Exploring Rome – Oktober 2015
For første gang siden vores pilgrimsrejser begyndte, gav Jesus Vassula et budskab der skulle læses af hende, mens vi har samlet i Rom på vores 12te økumeniske pilgrimsrejse. I det budskab udgyder Vorherre Sin Barmhjertigheds fylde i disse sidste tider over os og beder endnu en gang Sine hyrder om at forsones og komme til en fuldstændig enhed blandt dem ved at fjerne splittelserne mellem sig ved Hans Helligånds kraft. Jesus vævede ikke i det, men var, som altid, direkte og klar. Budskabet var åndeløst spændende og samtidig opløftende. Kristus minder sine hyrder om, at vi er forenede i én dåb, og beder dem om at dele eukaristiens mysterium. Der er ét Legeme, én Ånd, én Herre, én Tro, én Gud, den almægtige Fader, og Han lever i os alle …
Dette budskab kunne ikke andet end at bringe pilgrimmenes hjerter sammen i lovprisning og tilbedelse, så de i ånden følte sig som én familie; alle Guds børn og i sandhed ét i Kristus, samhørige i det evige liv i Guds Rige.
Nogle af deltagerne kom langvejs fra, i alt fra 65 forskellige lande. Alene denne multinationale forsamling viser, hvordan Sandt Liv i Gud er udbredt til verden. Det kan kun være Gud, der kunne udbrede Sit Virke i så stor skala. De gejstlige kom, sammen med lægfolkene, fra 15 forskellige kristne trosretninger. Af de 700 deltagere udgjorde de gejstlige alene de 104. Der var anglikanere, armensk-ortodokse, koptere, etiopiske katolikker og etiopiske ortodokse, en evangelisk, græsk-ortodokse, lutherske, maroniter, melkitisk-katolske, romersk-katolske, rumænsk-ortodokse, syrisk Malankaraer og medlemmer fra den ortodokse kirke i Delhi; Lovet være Herren!
 |
Det er så tydeligt, at Herren styrer disse pilgrimsrejser med magt, for Vassula, hans enhedsinstrument, ville aldrig have været i stand til alene, uden Guds hånd, at have samlet alle disse pilgrimme fra forskellige kirker og bragt dem sammen i Rom for at danne én kirke i al sin mangfoldighed. Det er som om, vi hører Jesus sige, ‘Jeg skal øge deres antal, og nationerne skal lære, at jeg er Herren, den helliggørende for de angerfulde hjerter.’
I 12 år har der nu været tværreligiøs tilstedeværelse fra Bangladesh på vores pilgrimsrejser. Trofast og aldrig svigtende har den ærværdige Mahathero Suddhananda været til stede, under følge af to af sine trofaste buddhister. Deres taler udtrykker fred og harmoni for hele verden, og de buddhistiske munke er taknemmelige for, at vores kirker også søger harmoni mellem os og fred i verden. Den Ærværdige viste sin påskønnelse af Vassulas bestræbelser på i så mange år at fremme fred, forsoning og enhed rundt om i verden, ved at invitere hende over til deres kloster i Bangladesh, Dhaka, tre gange ved tre forskellige lejligheder for at overrække hende guldmedaljeprisen. En af disse gange beærede de hende med at guldmedaljeprisen blev overrakt af premierminister Sheikh Hasina, der var inviteret til deres arrangement.
På trods af så mange endeløse og frenetiske forfølgelser af visse mennesker, som Sandt Liv i Gud uundgåeligt har oplevet i 29 år, kan Kristi stemme ikke gøres tavs og vil aldrig blive undertrykt. Sandhedens tidevand fortsætter med at tage fart, da kampen om sjæle raser stadigt hårdere og stadig mere sej, og dette net, som Kristus kaster ud i vores tid, skal trække fangsten ind. Vi må ikke glemme, hvad Jesus indtrængende bad Vassula om i sit budskab; ‘Vær mit net …’ sagde han til hende. Dette budskab udelukker ikke resten af os; Jesus kalder hver enkelt af os for at være hans net. Ja, et net burde vi være, for at fange ligeglade sjæle, fortabte sjæle, desperate sjæle og bringe dem til Kristi nåde og kærlighed, så også de kan blive helbredt, trøstet og i deres liv opdage betydningen af: Vejen, Sandheden og Livet .
Ikke alene vokser antallet af pilgrimme hver gang, de tager også altid et skridt fremad mod enhed og en klarere forståelse af, hvilken slags enhed, vi inviteres til af Jesus. Dette er formålet med vores pilgrimsrejser. Hver gang vi mødes, har vi kunnet høre et højere, mere ihærdigt og mere indtrængende kald til enhed fra Kristus. Når alt kommer til alt kan man spørge, hvad er årsagen, og hvad er formålet med, at Kristus så beslutsomt samler så mange af sine hyrder og os lægfolk fra så mange nationer til vores pilgrimsrejser? Hvorfor samler Han os fra alle mulige baggrunde og traditioner og fra alle disse fremmede lande, hvis det ikke er Hans hensigt, Hans plan, at lægge en fornyet ånd i os og et fornyet hjerte for at blive det synlige eksempel, det synlige tegn på ‘enhed i mangfoldighed’, på den måde Han ønsker det? Er vi måske, uden at vide det, de første apostle, de sidste tiders apostle, der har fået en forsmag på den virkelige og fuldendte enhed?
Kristus hører aldrig op med at forny hjerter af sten og ændre dem til hjerter af kød. Kristus fornyer i vores tid de rigide hjerter, der var fyldt med fordomme, der var stive som de tre ubøjelige jernstænger, hjerterne, der bragte splittelsen ind i kirken, og som bibeholder den … åh ja! Gud kan forme disse hjerter … Er Gud trods alt ikke kendt for at være en barmhjertighedens og almægtig Gud, men også en overraskelsernes Gud?
