8. juli 1990

(Lens – Budskab til bedegrupperne.)

fred være med jer alle; Jeg, Jesus, velsigner jer alle … føl Mit Nærvær i dette øjeblik iblandt jer, føl Mig i jeres hjerte … gør ikke jeres hjerte hårdt ved at tvivle; åbn jeres hjerte, så I fuldstændig må forstå Mit Kærlighedsbudskab;

Jeg kom, Jeg som er Konge og Mægtig, hele vejen ned til jer for at minde jer om den Kærlighed, Jeg har til jer, og om Mit Offer; Jeg kommer for at minde jer om, hvem I tilhører; Jeg har forløst jer alle med Mit Offer, og I tilhører Mig;

hvis Min Nådes Ånd i dag bliver udøst så overdådigt over jer, er det fordi figentræet næsten er modent, og meget snart skal I spise deraf; I kan ikke længere sige, “hvor er Min Gud?”, hedens græsmarker vil Jeg gøre grønne igen, så I kan hvile jer på dem; Jeg skal mangfoldiggøre Mine Vingårde, og Mine frugttræer vil yde i overflod, I vil spise til jeres hjertes tilfredsstillelse af Mine Himmelske Forråd; hør Mig, jeres Himmelske Fader, har Han ikke åbnet Sit Himmelske Forråd i Himlen, for at bespise en sultende nation med manna? jeres Himmelske Fader lod brød regne ned over Sit Folk, og fra klippen ved Horeb lod Han vand rinde, så at de kunne drikke; og Jeg, har Jeg ikke mangfoldiggjort brødene og fiskene for at bespise tusinder?

O mennesker af ringe tro, hvordan kan det så være, at I ikke kan kende tiderne? hvorfor tvivler I nu på, at Min Nådes Helligånd1 så åbenlyst bliver udgydt over jer? har I ikke forstået, at Min Helligånd mætter jer i jeres ødemarker? Jeg sagde, “Jeg vil vande Min have, Jeg vil gennemvande Mit bed”,2 “Jeg vil stadig lade Min lære strømme som profetisk tale, og efterlade den til alle kommende slægter”;3 vær ikke bange; det er Jeg, jeres Herre, jeres Frelser;

hvis I var trængt ind i mysteriet om mannakornene og mysteriet om mangfoldiggørelsen af brødene og fiskene, ville I i dag fuldt ud have forstået Min Ånds udgydelse; I ville have forstået Mit Bespisningsunder fra jeres fædres tider;

blomst,

(Her afbryder Jesus mig, klokken er 16.23)

bed nu for Rusland sammen med Mig;

”O Gud, få hende til at følge Dig,
O Herre, frels hendes sjæl,
oprejs hende som Du oprejste Lazarus,
smyk Din datter,
så elsket i Dine Øjne,
og lad hende bo i
Dit Guddommelige Hjerte,
så at hendes billede afspejler
Din Guddommelighed,
rejs hende op, så hun går ved Din side,
stil hende ved siden af Dig,
og befri hende fra hendes fangenskab,
ægt hende og gør hende udelukkende Din;
amen;”

sig det til Mig;

(Det gjorde jeg.)

skriv, Min Vassula:4 til denne dags bespisning;

indse og forstå Min ophøjethed og troskab til Mit Løfte om frelse; Jeg vil ikke gemme nogen af Mine hemmeligheder for dig, generation, fordi Jeg vil snart afsætte mærker til en åben hovedvej, utilsmudset, og Jeg vil kalde den: “Hellig Vej,” som leder jer til et åbent Tabernakel; ikke flere huler for sjakaler! ikke mere skjult arbejde om natten! ikke mere nogen strejfen omkring i mørket! Jeg, Herren, skal bringe alt frem i lyset; det vil aldrig blive nat igen, fordi Mit Lys skal skinne på jer for evigt; ja, Jeg vil sætte Min Kundskab frem på denne åbne hovedvej, og Jeg vil rejse landemærker for at lede jer til den; Jeg skal afmærke vejen godt;

Jeg vil derefter give jer en glødende ånd, så I tilbeder Mig, jeres Gud, og dem, der er Mine fortabte sønner og døtre, skal Jeg med stor kærlighed tage tilbage i Mine Arme, og de vil leve i Mit Lys; så vil hele Himlen fejre deres hjemkomst; intet menneske vil sige: “hvor er Vor Herre?” for Jeg skal indprente Min Lov dybt i jeres hjerte; dette Løfte er indskrevet foran Mig; Jeg vil oprejse Jerusalem på dens tidligere byggesten;

