16. april 1987

(Skærtorsdag)

Vassula, Jeg var til stede i Min Kirke; Jeg gik foran Mit Kors; Jeg standsede nogle sekunder foran dig;1 Min datter, alle disse år har jeg ventet på, at du skulle være i Min så elskede Kirke;2

Herre og Frelser, du har virkelig søgt efter mig, fundet mig og bragt mig til Dig og Din kirke. Det har taget år️… Du har ventet i årevis!!

Jeg forblev foran Mit Kors, og enhver, som kom for at tilbede Mig, velsignede Jeg, den ene efter den anden;

(Korset var blevet anbragt midt i kirken, og således gik alle efter tur forbi og kyssede det.)

1 Forunderligt nok måtte vi under korsvejsprocessionen flytte os og give plads for præsten, der bar korset (omkring 2 meter langt) og kordrengene fulgte efter med store stearinlys. På grund af halvmørket i kirken kunne præsten ikke se, hvor han gik og kom lige hen til mig. Da han blev klar over det, stod han nogle sekunder foran mig og prøvede at se, hvor han skulle gå videre. Min kusine, som var med mig, lagde straks mærke til denne hændelse. Mit hjerte slog meget hurtigt, fordi jeg befandt mig lige foran det store kors og ikke kunne gå længere tilbage – mængden bag mig stod med tændte lys. Jeg kunne ikke flytte mig!
2 Jeg havde ikke været i denne kirke, siden min ældste søn blev døbt; i 15 år, tror jeg.