11. oktober – søndag.
Som på tidligere pilgrimsrejser var den første dags programaktivitet i Rom straks efter morgenmaden fremsigelsen af ’Fadervor’ sunget på det aramæisk.. Derefter kom forberedelsen til processionen af præster, der repræsenterede femten forskellige trossamfund, der skulle gå i en procession, i følge med arrangørerne, Anne-Marie Peters and Theodore Konidari, sammen med Vassula. Desværre var David Armitage, en anden arrangør, ikke frisk og kom ikke med til Rom. Alle præster var klædt i fuldt ornat og i en mangfoldighed, der repræsenterede deres egen kirke; det er et formidabelt syn at se, hvordan Kristi kirke kan tage sig ud, når alle hyrderne er klædt i al deres regalia, i al deres pragt og i deres mangfoldighed. Man kan sammenligne kirken med en smuk have med alle slags blomster, et rigt variation af blomster.
 |
Enhver, der så dette, kunne ikke undgå at blive rørt over dette syn, og her ville jeg understrege: at se ‘Den Ene og Unikke kirke, det Ene mystiske Legeme, der højtideligt gik sammen i stilhed op ad gangen som ét legeme med Kyrié Eleisson som baggrundsmelodi. Da præsterne nåede podiet, præsenterede de hver især sig selv og den kirke, som de tilhørte, mens et stort bifald bragede med jubel.
Da det blev Mgr. René Laurentins tur til at præsentere sig selv, fyldtes sales pludselig med endnu højere, tordnende jubel med stående bifald til ham. Mgr. Laurentin kunne næsten ikke få præsenteret sig færdig. Det var ikke kun, fordi Mgr. Laurentin var den ældste af alle pilgrimme med sine godt 98 år, fuldstændig blind og dårligt gående, men også fordi han heroisk har forsvaret Sandt Liv i Gud budskaberne. Han var (og er stadig) en trofast forsvarer af Vassulas apostoliske mission. Han er aldrig gået glip af en pilgrimsrejse, ikke én eneste. Da alle sad igen, læste Vassula det længe ventede Kristi budskab, og hvad Han havde at sige os i denne betydningsfulde forsamling. Som jeg nævnte ovenfor, var det igen et klart og afgørende budskab om, at Kristus endnu engang opfordrede sine hyrder til at forsones og forene sig ved at vise synlige tegn på enhed omkring ét alter.
 |
Efter at have hørt Kristi budskab var der en lille pause, for at alle kunne reflektere over budskabet, og derefter blev den første taler kaldt frem til at holde sin tale. Det var ikke første gang, Ærkebiskop Georges Haddad var med på en af vores pilgrimsrejser. Han tilhører Melkitterkirken og bor i Libanon. Han har før inviteret Vassula til at komme og tale i sin menighed i Libanon. Hans tale var baseret på den Himmelske Faders ord, der siger, at Gud har en særlig plan med os alle, og at vi kun kan lære Ham at kende gennem Helligånden og Sandheden. Det er faktisk dette, Jesus i Sandt Liv i Gud budskaberne har bedt os om at gøre: “kom og lær Mig at kende og forstå Mig …” og at Han vil blive meget skuffet, hvis det skulle ske, at vi dør uden at have kendt Ham… Han fortsatte med at sige, at frelsen er den dør, der åbner ind til den himmelske Fader gennem Jesus, og at Helligånden udgør kirkens enhed gennem mangfoldigheden af mennesker, deres kultur, deres personligheder og deres lande. Han afsluttede talen med en bøn om omvendelse, som vi alle bad sammen.
Efter denne tale forberedte hans Excellence Biskop Athanasios Canepa, Biskop af hele Frankrig fra den franske coptisk-ortodokse kirke sig på at forrette den hellige koptiske liturgy iflg. programmet. Det var første gang, en koptisk biskop inviterede os alle til sin messe. Det var også første gang, Biskop Athanasios var med på vores pilgrimsrejse, og det var ham en stor glæde at være sammen med os i vores bestræbelser for enhed. Han fortalte Vassula, at budskaberne for ikke så længe siden havde rørt ham dybt; at han havde læst de fleste af dem, og at han tror på det, Jesus beder om fra Sine hyrder. Efter at være blevet rørt så dybt af Ånden ønskede han at bidrage så meget, han kunne, med at fremme den enhed, som Kristus kaldte Sin kirke til at nå til. Vi takker Gud for at sende os troens krigere. Dette kald fandtes også i det budskab, Kristus gav os pilgrimme i Rom. Kristus bad os om at blive krigere for troen, ikke at frygte, men at gå fremad mod at forene os. Kristus minder os med andre ord i disse Tidernes Ende om, at vi virkelig befinder os i en åndelig kamp, og at vi vil møde brutal modstand og forfølgelse, men at vi kan forblive i Ham og være stærke og frygtløse, når vi møder disse forfølgelser.
 |
 |
| Coptic-ortodoks liturgi fejret af Biskop Athanasius Canepa (Bishop over hele Frankrig, den Franske Koptisk-ortodokse Kirke) |
Biskop Athanasius Canepa i selskab med Fr. Vincent Cosatti |
 |
 |
| Gejstlige der lytter til Biskop Athanasios Canepas tale | Biskop Athanasios Canepa |
Efter talerne var der ikke et øjeblik at spilde. Busserne ventede på at transportere alle pilgrimmene til besøg i Santa Scala, de Hellige Trapper, som Jesus måtte bestige for at komme til Sin retssag ved Pontius Pilatus. Pilgrimme fra hele verden bestiger i bøn hvert eneste trin på knæ. Den hellige trappe er dækket af træ, og man kan kun se dele af de oprindelige trin gennem glasspalter, der så ud til at være udført i marmor.
