29. april 1987

(Næste morgen.)

Jeg er Herren Jesus; du hørte Mit råb, det var Mig; det vækkede dig,1 Jeg råbte fra Mit Kors, Det var Mit sidste, høje råb, Jeg udstødte, da Jeg endnu var i kødet, et råb fyldt med lidelse, smerte og bitterhed, det kom fra dybderne af Min Sjæl og genlød i de Himmelske højder; det rystede Jordens grundvolde og sønderrev hjertet i dem, der elskede Mig, ligesom det flængede forhænget i Templet; det vækkede Mine hengivne disciple, ligesom det vækkede de døde i deres grave, jorden, der dækkede dem, blev kastet til side, mens den Onde blev kastet omkuld;

en vældig torden rystede Himlene ovenover, og alle englene skælvede, de faldt på deres ansigt og tilbad Mig i fuldkommen stilhed; Min Moder, der stod nær ved, faldt på knæ, da Hun hørte Mit råb, og dækkede grædende Sit ansigt, og Hun bar dette sidste råb med Sig lige til den dag, hvor Hun sov ind; Hun led …

Jeg er fyldt med bitterhed; Jeg lider stadig på grund af verdens mange misgerninger, ondskab, lovløshed og egoisme; Mit Råb forstærkes dag for dag; Jeg var ladt alene på Mit Kors, alene om at bære verdens synder på Mine skuldre, alene om at lide, alene om at dø og udgyde Mit Blod, som dækkede hele Jorden, Jeg forløste jer derved, Mine elskede;

det samme Råb lyder nu på Jorden som et fortidens ekko; lever Jeg i fortidens skygge? var Mit Offer forgæves? hvorfor kan I da ikke høre Mit Råb fra Korset? hvorfor lukker I jeres ører og vil ikke høre Det?

Herre, til hvem er dette budskab?

til alle dem, der har ører til at høre Mit Råb;

(Jeg blev meget rørt over at erfare, hvor meget Han led helt alene og stadigvæk lider.)

Min Gud, Jeg accepterer at være, som Du ønsker, jeg skal være i Dit budskab fra den 23. april, Dit offer, Din skydeskive. Lad mig bære Dit kors for Dig og lad mig give Dig hvile. Lad mig trøste Dig. Jeg er ikke alene. Som jeg sagde før, er jeg sammen med Dig!2

Jeg elsker dig, lille due, Jeg har forkælet dig med alle Mine nådegaver; tillad Mig at bruge dig for Mine egne interesser og Min egen ære; hold ikke noget tilbage for dig selv og se kun på Mine egne interesser; herliggør Mig, arbejd for Mig, føj Mine lidelser til dine lidelser;

Jeg ville ønske, at hele verden priste Dit navn, og at dens røst nåede Dig.

enhed vil styrke Min Kirke; Enheden vil herliggøre Mig; Vassula, elsk Mig.

Lær mig at elske Dig, sådan som Du ønsker, Herre.

det vil Jeg; Jeg vil ikke forlade dig; bliv ikke træt af at bære Mit Kors; Jeg er nær dig og deler Det med dig, elskede;

(I Paris i påsken:

Da ærkemandritten så Budskabet og sagde til mig: “Det er et mirakel”, tænkte jeg også, hvor vidunderligt, hvor smukt at Han giver os et budskab, men på den anden side hvor frygteligt, frygteligt fordi det viser en bedrøvet Gud, en lidende Gud. Gud giver et budskab i pine, ulykkelig og forladt af mange. Det er et sørgeligt budskab.)

Lærer jeg overhovedet noget, Jesus? Jeg spørger ikke for at tilfredsstille mig selv, men for i det mindste at vide, hvor jeg står. Jeg mener, om jeg overhovedet gør fremskridt!

Vassula, Jeg, Jesus, står foran dig, og du vokser virkelig; Jeg genoplivede dig fra de døde, og Jeg gav dig næring; du spiser Mit Brød; Mit Lys stråler på dig, Jeg er din Lærer, og du lærer af Visdommen;

Jesus, Du minder mig ofte om, at Jeg skal forblive lille og intet være. Nu siger Du til mig, at jeg vokser?

ja, du skal vokse i ånd, i kærlighed, i beskedenhed, i ydmyghed, i trofasthed; lad alle dyderne vokse i dig; forbliv ikke desto mindre et intet i forfængelighed, i ondskab og alle de handlinger, der er modbydelige og frastødende i Mine øjne; Jeg ønsker, at du bliver fuldkommen;


1 Det vækkede dig er symbolsk?
2 Jeg tager tilbage, hvad jeg sagde den 7. april 1987. Jeg tager det tilbage.