Jeg var som en fange, forbudt at tale med min Fader, forbudt at have nogen som helst kommunikation med himlen, forbudt at bruge den nådegave som Gud selv havde givet mig og forbudt at bruge den til at komme min himmelske Fader nærmere. Under alle disse forbud, hvem kommer for at besøge mig i mit “fængsel”? Den som elsker mig mest! Den ømmeste Fader, den Hellige som holder hele universet i Sin hånd, for at vise mig Sin hengivenhed og Sin kærlighed.

Forfølgelser fra præsten

Præsten gav imidlertid ikke op. Han skrev breve til mig for at fortælle mig, at det eneste, jeg havde, var en gang sludder, og at jeg skulle se på mig selv og forstå, at en sådan nåde aldrig ville blive givet til mig. Tidligere havde han sagt, at sådanne nådegaver fik kun mennesker, der arbejdede for Gud, som f.eks. Moder Theresa og lignende, og med en armbevægelse viste han mig sine bøger på hylderne. Så forsøgte han at gøre mig bange og sagde, at det var djævelsk, for at jeg skulle holde op med at skrive. Det lykkedes delvist for ham, for efter dette jog jeg Gud væk, hver gang Han nærmede Sig. Jeg kunne knap nok acceptere min engel. Hvis jeg fra Gud hørte disse ord, “Jeg, Jahve, elsker dig,” lod jeg som om, jeg ikke hørte det og ville ikke tillade, at det blev skrevet ned. Hvis Jesus nærmede sig og sagde “Fred, mit barn”, vendte jeg mig bort fra Ham og jog Ham væk, fordi jeg troede, Han var den onde. Det lykkedes for præsten at få mig til at tro, at Gud ikke kommunikerer med personer som mig, fordi Gud kun udvælger hellige mennesker. Når Jesus kom for at tale med mig, kunne jeg blive helt aggressiv, fordi jeg troede, det var djævelen. Jeg jog Ham rasende væk, den ene gang efter den anden.

Visdommen fandt til sidst en udvej. Min engel kom og fortalte mig, at han havde et budskab fra Jesus, og han ville fortælle mig det. Englen blev vor mellemmand. Det var en måde, jeg kunne acceptere, men ikke altid, for præstens ord havde stadig indflydelse på mig. Hvordan og hvorfor ville Gud vende sit blik mod en så foragtelig person som mig, og oven i købet tale til mig! Hvordan kunne jeg have troet, at Gud den Almægtige ville tale og kommunikere på en så ligefrem måde med mig! Aldrig i mit liv havde jeg hørt om noget lignende. Jo, kun i Bibelen med mennesker som Moses, Abraham og profeterne, men det var en anden historie og andre tider. Et eventyr, det var, hvad det var, en illusion. Det kørte rundt i hovedet på mig, fordi jeg vidste, hvad der var sket, og jeg var ikke tosset! Langsomt, og med tiden, begyndte sårene, jeg modtog af præsten, at heles.

Min engel gav mig stor fred; han prædikede i timevis hver eneste dag. Nu og da overlod han pladsen til Jesus, for at Jesus kunne formidle sine Guddommelige ord. Første gang det skete, var jeg lige ved at viske ordene væk, fordi jeg havde tilladt mig selv at skrive dem ned. Englen greb ind og bad mig forstå og lade disse ord være, da de virkelig var fra Jesus. Ordene var: “Jeg, Jesus, elsker dig.” Det var de første skrevne ord fra Jesus efter krisen. De blev skrevet den 20. juni 1986. Langsomt, langsomt, skridt for skridt og meget varsomt, begyndte Jesus på ny at nærme sig mig.

Den 9. juli 1986 ⁷ sagde Gud: “Jeg elsker dig.” Min engel så hurtigt min tøven og bad mig bevare ordene og sagde, at hvert eneste ord var givet af Gud, og at Gud var nær ved mig. Guds næste direkte budskab kom i juli 1986.⁷ Budskabet var: “Jeg har næret dig (åndeligt); Jeg kom for at give dig føde. Hjælp de andre ved også at give dem denne føde. Lad dem blomstre, led dem til mig. Jeg mættede dig og du blomstrede, og Jeg gav dig Min velduft. Giv også de andre næring. Hjælp dem og led dem til Mig. Jeg har givet dig kærlighed, så følg Mig. Jeg har begunstiget dig ved at give dig denne føde. Giv den også til de andre, for at de kan glædes over den.“