Da Santa Croce basilikaen ikke var langt væk, gik pilgrimmene over til basilikaen. Denne basilika var bygget som del af kejserinde Sct. Helenes palads. Vi havde tid til at vandre til de Hellige Relikviers Kapel, hvor vi med ærefrygt kunne se en stor del af den gode forbryders kors, knoglen fra den uforgængelige Hellige Thomas’ pegefinger, den finger, hvormed han, som vi ved, rørte ved den opstandne Krisiti sår i siden, to torne fra tornekronen, tre fragmenter fra Det Sande Kors og en nagle der havde været brugt til korsfæstelsen. ‘Titulus Crucis’, inskriptionen, der var slået op på det Sande Kors, var også udstillet, Det var velsignet at se nogle af de autentiske redskaber fra Kristi Lidelse med vore egne øjne.
12. Oktober – Mandag. Vi begyndte vores anden velsignede dag tidligt af hensyn til den lange tur til Pompeii. Arrangørerne have reserveret della Beata Vergine del Santo Rosario helligdommen, hvor der var planlagt en etiopisk messe ved hans Excellence Biskop Lesanu-Christos Matheos med prædiken ved Biskop Markos Gebremedhin Woldesenbet. Efter messen skulle vi besøge den berømte arkæologiske by Pompeii.
Helligdommens historie handler om manden Bartolo Longo (1841-1926). En dag hvor han desperat besøgte Pompeii, sagde en stemme til ham, “Hvis du søger efter frelse, så udbred Rosenkransen. Det er Marias løfte: Den der udbreder Rosenkransen vil opleve frelsen.” Han flyttede et ikon af Vorfrue af Rosenkransen ind i den gamle kirke; snart begyndte der at ske mirakler for dem, der kom for at bede der.
Fire år senere bestemte Bartolo Longo sig for at samle sig om sit livs størtste værk: opførelsen af en helligdom i Pompeii, der var indviet til Jomfru Maria. Helligdommen blev opført mellem 1876 og 1891 og omfattede også en skole, et værksted, et børnehjem og et kulturcenter. Efter manifestationen af disse mirakler støttede Pave Leo XIII formelt tilbedelse af Vorfrue af Pompeii. Helligdommen blev bygget i pavebasilicaen. Den 19. oktober 2008 anbragte pave Benedikt XVI den gylden rose over helligdommen, den højeste æresbevisning den katolske kirke kan give en Maria-helligdom.
Det underfulde ikon af Vorfrue af Rosenkransen er anbragt over hovedalteret i en forgyldt ramme. Det forestiller den Hellige Gudsmoder siddende på en trone med barnet Jesus på skødet, en rosenkrans der minder om den hellige Dominicus, medens Hans Hellige Moder holder en Katarina af Siena rosenkrans. Pave Leo XIII sagde: “Gud har brugt dette billede til at gøre gerninger, der har bevæget verden”.
Vi var også alle meget overraskede over at opdage, at vi havde en Sandt Liv i Gud bedegruppe i Napoli, der havde eksisteret i årevis, ledet af Fr. Rolando Palazzeschi. Da Sandt Liv i Gud bedegruppen i Napoli hørte, at Vasulla skulle komme til helligdommen sammen med pilgrimmene, tog de spændte afsted for at hilse på hende. Da Vassula nærmede sig helligdommen, blev hun bedt om at sætte farten lidt op for at møde Fr. Rolando, som hun aldrig havde mødt før. De førte hende hen til ham. Vassula var meget overrasket over, at nogen fra Napoli kendte hende, og blev endnu mere overrasket, da hun opdagede, vi havde en Sandt Liv i Gud bedegruppe der. Fr. Rolando omfavnede opstemt af glæde Vassula kærligt og inviterede hende til at vende tilbage til Napoli for at tale om budskaberne. Vassula blev meget glad, fordi hun engang havde sagt til mig, at “Italien er blevet nedbrudt af vores forfølgere; det er et sovende land og må vækkes”. Fr. Rolando ledsagede hende efterfølgende for at sidde blandt vore gejstlige.
Lige før messen skulle begynde bød Ærkebiskop Tommasco Caputo, prælat for Pompeii og pavens delegerede til helligdommen, os alle velkommen. Da vi havde sunget Salve Regina for at ære Vorfrue, sluttede messen. Næste punkt var at besøge Pompeii.
 |
 |
Pompeii er berømt for vulkanen Vesuv, der er bedst kendt for sit udbrud i år 79 e. Kr., der førte til begravelse og ødelæggelse af de romerke byer Pompeii, Herculaneum og mange andre bebyggelser. Det udbrud udsendte en sky af sten, aske og røg i 33 kilometers højde og udspyede smeltet klippe og pulveriseret pimpsten med en hastighed af 1,5 million ton i sekundet, og udløste til syvende og sidst en termisk energi, som var hundrede tusinde gange større end Hiroshimabomben. Det er estimeret, at 16.000 mennesker døde som følge af de hydrotermiske pyroplastiske flows. Den eneste beretning fra et overlevende øjevidne består af to breve fra Plinius den Yngre til den historiske Tacitus. Det seneste udbrud viste sig fra 1913 til 1944.
 |
Efter denne skønne dag drog vi tilbage mod Rom. Endnu en sekstimers bustur ventede os, men det var absolut turen værd. Da vi udmattede, men opløftede, ankom til hotellet, skyndte vi os straks til konferencesalen for at lytte til den nigerianske biskop, Oliver Dashe Doeme, der var blevet bedt om at tale til os om sine erfaringer med Jesus.
