den smerte, du føler, er ingenting sammenlignet med Min; Jeg elsker hende, Vassula, hav også medlidenhed med hende; Jeg vil ikke efterlade hende død og udsat for de brændende vinde; Vassula, elsk din søster; hav medlidenhed med hende, gå hen til hende, elsk hende, elsk hende, for hun er så uelsket af alle!

Vassula, hun havde forladt Mig og vendte sig mod Mig; hun vendte sig mod Mig, da hun voksede op, og da det var hendes tid til at elske; Jeg kaldte på hende, så hun kunne dele Min kappe med Mig, men i stedet for gik hun væk; da hun følte sig voksen, troede hun, at hun selv ville være i stand til at ernære sig selv; hun vendte ryggen til Mig og gik væk, hun flygtede ligesom en utro hustru;

Min elskede, ved du, hvordan det er at miste en datter? Mit Hjerte blev sønderrevet; Jeg græd; som om det ikke var nok, erklærede hun stolt og uden den mindste anger åben krig imod Mig, hendes Fader, og imod alle martyrhelgener! hun troede ikke mere på Mig; hun holdt op med at tilbede Mig, håbe på Mig og elske Mig! hun så ud til at have glemt den kærlighed, vi engang var fælles om;

Jeg havde givet hende sønner og døtre, men i hendes raseri myrdede hun Mine børn og overgav dem til Satan, som man tilbyder et brændoffer; derefter, som om det ikke var nok, vendte hun sig i stedet til Satan og indgik en pagt med ham, hun ville være trofast imod ham og tilbede ham, hvis han ville give hende alt det, hun ønskede sig; Satan samtykkede på betingelse af, at han kunne handle frit; så adskilte Satan hende fuldstændigt fra Mig; hun lod ham skære vore bånd over; han fik hende til at have tillid til ham; forræderisk som han er, førte han først min datter ud i sumpområder, hvor hun var nødt til at støtte sig til ham af frygt for at synke ned i kviksand; hun bad ham om tilladelse til fuldstændig at støtte sig til ham;

Vassula, ligesom Jerusalem engang flygtede fra Mit Hus, Mit Hellige Hus for at blive en datter uden moral og ofrede sine børn, det ene efter det andet, som et offer; tænkte Rusland, Min datter, det var klogt at gøre det samme; hun tog Mine Hellige Gaver og tilbød dem til Satan, som lavede dem om til våben; Satan forblændede hende med sin pragt, og i hendes blindhed fjernede han hende fra sumpen og satte hende i ødemarken for at tørste og dø; Jeg så hende gå nøgen og kæmpende i sit eget blod, Jeg kaldte på hende, men hun ville ikke høre; Jeg kaldte igen på hende, men hun ville ikke høre Mit kald; i stedet provokerede hun Mig, hun kaldte på sine yngre søstre, for at de kunne støtte hendes moral; hvis de nægtede, tvang hun dem med sit sværd; har Jeg ikke sagt: “den, som løfter sværdet, skal omkomme ved sværdet”?

Jeg rationerede hendes brød, så hun ville få brug for Mit Brød, men hun foretrak at sulte frem for at spise af Mig; udmattet og udsultet sendte hun i al hemmelighed sine yngre søstre til at fortsætte sit onde arbejde, fordi hendes forfængelighed var inspireret af Forfængeligheden selv, som er Satan; hendes land kunne ikke ernære hende; hun blev, som man ville sige, “afhængig” af Min fjende;

datter, gør ikke mere nu; Jeg vil fortsætte med dette Budskab i morgen; kom lad Mig velsigne dig, datter;

lad mig nære dig; vi, os?