Guddommelig kærlighed til hinanden binder os i enhed sammen i Gud.”

’Kærlighed i Ånden’ binder os i enhed

To spørgsmål udspringer af vores titel. Hvad kan hjælpe os i vores søgen efter ‘Kærligheden i Ånden’, som binder os i enhed, og hvad virker for at hindre eller blokere den?

På denne retræte bringer vi vores splittede selv og lider, som vi gør under det, som Paulus kaldte vores åndens splittelse, mellem vores nye og vores gamle jeg; ånden og kødet. Vi kan endda kalde denne kamp for vores særlige version af en metafysisk multipel personlighedsforstyrrelse, da vi meget ofte har mere end blot to versioner af os selv, der kæmper om overtaget til at definere, hvem vi er, og hvordan vi lever; i Kristus eller udenfor Kristus.

Som individer er vi da altså splittede. Og derfor er det ingen overraskelse, at kirken, som består af splittede mennesker, også skulle være splittet. Med bevidsthed om disse alvorlige brud i vores egen sjæl og i Kirken bringer vi vores personlige og fælles gåen itu frem for Gud og beder om helbredelse.

HELBREDELSE TIL DEN ØDELAGTE KIRKE

Kirkens ødelæggelse er en skandale, vi længe har forsøgt at helbrede. Men kuren blev anset som værende i hænderne på professionelle økumeniske teologer. Deres liste over sejre har været meget begrænset.

Denne heling kan næsten aldrig opnås på samme måde, som kirken blev ødelagt. Historien kan aldrig gøres om. Udvalg og synoder har ingen fantastisk modgift mod fejlkommunikation, forpurrede ambitioner og misforståelser. De besidder heller ikke nok dømmekraft til at bortvise den ondes arbejde, hvor han sætter sig for at sætte én person op mod en anden, én gruppe mod en anden, med fremme af sekteriske interesser.

Alligevel overlader Gud os ikke til ødelæggelse. Han sender os Sin Helligånd, og gennem profetiens karisma taler Han til knuste og forhærdede hjerter, kalder os til at angre og varmer os med den tilgivelse, vi har brug for, for at vores egne sjæle kan blive gavmilde mod hinanden. Det er derfor, vi er her. Gennem budskaberne trækker den hellige treenighed hver af os ind i en stadigt dybere nærhed til den guddommelige kærlighed, vi er kommet for at fejre. Men denne Kærlighed er ikke kun varme til hjertet eller beroligelse af sjælen. Guds kærlighed er ild. Ild til at varme og ild for også at lutre. “Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.” (Hebr 10:31) Det er et privilegium at blive kaldet ind i denne fornyelsesbevægelse, men det kommer ikke til at ske uden smerte.

EVIG FASTHOLDELSE AF VORES FORFÆDRES KONFLIKTER

Er det bare vores egen ødelæggelse, der forårsager kirkens ødelæggelse? Var det bare så enkelt. Faktisk fortsætter vi vores nationale og åndelige forfædres skismatiske kampagner. I budskaberne irettesætter Herren os for vores selvtilfredshed med at fastholde vores forfædres synd.

Den 13. november 2001, da Herren først talte til den bredere kirke, inviterer Herren os til at gøre en ende på den selvtilfredshed, som vi lever med i vores splittede antipatier, og huske på, at vores splittelse bærer stanken af synd. Vi vil her dele hans forfærdelse:-

“hyrderne er splittede og bekæmper hinanden; de lever i et åndeligt forfald, og hvis nogle stadig bærer Mit Kors frivilligt og med ildhu for Mit Hus, bliver også de forfulgt af disse overtrædere; kan de sige, at de adlyder Mig til punkt og prikke? hvis de siger ‘ja’, så forklar Mig jeres splittelse; splittelse er en synd; I forstår sikkert, hvad meningen er: “ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde, og en by eller hus i splid med sig selv kan ikke bestå.” det tydelige tegn på deres tro mangler: kærligheden findes ikke længere der …”

Nogle af os er fristet til at forsvare os selv ved at bedyre vores egen brede horisont, vores varme og generøse hjerter, vores inkluderende tendenser. Men Herren minder os om, at vi kommer med vores forfædres institutionelle og bekendende bagage.