Han fortalte os, at islamister havde nedbrændt 32 kirker og dræbt mange kristne. Boko Haram går særligt efter kristne og kirker, uddannelsesinstitutioner, styrelser eller sikkerhedstjenester efter vestlig skik, samt muslimer der ikke deler deres strenge fortolkning af sharialoven. Overvældet af denne vanskelige situation gik Bishop Oliver en dag ind i sin kirke for at bede og her bede vor velsignede Moder og Jesus om at gøre noget for sit land, der tillige med de yderligtgående styrker også døjede med korruktion; han bad Jesus om at stoppe alle disse drab. Medens han var i dyb bøn, viste Jesus sig uventet for ham med et langt sværd, Han holdt med begge hænder. Dybt bevæget og samtidig chokeret så Biskop Oliver Jesus nærme sig ham, medens han begyndte at blive grebet at frygt og undrede sig over, hvorfor Jesus gik hen mod ham med et sværd. Da Jesus nåede hen til ham, overrakte Han ham sværdet. Straks han tog sværdet fra Jesus, blev det forvandlet til en Rosenkrans. Jesus sagde til ham: “Boko Haram er færdig! Boko Haram er færdig! Boko Haram er færdig!” Tre gange! Ja, der hørte vi sandelig endnu en historie om den magt, Rosenkransen har mod de onde kræfter.
Han rundede af med godt nyt om, at der nu er kommet en ny regering efter det seneste valg i år. Den bekæmper korruption meget seriøst. Dette, sagde han, er et mirakel. Biskop Oliver fortalte, at han og medlemmer af hans kirke er begyndt at opføre en helligdom for at ære Vorfrue, men at det gik langsomt på grund af manglende finansiering. Vi, Sandt Liv i Gud familien, besluttede os for at lave en indsamling til dette projekt og give ham den for at fortsætte opførelsen af helligdommen. Denne donation er også et tegn på vores kærlighed til både Jesu og Marias beskyttelse af hans land.
Han fortsatte med at fortælle, at kirkens medlemmer tager del i alle slags spirituelle aktiviteter, så som morgentilbedelsen. Han forsøger at opmuntre familier til at gøre faste og bøn til en del af deres liv. Hans vidnesbyrd var stærkt og opløftende, idet vi endnu en gang erkendte, hvor tæt Jesus er på os; Han kender vores trængsler, forfølgelser og den elendighed, de kristne gennemlever lige nu. I Sandt Liv i Gud budskaberne kalder Jesus os til bøn, en uophørlig bøn, og beder alle om at lære at bede Rosenkransen, for det er ved Rosenkransen, at djævelen kan kues og lægges i lænker.
 |
Straks efter dette vidunderlige vidnesbyrd var Biskop Toppo inviteret af Vassula til at tale. Han talte stærkt om sine erfaringer med Enhed. I Ranchi, en by syd for Calcutta, hvor han bor, mødes han ofte med mange grupper fra andre religioner så som muslimer og hinduer. Han fortæller dem, at der kun er Èn Gud, og at vi alle er Hans børn. Han fortsatte med at sige, at ja, der er forskelle mellem os, så som sociale baggrunde, religiøse baggrunde og økonomiske baggrunde. Det allervigtigste aspekt af vores mangfoldighed er at acceptere hinanden. Når han mødes med 15 forskellige kristne trosretningner, som f.eks. på denne pilgrimsrejse, bringer han et meget simpelt budskab: Vi er alle under Èn Gud, Èn Jesus, Èn Helligånd, Èn dåb! Han sagde, at han inviterer alle pastorer, præster, ledere af andre grupper til sit bispedømme og taler med dem om enhed. Endvidere samles de alle Påskemandag for at fejre den opstandne Kristus, og de synger sammen og beder Rosenkransen sammen. Han rundede af med at sige: Jesus er Herren, Dén Eneste! Amen
13th October
Tirsdag begyndte som de andre morgener med at bede Fadervor på aramæisk i konferencesalen. Denne morgen var taleren Ærkebiskop Kissag Mouradian fra den armensk-ortodokse kirke i Buenos Aires. Han er en nær ven af Pave Frans, da de kendte hinanden i Boenos Aires. Han talte også om enhed. Han anførte, at vi måske ikke er helt bevidste om, hvor stor en gerning vi gør ved at være sammen, og hvor vigtigt det er at leve i enhed med andre. Han sammenlignede vores forskelle med toner i musikken. Musikken er ens for alle, men man spiller forskellige toner, eftersom vi kommer fra forskellige kirker – det er dog nødvendigt at finde de samme toner for at spille til Vorherres Herlighed.
 |
Da vores ven, imamen Mohammed Mazharual Islam fra Bangladesh ikke var i stand til at deltage i pilgrimsrejsen denne gang på grund af et visumproblem, var Vassula blevet bedt om at læse hans tale for os. Vi blev særlig rørt ved at høre disse vigtige ord i hans brev til os:
“Jeg håber ved den Almægtige Allahs nåde, at I alle vil nyde pilgrimsrejsen, og at denne pilgrimsrejse må hjælpe os til at binde stærkere venskabsbånd mellem os. Lad os glemme den bitre fortid og se fremad for vores fremgang. Jeg inviterer jer alle til at besøge Bangladesh og se vores natur. Tilmed kan I se i vores land, hvordan muslimer, hinduer, buddhister of kristne lever venligt i fælles harmoni. Vi er venner med hinanden.”
Denne besked havde til hensigt at minde om, at i nogle lande kan de, selv hvor der findes flere religioner, leve sammen i fred og harmoni.
