15. november 1992
“Gid min kval kunne vejes, og min elendighed lægges på vægten! For nu er den tungere end havets sand, derfor talte jeg tankeløst”1
Jeg ryster af skræk,
når jeg tænker, at jeg måske tager fejl!
Vil jeg blive fundet skyldig
i Dit Nærvær, Min Gud?
Og dog, jeg har slået rod i Dig,
jeg så dig stå der, stille,
med Din Hånd rakt frem
som en, der forventede almisse,
så hørte jeg en Stemme,2
et Navn3 blev givet til mig,
og min sjæl sank
ind i Min Faders Arme.
O Gud! Hvor jeg elsker Dig!
Mit barn, Mit barn ️… hvor Jeg, Herren, elsker dig! Jeg elsker dig til tårer ️… hold op med at lytte til den onde, som forsøger at ødelægge alle de gode ting, Jeg har givet dig;
tro på Min Kærlighed, Jeg vil aldrig svigte dig4️… aldrig5 ️… så modtag Min Fred, denne Fred, Jeg har givet dig, og vid, Mit barn, at du aldrig vil møde nogen kærlighed større end Min ️… oh Mit barn, klyng dig til kvasten på Min kappe; Jeg er her og med dig;
