9. juli 2020
kom datter, modtag Min Fred; hør Mig og skriv:
Min Nye Kærlighedshøjsang, som Jeg har givet jer, er en gave, der har været forudbestemt til jeres tider; den er Min Bryllupssang, som bliver sunget af Mig, jeres Gud;
evindelig som morgenstjernen blandt skyerne er Jeg kommet til syne fra Min Trone, klædt i Herlighedens Lys for at nå jer alle; og når Jeg hver dag åbner Mine Læber for at synge Mine højt elskede en lovsang med alle Mine Engle og Helgener, strømmer der en blændende lysstråle ud af Min Mund, med lynende lys, som omspænder mørket i denne verden; og da Mit Ord er Livets Ord, fortager skyerne og mørket sig og svinder bort for hvert Ord, Mine Læber lader falde;
Mine Højsange er klædt i Stråleglans, Min Vassula, og Kongelig Kraft, og hæver Sig over verdenerne og fylder dem med Min Bryllupsduft; Min Sødme og Kærlighed er sødere end bikubens honning; har Jeg ikke gennem alle disse år vist jer tegn på Min Kærlighed? har Jeg ikke omfavnet jer alle med kærlighedskys fra Min Mund? har I ikke bemærket Mit Blik fyldt med øm Kærlighed og lifligheden i mine kærtegn på jeres kind, en liflighed, der overgår alle sanser? I skal ikke vakle eller tøve, åbn jeres mund, og Jeg vil nære jer direkte med Mit Ord fra Min Mund, for at I skal komme til Visdommens pragt;
Jeg åbner Mine Læber for at synge for Min Brud1, der priser Mit navn dag og nat, Min Tilstedeværelse findes indeni hende og holder Hende i live, omgivet af Mine Engle, der tager del i Min Fryd; vid at Min Tilstedeværelse i Sin fulde Stråleglans transcenderer Jord og Himmel, for Mit navn får Jorden til at skælve, får Himlen til at skælve, da intet andet Navn er så ophøjet og Majestætisk som Mit; Jeg synger for Min Brud, for at hun må overgive til Mig, hvad der tilkommer Mig, og Jeg vil i Min overstrømmende Kærlighed til Min Elskede fortsætte med at bevare de Kongelige Gaver, Jeg har giver jer, intakte;2 forstår du? Jeg stiger i jeres dage op som en lys og strålende sol for at søge efter Min brud, som Mit Hjerte længes efter; er det Mig ikke tilladt at tale med Min Brud?3
og du, der glemte din Skaber og Brudgom ved dit hjertes dør, længes du ikke4 efter at komme ud af din mørke grav og se Min Herligheds blændende Lys? vil du ikke, at Jeg skal indånde Min Livsånde i dig? spørg ikke, Hvem Han er, der står foran dig i Guddommelige Slør; Jeg banker nu på dit hjertes dør, du har ladet Mig vente længe nok; hvor længe vil du lade Mig vente, Min elskede, åbn dit hjerte, så det vil genkende Mig, for Jeg Er er din Konge og Brudgom; Han er Den, der er gemt bag Sin Guddommeligheds Slør;
Min tilsynekomst, en Lysskikkelse, fuld af nåde med Stråleglans og Herlighed; Min kjortel, duftende dejligt af røgelse,5 glimtende i tusmørket, overbroderet med guld og safirer, glitrende med ædelstene; indtil nu har du aldrig værdiget dig til at beskue Mig i Min Herlighed, som er gemt bag Mit Slør; hvis du åbner dit hjertes dør, vil Mit Slør blive løftet, og Mit Hellige Åsyn vil øjeblikkeligt blive åbenbaret for dig og forvandle dit åndedræt til røgelse; se ikke den anden vej, Min Elskede, ryst ikke, frygt ikke Min vældige Tilstedeværelse, men åbn dit hjerte for Mig, for din Brudgom, for du har altid tilhørt Mig og ingen anden; forstår du? åbn og bed Mig om at trænge ind i dit hjerte, og Jeg vil genopbygge det med salvende olie; bed Mig om at fylde din sjæl med Mine Stråler, og Jeg vil udslette synden fra dit mørke; i din sjæls ørken vil Jeg få naturen til at blomstre; bed Mig om at fjerne din elendighed, dit hjertes kulde og din uduelighed, og Jeg vil trøste dig og med varme bade dig i Mit Lys; med olie løbende fra Mine Fingre vil Jeg mætte dit hjerte6 for at velsigne dig, så det fyldes helt og salves med Mit Navns Salvelse, så din elendighed og apati smelter og permanent erstattes med Min Guddommelighed; Mine Guddommelige kys på din pande vil mærke dig som Min, så tillad ikke din afmagt at overmande dig,
for Jeg er de ydmyges Gud;