Straks efter oplæsningen af dette brev holdt den syrisk-katolske ærkebiskop Gregorios Elias Tabe en tale om splittelsen blandt kristne trossamfund, og om hvad der lå til grund for deres tidlige start i de første århundreder. Han sagde, at han også kommer fra et splittet trossamfund. Han fortsatte med at sige, at vi altid bør søge forsoning med det samme, når vi har problemer i livet, fordi Herren ønsker det. Fra hans synspunkt mener han desuden, at hvis enheden endnu ikke er kommet, er det fordi kirken ikke giver forskellene mellem forskellige grupper, sprog og personligheder nok opmærksomhed. Han sluttede med at sige, at kirken bliver nødt til at fokusere mere på dette.
Broder Stephen Rafael fra Calcutta, Indien, gav os også en påmindelse om Kristi kærlighed. Han citerede mange gange Jesus med: “Elsk som Jeg har elsket jer”. Han forklarede vigtigheden af kærlighed,og hvad vi kan opnå derved, og mindede os om Jesu ord: “hvad I end beder om i mit navn det vil jeg gøre”. Kærligheden vil sejre over vores splittelse. Kærligheden vil bringe kirken til at blive én og ikke opdelt. At gøre vore hjerter hårde vil aldrig bringe os sammen. Vi må altid huske på de berømte ord af den økumeniske patriark Athenagoras af Konstatinopel, der var så tæt på at komme til enhed med Pave Poul VI, han skrev: “Hvis vi stiller os tilfredse med at gentage vores løsningsmodeller og bare forstærker dem overfor vores med-kristne, så vil vores arv blive noget dødt. Det er det at dele, ydmyghed og forsoning, der gør os til sande ortodokse.”
For fire år siden besøgte vore pilgrimme Assissi, hvor vi havde en vidunderlig og uforglemmelig Maronittermesse på aramæisk ved Fr. Nabil Mouannes. I vores program for dette år, 2015, havde vi igen lagt et besøg i Assisi på programmet. Den hellige Johannes Paul II kaldte Assissi Fredsbyen. På turen til Assisi bad vi i ungdomsbussen, som jeg kørte med, og som transporterede alle de unge (heraf også nogle over 50, ahem…) Rosenkransen på fem forskellige sprog. Ved ankomsten besøgte vi San Franceso kirken, et at Italiens vigtigste monumenter, der blev bygget mellem 1228 og 1253 e.Kr. Den hellige Frans var en mystiker, der oplevede visioner af Kristus og Maria. I år 1210 grundlagde han den berømte tiggermunkeorden Franciskanerne. Den hellige Frans var også den første kristne kendt for at modtage stigmata.
Efter at have tilbragt tid i stille bøn, tog vi over til Santa Maria degli Angeli kirken, hvor vi holdt messe. Hans Nåde Ærkebiskop Vincent Concessao forrettede messen. Indenfor denne herlighedsfulde kirkes vægge finder man i midten den lille kirke, der kaldes Porziuncolakapellet, som var blevet restaureret af Den Hellige Frans efter at have været forladt i en længere periode. Da Jesus bad ham om at restaurere og bygge Sin kirke, der lå i ruiner, forstod Den Hellige Frans det sådan, at Kristus mente denne lille kirke, der lå i ruiner. Endelig var dette stedet, i den lille kirke, hvor Den Hellige Frans til sidst forstod sit kald med klarhed. Da stiftede han munkeordenen Mindrebrødrene (1209). Den 28ende marts 1211 modtog Claire, Favarone di Offreduccios datter, på samme sted sin religiøse klædedragt ved Den Hellige Frans’ hånd, og dermed stiftede hun De Fattige Klarissers Orden.
Til sidst brød vi op fra denne skønne oplevelse i Fredsbyen og kørte tilbage mod Rom. Til alles overraskelse havde Vassula modtaget et surprise besøg af Kardinal Basilios Cleemis, der var i Rom på samme tid for at deltage i Familiesynoden i Rom og boede i Santa Marthas Residens, hvor også Pave Frans bor. Han kom for at besøge Vassula og spise sammen med hende, så de kunne drøfte planerne om et fremtidigt symposium/pilgrimsrejse for alle Indiens kirker. Hans Eminence kommer fra den syro-malankare katolske kirke. Han kendte Vassula, da hun havde mødt ham på tidligere besøg i Indien. Han havde hørt meget om hende og hendes mystiske oplevelser med Vor Herre Jesus Kristus. Aftenen sluttede med hellig tilbedelse, ledt af Fr. Stephen Rafael.
14. oktober – onsdag
Onsdag var en meget vigtig dag for pilgrimmene. Vi stod ret tidligt op, så vi kunne køre tidligt nok til at komme til Peterspladsen og deltage det i pavens audiens. Her er det på sin plads at gentage, at pilgrimsrejsen fandt sted på samme tid som Familiesynoden. Alle glædede sig til denne begivenhed. Mange grupper fra hele verden var forsamlet her for at se og lytte til Pave Frans. Dette var anden gang, at vores SLIG gruppe kom uanmeldt til den pavelige audiens, selvom vi var mere end 700 pilgrimme; mindre grupper på otte eller ti mennesker var blevet tilmeldt. Gud ved, hvem der havde slettet vores navn … men vi fortsætter med bede Vorherre om at åbne øjnene på dem, der ikke vil se. Vi havde ikke mistet modet; i stedet begyndte vi, nu da vi var der, at synge Doksa, Doksa mens vi holdt banneret højt. På banneret stod der, at Påskedatoerne skulle forenes.