“Selv om denne splittelse ikke er kommet direkte fra dem, men fra deres forfædre,”

Mange af de identiteter, vi indhyller os i, fastholder vores forfædres konflikter. Vi lytter til Paulus’ irettesættelse, når han advarer os om vores villighed til at blive suget ind i partiskhed og stammebevidsthed,

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav. (1 Kor 3)

Vi er kommet videre siden Paulus og Apollos; men kun til Martin Luther og Ignatius Loyola.

For alt for mange mennesker ses Kirken ‘i kødet’; en organisation med forskellige konkurrerende afdelinger. Vi er her for at få øjnene åbnet af Ånden – så det, vi ser i hinanden, ikke er omridset af en krigshærget historie, men Jesu nærvær. Når vi ser Jesus i hinanden, kan vi ikke undgå at blive åndeligt forelskede i hinanden, og da begynder helingen og kirkens enhed.

HVORDAN LEVER VI I ÅNDEN?

Anger er nøglen til denne rejse fra kød til ånd.

“Jeg har sendt jer Mine engle barfodet for at opflamme jeres hjerter med Mit Ord; generation, Jeg har sendt dem for at advare jer om, at medmindre I angrede, bad og gjorde bod for jeres synder og ændrede jeres liv, og medmindre I værdsatte Mit Velsignede Sakramente og levede helligt, forenet og satte Mig som et segl i jeres hjerte, ville I på grund af jeres egen skyld trække alle jordens onder ned over jer.” (TLIG, 13. november 2001)

Der er ingen urokkelig teori om metafysik. Enten holder vi ondskaben i skak af et rent og ydmygt hjerte, eller også vender vi tilbage til skismatisk vrede og anklage, mens vi kanaliserer dæmoniske energier mod hinanden. Vores forsvar mod det onde ligger i vores hunger efter ydmyghed og vores villighed til at kunne formes i hænderne på keramikeren, som skabte os og altid søger at omskabe os endnu mere i Hans billede.

Vi møder denne guddommelige kærlighed, som binder os sammen i enhed, når vi skifter retning og efterligner Paulus og både behandler den anden som bedre end os selv, og også i erkendelse af de karismer, som Gud generøst har givet forskellige dele af kirken. Ingen af os kan være den komplette kirke, hele Kristi Legeme uden den andens tilstedeværelse og karismer.

Og denne guddommelige enhed kendes på sin dybeste måde, når vi sammen samles om alteret.

“Mit hus er blevet forsømt; hvert hus er betalt af nogen; jeg har købt mit hus med mit eget blod; hvorfor har ingen lyttet til min bøn, mens jeg bad til Faderen om, at I måtte være ét? I dag, hvis I havde reageret på mit kald ved at vise lydighed, ville I dele ét bæger omkring ét alter” (TLIG, 10. december 2001).

Tegnet på vores ydmyghed, den sonende handling, er samlingen omkring ét alter for at dele ét bæger.

TREENIGHEDEN SOM EN MODEL FOR ENHED

Det er ikke tilfældigt, at den hellige treenighed er tre personer indlejret i én enkelt enhed. Og kirken burde afspejle den hellige treenighed, men er splittet af synd.

I Treenigheden finder vi dette omvendte kærlighedshierarki. Et hierarki, hvor Faderen er vores mål og vores destination, men rejsen ind i Hans nærhed er kun muliggjort ved, at Kristus bærer vores synder på korset. At drage sjælen ind i Faderens nærhed er kun muliggjort ved Helligåndens kraft, som er jorden under vores fødder såvel som ilden i vores hjerte og Vennen ved vores arm, når vi nærmer os Faderens trone. Hvert af Treenighedens aspekter afspejles i Kirkens liv. Tragedien for os er, at vores vidnesbyrd er kompromitteret af vores splittelse, og derfor udgør vi en splittet treenighed.