da vil Jeg som en Brudgom, der fører sin brud til Alteret med dit hoved mod Min Skulder, føre dig til Min Kongelige Banket med Min venstre Arm om livet på dig, medens Jeg holder dig tæt i Min favn, så at vi sammen må tage for os af de overdådige retter i Mit Kongelige Hus; sammen med Mig skal du intet mangle; Jeg vil sørge for dig og pryde din sjæl med Mit Navns Herlighed og Min Guddommelighed, Jeg vil klæde dig i brokader med myrra og aloe svævende om din brudedragt; og når vi senere sidder ved siden af hinanden på Bryllupssengen, dækket med en gylden baldakin, vil Jeg indhylle dig fuldstændigt i Mig Selv og slette din ungdoms synder;
Jeg vil ømt lære dig at følge den
rette kurs, som du bør følge;
Jeg betror dig at bære Mine allerkostbareste gaver, Min Tornekrone, Mine Nagler og Mit Kors som en påmindelse om den Store Kærlighed, Jeg har til dig; Jeg vil nære dig, Min elskede og med kærlig hvisken lære dig Bønnen om Enhed, og på Min elfenbensharpe synge Min Sang om Dyderne og Kærligheden, Min Sang iblandet Visdom; for Jeg er syg af kærlighed til dig; og du, Min Egen, jo mere du kommer til at elske Mig, jo dybere vil du blive centreret i dybet af Mit Bryst;
Min nærhed til dig vil oplyse din sjæl og give dig en ædel fødsel i Mig; for natten må vige for lyset; Jeg vil være din tilflugt om dagen og din ledestjerne om natten; i modgang vil Jeg altid være hos dig; Jeg vil for evigt og altid stå ved din side;7 har du overhovedet noget at sige Mig, Min Vassula?
Åh! uanset hvad jeg siger, vil jeg komme til kort, læg Dine Ord i min mund, så at jeg kan synge værdigt for Dig til gengæld for den godhed, Du har vist mig, hvordan kunne Du udrette så meget i så mørk en sjæl som min? Når jeg tænker på min elendighed, har jeg lyst til at klage og græde… og alligevel førte Du mig blidt uden nogen kæp i Hånden, ingen løftede Øjenbryn eller lyn fra Dine Øjne, Du talte nænsomt til mig med Læber fugtet af nåde og beroligede mig; Du bøjede Dig ned fra Himlen, fra Din Himmelske Trone, som er omgivet af keruber, til mit liv for at ægte mig på trods af min elendighed;8 uden at tage hensyn til, at Du risikerede, at Dit Hæderkronede Scepter ville tage sig ringere ud;
og nu har Du lagt mig en Ny Højsang i munden! En Lovprisningssang, en Bryllupssang, en Kærlighedssang til at synge for alle Forsamlingerne… for at lade dem indse, Hvem Han er, der står udenfor døren til deres hjerte, Hvem er denne Herlighedens Konge, som hele Jorden og alt, hvad den består af, tilhører, verden, og alle der lever i den… hvem er Den, der står som en søjle af ren røgelse og glitrer i stjerneskæret under stjernerne og fylder kosmos med velduft, og som er Den, der har tilberedt en formidabel Banket til Sin brud, og i stilhed venter tålmodigt på, at hun må vågne op fra de glemtes land for at kunne salve hende? Uden Din Tilstedeværelse ville vi være som vand, der tørrede væk, som en svindende skygge om natten, som en faldende stjerne, hendøende i det uendelige univers; uden den mindste tøven flagrede Du væk fra Din Kongelige Trone som en Due fra Himlen for at komme og hvile over mig,9 over min frygtsomme elendighed;
fra glemslens dal vækkede Du min erindring til at genkende Dig, min Elskede Kristus, Du løftede mig fra intethedens afgrund, og så holdt jeg godt fast i Dig med greb om kanten af Din kjortel af frygt for, at Du måtte vende mig Ryggen og forsvinde; jeg knugede hårdt om Din kjortel for aldrig nogensinde at forlade Dig igen; da vidste jeg, at jeg var min Elskedes og at min Elskede var min; Han besad mig, men jeg besad også Ham;
Din hensigt udfoldede sig for mine øjne, og jeg genkendte Vejen, Sandheden og Livet, så hvordan kunne jeg lade min Elskede vente? Mine kinder, røde af strømmende glæde, som på et lykkeligt barn, brød ud i frydefuld latter som lyden af rislende vand, som en lille rislende bæk, da jeg havde indset, at min Brudgom er min Frelser og Alt, klædt i Stråleglans, som Han stod der majestætisk rank som en søjle af duftende røgelse!