 |
 |
Til slut skete der til vores overraskelse noget helt andet og virkelig vidunderligt. Alle vore gejstlige, der var ærkebiskopper eller biskopper fra de 15 kirkeretninger, fik tilladelse til at sidde tæt på paven. Dette var virkelig en gave ovenfra. Til sidst hilste Pave Frans på dem alle uden undtagelse, en efter en, og de sagde uden at have koordineret bemærkningen til paven, at de kom sammen med 700 Sandt Liv i Gud pilgrimme og Vassula og var samlet her til bøn og arbejde for enhed. Paven udbrød glad til en af dem, “jeg kender da Vassula!” Paven virkede henrykt. Ærkebiskop Attallah fra maronitterkirken i Syrien sagde dristigt til Paven: “Du må møde Vassula,” hvortil paven svarede: “bed for mig…” pave Frans bad næsten alle vore gejstlige om at bede for ham.
 |
Mens vi alle var til den pavelige audiens, kørte Vassula sammen med Fr. Vincent Cosatti og Mgr. René Laurentin hen for at møde den store og anerkendte eksorcist Fr. Gabriel Amorth, der nu var 92 år gammel. Han sagde til dem, at han stadig udøver eksorsisme med de sager han stadig havde, men at han ikke tager nye sager ind. Mgr. Laurentin og Fr. Amorth er gode venner, og har kendt hinanden i længere tid. Fr. Amorth har også kendt Vassula i årevis, siden dengang hun boede i Rom. Hun var taget over til ham for at hilse på ham, men han ledte bønnen for en Medjugorjegruppe. Han forklarede sin gruppe, at Vassula var hos dem og bad dem bede uophørligt, sådan som Vorherre havde lært Vassula at gøre det.
Da den pavelige audiens var ovre, drøftede alle vores ærkebiskopper og biskopper, der var samlet nær Troslærekongregationens kontor, stadig begejstret, hvad de havde sagt til paven, og hvad han havde svaret. Vassula, der lige var kommet tilbage fra mødet med Fr. Amorth, så dem tilfældigvis alle stå ude på gaden nær den pavelige audiens i glædelig samtale. Da de så Vassula, kaldte de hende over til sig, og de fortalte hver især, hvad de havde sagt til paven, og hvad han havde svaret dem. Denne udveksling med paven var i en vis grad forsonende for det faktum, at Paven ikke havde fået vores navn, så han kunne hilse på gruppen.
 |
Pave Frans bad samme dag om tilgivelse for de seneste skandaler i kirken. Disse var hans ord Inden jeg begynder i dag med katekesen, på kirkens vegne, vil jeg bede om tilgivelse for kirkens skandaler i nyere tid, det være sig i Rom eller i Vatikanet. Jeg beder om tilgivelse. ” Blandt de tilstedeværende på Peterspladsen var de 33 chilenske minearbejdere, der blev fanget under jorden i 70 dage ved Copiapo-minerne i 2010.“Jeg tror, at enhver af jer er i stand til at komme herop og fortælle os, hvad håb betyder. Tak fordi I håbede på Gud ,” sagde paven til dem Han fortsatte: ” Kærlighed er det løfte, som manden og kvinden giver hvert barn fra det øjeblik, han eller hun er undfanget i tankerne. Børn kommer til verden og forventer at få bekræftet dette løfte, de forventer det på en total, selvsikker og sårbar måde.”
Efter at have nydt lidt fritid inden for Vatikanområdet tog vi alle afsted for at fejre messe ved Hans excellens den maronitiske biskop Simon Attallah fra Libanon i Vor Frue af Guadalupe kirken, der ligger tæt på vores hotel.
 |
Fader Nabil Mouanes ord i prædikenen var fyldt med Helligånden, da han takkede Jesus for at samle alle de gejstlige fra så mange nationer sammen. Han takkede vor Moder, Maria af Guadalupe, for at samle os her, så vi kunne fejre Maroniterliturgien sammen og være ét. Han fortsatte med at takke Vorherre for Sandt Liv i Gud budskaberne og for paven, der har den rette indstilling ved at kalde kirken til en fælles påskedato. Messen sluttede med at vi sang Ave Maria under ledelse af Monsignor Elie Zouein. Vi takkede alle Vorherre ved at synge Fadervor på aramæisk. Efter bønnen takkede biskop Simon Attallah Jesus for at være med os på denne pilgrimsrejse.
 |
Mens vi gik ud af kirken, fortsatte nogle fra vores gruppe, der stadig var i højt humør, med at synge Doxa-doxa, og forbipasserende, uanset om de gik, kørte en bil eller sad i bussen, stoppede op for at tage billeder og videoer af vores gruppe.
Senere den eftermiddag, i konferencesalen, ville mange af pilgrimmene gerne vide, hvad de præster, der havde talt med pave Frans, havde sagt til ham, og hvad paven efterfølgende havde svaret. Så de blev bedt om at give deres vidnesbyrd. Pilgrimmene blev glade og begejstrede, og trøstede, for dette var virkelig en lille sejr. Den aften hørte vi en tale af pastor Monels fra den evangeliske kirke, som venligt accepterede vores invitation til at tale kort til os om enhed og vigtigheden af den, især i vores tid. De kristne må forstå, at splittelse ikke gør dem noget godt. Til sidst sluttede dagens program med en helbredelsesmesse. Som sædvanligt blev alle præster bedt om at stå forrest i lokalet, mens hjælpere eskorterede de pilgrimme, der ønskede at blive bedt for, i række efter række. Mange af os modtog en kraftfuld velsignelse som afslutning på denne historiske dag.
15. oktober – torsdag
Den femte dag begyndte med at synge Fadervor på aramæisk. Vores program var kort den morgen, da vi skulle på en lang tur til Loreto, til Heligdommen for Det Hellige Hus fra Nazaret. Dette ville blive seværdigt.
