Skrevet af en eneboernonne, der bor i Holywell, Wales, Storbritannien, og som undersøger “Sandt Liv i Gud” på baggrund af sine rabbinerstudier, som hun har været optaget af i mange år.
Når man læser Sandt Liv i Gud-bøgerne, kan man nogle gange ønske, at de blev udgivet i samme format som Jerusalem-bibelen (ikke New Jerusalem Bible). Det vil sige udgivet med Vassulas egne fodnoter nederst, med sætningsnumre for hver to linjer af budskabet i venstre margen og i højre margen med fuldstændige skriftreferencer for både direkte citater fra Den Hellige Skrift og jf. (sammenlignelig med) referencer. Bagerst i hver bog vil man gerne se et fuldstændigt indeks over disse skriftlige henvisninger i rækkefølge efter skriftsteder.
Dette format ville ikke blot være nyttigt, men også tjene som en vigtig funktion til at skelne mellem skrifterne og gøre det muligt for dem, der mediterer over skrifterne, at se Guds smukke kærlighed til os, der strømmer gennem sætninger i Det Gamle Testamente, der ofte fejlagtigt anklages for at fremstille Gud som autoritær og hævngerrig.
De hellige skrifter citeres konstant i Sandt liv i Gud, men uden reference. De er også perfekt flydende i syntaksen i forhold til resten af teksten [o.a.: tydeligst på originalsproget engelsk, da de øvrige sprog er oversat af vi begrænsede mennesker]. Disse to aspekter giver et levende vidnesbyrd om den overnaturlige oprindelse af det, der bliver sagt. Ingen kan anke over, at det er en privat eller personlig meditation, for man kan kun meditere over det, man kender.
Den enorme andel af Skriften, der citeres i sætninger eller vendinger, ligger uden for de fleste menneskers hukommelsesevne i en sådan grad, at de ubevidst citeres konstant og fra hele Skriften og ikke blot fra nogle få isolerede salmer eller yndlingsevangelietekster. Desuden er mange citater eller udtryk hovedsageligt hebraiske og ikke oversat korrekt i nogle af vores moderne bibeludgaver, især hvor teksterne, hvis de var blevet slået op, ville have givet ikke-hebraiske udtryk. Sandt Liv i Gud bruger de korrekte hebraiske udtryk. Vi vil se på nogle af disse udtryk sammen med en lille kritik af teksten, hvor den jødiske/hebraiske dimension er berørt.
FØRSTE: Det grammatiske aspekt
I gamle bibler som King James-bibler begynder hvert vers med “Og”. Så når vi ser på 1. Mosebog, finder vi “Og Gud sagde”. Hvis vi ser på en eller to moderne versioner som Amplified eller New American Standard, finder vi igen “Og” (dette findes ikke i nogle andre oversættelser).
Der er meget lidt grammatik i bibelhebraisk. Det er en rabbinsk lære, at fraværet af grammatik og brugen af “og” manifesterer, at Guds værk fra begyndelsen af skabelsen og hele frelseshistorien er én kontinuerlig udfoldet handling fra Gud og derfor udtrykkes ved én sammenhængende sætning.
Sandt Liv i Gud budskaberne indeholder kun få punktummer. Den nøjagtige gengivelse af teksten er derfor i sig selv et vidnesbyrd om det guddommelige forfatterskab for jøder, skriftkyndige og alle, der ønsker at udvise dømmekraft, når de læser Sandt liv i Gud. En falsk profet uden kendskab til skrifterne ville, ved at skrive naturligt, inkludere punktummer.
ANDEN: Store bogstaver for personlige pronominer vedrørende Gud
I alle jødiske bibler og al jødisk litteratur bruges store bogstaver til pronominer, når der tales om Gud. Den jødiske ærbødighed for Guds navn gør et stort antal kristne til skamme, her tænkes på dem, der er holdt op med at vise denne ærbødige undtagelse i grammatikken. Sandt Liv i Gud giver ligesom i jødisk litteratur altid de personlige stedord et stort bogstav, når der tales om en af de guddommelige personer eller om en handling fra Gud, når Han griber ind.