Det er blevet bemærket af den frygtindgydende enhedsteolog Leslie Newbiggin, at fra begyndelsen af det 20.^århundrede århundrede er der tre opdelinger i den verdensomspændende kirke. Vi er opdelt efter treenighedens personer. En Faderens kirke, en Sønnens kirke og en Åndens kirke.

Det virker, som om katolikker og ortodokse afspejler noget af Faderen, protestanterne, Sønnen, og pinsefolkene, Ånden.

Faderen er repræsenteret af de katolske og ortodokse, hvor kirken genlyder af storhedens majestæt og stråleglans. Vi møder storheden og kraften i hans nærvær, som vi smelter for i hellig frygt. Vi bøjer os for den ophøjede Faders herlighed i liturgi, arkitektur og åndelighed. Kristus er repræsenteret som Pantokrator, den endelige doms Kristus; den kosmiske konge.

Kirkens protestantiske ansigt afspejler ofte kraften og klarheden i Guds Ord, Logos. Mødet med tømreren, der gennemborede den sovende verden med Ordets kraft. Den lidende tjener bevæger sig til ydmygelse og korsfæstelse og spreder dæmoner og farisæere på sin vej. Den gode hyrde, der smelter det menneskelige hjerte gennem lignelser og taler med ubegrænset kraft gennem Bibelen.

Pinsedelen af Kirken opstår med sit fokus på Helligåndens kraft og gaver, frugt og dynamik.

Vi har tre ansigter på Guddommen, men i stedet for at afspejle Guddommens dybe åndelige og eksistentielle enhed, oplever og fremviser vi en dyb splittelse, hvor vi har svært ved at genkende og respektere hinanden. Vi har svært ved at genkende Guds ansigter og de karismer, han har uddelt gennem sin kirke. Dette camouflerer vores længsel og pligt til at forfølge forsoning og helbredelse.

Og hvad står især i vejen for vores oplevelse af forsoning og enhed ud over vores plettede stolthed, misforståelser og manglende integration indeni og udenfor?

Der er en åndelig og metafysisk kamp at vinde.

RATIONALISMENS ÅND

At finde vores sikkerhed og vores lyksalighed i selskab med vores skaber er ikke blot et spørgsmål om at ville det. Der er forhindringer på vejen. Budskaberne viser os meget tydeligt, at en af de vigtigste åndelige forhindringer, der afsporer os og Kirken, er den modstand, vi møder fra satan, og et af dens mest effektive udtryk er rationalismens ånd. Rationalismen appellerer især til de kloge og kompetente. Det giver os illusionen om, at vi mentalt har kontrol over tingene, og vi elsker at have kontrol. Men det er en intellektuel form for materialisme. Det slører den åndelige verdens virkelighed og Himmerigets geografi, som den virkelig er. Det bøjer Rigets sandheder til en anden form.

Budskaberne advarer kraftigt om vores fjendes strategi og fordømmer den lige så kraftigt.

“generation, under jeres søvn er I blevet fanget og hypnotiseret af Min Fjende; omgivet af hans løgne er I blevet tryllebundet, og jeres hukommelse er faldet ned i glemsel, sunket ind i mørke” (SLIG, 22. juli, 1994).

I stedet for at holde Skriftens og traditionens spejl op for at måle, hvor langt vi har overgivet os til den omgivende kultur, har alt for mange i Kirken i stedet rationaliseret samfundets lyster og er begyndt at tilpasse sig formen og prioriteringerne fra vores dekadente kultur.

Hvor mange præster er ikke i deres stræben efter intellektuel og kulturel godkendelse blevet ofre for at søge accept i form af verdslig intellektuel stolthed og godkendelse i stedet for at forblive tro mod Gud? Hvor mange har slugt den rationaliserede teologi, der har domineret seminarier og universiteter i de sidste 100 år, fjernet det mirakuløse og metafysiske og degraderet troen til åndelighed og socialt arbejde?

