Forvirring omkring terminologien med hensyn til personerne i den Hellige Treenighed.
I Deres tidlige skrifter, som iagttaget i Notifikationen, var der nogen forvirring i terminologien angående personerne i Den Hellige Treenighed. Vi er sikre på, De holder Dem til Deres Kirkes undervisning. Tror De, at De kan hjælpe os til at klarlægge disse udtryk? Når De beskæftiger Dem med trosspørgsmål, ville det så ikke være nyttigt at følge den officielle terminologi i standard Katekesen for at undgå forvirring i Sandt Liv I Gud læseres tankegang?
I betragtning af dette vil jeg gøre mit bedste for at forklare dilemmaet ved sproget, idet jeg minder dem om, at jeg ikke er en teolog, som kan udtrykke sig på en teknisk måde eller modtage ord ovenfra i en officiel terminologi. Det er klart, at vor Herre har udtrykt Sig på en måde, som jeg ville kunne forstå, ved at tilpasse Sit sprog for at nå mig. Han taler heller ikke til mig i en skolastisk teologi, med det gjorde Han heller ikke, da Han var på jorden, da Han sagde: “Jeg og Faderen er Et.” (Joh.10:30) Og heller ikke som hos Paulus da han skrev: “Herren er Ånden.” (2Kor.3:17) Maria talte til Bernadette af Lourdes i den lokale dialekt, som ikke var godt fransk. Endog i de inspirerede skrifter i Bibelen har jeg erfaret, at der er en mærkbar forskel mellem det forfinede græske hos Lukas og det simple sprog hos Markus. Sankt Katharina af Siena forklarede engang i sin dialog: “Du er min Skaber, Evige Treenighed, og jeg er din skabning. Du har gjort mig til en ny skabelse i Din Søns blod.” 14 At kalde Kristus Sønnen af Treenigheden lyder ikke som ren lære, men vi tager så vidt muligt denne del i en god mening…
Så det er fuldstændig normalt, hvis Kristus i begyndelsen bruger mit niveau af ordforråd frem for en teologs sprog. Nogle gange udtrykte jeg ord ud fra min personlige erfaring af Gud og udtalte, hvad jeg kendte af ord, som kom spontant til mig, uden særlig megen refleksion over, hvordan det ville lyde for andre, eller hvorvidt det kunne misforstås. At sætte ord på guddommelige mysterier var svært nok for mig, og endnu mere hvordan man skulle udtrykke disse guddommelige mysterier, så det ville passe til det traditionelle sprog. Teologer, derimod, bruger et ordforråd, som er blevet forfinet igennem århundreders diskussioner.
Jeg ved ikke helt præcist, hvilken del af de tidligere skrifter spørgsmålet sigter til, men jeg kunne forestille mig, at det handler om Kristus, som bliver kaldt “Faderen”. Kristus er Søn af Faderen. I denne del af åbenbaringerne henfører skrifterne ikke på en ontologisk eller læremæssig måde til Kristi person. Snarere er det et kærligt og faderligt sprog, det samme sprog, som Jesus brugte over for sine disciple: “Mine børn…”. (Joh.13:33) Esajas beskriver allerede Messias som “Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader (Is 9:5).
Helt fra begyndelsen blandede jeg aldrig Faderen, Sønnen og Helligånden sammen. Kristi nærvær (Hans attitude mod mig) var faderlig kærlighed. Når jeg i en passage kaldte Jesus “Fader”, var det på grund af den faderlige måde, Han talte til mig på. Det var, som når fædre forklarer og lærer deres børn nogle bestemte ting, med tålmodighed og kærlighed til det bedste for deres vækst og udvikling. Her er et eksempel på Kristi ord: “Voks i ånden, Vassula, voks, for din opgave er at udbringe alle de budskaber, som gives af Mig og af Min Fader. Visdommen vil belære dig.” ” Jeg svarer så: ”Ja, Fader!” Jesus svarer: “Hvor smukt det er at høre dig kalde Mig “Fader”! Jeg længtes efter at høre dette ord, “Fader”, fra dine læber.” (16. februar 1987) I litaniet til Jesu Helligste Navn kaldes Jesus: Den tilkommende verdens Fader. Pinsemessens sekvens kalder Helligånden for “de fattiges Fader”. Jeg har valgt Sankt Symeon, en teolog og helgen, som er meget elsket og betydningsfuld i min ortodokse tradition, for at give Jer nogle flere ligheder. Dette er, hvad han siger: “For dem, som er blevet afvænnet, spiller Han (Kristus) rollen som en kærlighedsfuld Fader, der holder øje med Sine børns vækst og udvikling.” (Theological Ethical Orations 4, 269-270)
Kritikken må også henvise til et bestemt budskab i begyndelsen, da Herren ønskede at lære mig den Hellige Treenigheds enhed. Budskabet, som måske kunne drages i tvivl, var: “Jeg er Faderen og Sønnen. Forstår du nu? Jeg er Én, Jeg er Alt i Én.” (2.03.1987). Her ønskede Faderen, at jeg forstod den perfekte og ontologiske forening af den Allerhelligste Treenighed; hvordan de tre guddommelige Personer er udelte og således fuldkommen ét i sin natur. Som Sankt Symeon sagde i sin hymne 45, 7-21: “Tre i én og én i tre… Hvordan kunne jeg have vidst, Herre, at jeg havde sådan en Gud, Mester og Beskytter, Fader, Broder og Konge…?” Gradvist og med tiden blev enhver uofficiel terminologi udkrystalliseret, så hvis nogen var forvirret, blev det mere klart siden hen.