TREDJE: Kød og ben
Udtrykket “kød og ben” i Skriften har en eksplicit betydning af slægtskab. I dag ville vi udtrykke slægtskab ved at sige “du er mit kød og blod”. I Den Hellige Skrift ville det imidlertid være en vederstyggelighed. Sandheden er, at ordet er “etsem” (udtales eh’tsem) og betyder “ben” og ikke blod. Alt blod tilhører Gud; ingen ville vove at gøre krav på det. Samtlige love i Mosebøgerne om at spise kød siger, at blodet skal drænes ud og gives tilbage til Gud, da det tilhører Ham og kun Ham.
Vi finder i 1 Mos. 2:23, hvor Adam siger til Eva: “Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød.” I Jerusalem-bibelen fra Dommerbogen 9:2 og fremefter finder vi imidlertid sætningen oversat med “kød og blod”, hvilket skyldes, at man forsøger at tage hensyn til den folkelige talemåde og derved gøre den relevant for vores kultur. På den måde ændres Guds Ord og bliver et våben, der bruges af andre trosretninger eller af jødiske folk som et tegn på den påståede katolske mangel på sandhed. For at rette op på dette har dokumentet fra Rom “Liturgiam Authenticam” (Rom, marts 2001) pålagt, at alle oversættelser af Bibelen, der anvendes til den hellige liturgi, skal være tro mod latinsk. Sandhedens renhed er afgørende for den kristne enhed og er af større betydning end omtaler, der ikke blot går af mode, men også adskiller os fra dem, hvis oversættelser er ægte gengivelser af Guds ord. Hvor dette ikke er blevet implementeret, har det betydet, at de troende har været vant til den forkerte oversættelse “kød og blod”.
Sandt Liv i Gud bruger ikke den ukorrekte oversættelse “kød og blod”, men bruger det korrekte bibelske udtryk “ben af mit ben, kød af mit kød”. Dette er endnu et eksempel på et sprogligt udtryk, som ville have været ukendt for en falsk profet. Vi finder det brugt den 26. januar 1997, 11. november 1998, 21. juni 1999, 30. juni 1999, 6. oktober 1999, 28. april 2000 og 16. oktober 2000. Der er muligvis flere eksempler, men forfatteren af denne artikel har ikke noget register og har kun noteret de observationer, hun tilfældigvis har bemærket.
FJERDE: “Hør Mine Fodtrin”
“Hør Mine Fodtrin” er et særligt jødisk udtryk for Messias’ komme og den messianske æra. Talmud (1) kalder denne æra for ikvesa d’meshicha (“Messias’ Fodtrin”). Dette udledes af Salme 89:52: “hvor de spotter din salvedes fodspor!“. I Sandt Liv i Gud bruger Jesus ofte denne sætning, og den skal ikke forveksles med hans anden lignende sætning om at “følge Mine Fodspor”.
“Hør Mine Fodtrin” (eller “med fodtrinene”) opstår i forbindelse med de femten tegn, som Talmud ser som de skridt, der går forud for Messias’ komme og den messianske tidsalder. Genkendelsen af disse (og kristne har også mange af dem i de tegn, der går forud for genkomsten) er det, som kristne ville kalde “Tidens Tegn”. Uden kendskab til den jødiske sprogbrug ville en falsk profet ikke have brugt denne særlige jødiske formulering, men udelukkende have brugt den kristne formulering “Tidens tegn”.
FEMTE: “Fødselsveer”
25. august 1988 budskabet nævner: “... de første fødselsveer er allerede begyndt, men som var det Dårskab, gør Min skabning den fuldstændigt til grin og afviser Mine første tegn“. Dette udtryk om “fødselsveer” er også særegent for jødisk forventning om Messias. “Messias’ fødselsve” bruges på samme måde som “Messias’ fodtrin”; dvs. de genkendelige femten tegn, der går forud for Hans komme, og som er forbundet i Talmud (se Sanhedrin, begyndende ved de sidste to linjer på s. 96b og sluttende på 99a). Jesus selv bruger udtrykket om begivenhederne i den sidste tid i Matthæus 24:8 og Markus 13:8.