Jeg havde håbet ved Min Genkomst at finde hellighed, men Jeg fandt et vildfarent folk, som tærer på Mit Legeme; elsk, men Jeg hører kun et råb af had, der kommer fra deres trøstesløshed; hvor er pragten og skønheden, som Jeg engang gav dem? hvor er Ånden, Jeg engang velsignede dem med? Disse Kain’er har sat mørke i stedet for lys og erstattet lyset med mørket; de er blevet uåndelige; og Min Lov, som befaler og er Hellig, ignorerer de fuldstændig og tramper på den med deres fødder; denne æra modsætter sig Min Lov, modsiger enhver tøddel af den; har Jeg ikke udtrykkeligt sagt, at enhver, som modtager Mine Bud og holder dem, vil være én, der elsker Mig?

i jeres æra er der mange, der påberåber sig at være Lovens lærde, men som hverken forstår de argumenter, de bruger, eller de holdninger, de fastholder; o hvor de dog trætter Mig med deres snak! de trætter Mig, fordi de hverken beskytter Min Kundskab eller Min Lov; Jeg kommer ikke gennem disse Budskaber for at fordømme, Jeg kommer for at advare jer af Kærlighed og vække jer fra jeres sløvhed; Jeg kommer også for at opmuntre resten, fra præster til lægfolk, som elsker Mig og forbliver trofaste mod Mig og afspejler Mit Billede: I, som viser jeres kærlighed, for jeres skyld vil Jeg bane en åben hovedvej, velsignet; og på dens sider skal Jeg plante frugtbare træer;5 jeres jord vil give næring til mange, og ingen vil være i stand til at ødelægge frugterne på jeres jord og heller ikke gøre jer ufrugtbare; I vil alle blive kaldt Trofaste, og I vil være alt, hvad der ikke er hovmod, falskhed eller rationalisme; jeres frugter vil ernære sultende nationer, nationer der er brudt sammen i ateisme;

Jeg har i sinde at klæde jer alle i Mine gamle6 klæder, og genopbygge Min Kirke på dens gamle fundament; Jeg vil smykke Min Brud med hendes tidligere Juveler, og fra jeres munde vil I tiljuble Mig og prise Mig uden ophør;

I elskede, Jeg er verdens Lys, og Jeg går foran jer; dog fortæller Jeg jer dette: Jeg har andre får, som ikke er fra jeres fold, og Jeg vil ligeledes lede alle dem til Min Renoverede Kirke, så der vil være én flok og én Hyrde; gå ud til alle lande og lær dem at bede denne bøn til Faderen:

Barmhjertige Fader,
lad dem, som hører og hører,
og dog aldrig forstår,
høre Din Stemme denne gang
og forstå, at det er Dig,
den Allerhelligste;
åbn øjnene på dem, som ser og ser,
og dog aldrig indser,
så de med deres øjne denne gang ser
Dit Hellige Ansigt og Din Herlighed,
sæt Din Finger på deres hjerte,
så at deres hjerte må åbnes
og forstå Din Trofasthed,
Jeg beder og bønfalder Dig
om alle disse ting,
Retfærdige Fader,
så at alle nationer må blive
omvendte og helede
gennem Din Elskede Søns,
Jesu Kristi, Sår;
amen;

forstå, at med denne bøn beder I om: verdens frelse;

fat mod brødre; Mine elever, fat mod; Jeg er med jer hver dag; prædik og forsvar Mit Ord uden nogen frygt, forkynd Mit Navn med iver; mind verden om, at Jeg er Hellig; undervis dem i at leve helligt; vær milde, som Jeg er mild, hav Min tålmodighed og Min Kærlighed; det varer kun en lille stund nu, en meget lille stund, og Den, som I venter på, vil være kommet; Jeg vil komme som Kærlighed, ja, Kærligheden skal vende tilbage som Kærlighed i denne ødemark; Jeg vil snart opfylde Mit Løfte;

men, husk, Mine kære venner, hvad Mine profeter fortalte jer om at forvente ved Tidernes ende; de fortalte, at der vil kommer store trængsler inden dette Komme, og at Jordens grundvolde vil ryste, og en stor jordrystelse vil komme; himlen vil vise sig for jer, som om den er blevet til et evigt mørke; alligevel, frygt aldrig, for Jeg vil være ved jeres side; Jeg har mærket jeres pande med Mit Kærlighedssegl;

Jeg velsigner jer alle og efterlader Mit Kærlighedssuk på jeres pande; Jesus Kristus er Mit Navn, og Jeg siger jer: Jeg elsker jer for evigt, vær ét;


1 Jesus taler i hele dette afsnit om Faderen, Sig selv som Sønnen og Helligånden, og viser den Hellige Treenigheds handlinger og tilstedeværelse i ørkentider.
2 Sir. 24:31
3 Sir 24:33
4 Fortsættelse af Hans budskab.
5 Den nye æras præster.
6 Den tidlige Kirke.