Husk på, hvordan pave Benedict XIV for lang tid siden bemærkede tvivlsomme passager i kirkefædres og helgeners skrifter og anviste:
I et af de tidligste budskaber fortæller jeg, hvordan Jesus beder mig om “at tegne, hvordan Treenigheden er”. Jeg beskriver, hvordan jeg har en vision af lys. Så kommer der et lys ud, så et andet, så det bliver til tre. Jeg kommenterede: “Når Sønnen er i Faderen, så er de ét. Den Hellige Treenighed er ÉN og den samme. De kan være 3, men alle 3 kan være én. Resultat: Én Gud.” Denne udtalelse bruger, lærte jeg, en metafor, som går tilbage til den Nicænske trosbekendelse, der erklærer, at Sønnen udgik fra Faderen som “lys af lys”. Dette billede har siden været klassisk i den kristne tankegang. For eksempel skriver teologen Symeon om “den Ene, som var i begyndelsen, før alle tider, født af Faderen og med Ånden, Gud og Ord, trefoldig i enhed, men ét lys i de tre.” (Hymne 12, 14-18)
Nogle gange taler Gud Fader, og det er tydeligt for enhver læser, som kender Bibelen, at det virkelig er Faderen, som taler, eftersom Han nævner ord som “Min Søn Jesus” etc. Senere, samme dag, kunne det ske, at Kristus kaldte på mig for at fortsætte budskaberne og tale til mig. Igen vil læsere af Bibelen forstå, at det er Kristus, der taler, fordi Han plejer at tale om Sine Sår eller Korset. Hvad angår de budskaber, der for eksempel begynder med Faderen og så senere fortsætter med Sønnen, vil det sædvanligvis indeholde en hentydning, som siger “senere”. Når jeg ikke tilføjede nogen henvisning for at hjælpe den, som læser det, var det, fordi det forekom mig åbenlyst, hvem der taler, ud fra de ord der blev udtalt, og derfor lod jeg dem være, som de var. Jeg har aldrig modtaget noget brev fra de tusindvis af læsere med anmodning om en redegørelse for området, og ingen kom for at fortælle mig, at de var forvirrede. Kun to gejstlige fra De Forenede Stater læste budskabet på en forkert måde og publicerede deres synspunkter i nyhedsbreve om og om igen uden nogensinde at møde mig.
I et afsnit i Sandt Liv i Gud skrifterne siger Kristus: “Jeg er Treenigheden.” Her identificerer Kristus Sig med den guddommelige natur af Treenigheden, som er Én. Kristus er én i Treenigheden. Kristus taler som guddommeligheden, eftersom den er én i natur, formidlet ved hver af de tre personer.
I et af afsnittene i Sandt Liv i Gud var det Kristus, som talte: “Vær velsignet, Mit barn, Jeg, din Hellige Fader, elsker dig. Jeg er den Hellige Treenighed,” og så tilføjede Han: “Du har opfattet vel.” Mens Jesus sagde “Jeg er din Hellige Fader”, opfattede jeg en “trefoldig” Jesus ligesom fantasibilleder af en person men udført, som om der var tre, hvor én person kommer ud af den anden, alle ens og alle tre den samme. “Jeg er den Hellige Treenighed, alle i én.” (11. april 1988) (Unik, udelt, et væsen, en substans). Hvis man kigger på den første udtalelse, som er tilskrevet Jesus, kunne man undre sig, om Han ikke identificerer Sig med Faderen og så med hele Treenigheden. Men når man læser videre, bliver det tydeligt, at Han ikke gør.
Kristus prøvede at lære mig, at den Hellige Treenighed er én, og hvordan de Tre Personer er udelte og således fuldstændig én. Enheden i Treenigheden kommer ikke primært ud fra det faktum, at de tre personer er udelte (ligesom uadskillelige venner!), men af den kendsgerning, at hver af dem ejer den samme unikke, guddommelige natur og kun er adskilt af deres fælles relation.