En rabbinsk lære i denne talmudiske diskussion om “Messias’ fødselsveer” siger, at Messias vil komme, enten når verden er fuldstændig uskyldig eller fuldstændig syndig. Kristi første komme opfylder det første, idet der var én person, Maria, der var fuldstændig syndfri og fuldstændig uskyldig til at modtage ham. Maria repræsenterede på det tidspunkt så at sige hele den jødiske nation, selv om den i sig selv var syndig. Kristi komme i sin Ånd ind i sjælene hos dem, der er renset ved den anden pinse, kommer på et tidspunkt, hvor vi ser verdensomspændende skyld: abort, der foretages i alle lande i øst og vest, opfylder i sig selv dette. I jødedommen refererer “Messias’ fødselsveer” imidlertid til alle femten tegn, fordi de omfatter det verdensomspændende frafald (rationalisme), som i dag findes i selve jødedommen, ligesom det gør i kirken. Jesu henvisning til disse “fødselsveer” i både evangelierne og i Sandt Liv i Gud, som henviser til hans genkomst, bør være genkendeligt for jødiske læsere: “… I lever allerede i de første tegn på min genkomst, de første fødselsveer er allerede begyndt…” (Sandt Liv i Gud 25. august 1988. Det punktum, der deler dette uddrag i JMJ bind 1, findes ikke i originalen).
Med hensyn til Kristi deling af sin guddommelighed med de troende talte Kristus til den ortodokse helgen Symeon på følgende måde: “Min skændige død er et klæde af udødelighed og sand guddommeliggørelse for alle troende. Derfor har de, der efterligner min frygtindgydende lidelse, også del i min guddommelighed og vil arve Mit Rige.”
I en passage i bogen “I Kristi lys” skriver ærkebiskop Basil Krivocheine om den hellige Symeon: “Han selv er Lys, hinsides hvad kan udtrykkes. Hans herlighed og Hans nåde er guddommeligt Lys, og det er sådan, Han manifesterer sig over for Symeon. På dommedag vil Kristus skinne i sin guddommeligheds pragt. Allerede nu oplyser Han Symeon som en fjern stjerne.
Og i en anden del af bogen siger han, at når Kristus kommer, bliver Han alt for os, og Han får mange navne efter sine gerninger. Han bliver Sundhed, hvis vi er syge, fordi Han helbreder os, Lys, fordi Han oplyser os, Liv, fordi Han får os til at leve, Klæde, fordi Han omgiver os helt med Sin Udstråling; Han indhyller og varmer os med Sin Guddommeligheds Herlighed…”.
SJETTE: “Tilbøjeligheden til ondskab”
Budskabet af 15. april 1996 har dette udråb:“O onde tilbøjelighed, så besmittede Jord!”Den onde tilbøjelighed (yester ha-ra) er den jødiske udtryksform for det, som de kristne kalder konsekvensen af arvesynden – nemlig at tilbøjeligheden til at gøre det onde viser sig at være lettere end til at gøre det gode.
Jødedommen går dog lidt videre med dette begreb. Alt ondt kan i jødiske skrifter spores tilbage til “yester ha-ra”, den onde tilbøjelighed. Satan identificeres også med “yester ha-ra”, idet Satans funktion i Jobs Bog er at friste mennesket for at styrke menneskets moralske sans. Denne fristelse sker kun inden for de grænser, som Gud sætter (jf. Job 1,12, 2,6).
Yester ha-ra kaldes metaforisk for “surdej” i betydningen gærende lidenskab (berakhoth 17a), som forhindrer mennesket i at gøre Guds vilje. Men der er en anden dybere betydning.
Dagen før pesach (påsken) går børnene rundt i huset med et lys for at finde skjulte stykker surdej og fjerne dem, før frihedens dag begynder (påsken er frihed fra slaveriet i Egypten). Den dybere betydning er, at jøden forud for frihedsfesten ville fjerne yester ha-ra, den onde tilbøjelighed, fra sit hjerte ved hjælp af sin samvittigheds lys, som er “Herrens lampe” (Ordsprogenes Bog 20:27) [o.a.: Den autoriserede oversættelse fra 1992: ”Herren vogter på menneskets livsånde, ransager alle kamre i dets indre”].
Alle disse begreber fremkaldes i det jødiske sind af udtrykket “Ondskabens tilbøjelighed” i Sandt liv i Gud. Desuden er fjernelsen af den onde tilbøjelighed før frihedens dag en mini-reflektion af budskabet i Sandt liv i Gud, som forbereder os på Herrens dag ved at fjerne al synd fra vores hjerter, hvis vi reagerer fuldt ud på den anden pinse. Kan der være mere: Ja.
