I november 2001 var Vassula inviteret til et officielt symposium om økumenisme på et sted med navnet Farfa, udenfor Rom. Det blev holdt af Birgittinersøstrene. Vassula skulle præsentere synspunktet om enhed fra en lægmand. Hver deltager skulle tale en time fulgt af debat med spørgsmål. Den samlede komité bestod af romersk-katolske og lutherske. Den katolske biskop af Sverige var der også, såvel som mange professorer i teologi, monsignorer og forskellige gejstlige. Det fire dage lange symposium havde mange talere, der alle var teologer og gejstlige, bortset fra Vassula.

Da Vassula havde holdt sin tale og afventede spørgsmål og start på debatten, græd teologen, der ledte symposiet. Da sagde han: “Denne tale om enhed, som vi lige har hørt, var den inderligste tale, jeg nogensinde har hørt i hele mit liv” Derfor ønsker jeg ikke spørgsmål nu, da dette var en profetisk stemme der talte, og når det kommer til profeti, lytter vi og gør, hvad vi bliver bedt om.

Guds kald til Sit Folk
af Vassiliki Rydén

Herre, jeg beder som du har bedt: må vi alle være ét, ligesom Faderen er i Dig og Du i Ham, for at verden skal tro, at Faderen har udsendt Dig. Dette beder vi også om for de får, som ikke er fra Din fold, at de også vil lytte til Din stemme. Vi beder, at verden må komme til at elske dig fra nu og altid. Amen.

Introduktion

Først og fremmest takker jeg vor Herre for denne åndelige forsamling, fordi det er en nåde givet af Gud for os alle, hvilket giver os muligheder for at udvide hans Rige og bringe os tættere på forsoning. Så enhver takt fra vores side i retning af at genoprette Kristi vaklende hus berører Herren dybt. Bare et enkelt skridt mod en åndelig enhed, og hele himlen fryder sig! Bare en enkelt bøn, der bedes om genoprettelsen af Kristi Legeme, og Faderens vrede mindskes. Enhver forsamling i hans Hellige Navn for enhed, og hans velsignelser udgydes over dem, der tager del i disse møder. For dette priser jeg Gud, som aldrig svigter os.

I denne time vil jeg gerne give jer en introduktion til rollen som lægmand i kirken og derefter tre temaer. Det første tema handler om metanoia, frugten af ydmyghed, der fører til forsoning og enhed, det andet handler om vores synd, der består i splittelsen, og det tredje handler om Helligåndens rolle i at føre os til enhed.

Da jeg modtog denne invitation til at tale om en økumenisk åndelighed, tøvede jeg med at sætte ord på min særlige oplevelse med Gud. Jeg vover ikke at formulere en klassificeret “åndelighed” ud fra mine egne fortrolige “samtaler med Kristus.” Tværtimod vil jeg lade det være frit for Gud, som løftede profeterne, og som talte og åbenbarede sig “mangfoldige gange og på mangfoldige måder” (Hebr 1,1) igen at formidle Sit budskab gennem en svag hånd, en del af Kristi Legeme. I denne forstand er det, der følger, en anden form for vidnesbyrd om kirkens mystiske tradition. Derfor er det, du vil høre i denne time, ikke en akademisk teologidiskurs, simpelthen fordi jeg ikke er teolog, men snarere et levende eksempel på en lægmands vidnesbyrd om enhed, når jeg kaldes af Gud til hans tjeneste.

Jeg kommer selv fra den græsk-ortodokse kirke. I vores bog om den ortodokse kirkes lære, bog I, udgivet i 1997 af Hr. Trembelas, står der på s. 79: “Åbenbaringer defineres som en handling udført af Gud, hvorved han underretter sine nogenlunde kapable skabninger om mysterierne i Hans væren, natur og vilje i henhold til deres begrænsede intellektuelle kapacitet …” osv. Det vil være værd at læse s. 78, hvor nødvendigheden af, at Gud selv styrer sit folk, beskrives. Der er mange flere referencer til lægfolks rolle i vores ortodokse kirke, men begrænset tid forhindrer os i at studere dem detaljeret her.

Det er også kendt, at det andet Vatikankoncil har understreget, hvor vigtigt det er, at lægfolk bidrager til at sprede Det Glade Budskab gennem de forskellige gaver, Gud giver sin kirke. I Lumen Gentium siger koncilet klart, at lægfolk deltager i Kristi profetiske embede. Kristus varetager dette profetiske embede, ikke kun gennem hierarkiet, men også gennem lægfolk. Derfor etablerer han dem begge som vidner og giver dem sansen af troen og ordets nåde (LG 35). Enhver lægmand har en rolle at spille i denne tjeneste for evangeliet i henhold til den karisme, som Gud har givet ham, og gennem de gaver, der er givet ham, er han på én gang vidnet og det levende redskab for selve Kirkens mission, “som tilmålt af Kristus.” (Ef 4,7). Det fremgår derefter af det, som kirkerne vurderer, at lægfolk har en meget vigtig rolle at spille i verden, og at de karismer, som Helligånden giver sit folk, altid er til tjeneste for samfundet og til fordel for Kirken.