Den 31.juli 1986 kom Jesus igen.⁷ Denne gang kom Han som det Hellige Hjerte og sagde til mig: “I midten af Mit Hjerte har Jeg en plads til dig, min elskede. Der skal du leve.” Den 7. august 1986⁷ talte Faderen atter engang til mig og gav mig dette budskab: “Jeg, Gud, binder dig til Mig.” Jeg blev bange, og fordi jeg var mistænksom, bad jeg meget skarpt om Hans navn. Han svarede: “Jahve.” Jeg blev fyldt af glæde og kærlighed, for allerede nu havde min sjæl en brændende længsel efter Ham. Jeg sagde: “Jeg elsker Dig Evige Fader.” Han svarede: “Elsk Mig, lovpris Mig, din Gud, Jeg er din Evige Fader.” Jeg spurgte ham så: “Kan du føle min glæde, min ængstelse, min frygt, min kærlighed, og min forvirring?” Han svarede: “Ja.” Så sagde jeg: “Så ved Du, hvordan jeg føler det lige nu. Du forstår mig fuldstændigt,” og Han sagde med megen ømhed: “Ja, det gør Jeg, min elskede.“

Det var den første samtale jeg havde haft i lang tid, efter at jeg havde afvist Ham (af frygt). Gud fortsatte, da Han vidste, at jeg undrede mig over, hvorfor Han talte til Mig. Han sagde: “Gud elsker jer alle; disse budskaber er en påmindelse, som skal minde jer om, hvordan jeres begyndelse var. Spred Mine budskaber.”

Som jeg forklarede i begyndelsen, var de første budskaber, jeg modtog meget korte. De lød mere som telegrammer end som budskaber.

På trods af alting havde jeg imidlertid ikke mistet kontakten med præsterne. Men jeg var holdt op med at tale om budskaberne med den præst, som havde fordømt dem, og som havde givet mig så megen lidelse. Efter nogen tids forløb besluttede jeg imidlertid at fortælle ham, at jeg stadig modtog budskaber og skrev dem ned. Så jeg viste ham notesbøgerne i stedet for de løse papirer, som han havde fået før i tiden. Jeg havde anvendt et hvilket som helst stykke papir, jeg kunne skrive på, men da tiden kom for min mission, inspirerede Helligånden mig til at begynde at bruge notesbøger og nummerere dem.

Jeg husker, at jeg inviterede præsten hjem til mig, så jeg kunne fortælle ham, at jeg stadig kommunikerede med Gud. Jeg syntes, at jeg skulle informere ham om det. Jeg fortalte ham det, og han syntes overhovedet ikke om det, men han bad mig om at se notesbøgerne. Jeg gav dem til ham og sagde, at han kunne beholde dem én dag. Næste dag modtog jeg et meget skarpt brev fra ham, hvori der stod, at jeg skulle brænde alle mine notesbøger og sige til alle mine venner, som læste dem, at de skulle glemme alt om dem. På en eller anden måde genkendte jeg Satans hårdhed. Jeg fortalte mine venner, hvad han havde sagt, og de var meget vrede på ham. Jeg inviterede igen præsten og fortalte ham om deres reaktioner. Jeg tog mine notesbøger fra ham. Han sagde, at Gud højst sandsynligt var meget vred på mig nu, og at han overlod mig til min skæbne. Han sagde, at Gud var tålmodig én gang eller to, men nu, siden jeg ikke lyttede, efterlod han mig i djævelens hænder.

Min engels lektioner i at skelne begyndte allerede at give resultater, og de var mig til stor hjælp i denne særlige situation. Denne gang lod jeg mig ikke narre. Jeg svarede på præstens brev og fortalte ham, at hans Gud ikke var min Gud. For hans Gud er en ubarmhjertig Gud, som har let til vrede, er utålmodig, intolerant og savner kærlighed. Hans Gud ville tilgive en eller to gange og så vende ryggen til og kaste sjælen i helvede, hvis den ikke lyttede. Hvorimod den Gud, jeg kendte, Ham, der kommunikerede med mig dagligt, min Gud, er ren kærlighed, uendelig tålmodig, tolerant og øm. Min Gud taler til mig og bøjer sig hele vejen fra himlen, er sagtmodig, har ikke let til vrede, er barmhjertig og omslutter min sjæl med bar kærlighed. Min Gud, som besøger mig hver dag i mit værelse, den Ene, som han behandlede som djævelen, omgiver min sjæl med fred og håb. Min Gud nærer mig åndeligt og forøger min tro på Ham. Han underviser mig i åndelige ting og åbenbarer sit Hjertes rigdomme for mig.

Efter dette bad han mig om atter engang forsøge at stoppe med at skrive nogle få dage.

