4. marts 1992

Herre, nu lytter jeg.

Mit barn, lyt og skriv:

Jeg er Grænseløs Ømhed og Medlidenhed, men Mine folk ophober det ene forræderi efter det andet i Min kirke, skal Jeg forblive tavs? Mit Legeme smerter, fra Fodsålen til Mit Hoved, og er i stor pine; Jeg har anseelige Sår, og Jeg er hånet af Mine Egne; en stor og utallig skare er på vej til evig fortabelse; mange af Mine præstelige sjæle lader hånt om fromhed;

Jeg har givet advarsler lige siden Fatimas dage og frem til denne dag; Jeg har tømt Mit Hjerte ud over jer, generation, men mange af jer har glemt løsesummen, som Jeg betalte for at befri jer …1 Vassula, du lytter ikke, som Jeg ønsker, du skal lytte …2 for Min Kærligheds skyld, barn, tal til Mig! mangel ikke mod, Jeg elsker dig!

Herre, mine forfølgere er ved at publicere noget imod mig.

de er også Mine forfølgere, ikke kun dine; men Jeg siger dig, de vil højst sandsynligt ødelægge sig selv med deres destruktive arbejde, hvis du ikke beder for dem, og deres belønning vil være ond, for det onde de gør; Mit Hjerte er et umådeligt hav af Kærlighed og Tilgivelse;

Det ved jeg, Herre, men de lokker dem tilbage, der lige er reddet fra den onde.

datter, Visdommen har givet dig en gave, at høre, skrive og forstå Kærlighedens Ønsker; disse sager, datter, er ikke lette at forstå for uspirituelle mennesker; de vil aldrig acceptere noget som helst fra Min Ånd, de ser det alt sammen som nonsens; de vil fortsætte med at undervise i den almindelige opfattelse i verden, sådan som man underviser i filosofi; har du ikke læst, at de åndelige gaver fra Min Helligånd vil være svære at forstå, så længe de tænker og kommer til Mig som filosoffer? har du ikke læst, at det er disse punkter, som disse mennesker forvrænger, så længe de ikke er i Ånden, på samme måde som de forvrænger resten af den Hellige Skrift? Den Hellige Skrift har advaret jer alle imod disse mennesker;

tro og voks i nåden, Jeg har givet dig, for snart vil Min Rensende Ild komme over jer alle for at smelte verdens forbrydelser i flammerne;

jeres Hellige Moder og Jeg har tømt Vore Hjerter for jer alle lige siden dagene i Fatima, men Mine Forskrifter om, hvad Jeg ønsker af jer, er ikke fulgt, og kun en lille rest lytter; denne generation bedrager sig selv, de har brudt alle Mine Bud, hvordan — kan Jeg undgå at komme til jer med Ild og torden, sådan som Jeg gjorde i Sodoma og Gomorra?

Fordi måske vi er flere end ti, Herre?

(Der var stilhed i et stykke tid.)

… du forbløffer Mig! du forbløffer Mig, fordi Jeg var begyndt at tro, at dine læber aldrig turde våge at købslå med Mig, som Abraham gjorde; Jeg har udfordret dig til at udstøde råb af barmhjertighed, før den dødelige time kommer, Jeg har udfordret dig til at skænke Mig bønner, men de er ikke tilstrækkelige …

Hvad skal jeg gøre Herre?
Jeg er med Dig hele dagen,
arbejder for Dig og tjener Dine interesser.

Du er mit Liv, mit Åndedrag i dette eksil.
Jeg ved, jeg er en stakkel,
og synder lige så meget, som jeg ånder,
alligevel kom Du til mig
og løftede min sjæl op til Dig
for at smage Din Søde Kundskab
som Dine disciple smagte den.

Du har genoplivet mit hjerte
og vendt mit øre imod Dit Hellige Hjerte.
Din Mægtige Hånd kærtegnede mit Hoved
og fik lige siden da mit hjerte
til at synge lovsange til Dig.