Vi advares i budskaberne:

“det er også blevet sagt, at i jeres tid vil kun en rest af Mine tjenere forblive trofaste mod Mig og prædike evangeliet, som det skulle prædikes, og at mange vil falde i rationalisme og forråde Mig med troløshed; denne rationalisme har gjort Min Kirke til en ørken og lagt den i ruiner, hvor slanger bor i dens dyb;

Satans dampe er som tåge disse dage, den trænger ind igennem nøglehuller og mellem hængsler; eftersom hans dampe er dødbringende, beder jeg jer alvorligt om at fordoble jeres ofre og jeres bønner; der må ydes enorme reparationer af dem, der elsker Mig; Satan har i sin vrede fordoblet sit arbejde imod Min Kirke;

Mit barn, jeg kalder på jer allesammen, Jeg søger hver eneste af jer, tillad Mig at komme ind i jeres hjerter, og jeg vil helbrede hver eneste af jer.” (SLIG, 27. september 1988)

Vi ved, at Satan med sine dobbelte egenskaber som ‘splitter’ og ‘anklager’ har ødelagt Kirken udefra og indefra.

Men vor Herre er klar i sin analyse af hvad vi står overfor på Hans vegne:

“Frafald har giftet sig med rationalisme; det fødte ateisme. Rationalisme og modernisme er Min Kirkes hovedfjende, fordi begge fører til ateisme; begge ønsker at fortære hele jorden, men, Min datter, Jeg vil indånde Min ild over disse frafaldne, så skællene fra deres øjne, når de er faldet, kan se, hvilken stor uorden de har skabt, og hvilken undertrykkelse de havde lagt på Vores To Hjerter;” (TLIG, 31. januar 1992)

Og midlet til at overvinde vores fjende:-

“Jeg har lært dig, hvad Sandt Liv i Mig betyder; bed ofte, bed dagligt den hellige rosenkrans, for denne lille lænke vil være den lænke, hvormed Satan vil blive bundet og besejret! Jeg giver dig Min Fred, tvivl aldrig; vi os?” (SLIG, 16. november 1988)

“Jeg siger jer: Bed uden ophør for at hellige jeres egen sjæl og andres; bed med jeres hjerte og få dæmonen til at flygte; vær forenet med Mig, og ingen og intet vil komme mellem jer og Mig; tiden er kommet, hvor I ikke længere skal tøve ; (TLIG, 7. juli 1992).

Hvad bliver vi kaldet til? En dyb enhed i Guddommen. Evagrius Ponticus, (forfatter, filosof og kristen munk i det 4^de. århundrede) beskrev for længe siden den vej, vi er kaldet til for udrensning, oplysning og forening. De to første er ikke svære at beskrive, men forening er sværere. Hertil vender vi os til Budskaberne.

Vi bliver rørt ind i nyt liv, ny sult og en fornyet pilgrimsrejse af Budskaberne fra vor Fader, som sendte sin Søn for at finde og befri os og bære os hjem ved hans Ånds kraft. Lad os give vores opmærksomhed og vores hjerter til Sandt Liv i Gud budskaberne, som minder os om, hvad vi er kaldet til i oplevelsen af guddommelig kærlighed, der binder os sammen i Guddommens enhed.

“- kom nu alle I som ønsker Mig og flokkes omkring Mig; kom og lyt til denne Ode, der kommer fra Himlens forråd …

velsignet er den, som omfavner Mig, Jeg vil styrke ham i vor enhed … i dag stiger Jeg ud fra den højeste himmel for at kalde på jer alle og for at I kan blive ét med Mig; Jeg giver Mig til jer, for at I skal opdage Min storhed og Min Guddommelighed; det er den mystiske forening mellem Skaberen og Hans skabninger; Brudgommen, som også er jeres Konge, inviterer jer til at ægte Sig; lige som en Brudgom træder ud af sin gyldne pavillon strålende med nåde som en sol, glitrende i sit lys, således stiger Jeg ud af himlen for at invitere jer ind i Mit Hjertes Gyldne Kammer, som er Min Kærligheds favn;

Du, som aldrig har forstået dybden af min guddommelige kærlighed, eller at mit hjerte er din brudeseng, kom og lær mit sprog … Jeg inviterer din sarte sjæl til at nyde Min sødme; Mit ønske, og jeg vil tilføje, Min tørst, er at frelse dig og løfte dig op i himlen, hvor du hører til.” (TLIG, 3. februar 2003)