22. december 1990
Min Jesus?
Jeg er;
Jeg behandler dig meget varsomt, så du vokser, Min blomst; Jeg ønsker dig stærk, og tro Mig, Jeg skal gøre det muligt; du vil blive stærk, datter, eftersom du bærer Mit Ord; foran dig Er Jeg for at ødelægge alle barrierer, som opstår, når du vidner; Jeg er den Allerhøjeste, og Jeg siger dig, datter, at Jeg vil sørge for, at ingen magt nedenfra skal hindre dig i at forkynde Mit Budskab;
Jeg har taget dig ud af Egyptens land, for at du skal være lydhør overfor Mig i et fremmed land og vidne for et folk, som ikke er dit eget; så selvom din opførsel var skræmmende, og dine sanser plettede, så du ikke længere kunne se Lyset, blev Barmhjertigheden1 og Medfølelsen grebet af din utrolige elendighed, skyld og ynkelighed og kom til din frelse;
o nej, Vassula, du har ikke fortjent nogen af Mine Gaver; Jeg havde jo tjenere i Min Hånd, som ærede Mig, aldrig udtalte sig om andet end Mit Navn i hellighed, som velsignede Mig uden ophør, som priste den Hellige Treenighed helhjertet; men alligevel kaldte mit Hjerte – en Afgrund af Kærlighed – efter dig; du havde ophobet sorg på sorg i Mit Hjerte, forræderi på forræderi; du kæmpede med Mig, ubetydelige lille skabning … men Jeg vidste, at dit hjerte ikke er et delt hjerte, og at dit hjerte, når Jeg først havde erobret det, ville blive fuldstændigt Mit; som et offer for din tidsalder kæmpede du med Mig, men Jeg slog dig ned i brydekampen og slæbte dig i støvet ind i ørkenen, hvor Jeg efterlod dig helt alene;
Jeg havde tildelt dig en skytsengel siden din tilbliven for at beskytte, trøste, og vejlede dig, men Min Visdom beordrede din skytsengel at forlade dig og lade dig møde ørkenen på egen hånd; Jeg sagde: “du skal leve på trods af din nøgenhed!”2 for intet menneske er i stand til at overleve alene;3 Satan ville fuldstændig have taget over og dræbt dig; Min ordre var også givet til ham; Jeg forbød ham at røre dig; i din skræk huskede du på Mig og så op mod Himlen og ledte desperat efter Mig; dine klager og din bønfalden brød pludselig den dødlignende stilhed, som omgav dig, og dine skrækslagne råb gennemborede himlene og nåede den Hellige Treenigheds Ører …
“Mit barn!” Faderens Stemme genlød fyldt med glæde over hele Himlen;
“Åh … Jeg skal nu få hende til at trænge ind i Mine Sår4 og lade hende spise Mit Legeme og drikke Mit Blod; Jeg skal tage hende til Mig, og hun vil blive Min for evigt; Jeg skal vise hende den Kærlighed, Jeg har til hende, og hendes læber skal derfra tørste efter Mig, og hendes hjerte være Min Hovedstøtte; hun skal dagligt, ivrigt underkaste sig Min Retfærdighed; Jeg vil gøre hende til et alter for Min Kærlighed og for Min Passion; Jeg, og kun Jeg, skal være hendes eneste Kærlighed og Passion; og Jeg vil sende hende til verdens yderste ender med Mit Budskab for at erobre et ureligiøst folk og til et folk, som ikke engang er hendes eget; og hun vil frivilligt bære Mit Freds- og Kærlighedskors og tage vejen til Golgata;”
“Og Jeg, Helligånden, skal stige ned over hende for at åbenbare for hende Sandheden og dybderne i Os;5 Jeg skal gennem hende minde verden om, at den største af alle gaver er: KÆRLIGHED;”
“lad Os6 så fejre! lad hele Himlen fejre!”
… Jeg har taget dig ved hånden og formet dig til at blive et levende tegn på Min Store Kærlighed; – et vidne om Mit Hellige Hjerte og om fornyelsen af Min Kirke;
(Faderen, så Sønnen, så siden den Hellige Treenighed talte.)
Jeg er Opstandelsen;
(Forklaring på dette budskab:
I begyndelsen, da min skytsengel pludselig kom til mig for at bane vejen til Herren, havde jeg som en “professionel” synder ingen kærlighed til Gud. Selv når min engel fortalte mig ting om Himlen, var jeg bare tilfreds med at være sammen med min engel. Jeg søgte ikke efter mere. Da Gud henvendte sig til mig og erstattede min engel, var jeg noget skuffet. Jeg oplevede Ham som en fremmed, hvorimod jeg allerede havde lært min engel at kende, og mine følelser var blevet til kærlige følelser. Og så kunne jeg ikke forstå, hvorfor Gud ønskede at tage min engels plads. Jeg gik endda så vidt, at jeg tænkte, at Gud var jaloux over den kærlighed, jeg gav min skytsengel, og jeg havde ondt af min engel.
Senere efter en smertefuld renselse, som min engel gav mig, henvendte Gud sig igen for anden gang for at tage englens plads: Han blev hos mig i nogle dage og åbnede langsomt og med Visdom mit hjerte for ikke at skræmme mig væk. Lige da jeg var begyndt at åbne op for Ham, løb Han væk og skjulte sig. Jeg vendte mig om for at se efter min engel, og jeg kunne heller ikke finde ham. Jeg følte nogle få sjæle7 henvende sig til mig og bønfalde mig om bønner og velsignelser. Jeg bad for dem og velsignede dem. Så bad de mig om at velsigne dem med helligt vand. Jeg løb hurtigt hen til kirken for at hente helligt vand til dem, og jeg velsignede dem og stænkede helligt vand på dem. Jeg benyttede lejligheden til at spørge dem, om de havde set, hvor min engel var og Den, som mit hjerte allerede begyndte at elske, men jeg fik ikke noget svar.
Hver dag, der gik, forekom mig som et år. Jeg søgte efter Fred og kunne ikke finde nogen. Jeg var omgivet af mange mennesker og venner, men aldrig nogensinde før, havde jeg følt mig så alene og forladt som i disse dage. Det var, som om jeg gik igennem helvede.
Mange gange råbte jeg efter min engel om at komme tilbage til mig, men nej, han havde vendt mig ryggen og var væk! “Min sjæl svigtede ved hans flugt. Jeg søgte ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte på ham, men han svarede ikke.”(Højsangen 5:6) Jeg vandrede om i tre uger helt alene i ørkenen, indtil jeg ikke kunne holde det ud længere. Så råbte jeg højt af fortvivlelse til Jahve, og søgte Himlen: “Fader! O Gud, tag mig og brug mig, som Du ønsker, rens mig, så at Du bliver i stand til at bruge mig!” Med dette råb, der kom fra mit hjertes dybder, åbnede Himlen sig pludseligt, og ligesom Torden råbte Faderens Stemme fyldt med følelse tilbage til mig: “Jeg, Gud, elsker dig!”
Øjeblikkeligt følte jeg, som om jeg faldt ud af en tornado ind i en smuk, fredelig verden. Min engel kom til syne igen og begyndte med stor ømhed at læge mine sår, de sår jeg fik, mens jeg var i ørkenen.
Dette skete i påsken 1986.)
