8. juli 1992
“Der var engang en vinstok:
Du rykkede den op i Ægypten;
for at plante den, ryddede Du et sted,
hvor den kunne vokse,
den slog rødder og fyldte hele landet.
Dit Budskab skjulte
bjergene med dets skygge,
og Din ceder med dets grene,
Det strakte sine ranker til havet,
og sine skud til floden.
Gud, vi beder dig, se dog ned fra Himlen,
tag Dig af denne vinstok, besøg den,
beskyt, hvad din egen Hånd har plantet”1
Herre?
Jeg Er; du lille, læn dig op ad Mig;
Vassula af Mit Hellige Hjerte, fryd dig! din Konge er kommet hele vejen til dit dørtrin og ind i dit værelse; din Konge har bøjet sig ned fra oven for at nå dig; skridt for skridt har Jeg undervist dig, Jeg er din Lærer, lidt efter lidt har Jeg draget dig væk fra verden, for at få dig til at synke ind i Mit Hjerte; Jeg har åbenbaret ting, der overgår din viden og evner;
tro på, Min søde elev, at Jeg, Jesus, elsker dig; modtag Min Fred; vi vil arbejde sammen; Jeg og du vil udbrede Mit Budskab; Jeg vil sende dig til lidt flere nationer, og så, når Jeg føler, du har fuldført din opgave, skal du vende tilbage til Mig; Jeg skal Selv komme og hente dig;
