3. august 2001

fred være med dig;

sig, Min elskede, disse ord til Mig på Min Højtid,

”drag mig, min Elskede,
i Dine Fodspor,
der udsender en sød duft af myrra;

”led mig ved hånden
ind i Dit Kammer,1 min Konge,
hvor jeg uforstyrret
vil høre Din kongelige Stemme;

”oplys mit ansigt med Dit smil,
oh, menneskehedens Elsker
lad Dit blik fyldt af øm kærlighed,
et blik, der ser alt,
og som overgår alle sanser,
hvile på mig;

” hvis jeg nogensinde har svigtet Dig
blot for et øjeblik
og fik Dig til at hæve dit øjenbryn
på grund af min svaghed,
bønfalder jeg Dit Allerhelligste Hjerte
om at vise mig medlidenhed;

”Du har magt
over liv og død,
og nu kommer jeg til Dig
for at finde ly
i Dit Hellige Hjerte,
hvor man finder Liv
og evig hvile;”

se, dette er Hjertet, som blødte for dig og for hele menneskeheden; dette er trøstens og barmhjertighedens Hjerte; dette er Hjertet, der valgte dig; hvem som helst, der tilbeder dette Hjerte, skal blive tilsløret med Visdommens slør, som vil forskønne din sjæl, for at den således smykket kan træde ind i Min lighed;

– kan du sige Mig, datter, hvor du blev født?

Jeg blev født i Dit Hellige Hjerte;2

ja! du blev født i Mit Hellige Hjerte; alle, som tilhører Mig, blev født i Mit Hjerte;

har I ikke læst: ”han vil råbe til Mig: ”Du er min Fader, min Gud, min frelses Klippe!” så Jeg skal gøre ham til Min førstefødte, den højeste af konger på Jorden;” eftersom hans storhed vil komme fra kongernes Konge, og fordi han vil leve i det høje mellem alle dem, Jeg igennem Min Guddommelighed gør til guder; jordiske konger tilhører det jordiske, men de, som er født af Mig, vil have et højere herredømme i himlen; almindelige mennesker er som et vindpust; betydningsfulde mennesker en illusion, læg dem begge sammen på en vægtskål, og de vil ikke veje mere end et vindpust;3 sig derfor til jeres sjæl, Mine elskede:

”hvil kun i Gud,
for Han er jeres håbs eneste kilde;”

lad jeres hjerte juble og jeres sjæl blive fornyet, for i disse tider skænker jeg Min nåde over menneskeheden som aldrig før i historien; ic;


1 Det Hellige Hjerte.
2 Herren Ånd gav mig disse ord …
3 Salme 62:9.