15. november 1992

”Om blot min elendighed kunne blive vejet, og mine ulykker kunne lægges på vægten! Det ville veje mere end havets sand: er det derfor mærkeligt, at jeg ikke kan styre mine ord?”¹

Jeg ryster af rædsel,
når jeg tænker, at jeg måske tager fejl!
Vil jeg blive fundet skyldig
i Dit Nærvær, Min Gud?
Og dog, jeg har slået rod i Dig,
jeg så dig stå der, stille,
med Din Hånd udstrakt
som en, der forventede almisse,
så hørte jeg en Stemme,²
et Navn³ blev givet til mig,
og min sjæl sank
ind i Min Faders Arme.
O Gud! Hvor jeg elsker Dig!

Mit barn, Mit barn … hvor Jeg, Herren, elsker dig! Jeg elsker dig til tårer … hold op med at lytte til den onde, som prøver at ødelægge alle de gode ting, Jeg har givet dig;

tro på Min Kærlighed, Jeg vil aldrig svigte dig⁴… aldrig⁵ … så modtag Min Fred, denne Fred, Jeg har givet dig, og vid, Mit barn, at du aldrig vil møde nogen kærlighed større end Min … oh Mit barn, klyng dig til kanten af Min kappe; Jeg er her og med dig;