Jeg lod nogle få dage gå, uden at skrive, som præsten havde bedt mig om. Jeg bad og spurgte igen under min bøn, hvem det egentlig var, som ledte mig på denne særlige måde. Jeg bad om, at hvis disse budskaber virkelig var fra Ham, så ville jeg gerne, hvis Han ville fortælle mig det, og jeg ville gerne høre Ham sige disse ord: “Jeg, Jahve, leder dig.” Intet andet. Og dette er, hvad der skete, og Gud svarede i overensstemmelse med min bøn.

Mine samtaler fortsatte, og en dag, den 15. december 1986, gav Gud mig dette budskab: “Datter, al visdom kommer fra Mig. Ønsker du Visdom?” Uden helt at forstå, hvad Gud ville give mig, svarede jeg ganske enkelt “ja” til Ham. Han sagde så, at Han ville give mig visdom, men at jeg måtte gøre mig fortjent til visdommen, hvis jeg ville have hende. Da Han så, jeg spurgte mig selv om, hvordan det skulle gå til, sagde Han, at Han er den Almægtige, og at Han ville undervise mig. Jeg mediterede over, hvad Gud havde tilbudt mig, og jo mere jeg mediterede over det, jo mere forstod jeg, hvilken enorm gave Gud tilbød mig. Jeg forstod også, at jeg ikke engang havde takket ham. Så den følgende dag takkede jeg Ham, og Han sagde igen, at jeg måtte gøre mig fortjent til visdom, men at Han ville hjælpe mig, og at jeg ikke skulle blive mismodig.

Vil du tjene Mig?

Det næste, jeg lagde mærke til, var, at Jesus mere og mere overtog min engels plads. Han kom som det Hellige Hjerte. En dag overraskede Han mig med sit spørgsmål. Han spurgte mig, om jeg ønskede at tjene Ham (i denne mission). Frygten overtog mig igen, og jeg tøvede. Jeg tillod ikke dette at blive skrevet ned, ligesom andre ting ikke blev skrevet ned. Jeg var bange for, at Han ville bede mig om at pakke og forlade mit hjem og gå i kloster for at blive nonne. Jeg var ikke parat til det og ønskede heller ikke at gøre det. Min mistro skuffede Ham, og det undgik mig ikke, hvor bedrøvet Han blev, det var så tydeligt, da Han sagde disse ord: “Jeg kan bo i dig, på trods af din ufattelige svaghed.” Jeg blev meget ulykkelig, fordi jeg havde skuffet ham; på den anden side var jeg bange for det ukendte. Dette er de nøjagtige ord:

“Hvis du beslutter dig til at tjene Mig, vil Jeg ikke åbenbare andet end lidelse.” Jeg gentog, “lidelse”, uden at forstå, og han sagde, “Ja lidelse. Vil…” Jeg løftede min hånd for ikke at skrive, men jeg hørte det hele.

Jeg tilbragte hele natten med at tænke over Hans ord. Så besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det ukendte og overgive mig fuldstændig til Hans vilje. Så jeg vendte tilbage til Ham med Hans eget spørgsmål. Jeg spurgte Ham: “Vil Du, at jeg skal tjene Dig?”

Jeg følte straks Hans glæde, og Han sagde:

“Ja, Jeg ønsker det meget, Vassula. Kom, Jeg vil vise dig, hvordan og hvor du kan tjene Mig… arbejd og tjen Mig som du gør nu, vær som du er. Jeg behøver tjenere, som er i stand til at tjene Mig der, hvor der er mest behov for kærlighed. Så arbejd hårdt, for der hvor du er, er du blandt de onde, blandt de ikke-troende. Du er i syndens afskyelige dyb. Du skal tjene mig, din Gud, hvor mørket hersker. Du vil ikke få nogen hvile. Du skal tjene Mig der, hvor det gode er misdannet til ondt. Ja, tjen Mig imellem de elendige, blandt ondskab og verdens uretfærdigheder. Tjen Mig blandt gudløse mennesker, imellem dem, der håner Mig, mellem dem, der gennemborer Mit Hjerte. Tjen Mig blandt dem der pisker Mig, blandt dem, der fordømmer Mig. Tjen Mig blandt dem der korsfæster mig påny og spytter på Mig. Åh, Vassula, hvor jeg lider! Kom og trøst Mig!… Kæmp og lid med Mig, del Mit Kors…” (24. maj 1987).

Guds undervisning fortsatte med daglige samtaler, og til den dag i dag modtager jeg stadig budskaber, og de bliver ved, for Han har sagt, at Hans nådegave vil forblive hos mig lige til min sidste dag på jorden.