Den næste taler var Fr. Emile Abou Mrad fra den antiokisk-ortodokse kirke. Fr. Emile udtrykte, hvor taknemmelig og velsignet han var over at være med i denne gruppe, der arbejder så hårdt på at komme til enhed. Han mindede os om, hvordan kirstne er forpligtede til at arbejde for enhed og forsoning. Hvis vi møder forhindringer på vores vej mod disse, må vi overvinde dem…
Vassula var den næste taler. Hendes budskab var en reflektion af, hvad Jesus har sagt til os i så mange år med henvisning til enhed, ikke kun i budskaberne, men også i sin bøn til Faderen, og hun mindede os om, at vi er ét. Hendes budskab opfordrede præsterne til at fremskynde deres skridt mod at holde messe omkring et og samme alter, som Jesus ønsker, da vi alle tilhører den ene Kristi kirke. Desuden mindede hun om pave Frans’ vittighed om de forskellige påskedatoer. Pave Frans nævnte på en af sine rejser på en pressekonference, at det er latterligt at fejre påske på forskellige datoer. Han fortsatte: “Sig mig, hvornår vil din Kristus opstå? – ‘næste uge’ … “min opstod i sidste uge!” Paven sluttede med at sige, at påskedatoen er et tegn på enhed. Her er et link til den pågældende video;
https://www.youtube.com/watch?v=L52FCeWib-s.
Straks efter disse taler ilede vi mod vores busser for at køre til Loreto. Det Hellige Hus fra Nazaret er det hus, hvor Jomfru maria blev født og hvor hun modtog bebudelsen. Omkring dette hus, der har været højt skattet siden kristendommens tidlige start, og hvis følgere aldrig havde glemt det, havde Den Hellige Helena, Konstantin Den Stores Moder, opført en kirke i det fjerde århundrede. Efter Det Hellige Lands fald under islams styre i 1263, fortæller traditionen, at Det Hellige Hus blev transporteret til Trsat (Rijeka, Kroatien) den 10. maj 1291, hvor det i et syn af Fr. Alexandre Georgević i Sct. Georges Kirke var blevet åbenbaret, at dette var Marias hus. For at bekræfte dette syn helbredte Himlen en længerevarende sygdom, han havde lidt af. Tre år senere, i 1294, blev Det Hellige Hus transporteret til Recanati, Italien, hvor det blev genopført i 1295 i en laurbærplanlage (lauretanum), heraf navnet Loreto. Der er arkæologisk evidens for, at huset virkelig kommer fra Nazaret, navnlig fra kalkstenene, der kommer fra Nazaretområdet, samt cedertræet, der ikke findes i Loretoregionen, og ligeledes fra nogle dokumenter, der blev fundet i 1962. Loretos Jomfru er Skytshelgen for migranter, gravide og chauffører. Køreturen til Loreto fra Rom var lang, men vi nød den, da landskabet var virkelig smukt.
Hans Nåde Ærkebiskop Anil Couto fra Indien forrettede den hellige katolske messe i Loreto. Pilgrimme fra andre grupper og selv enkeltpersoner deltog også i messen. Det var et historisk Sandhedens og Enhedens øjeblik. Ærkebiskop Anil Couto tale om tilgivelse. Vi kan bede Vorherre om at slette vore fejltrin, vore synder, fordi et liv levet nær Gud er et helligt liv. I denne ånd af kærlighed og fred, bad han os om at bede, at vor Velsignede Moder vil føre os til kirkens enhed. Vore brødre og søstre fra Congo berigede messen med at synge vidunderlige Congolesiske salmer. Efter denne dejlige ceremoni, gik vi ombord i busserne og begyndte turen tilbage til Rom.
Congolesiske pilgrimme synger salmer ved messen.
16. oktober – fredag
Det var den sidste dag på vores velsignede pilgrimsrejse. Som sædvanligt begyndte vi dagens program med at synge Fadervor på aramæisk, og Hans Nåde Biskop Felix Toppo holdt en katolsk messe i forsamlingssalen på hotellet. Fader Shaun von Lilienfeld fra Sydafrika var blevet bedt om at holde prædikenen. Han er virkelig en præst med forstand. Jesus, sagde han, er ikke som et supermarked, hvor vi kan tage det, vi vil, og lade det ligge, som vi ikke har brug for. Han supplerede med, at Hans Ord ikke kun er det skrevne, det er også aktivt med at helbrede os i alle dele af vores liv. Disse tanker fra hans prædiken gav han os på en humoristisk og dermed opløftende måde med bølger af latter igen og igen.
Broder Teofilo Rodriguez fra Panama var vores næste taler. Han havde studeret og mediteret over, samt grundigt analyseret budskabet, Kristus havde givet til at blive læst højt på denne pilgrimsrejse. Det, Han siger, er meget vigtigt og værd at gengive delvist i denne rapport. Han sagde:
“Jeg vil gerne, at vi et øjeblik reflekterer over, hvad Herren sagde til Vassula: “Min Ånd bevarer jer i sikkerhed”, – men Han siger også – “at lægge både vores vilje og gerning for dagen for at samle Mine hyrder”. Fordi det er så vigtigt for Jesus at samle Hans hyrder; fordi Djævelens største bedrift er at såre hyrderne og sprede fårene. Vi lever i en tid med stor forvirring og en masse splittelse. Det er derfor af største vigtighed at åbne vore hjerter for dette Ord (fra Jesus).
I går spurgte jeg mine brødre om vi har bedt Jesus om at forbarme sig over os på denne pilgrimsrejse? Jesus sagde (i Sit budskab) “at bede om forbarmelse, om helbredelse af splittelsen iblandt jer, så der kan komme fred til verden og enhed blandt kristne;” Kristus sagde dette højtideligt. Har vi taget Ham alvorligt? Dette er min største bekymring.
