6. januar 1994

(Helligtrekongersdag.)

(6. november 1993 gav Fader O`Carroll og jeg bøgerne (Sandt Liv i Gud) og hans egne bøger i hænderne på Paven, John Paul II. To måneder senere, i dag tidligt om morgenen, havde jeg et syn i en drøm.

Synet:

Jeg så paven meget klart i hans hvide robe. Han stod over for mig og kiggede på mig. Imellem os stod der et flødefarvet plastikbord, som, jeg forstod, repræsenterede enkelhed. Jeg kiggede på hans hvide robe, idet jeg studerede den. Der var ingen udveksling af ord, men vi følte os begge trygge ved hinanden. Han satte sig derpå ved mit bord og ventede på sit måltid. Begejstret vendte jeg mig til højre for at åbne et skab og hente en tallerken med en dessert, som jeg havde tilberedt til ham.

Jeg sad over for ham og kiggede på, mens han spiste desserten, som han tydeligvis nød. Da han havde spist, rejste han sig op for at gå. Jeg skyndte mig hen for at følge ham til døren, men da jeg gik ved hans højre side, så jeg, at han brugte stok. Stokken var også flødefarvet og var ikke lavet af dyrt træ men af noget andet plastiklignende materiale, som var formet, så det lignede bambus. Ved hjælp af stokken begyndte han at gå hen imod døren, og jeg lagde mærke til, at selv når han brugte stokken, havde han vanskeligt ved at gå. (Det var lige før, paven begyndte at bruge stok i virkeligheden.)

Et kort øjeblik troede jeg, at han ville falde, så uden at tøve og uden tilladelse greb jeg fat i hans højre arm og trak den rundt om min hals og skuldre for at støtte ham. Han protesterede ikke og accepterede min hjælp. Så jeg lagde min venstre arm om livet på ham for at løfte ham så meget som muligt med min venstre side og bære hans vægt med min ryg. På den måde løftedes hans fødder næsten fra gulvet. Da jeg lagde min venstre arm omkring ham, kunne jeg mærke hans ribben. Jeg var overrasket over, hvor tynd han var. Man kunne ikke se, hvor udtæret han var, når man så ham i hans løse klæder. Paven protesterede ikke imod min hjælp hele den tid, jeg bar ham på min ryg.,1)


1 I dette syn forstod jeg, at Paven også repræsenterede Kirken. Kirken er svag på grund af frafaldet, men Budskaberne hjælper Kirken.