Yester ha-ra, den onde tilbøjelighed, som er den fælles erfaring for alle mennesker, skal iflg. rabbinerne være uddrevet i den Messianske Æra. I Sandt liv i Gud siger Herren:“når Min Dag kommer, vil Jeg trække alt ondt tilbage og fastlåse det”(Sandt Liv i Gud 10.11.88). På samme måde vil det virke, når Kristus regerer i Sin Ånd i de rensedes hjerter, den samme som den, der opleves i det mystiske ægteskab . I den tilstand lærer Johannes af Korset os, at “syndens fomes (2)”, det navn, som kristne giver roden til yester ha-ra, vil blive holdt i skak. Intet urent kan komme ind i det nye Jerusalem, som er steget ned på jorden (Åb 21:27, Visd 7:25), og den tilstand af hellighed, der er skænket som gave til de omvendte, tilstanden i det Mystiske Ægteskab, holder “syndens optændingsbrænde” ude af funktion, hvis vi samtykker.
Ingen falsk profet ville bruge et udtryk, der er så bevidnende om det fulde begreb om ondskab for et jødisk menneske. Satan kan lide at skjule sig selv, og en væsentlig del af den jødiske opfattelse omhandler Satan som afsløret i sit skjulte arbejde i menneskers hjerter.
SYVENDE: Den tredje himmel
Kort før slutningen af budskabet af 12. februar 2000 er der en henvisning til den tredje himmel. Denne tredje himmel nævnes også af Paulus. Det er et jødisk udtryk, der er baseret på den opfattelse, at der findes syv himle. Den tredje himmel indeholder det himmelske Jerusalem (var det det, som Johannes så? Åb 21:12) og det himmelske tempel, hvor ærkeenglen Mikael står. Enhver bøn og ethvert religiøst ritual, der blev udført i Jerusalems tempel, skulle efter sigende være blevet kopieret og fremlagt af Ærkeenglen Mikael og tilbudt til Gud af ham. Dette jødiske begreb går igen i katolicismen. Vi behøver ikke at se længere end til ordene i Johannes’ Åbenbaring og ordene i den hellige messe. I Åbenbaringen 8:3-5 ser vi englen stå ved alteret og tilbyde røgelse “sammen med alle de helliges bønner … og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud”
Også i den hellige messe siger præsten efter indvielsen ordene: “Så beder vi da ydmygt, Herre, at Du ved din Ånd vil hellige disse gaver, som vi frembærer for dig. Gør dem til Din Søns, vor Herre Jesu Kristi Legeme og Blod, Han, som bød os fejre dette mysterium. Hvad Herren sagde og gjorde, sker nu.”
OTTENDE: “Jeg Er”
I alle Sandt Liv i Gud budskaberne finder vi sætningen “Jeg Er” brugt af Jesus. Det ser ved første øjekast ud til at være Jesus, der svarer på Vassulas spørgsmål “Jesus?” eller “Herre?”. Men det er det navn, som Gud sendte Moses til israelitterne under. Gud fortalte Moses sit fulde navn “Jeg Er Den Jeg Er“. Men Han siger til Moses, at Han kun skal give den første del af sit navn, når egypterne spørger om Hans navn: “Jeg Er har sendt mig til jer” (2 Mos 3:14). Af og til bruger Gud Sit fulde navn som i budskabet af 27. november 1990: … Your Father in Heaven knows that you do not belong to the world yet He is sending you into the world to show the world the heart of your God and that I Am who I Am, sent you… … Din Fader i Himlen ved, at du ikke tilhører verden, men alligevel sender Han dig ind i verden for at vise verden din Guds Hjerte, og at Jeg Er Den Jeg Er har sendt dig…”
Enhver jøde vil kunne genkende betydningen af det “Jeg Er“, som indleder så mange af budskaberne. Denne titel på Gud er så ejendommelig og holdes så ærbødigt hellig, at ingen jøde ville vove at udtale den. Jesu brug af den er en iboende påstand om Hans guddommelighed og ville blive anerkendt som sådan af jødiske læsere. For den kristne læser bliver det muligvis helt overset, da vi ville tro, at det blot er et svar på en anerkendelse. Hvis det var tilfældet, ville der være blevet brugt et lille “e” i stedet for det store E, som betegner et navn; i dette tilfælde navnet: HASHEM. De kristne er så vant til at kalde Gud for “Fader”, at de fleste ikke engang ved, at Han gav Moses dette navn “Jeg Er“.
