1. marts 1993
”Herre, da Dine ord kom til mig,
slugte jeg dem: Dine ord
er min fryd og mit hjertes glæde;
for jeg var kaldt i Dit Navn
Jahve, Almægtige Gud ”1
Mine øjne var tilslørede, og jeg så Dig ikke,
hverken din Pragt eller Din Herlighed.
Pludselig i det dybeste dyb
af mit mørke skinnede der et Lys!
Forbavset og målløs over dets klarhed,
vaklede jeg, og sløvhedens ånd,
som havde slået lejr i min sjæl,
forsvandt og holdt op med at ånde,
fuldstændigt besejret af Din Ånd.
Jeg så, Du stod der, i stilhed …
og det var som om jeg kendte Dig, Elskede. Så åbnede Du Dine Læber,
der blev givet mig et navn, og på et øjeblik blev min sjæls minde genoprettet;
sløret fra mine øjne faldt,
og jeg fandt min sjæl i fald
ind i min Faders Arme;
O Gud! Du er det Dyrebareste jeg har!
Jeg er Hellig;
Jeg sagde: Jeg skal rense dig og give dig et nyt hjerte og sætte en ny ånd ind i dig; Jeg vil fjerne sløvhedens ånd fra din sjæl og lade Min Ånd komme ind i dig; den dag lovede Jeg at gøre dig til Min; Jeg svor at helbrede dig, og at du som et træ vil bære frugt for Mit folk; Jeg lovede at mætte de sultne og hver mund; ja! Jeg lovede at komme til dig, at vende Mig mod dig og opdyrke dig og så frø i din Intethed for Min Herlighed;
og nu belejrer Jeg, Gud, din sjæl for altid; så profetér uden frygt; tag hen til de tørre ben, og Jeg vil lade kød vokse på dem, Jeg vil give dem ånde for at lovprise Mig og ære Mig; ja, Jeg vil ånde på de døde, så de lever og råber: ” hvem kan måle sig med Gud?” Jeg vil minde dem om, at større kærlighed end deres Skabers, vil de aldrig finde;
