23. april 1987

(Somme tider spørger jeg mig selv, hvad frihed er. Før Guds kald var jeg også fri. Jeg havde et harmonisk familieliv og havde i virkeligheden intet ansvar, ingen bekymringer sådan som dette budskab, som knuser mig og tynger mig; men dengang var jeg fjernt fra Gud. Pludselig greb Gud mig … I begyndelsen kunne jeg ikke lide det, for jeg nærede ikke nogen kærlighed til Ham. Men på kort tid (tre måneder) efter at have prædiket for mig lærte Han mig at elske Ham. Nu, otte måneder senere, er hele budskabet næsten fuldført.¹ Det hviler tungt på mig, og jeg leder efter et sted, hvor jeg kan læsse det af. Det er så tungt, så tungt. Hvad er frihed? Vægten var utålelig.)

Jeg, Herren, vil lade dig vide, hvad frihed er, skriv;

frihed er, når din sjæl frigør sig fra jordiske bekymringer og flyver imod Mig, hen til Mig; Jeg, Gud, kom og befriede dig; du er fri nu; da du var knyttet til verden, Vassula, var du fanget af alle dens fristelser, men din sjæl er nu blevet befriet som en due; du var indespærret, elskede, indespærret; lad din sjæl frit flyve ud, lad den mærke den frihed, som Jeg har givet til alle Mine sjæle, men hvor mange af dem afviser den nådegave, Jeg tilbød;

lad dig ikke blive fanget igen; du var bundet og indespærret, og Jeg har befriet dig; mens Jeg gik forbi, så jeg dig i dit bur, hvor du visnede og langsomt var ved at dø; Vassula, hvordan kunne Mit Hjerte se på dette uden at forløse dig? Jeg kom og smadrede dit bur, men du var ikke i stand til at bruge dine vinger, for sådan var dine skader, så Jeg bar dig til Min bolig og helbredte dig med ømhed, så du kunne flyve igen, og nu glæder Mit Hjerte sig så inderligt ved at se Min lille due flyve frit og være, hvor hun burde have været lige fra begyndelsen!²

Jeg, Herren, befriede dig; Jeg har genopbygget dig; Jeg har frigjort dig fra din elendighed; Mine øjne taber dig aldrig af syne; Jeg våger over Min due, som flyver frit, og Jeg ved hele tiden, at du altid vil vende tilbage til Mig, for du kender din Frelser og Mester; din sjæl har brug for Min varme, og du ved, at din bolig nu er i midten af Mit Hjerte, hvor Jeg altid ønskede, at du skulle være; du tilhører nu Mig, og Jeg er din Mester, som elsker dig;

(Jeg kom i tanke om, at jeg skulle til Schweiz. Jeg er bange for, at jeg måske ændrer mig der …)

Vassula, Jeg vil ikke lade dig tilsøle dig selv igen; vær ikke bange, Jeg vil altid være nær ved dig og rense dig; Jeg har Mine grunde til, at du skal være der;

(Jeg prøvede på at forestille mig Guds grunde. Så spurgte jeg.)

Jeg vil, at Mine frø bliver sået i Europa; vær Min sædemand, Vassula; lev, Vassula, blandt mennesker, der sårer Mig; lad dine øjne iagttage alt og se, hvad Min skabning er blevet til; lad dit hjerte føle, hvor lidt Jeg betyder for dem; lad dine ører høre, hvordan de vanhelliger Mig og sårer Mig; vil din sjæl ikke gøre oprør? vil du ikke råbe efter Mig, når du kommer til at se og forstå, hvordan Mit folk har glemt Mig?

Vassula, din sjæl vil blive udsat for ondskab, for ligegyldighed, for uretfærdighedens afgrunde og for de afskyelige dybder af verdens synd; som en due, der flyver oven over dem vil du iagttage verden og se hver handling med bitterhed;

du vil være Mit offer, du vil være Min skydeskive; som jægere efter vildtet vil de jage dig, trække deres våben frem og forfølge dig; de vil sætte en høj pris på dit hoved til enhver, der vil kunne tilintetgøre dig;

Herre! Hvad vil der ske med mig?

Jeg siger dig dette, datter; det hele vil ikke være forgæves; skygger på jorden svinder bort og forgår; ler vil altid blive skyllet bort med regnens første dråber, men din sjæl vil aldrig forgå; Jeg, Herren, minder dig om svaret, du gav på Mit spørgsmål, Jeg spurgte dig en gang; “hvilket hus er det vigtigste, dit hus eller Mit Hus?” du svarede rigtigt ved at sige, at Mit Hus er det vigtigste;

Ja, det sagde jeg.

Jeg vil altid bevare dig i Mit Hjerte; Jeg elsker dig,

Jeg elsker også Dig.

lad os gå, glem ikke Mit Nærvær!