Jeg lider af ensomhed og pinefulde
smerter, som sønderriver mit hjerte,
når du fra tid til anden
vender Dit Hellige Ansigt bort fra mig,
og efterlader min sjæl alene i den Mørke Nat,
men jeg slæber mig videre, fordi:
jeg elsker Dig til vanvid.

Mit Hellige Hjertes Vassula, Jeg har løftet dig op

for at føre Min Kirke til Enhed;

(Jesus sagde dette meget stille.)

– Jeg har oprejst dig for at mildne Faderens Retfærdighed;
– Jeg har oprejst dig for at forskønne Min Kirke;
– Jeg har tilladt dig at træde ind i Min Hal for at herliggøre Mig;
– Jeg har indbudt dig til at elske Mig;
– Jeg har taget dig ud af Egyptens land, for at kaste dig ud, som man kaster et net ud for at fange sjæle til Mig;

du skal formilde Faderens Retfærdighed, ved at tilbede Mig, ved at bede, gøre bod, ofre, faste og ved at gøre dig selv mindre; du har ingen fortjenester, men din ydmyge bøn kan nå Faderen;

vil du nu drikke fra det samme Bæger, som Faderen gav Mig? frygt ikke, der er ikke meget tilbage i det nu, Jeg har ladet dig nippe af det nu og da, datter; Jeg har ført dit hoved hen imod Mit Bæger, med nænsomhed, så gå nu ikke tilbage med foragt; elsk det, Jeg elsker; vær ikke bange og forestil dig aldrig, at Jeg vil lede dig til Mig uden Mit Kors; vær bekymret for det, Jeg er bekymret for; bed Mig om at helbrede resten af dig; bed om Mine nådegaver; bed om Mine velsignelser … bed Faderen om at lade sig formilde;

Bed Faderen om at lade sig formilde … vi er på kanten af en ødelæggende ild.

Sshh … bed Faderen om lade sig formilde,3 det er derfor, Jeg konstant byder dig velkommen til at bede; angående de onde beskyldninger, som der er i omløb imod dig, frygt ikke; vær i fred og giv ikke efter for tungsindighed; Jeg har kaldt dig for at genopvække Min Kirke, og Jeg vil aldrig svigte dig; bed uden ophør; vær tålmodig lige til det sidste; Min Dag er meget nær, og Jeg vil komme som en tyv om natten; det er derfor, Mit barn, at Satan sammen med dyret4 konstant angriber alle, som kommer fra Mig, og fører krig imod Mine talerør, men til slut vil de5 blive tilintetgjort; I raseri er djævelen steget ned til jer sammen med dyret, men Kærligheden vil sejre over det onde;

Canada er Mit; dyret6 kunne udstøde ondartede lyde for at skjule Min Stemme i dette land, fordi det ved, at de er det folk, som Mit Hellige Hjerte elsker; men Jeg, Herren, vil blive der; og Jeg siger jer, at alle onde ånder, som flakker om i dette land, allerede frygter lyden af Mine Fodtrin og lyden af Mit Hellige Hjerte; Min Helligånd vil ikke sky dyret, heller ikke dem, der er blevet overbevist af det;

Jeg vil udbrede Mine nådegaver endnu mere ”for ingen engel, ingen prins, intet som er, intet som vil komme, ingen magt eller høj eller lav vil nogensinde komme mellem jer og Min Kærlighed”;7 ingen vil blive i stand til at stoppe Min Helligånds udgydelse;

Jeg sender dig til dem8 for at minde dem alle om Min Kærligheds storhed; Jeg vil give dig tilstrækkelig hjælp, så du kan klare dig; Kærligheden er med dig;


1 Jesus stoppede pludselig.
2 Jesus forandrede tonen, det var som om, Han bønfaldt mig.
3 Jesus sagde disse ord meget mildt, og gav mig så meget håb.
4 Det er frimurerne (se Åbenbaringen 13)
5 Satan og dyret.
6 Frimurerne.
7 Romerbrevet 8: 38,39
8 Det er til canadierne.