13. april 1991
Herre, vor splittelse, og nu taler jeg kun om splittelsen mellem ortodokse og katolikker, er en virkelig skandale! Hvordan er det muligt, at vi kristne fortsætter med at være delte, og ikke bare i en midlertidig splittelse, men en splittelse, som varer ved, med dybe rødder, på grund af konflikter, som er så absurde! Hver af dem er en rival til den anden, og nogle af os bærer stadig på vrede og had, hvordan er det muligt at tale med integritet, når den gamle strid stadig er uafklaret i vore hjerter? Kan vi virkelig stå over for Dig og sige, at vi er forsonede med vore brødre og kan komme til Dig med god samvittighed og give Dig vore ofre på Dit alter? Nej, så længe vi lever under Dit Hellige Navn og ikke er forsonede, kan vi ikke hævde, at vi kommer til Dig med en ren samvittighed.
Men vi ved alle, at Dit højeste ønske, kære Kristus, er ENHED og alligevel holder vi fast ved de barrierer, der skiller os, og det lader ikke til, at vi er ærlige nok til at sige: “vi har ikke lyst til at bøje os, for det er os, der har den rigtige Tro og Sandheden.” Har vi ikke forstået, hvor meget smukkere Din Brud ville se ud, hvis vi forenede os? Hvor meget mere Kraftfuld Kirken kan blive? Hvor meget større fremskridt Hun kan gøre? Hvor mange flere Frugter Hun kunne bære?
Nu er Hun som stagneret. Kan vi ærligt sige, at Hun gør fremskridt og vinder sjæle, når vi dagligt ser for vore øjne, at sjæl efter sjæl forlader Din Brud for en andenrangs filosofi, ja, esoteriske sekter som New Age, Jehovas vidner og andre. Dog føler jeg, at disse mennesker søger Dig, så hjælp dem med at finde Dig…
åh, Min due, Jeg har ikke undervist dig forgæves … de har endnu ikke forstået, at Jeg behøver deres hjerter for at forene dem; Jeg behøver deres hjerte for inden i det at genopbygge Min Kirke til Én; enhed vil komme inde fra hjertet;
se, Jeg har hvervet dig til at vidne for et folk, som ikke er dit eget, men mange af dine egne har endnu ikke forstået, hvorfor Visdommen har sendt dig til fremmede, dit folk tror, at du har været eftergivende overfor fremmede, de har ikke forstået, at det er Jeg, Herren, som forenede dit hjerte med deres; du bærer virkelig et dobbelt kors, Mit barn, fordi du også bliver hvirvlet rundt af nogle af de fremmede, som uophørligt opfordrer dig til at blive en af dem;
ved at forblive som du er, lærer Jeg dem begge en lektie om, hvordan I burde forene jer, og hvordan enheden vil blive; enhed er, at I ikke laver skel imellem jer under Mit Hellige Navn, enhed er at dele den Hellige Nadver og tro på Mit virkelige Nærvær i den Hellige Eukaristi; enhed, Mit barn, er at give hinanden jeres rigdomme;
”Mens du altså opdrager os,
tugter du vore fjender med mådehold,
for at vi kan tænke på din godhed,
når vi er dommere,
og vente din barmhjertighed,
når vi selv dømmes”1
åh Mit barn, dit løb er ikke slut endnu, men husk, at Jeg er foran dig, og ved din side er din Moder for at opmuntre dig, og i hælene på dig er din skytsengel for at beskytte dig; hør Mig, blandt brødre fortjener deres leder ære, så ær Min Peter; dette er blot en påmindelse fra den Allerhøjeste;
Nu ved jeg, at jeg aldrig skal blive forladt;
Du har vendt min sjæl mod Dig;
Jeg har rakt mine hænder mod Himlen,
og Du har løftet mig op;
min sjæl fryder sig i Dig,
åh, om Du også ville gøre mod mine brødre,
hvad Du har gjort for mig!
Jeg vil ikke blot løfte dine brødre ind i Mit Hjerte, datter, men selv fok, som ikke kender Mig, vil Jeg løfte ind i Mit Hjerte; således skal Barmhjertighed og Nåde endog komme til hedningerne; for de er også en del af Mit Skaberværk; datter, Jeg er kendt for at hjælpe de fattige og de elendige …
kom nu og kærtegn Mig igen med dine blide ord, som kommer ud af dit hjerte, gentag dem for Mig,
Herre Jesus,
brug mig til at tørre Dine Tårer,
Herre Jesus,
brug mig til at fjerne Dine Tårer,
Hellige Hjerte,
brug mig til at trøste Dit Hjerte,
Hellige Hjerte,
brug mig til at fjerne tornene,
som omkranser Dit Hoved og Dit Hjerte,
Herre Jesus,
brug mig som hvile for Dit Hoved,
Søde og Milde Jesus,
brug mig på enhver måde
til at behage Dig og trøste Dig;
Mit ønske er at få et smil frem
på Dine Læber.
så vil Jeg bruge dig, hvis du også giver Mig din vilje,
Jeg giver Dig, Jesus,
min vilje, mit hjerte,
min sjæl, min ånd,
mit legeme, alt.
så vil Kærligheden gøre Sin Vilje i dig, og Min Fred skal råde i dit hjerte, og Mit Billede skal genspejles i din sjæl, og din ånd skal tilbede Mig i samklang med Min Ånd, og dit legeme vil afvise alt, hvad der ikke er helligt, fordi Jeg vil forvandle det og fuldkommengøre Mit Herlighedsfulde Legeme til at blive et alter for Mig, din Gud; du vil dele Mine lidelser, men også Min glæde; Jeg vil fortsætte med at undervise dig, så du vil vidne ikke blot om en korsfæstet Kristus, men også om en genopstanden og sejrende Kristus;
Jeg vil minde enhver om, at undere, mirakler og tegn også er en del af Mig; så kom;
(Senere:)
Kærligheden elsker dig, elsk Mig;
uden prøvelser vil du ikke vokse; Min kærlighed til dig er åbenbar, og det er derfor, at Satan hader dig så meget mere; selvom du føler, at du er under en konstant trussel fra Min fjende, er Jeg nær ved dig for at støtte dig; vær klar over, at Jeg har gjort dig til en trussel mod ham; enhver, der snupper sjæle fra ham, er en trussel mod ham, og det er en af grundene til, at han bruger enhver lejlighed til at sigte på dig; meget ofte bruger han mennesker til sit formål, og ud af slet ingenting kan han komme med en anklage for fuldstændig at ødelægge den, han ønsker at ramme;
men dette er ikke alt; en af hans mest ondskabsfulde handlinger er, at han i den sovende sjæl fremkalder alle mulige slags tanker, som fører sjælen ind i en sindsbevægelse og en total uro, og han vrider al freden ud af denne sjæl; det er derfor, du skal holde dig vågen, lad ham ikke finde dig sovende;