25. september 1992
Her er jeg, for at gå videre
gennem disse endeløse ruiner,
med en byrde på min ryg.
Jeg kom til Dig for at få trøst og lindring,
og nu er det, som om min styrke
langsomt svinder,
jeg er fuld af sorg,
som aldrig falder til ro.
Med en vældig anstrengelse krydser jeg
denne endeløse Nats rædsler,
svækket af disse falske vidners kynisme,
som plager min uskyld dagen lang.
Det var Din glæde
at give mig nøglen til sager,
som min sjæl aldrig
ville kunne forstå alene,
og til undere, der rækker langt ud
over mig og min kundskab,
og af denne årsag jagter de min uskyld.
I ethvert mørkt hjørne
venter de på en mulighed
for at berøve mig livet,
hvis det var muligt.
De kalder sig selv dit folk
og tror, deres mund er himlen, men det, de tilbyder, er falskt,
bedragerisk og misledende.
Jeg prøver på at være frimodig
og vise et modigt ansigt alle vegne,
men de bliver ved med at prikke til mig.
De gudløse
har mere barmhjertighed og ydmyghed,
end dem, der erklærer,
de følger Din Lov,
men aldrig hører op med at dømme
og overhovedet ikke tøver
med at fordømme
og bringe trøstesløshed over mig.
Hvis det var de gudløse, som dømte mig,
kunne jeg udstå det,
men DE, som kalder sig selv
Dit folk! Guds Folk!
Med hvem dåben binder os sammen
i Dit Hus …
Jeg beklager mig,
men har jeg ikke lov til
at læsse min byrde på Dig nu og da?
Ja, jeg ved, jeg lyder og ser ud
som en omvandrende Klagesangbog,
men jeg lever et uskyldigt liv,
så aflast mig for en lille stund, Herre!
Vassula … vær ikke bekymret, og klag ikke bittert, medens du bliver naglet fast ved Mit Kors, tænk på Mig som et eksempel på værdighed; snart vil ugræsset bliver rykket op fra hveden, før end nogen af jer fatter det; Jeg har befriet dig mange gange fra dine fjenders snarer, som håbede på at ødelægge dig; så datter, hvorfor frygter du for Nattens rædsler? Jeg kæmper blot inden i dig … lad Mig være, når Jeg er på Vej ind i din sjæls inderste dyb:
Min Bolig;
Jeg har fortalt dig før, at din sjæl vil knitre som ild, hver gang Min Hånd vil falde for at knuse Mine rivaler, som tager Min plads; Jeg er Mesteren, og har i sinde at forblive din Mester; Jeg har placeret dig som Skydeskive for Mine pile; nej, Vassula, nåden kommer ikke uden lidelser; nåde kommer ikke uden lidelse, o, hvad ville Jeg ikke gøre for Mine nærmeste, Mine kæreste venner!1
Tillad mig så at bruge Sankt Teresa af Avilas ord og sige til dig: ”Inter under at Du har så få venner!”
Jeg vil ikke desto mindre besvare din bemærkning og sige til dig: hvis din sjæl blot vidste, hvad Jeg tilbyder dig og gør for dig, ville du være den, der bad Mig om flere prøvelser, lidelser, kors, det hele! — Jeg tugter dem, Jeg elsker, så kom ikke med indvendinger imod, hvad Jeg finder godt; du er Min juvel, og som en kostbar sten hugger skærer og former Jeg dig til den form, Jeg har i Sinde; derfor siger Jeg dig, at så længe du lever og ånder, må du udføre det arbejde, Jeg Selv har anvist dig; og hvad angår dem, som kalder sig selv Mine og alligevel er i offensiv, når det kommer til det åndelige, til dem siger Jeg: “hvis I var blinde, ville I ikke være skyldige, men eftersom I siger, ”vi ser og kan skelne”, så forbliver I skyldige!” hvor mange gange skal Jeg bebrejde dem for deres utro og stædighed?
kom, vær i Fred — Jeg er med dig under resten af din rejse;