Min elskede, lige siden din fødsel har Jeg ikke holdt Min Kærlighed og Trofasthed hemmelig for dig; inden du blev født, var du Min! Mine Øjne har aldrig forladt dig; Jeg ægtede dig mystisk10 til Mig Selv, for at du skulle blomstre i Mine Hænder til Min højeste Herlighed og fortsætte med Mine planer, som Jeg havde med dig; Jeg er kendt for at krone og fuldføre alle Mine planer med succes, for Jeg er fyldt med Kongelig Magt, Pragt og Stråleglans; så sandelig som en Brudgom, der overødsler Sin elskede brud med gaver, har Jeg kronet dig hvert øjeblik af dit liv med Kærlighedskranse; med de allerkostbareste Gaver, Mit Kors, Mine Nagler og Min Tornekrone, for Mine belønninger er uudsigelige; og nu, fat mod og læg din hånd i Min og tillad Mig, din Brudgom, med kongelig ødselhed at holde dig ene og alene for Mig Selv i Mit Hjertes Brudekammer, dit evige Hjem;
o ja! beruset af Kærlighed giftede Jeg Mig med dig,11 derefter tillod Jeg dig, Min brud,12 at løfte Slørene, som tildækkede Min Guddommelighed, for at du kunne beskue Mit Hellige Ansigt dag og nat, ansigt til ansigt; dine fødder vaklede pludselig, da du beskuede Mit Lysende Åsyn, men Jeg holdt dig fast i Min Favn og Jeg styrkede dig og indgød dig mod ved at skænke dig en ophøjet Gave, Jeg tilbød dig at tage del i Mine Guddommelige Mysterier; Jeg tilbød dig Min Mystiske Vin at drikke, beruset af Min Mystiske Vin bad du om mere, sejrrigt tilbød Jeg dig Mit Bæger; af hele Mit Hjerte gjorde Jeg kur til dig ved også at tilbyde dig Mit Mystiske Brød, Tegnet på Min store Kærlighed og Gaven fra Brudgommen, der viser Sin Kærlighed til Sin salvede brud; i Mit Hjertes Brudekammer viste Jeg dig, at du er ben af Mine Ben, kød af Mit Kød, eftersom Jeg nærede dig med Mit Mystiske Brød og Vin; åh, Vassula, Jeg havde gemt disse Gaver til jer fra al Evighed til jeres Udfrielse;
siden dengang, hvor Du gav Mig en genfødelse, har jeg forkyndt Din Retfærdighed, og jeg tror, at jeg i hver eneste Forsamling ikke har holdt Din Kærlighed og Trofasthed hemmelig, ej heller Din Venlighed overfor mig;
Du forseglede min pande med guddommelige Kys, Du gjorde min tunge så beredt som en hurtigskrivers pen;13 på denne vis former Du Dine Brude, Du kroner dem med kranse af Kærlighed, nærer dem med kærlige Kys med Din Mund til lyden af Din elfenbensharpe; Du klæder dem prægtigt i guldbrokader, Du kroner dem med juveler fra Din Tornekrone; Du helliggør deres åndedræt, Du lader en regn af Velsignelser falde over dem; og som duer på træk dækker Du deres vinger med guld, for at de skal bære Dine Velsignelser vidt og bredt, så at nationerne må råbe og synge af glæde;
Gud, Du er så elskelig; Du er den allersmukkeste; Dit Tema, religion og dyd; Din Herlighed, uden sammenligning; Din Sti, der dækket med safirer fører til Dit Hjertes Mystiske Kammer; derinde udødeliggør Du hver eneste Brud med Dit Mystiske Brød og Din Mystiske Vin, så de værdigt kan træde ind i Dit Rige, medens Dine Engle trompeterer Din triumf! Og Du ansporer i Din ædle stil Din brud ved blidt at hviske hende i øret: ”Jeg Er14 er nu din Brudgom, hver evig eneste dag, for Jeg er forbundet med dig og er ét med dig; kast dig fuldstændigt ind i Mig og vær én ånd med Mig, så du ikke længere skal tilhøre verden; nu da Jeg har forført dig, og du er forelsket i Mig, vil Jeg eje dig, og du vil eje Mig; du er nu din Elskedes og Den, du længes efter, er Mig; Jeg vil forvandle dig til gud som et resultat af Vores Guddommelige Forening;”