At Jeg Er bruges som Guds identifikationsnavn ville sandsynligvis være uden for en falsk profets viden. Ligesom de mange andre genkendelige jødiske udtryk vidner også dette udtryk om det Guddommelige Ophav til Sandt Liv i Gud.
NIENDE: Kain’er og Esau’er, Abel’er og Jacob’er
(Se Sandt Liv i Gud 7. februar 1991)
Jødedommen anerkender den “onde generationslinje”, der går gennem Esau som Jakobs forfølger og gennem selve udvandringen, hvor slaget ved Rephidim har til formål at udslette Jakobs folkefærd. Den onde linje går videre gennem Agag. I forhåndsviden om det onde, som denne linje ville forevige på det jødiske folk, brugte Gud Saul (konge) til at sætte en stopper for den onde linje, men Saul var ulydig. Derfor fortsatte det djævelske forsøg på at udrydde det jødiske folk. Dette forsøg på at udslette jøderne var Satans forsøg på at forhindre, at Messias blev født, som ville forløse dem. Igen helt frem til Dronning Esters tid finder vi Haman, en efterkommer af Agag fra den samme onde generationslinje, som forsøger at udrydde den jødiske nation. Jesu hyppige omtale af Kain’erne og Esau’erne i kirken ville være fuldt ud forstået i jødisk tankegang.
Esau betyder rød. Esau blev født dækket af rødt hår, og han solgte sin førstefødselsret for en gryde rød linsegryde. Edoms land, hvor han slog sig ned, betyder “det røde land”. Hans krigeriske efterkommere bar røde klæder og havde rødmalede skjolde. De var det folk, der befolkede Italien (bibelsk beskrivelse af “Landet med siv”). Den romerske røde kappe, som Jesus blev iført som en hån, er et dybtgående symbol på al ondskaben i Esaus slægt, der forsøger at udslette Messias. Det røde flag fra den ateistiske kommunisme fortsætter “Esaus åndelige linje”. Det er den samme ateisme, der har forårsaget frafaldet og er barn af rationalismen og naturalismen, og som dermed introducerer Esau i kirken, som Sandt Liv i Gud budskaberne bekræfter.
1. Love, der er udledt af Den Hellige Skrift, blev kendt som den mundtlige tradition. Disse blev nedskrevet af frygt for, at de skulle gå tabt ved den jødiske spredning, som blev kendt som Mishna. Senere blev de love, der blev udledt af Mishna, samlet af Rabbi Prins af Juda og blev kendt som Talmud. Ligesom Mishna anses den ikke for at være kanonisk.
2. “Syndens Fomes”. Før syndefaldet havde Adam og Eva gaven “Oprindelig Retfærdighed”, det vil sige absolut forening med Gud og fuldkommen lethed til at leve efter og underkaste sig den guddommelige vilje. Syndefaldet forårsagede, at det guddommelige nærvær forsvandt. Mennesket kunne ikke længere underkaste sig Guds vilje uden nåde. Denne grundlæggende iboende svaghed i den menneskelige vilje og dens deraf følgende manglende evne til at leve uden synd kaldes i den skolastiske terminologi “syndens fomes” (se Thomas Aquinas’ Summa 3:15:3).
3. Note: For dem, der er interesserede, kan de femten tegn, der i Talmud nævnes som tegn der går forud for det messianske riges komme, identificeres, fortolkes og diskuteres i den jødiske bog “Days are Coming”. Denne bog afslører Teshuva-bevægelsen – omvendelsesbevægelsen, der vækker jødiske hjerter til at vende tilbage til den fulde praksis af deres tro som forberedelse til det messianske rige. Den giver beviser på den tværreligiøse forberedelse til Messias’ herredømme, som endnu er ukendt for dem. Som det var tilfældet med de kristne, fandt forfatteren ud af, at Teshuva-bevægelsen ikke begyndte hos jøderne, som man kunne forvente, men hos de børn, der voksede op i de mest fremmedgjorte hjem – hvad enten det var i det materialistiske Vesten eller i de aktivt ateistiske, venstreorienterede hjem i Rusland og det sekulære Israel.
4. “Days Are Coming”, undertitel: “Dage kommer”: “Rising to the Challenge of the History’s Most Cruel Time”, Rabbi Ezriel Tauber, Forlag: Shalheves, ISBN 1-878999-09-5, kan købes hos: John Trotter Books, Manor House Books, 80 East End Road, Finchley, London N3 2SY.
