“Hvis nogen beder denne Rosenkrans til Mig, vil himlene åbne sig for ham, og Min Nåde skal redde ham;”
(budskab til Vassula, 18. januar 1990 )

Biskop Kallistos Ware skriver:

Der er én slags personlig bøn, der er meget udbredt i vesten siden modreformationens tid, og som aldrig har været et træk ved ortodoks spiritualitet – den formelle ‘meditation’, lavet efter en ‘metode’ – ignatianen, sulpicianen, salesianen eller en anden. Ortodokse opfordres til at læse Bibelen eller fædrene langsomt og eftertænksomt; men en sådan praksis, selvom den betragtes som aldeles fremragende, anses ikke for at udgøre bøn, og den er heller ikke blevet systematiseret og reduceret til en ‘metode’. Hver især opfordres til at læse på den måde, som han finder mest nyttig.

Men skønt de ortodokse ikke praktiserer diskursiv meditation, findes der en anden slags personlig bøn, der gennem mange århundreder har spillet en usædvanlig vigtig rolle i de ortodokses liv – Jesusbønnen.

“Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over Mig synder.”

Da det undertiden siges, at ortodokse ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på den inkarnerede Kristi person, er det værd at påpege, at denne – helt sikkert den mest klassiske af alle ortodokse bønner – i det væsentlige er en Christo-centreret bøn, en bøn rettet mod og koncentreret om Herren Jesus. De, der er opdraget i traditionen med Jesusbønnen, får aldrig et øjeblik lov til at glemme den inkarnerede Kristus.

Som hjælp til at fremsige denne bøn benytter mange ortodokse en rosenkrans, der er noget forskellig fra den vestlige rosenkrans i sin opbygning; en ortodoks rosenkrans er ofte lavet af uld, så den i modsætning til en perlekæde ikke laver nogen støj.

Jesusbønnen er en vidunderligt alsidig bøn. Det er en bøn for begyndere, men i lige så høj grad en bøn, der fører til de dybeste mysterier i det kontemplative liv. Den kan bruges af alle, når som helst, hvor som helst: stående i køer, gående, på bus- eller togrejser; når man er på arbejde, når man ikke er i stand til at sove om natten; i tider med særlige bekymringer, når det er umuligt at koncentrere sig om andre former for bøn. Men selvom enhver kristen selvfølgelig kan bruge bønnen på skæve tidspunkter på denne måde, er det en anden sag at recitere den mere eller mindre kontinuerligt og bruge de fysiske øvelser, der er blevet forbundet med den. Ortodokse åndelige forfattere insisterer på, at de, der systematisk benytter Jesusbønnen, hvis det er muligt, bør finde vejledning ved en erfaren instruktør og ikke gøre noget på eget initiativ.

For nogle kommer der en tid, hvor Jesusbønnen ‘kommer ind i hjertet’, så den ikke længere reciteres ved en bevidst indsats, men reciterer sig selv spontant og fortsætter, selv når man taler eller skriver, er til stede i ens drømme, vækker en om morgenen. Med syreren Isaks ord: ‘Når Ånden tager bolig i et menneske, stopper han ikke med at bede, fordi Ånden uophørligt vil bede i ham. Hverken når han sover, eller når han er vågen, vil bønnen blive afskåret fra hans sjæl; men når han spiser, og når han drikker, når han ligger ned, eller når han arbejder, selv når han sover dybt, vil bønnens velduft spontant trække vejret i hans hjerte ‘ (Mystic Treatises, redigeret af Wensinck, s. 174).

Ortodokse mener, at Guds kraft er til stede i Jesu navn, så påkaldelsen af dette guddommelige navn fungerer ‘som et effektivt tegn på Guds handling, som en slags sakramente’ (Un Moine de l’Église d’Orient, La Priére de Jésus, Chevetogne, 1952, s. 87). ‘Jesu navn, der er til stede i det menneskelige hjerte, kommunikerer guddommeliggørelsens kraft til det… Lyset fra Jesu navn skinner gennem hjertet og oplyser hele universet’ (S. Bulgakov, Den ortodokse kirke, s. 170-171).

Både for dem, der reciterer den konstant, og for dem, der kun bruger den lejlighedsvis, viser Jesusbønnen sig at være en stor kilde til beroligelse og glæde. For at citere pilgrimmen: ‘Og det er sådan, jeg går rundt nu og uophørligt gentager Jesu bøn, som er mere dyrebar og sød for mig end noget andet i verden. Til tider går jeg så meget som 43 eller 44 mil om dagen og føler slet ikke, at jeg går. Jeg er kun klar over, at jeg beder min bøn. Når den bitre kulde gennemborer mig, begynder jeg at bede min bøn mere inderligt, og jeg bliver hurtigt varm over det hele. Når sulten begynder at overvinde mig, kalder jeg oftere på Jesu navn, og jeg glemmer mit ønske om mad. Når jeg bliver syg og får gigt i ryg og ben, fæstner jeg mine tanker på bønnen og bemærker ikke smerten. Hvis nogen skader mig, behøver jeg kun at tænke: “Hvor er Jesu bøn sød!” og både skaden og vreden forsvinder, og jeg glemmer det hele… Jeg takker Gud for at jeg nu forstår meningen med disse ord, jeg hørte i epistlen – “bed uophørligt” (1 Thes 5:17)’ (The Way of a Pilgrim, s. 17-18).