Helt fra begyndelsen af dette kald kaldte vor Herre mig af nåde med kongelig ødselhed og henvendte sig poetisk til mig, da religion og dyd har været hans søde samtale med mig i de sidste seksten år. Uden nogen fortjeneste blev jeg kaldet, og jeg modtog kaldet; Bibelen siger: “Jeg troede, derfor talte jeg.” (2 Kor 4:13). Så blev jeg bedt af Herren om at erkende ham, og idet jeg erkendte ham, viste han mig sit Kors af enhed.

Et af de første bud fra Kristus til mig var disse: “Hvilket hus er det vigtigste, dit hus eller mit hus?” Jeg svarede: “Dit hus, Herre.” Så sagde Han: ” Genopliv Mit hus, forskøn Mit hus, forén Mit hus.” Jeg blev ramt af hjælpeløshed og følte mig elendig. Jeg beklagede: “Jeg ved ikke, hvordan man gør alt dette. Jeg ved intet!” Da sagde Kristus: “Forbliv intet; jeg vil have at du intet er, og i din intethed vil jeg vise min autoritet, min kraft, og at Jeg Er; så dø for dig selv og lad min Hellige Ånd ånde i dig.” Derefter bad han mig om at gå med ham, men efter at have været igennem megen åndelig ild. Sådan modtog jeg Guds sædekorn uden nogen fortjeneste. Det står skrevet: “Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra Himlen.” (Joh 3:27)

Dette værk af Helligånden er trykt i elleve bind og oversat til 40 sprog. (udgivet under det overordnede navn: Sandt Liv i Gud). I disse åndelige skrifter ser vi, hvordan Gud giver os muligheder for at være perfekte og være i stand til at nå guddommelighed gennem Hans guddommelighed og blive gud ‘ved deltagelse’. Frugterne af dette arbejde er talrige, fordi de også kommer fra Herren, og alt godt kommer fra Herren. Det er værd at nævne en af dem. I dag eksisterer der over hele verden mere end tusind økumeniske bedegrupper, der blev dannet gennem disse inspirerede skrifter med navnet “Sandt liv i Gud.” Disse økumeniske bønnegrupper består af forskellige trosretninger, der samles for at bede om kirkernes enhed og forsoning. Fra disse grupper er der åbnet ni velgørenhedshuse for at brødføde de fattige og trængende. De hedder Beth Myriam, der betyder Marias hus. Der vil komme andre, der vil åbne ved Guds nåde i den nærmeste fremtid og også blive aktive.

Ved Guds nåde er jeg indtil videre blevet inviteret til tres lande til at vidne om Herrens store gerninger. Dette er sket ved mere end 700 møder for romersk-katolske, ortodokse og forskellige andre kirker. Jeg kunne heller ikke modstå at tale til vores andre brødre og søstre, der ikke er kristne. Vorherre åbnede også en dør for ikke-kristne, og derfor blev jeg kaldet til at tale til jøderne såvel som hinduerne, muslimerne og buddhisterne, som, efter at jeg havde talt Guds Ord til dem, fandt deres frihed og forsonede sig med Den Treenige Gud for at bede om dåbens sakramente. For Kristus havde bedt til Faderen om dette og sagt: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig” (Joh 17:20).

I marts 2000, tillod Herren os at samles ved Sit fødested, Betlehem. 450 mennesker kom fra nær og fjern; ja, fra mere end 55 lande og fra 12 forskellige kirker til et internationalt møde med bøn for fred og enhed. Vi forsamledes som én samlet familie. Med os havde vi 75 gejstlige også fra 12 forskellige kirker, der kom, men også andre gejstlige fra Det Hellige Land, som også havde hørt om dette bedemøde. Denne økumeniske begivenhed blev koordineret af nogle jøder og palæstinensere, der var blevet rørt af de inspirerende “Sandt Liv i Gud” budskaber. De troede på Kristi udfrielse og hans frelsesplan i vore dage og meldte sig frivilligt til at organisere dette møde.

Når man ved, hvordan palæstinensere og jøder i vore dage kæmper mod hinanden, er deres forsoning et tegn på Helligåndens kraft, der sluttede sig til de to nationer for at arbejde for et møde for fred mellem de splittede kristne. Som Bibelen siger: “Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.” (Jak 3:18). Dette er en lektion for os alle.

At se alle disse gejstlige iført forskellige klæder, men alligevel alle kristne, den ene ved siden af den anden, smilende, delende og uden at gøre nogen forskel på hinanden, deltage i bønner og liturgier, var helt åbenlyst en triumf for vores Herre. Vi levede og fik en forsmag på, hvordan enhed blandt kristne vil være en dag, og vi priser Gud. Inden talerne og præsentationerne, stillede alle de gejstlige op til at danne en procession. Det var ærefrygtindgydende. Nogle bar ikoner, andre statuer af Det Hellige Hjerte samt en statue af Jomfru Maria; Madonnaen blev faktisk båret af en luthersk præst, og det var han meget stolt af. Nogle havde røgelse, andre havde stearinlys, græsk-ortodokse gejstlige bar om halsen Rosenkranse. De havde byttet deres kors og “Panayias” med de romersk-katolske præsters rosenkranse, og de gik alle til en byzantinsk salme, mens de messede Kyrie Eleisson.

