29. december 2018
ak, Vassula, lidet ved du om de nådegaver, Jeg har skænket dig for at gøre dig i stand til at høre Mig og være i Mit Nærvær… Min ophøjethed overgår enhver forestilling og har ingen ende; forstår du, uden Mig kan du intet gøre… apostel har Jeg opfostret dig til at være… og at have dig til alters med Mig fryder Mig umådeligt; Jeg har sammen med Min Faders Hjerte1 sagt, at Jeg vil være din Vogter, og du skal være Tegnet på Min Kærlighed; den Kærlighed Jeg har til hele menneskeheden; Min langmodighed overfor alle i denne generation har været lang, og Min Faders Øjne2 opløses i strømme af tårer over den ødelæggelse, Vore skabninger styrer imod;
Fader! Folk ønsker ikke at forandre sig, end ikke at tale om Dig!
ja, og af dem, Jeg kaldte, var der kun få, der lyttede;
Det er en kamp, og i stedet for lidt forbedring ser jeg større og mere ubehagelige omvæltninger og grusomheder, oprør og døvhed i vores verden…
ikke meget længere, Vassula, ikke meget længere… hold fast i din trofasthed mod Mig; vær som en spartaner, men i blomst som en lilje; fremtræd venligt, men bestemt, mens du som en plov bereder jorden, hvori Mine frø vil blive sået; Jeg, Jahve, din Fader, vil fortsætte med at tale gennem dig, pris Mit Navn og herliggør Det og tillad ikke den onde at frarøve dig den Fred, Jeg har skænket dig, Mit barn!