ja, sandelig, Min kærlige brud, hør Min Stemme og nyd Min duftende Sødme i Min Højsang, hvis du blot fuldt ud ville indse, hvor nær Jeg virkelig er dig; det, Jeg længtes efter, var at sætte dig på Mit Hjerte som et segl; Jeg er nu din søde velduft, Vassula, der fuldstændigt omslutter dig, når du er sammenslynget med Mig er du inden i Livet,15 du tilhører Min Rigshusholdning; hvem, der end på værdig vis drikker af Min Mystiske Vin, vil blive beruset af Dens sødme, og Den vil vælde frem indeni deres hjerte, så de vil tørste efter mere; og når de spiser Mit Mystiske Brød, vil deres hjerte hoppe af uudsigelig glæde og tilfredsstillelse; nær Mig vil deres sjæl iføres Lys, der kommer fra Mig; når vi er sammensmeltet i Mit Lys, vil Jeg tillade dem at lade deres brudeslør falde for at beskue Mig nu og da for at forsøde deres hjerte;
forstå nu, Min Elskede Vassula, at Jeg har opfostret dig for Mig Selv og for Min Frelsende Plan, for at du skal være Mit Ekko; Jeg har placeret dig som en blomst blandt tidsler for at påminde verden om, at alle sjæle, Jeg er forbundet med, bliver Mine brude; hvem som helst, der finder Mig, finder Livet; Jeg vil hæve Min Stemme, idet Jeg synger til verdens ende sammen med Mine Engle, for ørkenerne, for byerne, for gravene, for alle verdens beboere, så at de kan have Kundskab om, at selv om de har glemt Mig, har Jeg aldrig glemt dem, fordi de er for dyrebare i Mine Øjne; Min Højsang vil udvikle ørkenerne til ypperlige haver, og i de golde højder vil funklende floder vælde frem;
Jeg vil gøre alting nyt …16
åh, i Min Guddommelige Højsang er der utallige hjerteslag, der banker i én uendelighed med nostalgiske suk og længes efter at udbringe Min Højsang for at bevæge hvert eneste hjerte; spørg ikke, hvorfor Jeg kaldes Livet, siger din Brudgom dig, Jeg, som er hævet over alle lys, er Livet, da du uden Mig ikke kan leve eller være17 i mørket, og intet andet er i stand til at eksistere; dette er Kristus, din Frelser, der giver dig besked om at søge tilflugt i Min Barmhjertighed;
Jeg har fremvist Min styrke i dig, Min Vassula, og udført undere, og gennem dig, Min brud, har Jeg åbenbaret Min Ømhed og Min Barmhjertighed for verden; Jeg vil fortsætte med at fylde din mund med Guddommelig Visdom; jo nærmere du er Mig, jo lettere vil det være for din Brudgom, sammen med Sin Moder, som også er din Moder, at fortsætte med at oplære dig, indtil du opnår fuldstændighed;18 Mit Værk ville være ufuldendt, om Jeg ikke skulle være i stand til at fuldende dig i din kærlighed;
gennem Min Højsang åbenbarer Jeg endnu engang Min Evige Kærlighed og Trofasthed mod Min Brud;19 bjergene og bakkerne giver genlyd af Min Kongehøjsang med Velsignelser; de velduftende blomster, der står i knop, sprænges til lyden af Min Højsang og sender deres velduft højt op i himlene og får Min melodiske Stemme til at bøje sig dybt ned; Jeg fremviser Min vidunderlige Venlighed og vogter dig som Min Øjesten;
så kom,20 hvor meget længere vil du gemme dig i din mørke grav? hvor meget længere skal Jeg vente på, at du vil åbne dit hjertes dør? luk Mig ind, så Jeg kan udfolde Mig som en skriftrulle og åbenbare Livets sti for dig; Jeg vil fæstne dig med Min Sødme og Renhed, så du vil ligne et elfenbenstårn; Jeg er din Kongelige Klædning; åh,21 Vassula, Mit Hjertes velsignede, fra dine læber, som Jeg har salvet, vil Jeg tale; gennem dig vil Jeg handle og vise Min tilsynekomst på dig, ligesom Jeg har tilsløret dig med Mig Selv mange gange; Jeg vil aldrig ophøre med at tale med dig og undervise dig med Visdom;
se! nu kalder Jeg alle jer, som er Mine sædekorn, ben af Mine Ben, kød af Mit Kød, til at komme og opleve jeres Brudgoms Hjertes inderlige glæder, og I vil have hele Guddommen boende i jer! hvil nu dit hoved mod Mig, Min due, og tillad Mig at hvile i din stilhed; ic