Der blev holdt taler om enhed for os af præsterne fra de forskellige kirker. Deres tale lød, som kom de fra én stemme og ét sind. Vi fornemmede vor alles store ønske, at være ét, under deres taler. Der var endda et rørende øjeblik, hvor adskillige præster fra forskellige kirker stod på podiet, og en romersk-katolsk præst faldt på knæ og gik rundt og kyssede alle de andre præsters fødder og bad om at blive tilgivet. Med denne spontane ydmyge gerning, gjorde en koptisk præst, rørt til tårer, det samme og kravlede ned for at kysse sine brødres fødder i Kristus. Vi så, og vi iagttog, hvilken tørst lægfolk og præster har efter enhed. Men vi fornemmede samtidig de store sår, vores splittelse har afstedkommet på Kristi Mystiske Legeme, og det er grunden til, at vi følte os så glade og forsonede over at opleve disse oprigtige ydmygheds- og forsoningshandlinger. Havde det været et officielt møde, og havde vi været Kirkens embedsmænd, og havde vi haft magten og autoriteten, ville vi have enedes om enhed lige dér og derefter erklæret det over for hele verden.

De fleste af os er trætte af denne splittelse, fordi den ikke følger vores kærlighedslov. Kristus er endnu mere træt af at se os splittede. Jublen og glæden for alle disse nationer, der var forbundet, appellerede til en fuldstændig enhed blandt kristne og afslørede, at denne splittelse ikke kun er en synd, men også en forbrydelse. Alligevel siger jeg jer, at den største forbrydelse af alle er at holde Påskedatoerne adskilte. Hvor godt det bliver, når vi en dag kan råbe sammen: “Christos Anesti” med én stemme og på én og samme dag. Vi siger alle, “Ske Din vilje som i Himlen, så og på Jorden…” Nå, men hvad holder så kirkens embedsmænd tilbage i forhold til at gøre Guds vilje og erklære deres forsoning, hvis lægfolk og præster rundt om i verden allerede lever i enhed? Enheden begyndte i går… vi så den… vi levede i den… vi frydede os over den, og vi ønsker den lige så meget, som Helligånden ønsker den. Jesus Kristus forenede os ved Sit Blod, så hvordan kan nogen forkaste denne enhed? “For Han er vor fred. Han gjorde de to partier til ét, og med Sin legemlige død, nedrev Han den mur af fjendskab, som skilte os. Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to og således stifte fred.” (Ef 2:14-15) Hvordan kan vi sige “nej” til Gud, hvis Han ønsker, at vi forener os? Kunne det være fordi, vores hjerter er blevet forhærdede? Har vi glemt den Hellige Faders ord, da Han sagde: “De elementer, der forener os, er langt stærkere end dem, der splitter os”? Så vi burde tage de elementer på os og bruge dem til at bløde op for vejen mod fuldstændig enhed.

De nådegaver, vi modtog de dage i Det Hellige Land, var talløse. Efter at have hørt, at vi var der, kontaktede en græsk-ortodoks ærkemandrit fra patriarkatet i Jerusalem alle 450 mennesker og inviterede os alle Den Hellige Gravs Kirke og en anden dag til Taborbjerget for at være til stede under liturgierne og endda til at tage del i de forud indviede gaver, hvis vi ønskede og troede på Jesu Hellige Nærværelse i denne hellige kommunion.

Der var så mange glade øjeblikke ved at se ortodokse, lutheranere, katolikker, anglikanere, baptister osv. bede rosenkransen sammen, alle nær hinanden og ikke tilbageholdende, fordi denne bøn angiveligt kun bliver bedt af den romersk-katolske kirke. Tværtimod, der blev ikke gjort forskel. Rosenkransbønnen forbandt os, og alterets helligste sakramente, der var sat frem for tilbedelse, forbandt os endnu mere, for foran vor Herre knælede vi ned og følte i denne enhed, at vi virkelig var sønner og døtre af den Højeste, fordi alle var rørt af Ånden. (Rom 8:14), og som børn af én familie, var vi side ved side ét og ikke imod hinanden, for splittelsens ånd var ikke længere iblandt os. I disse øjeblikke forstod vi, at vi levede under nåden og ikke under loven. (Rom 6:14). Vore hjerter var forbundne, og i Kristi Nærvær følte vi os i sandhed forbundne i ånden og i Guds kærlighed. Vi havde virkelig én sjæl og ét hjerte i disse øjeblikke, alle forenede i Kristi Hjerte. Senere sagde de gejstlige, at når de kom hjem, ville de fortsætte med at arbejde for denne åndelige enhed og aflægge vidnesbyrd for deres brødre om, hvordan de havde levet, og hvad de havde set, så de også kunne fryde sig i én Herre.

Fra det, vi høstede under vores pilgrimsrejse i enhed i Det Hellige Land, følte vi, at bønner var stærkere end vores taler og dialoger, fordi næppe havde vi åbnet vi