I et andet afsnit i Sandt Liv i Gud lærer Kristus mig, hvordan Treenigheden genkendes i hver af dem som Én og samme substans: “Er Jeg ikke Gavmild? Er Jeg ikke den højeste? Så hav tillid, for du er i din Faders Arme. Jeg, den Hellige Treenighed, er Én og Samme (substans).” (25. juli 1989)
For at udtrykke denne måde at tænke på, ifølge Den ortodokse Kirkes tradition, kunne det være nyttigt at vende tilbage til Basil Krivoscheines bog om Sankt Symeon. Her er ordene udtrykt på en bedre måde, end hvis jeg skulle udtrykke dem. “Gud er mere end navne. Han er Treenighed, altid den Ene, og dens enhed kan ikke udtrykkes” (p.284). Og fra Sankt Symeon selv:
Og i et andet afsnit i SLIG insisterer Kristus på den Guddommelige Enhed: “Jeg – Er – Den – Som – Frelser, Jeg er din Forløser, Jeg Er den Hellige Treenighed, alle i Én, Jeg Er Nådens Ånd.” (28. juli 1989).
Her fortæller Jesus mig, at Han er i Faderen med Helligånden, ligesom Faderen og Han er i Ånden. Han, Sønnen, er og forbliver evig sammen med Faderen, med Helligånden. Vi må huske Kristi ord: Gud er Ånd, og de, som tilbeder Ham, skal tilbede i ånd og sandhed (Joh 4.24). Af væsentlig betydning er også Paulus’ ord: “… Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed.” (2. Kor. 3.17)
Vi vil aldrig finde Faderen adskilt fra Sønnen eller Ånden, heller ikke Sønnen adskilt fra Faderen og Ånden, heller ikke Ånden udelukket fra enheden med den ene, fra hvilken Han udgår. Derfor udtrykket: “Jeg Er den Hellige Treenighed, alle i Én” og andre udtryk i budskaberne, som ligner dette. I et andet afsnit af SLIG beskriver jeg: “Når Sønnen er i Faderen, så er De én. Den Hellige Treenighed er Én og den samme. Tre Personer, men en udelt Gud; én og tre.” (24.11.1987)
Jeg vil specielt gerne forklare de to udtryk, som ofte kommer i Sandt Liv i Gud skrifterne. Kristus taler: “… vær ét, ligesom den Hellige Treenighed er Én og den samme.” (10. oktober 1989). Eller det andet udtryk: “Bed til, at Min Fold bliver én, ligesom Jeg og Faderen er Én og den samme.” (29. marts 1989) .
Der er en meget vigtig faktor her. Når Kristus anvender ordet “den samme”, er det forskelligt, hvis man oversætter dette ord til italiensk eller fransk, fordi meningen forandres, og jeg vil gerne påpege, at der har været svagheder i oversættelse, men det kan jeg ikke blive holdt ansvarlig for. På engelsk (som er det originale sprog i skrifterne) betyder det ikke “samme person”, derimod betyder det “ligeværdige” i betydningen “væsensenhed”, “enhed i substansen”.
Så er der det afsnit, hvor den Hellige Treenighed skiftevis taler med hver deres stemme. Men selv da er det meget klart. Her er for eksempel en passage: “Dine skræmte råb gennemborede Himlen og nåede den Hellige Treenigheds ører… Mit barn!”” Faderens stemme genlød fuld af glæde gennem hele Himlen. Så sagde Sønnen: “Åh… Jeg skal nu få hende til at gennemtrænge Mine Sår og lade hende spise Mit Legeme og drikke Mit Blod. Jeg skal tage hende til mig, og hun skal blive Min for evigt. Jeg skal vise hende den Kærlighed, Jeg har til hende, og hendes læber skal herefter tørste efter Mig, og hendes hjerte skal være hvileplads for Mit Hoved.” Umiddelbart efter sagde Helligånden: “Og Jeg, Helligånden, skal stige ned over hende for at åbenbare for hende Sandheden og dybet i Os. Jeg skal gennem hende minde verden om, at den største af alle gaver er kærlighed.” Og så talte den Hellige Treenighed med én stemme: “Lad Os så fejre! Lad hele Himlen fejre!” (22. december 1990)
Mysteriet om den Helligste Treenighed, dens væsensenhed kombineret med de særskilte karaktertræk ved hver af de tre personer og relationen imellem dem, er et af de største mysterier i den kristne tro. Imidlertid bør det faktum, at Treenigheden er et så uendeligt mysterium, ikke afholde os fra at prise dens vidundere eller få os til at undgå at tale om den, selv om det menneskelige sprog aldrig vil være i stand til at udtrykke skønheden og storheden af ikke blot den Ene, men Treenige. For mysteriet om den Helligste Treenighed er så centralt i vor tro, at det står over og kaster lys på alle de andre trosmysterier. Dette er igen understreget meget klart i Den katolske Kirkes Katekismus:
14 Den Hellige Katarina af Sienas Dialogo della Divina providenza, no 167. Dette afsnit citeres fra det Romerske Breviar i den anden læsning af den 29. april.
15 Den almindelige vejledende Katekismus. 43.
16 Den almindelige vejledende Katekismus. 47.