Yderligere sagde Jesus i budskabet: “så Jeg spørger jer i sandhed: er I ikke inviet til Mig ved jeres hellige dåb?” Er der kun én dåb? Hvorfor kan vi da ikke have én fælles kommunion? Er Kristus opdelt? Tilhører jeg Paulus? Tilhører jeg Peter? Èn Gud – én kommunion.
Jesus siger: “Jeg vil gerne give jer enhedens gave”. Jesus ønsker dette! “for at opløfte Min Kirke som et tegn til alle nationer, at de må se Min Herlighed”. Halleluja! Halleluja!
Jesus ønsker at gøre dette, men vi må bede Ham om at forbarme sig over os. Til sidst vil jeg bede jer om at bede om Barmhjertighed.
Kan jeg bekende mine synder for en ortodoks præst? Er dette sakramente validt? Jesus siger: “del jeres sakramenter, Mine Sakramenter.” For Han er den Ophøjede Pave. Kirken tilhører ikke paven eller biskoppen eller præsten. Den tilhører Jesus Kristus, den Ophøjede Pave.
Og Vorherre siger: I volder Min Ånd sorg.” Sorg i betydningen at føle smerte. Kristus siger, at Hans Ånd er bedrøvet over vor splittelse. Intet gør Jesu Hjerte mere ondt end splittelsens sår. Guds Ord påminder os: “vold ikke Helligånden sorg”. “Hvorfor beder I da Mig om at udgyde Min Ånd over jer for at fjerne splittelsen blandt jer, når jeres hjerte styrer jeres forudfattede meninger?” Vi betragter alle hinanden med forudfattede meninger. “Vold ikke længere Min Ånd sorg ved at forblive splittede med jeres sondringer imellem jer.”
Han sagde, at vi alle skulle være villige til at arbejde for enhed, og for at opnå dette skulle vi bede og have ydmyghed og kærlighed. Vores pilgrimsrejse er ikke et sted for turisme; der er desværre nogle blandt os, der kom som turister. Derfor bør vi (han citerede budskaberne) i stedet for at søge at tilfredsstille det, vi opfatter som vores ønsker eller behov, sænke vores stemme, så Guds stemme vil blive hørt. Det var et meget stærkt budskab, der blev formidlet til vores hjerter. I slutningen knælede vi alle sammen for sammen at bede om barmhjertighed fra vores barmhjertige Gud.“Det er derfor, Jeg må bede Gud om ikke at lade denne pilgrimsrejse slutte, uden at vi har påkaldt barmhjertighedens nåde. Gud, forbarm Dig over os. Vor Frue har i Medjogorje i alle sine sidste budskaber insisteret: “Bed for mine hyrder”. Hvad ser Vor Frue i os, hyrderne, at hun beder om så megen bøn for hyrderne? Vi mangler barmhjertighed.”
 |
 |
 |
Senere tog vi af afsted til Pauluskirken udenfor Roms mure (San Paolo fuori le Mura). Det er i denne basilika, at bedeugen for kristen enhed åbner højtideligt på helligdagen for Paulus, den 25. januar. Paven har udstedt to priviligerede hverv for denne pavelige basilika: Forsoningens sakramente (eller bod) samt udvikling og tilrettelæggelse af økumeniske initiativer.
 |
Efter besøget ved Pauluskirken udenfor Roms mure var vi på vej mod Peterskirken i Vatikanet. Vi kørte forbi Coloseum. Bygningen var, og er stadig nu om dage, et show i sig selv. Det er faktisk det største amfiteater, ikke bare i Rom, men hele verden, som kan vise imponerende scenerier såvel som servering for tilskuerne. Som et symbol på kejserrigets pomp og pragt har amfiteatret gennem århundrederne skiftet udseende og funktion og frembyder sig som et struktureret sted, der også er åbent for det romerske samfund. Nu om dage er Koloseum et monument over sig selv og den menneskelige genialitet, der holder gennem tiden. Og alligevel er det stadig komfortabelt og dynamisk med adgang på to niveauer, dels ved at tilbyde et overblik over dets indre, men også korte og stemningsfulde glimt af byen fra dets ydre buegange.
Denne sidste dag afsluttedes med taler fra de gejstlige og vidnesbyrd fra lægfolk i hotellets konferencesal. Fader Bo Westergaard fra den svenske lutheranske kirke talte om enhed og forsoning; hvis vi skal følge Vorherres bud om at elske hinanden, bliver vi nødt til at kende hinanden for enhedens skyld. Han citerede et budskab fra Sandt Liv I Gud, at “alle kirker må dø fra deres ego”, men ingen kirke behøver at dø fra sin egen sjæl. Ingen kirke har noget at miste ved enhed. Det autentiske vil bestå. Desuden kom Fader John Abberton, der var blevet inspireret af disse ord, til podiet og bad os om at stole på Vor Frue, fordi hun bragte os sammen. Han tilføjede, at ingen religion har noget at miste ved enhed. Han sluttede med at sige, at hvis folk har bekymringer og frygt for fremtiden, er de nødt til at vedgå sig dem og følge den sti, Gud har givet.
Den Ærværdige Mahattero Sudhananda, der var indbudt til at tale et par ord for os, talte efter Fader Abberton. Som buddhist lever han sit liv for andre. Han er ansvarlig for 300 forældreløse børn: at uddanne dem, brødføde dem og tilbyde dem en god fremtid. Han lever i enkelthed og beskedenhed og giver disse børn, som han elsker som sine egne børn, alt. Her er et par ord fra hans tale:
“Diskriminering blandt folk fra forskellige kaster, tro eller religion er roden til alle forhindringer for opnåelse af en verdensomspændende enhed. Buddha brugte sin kraftige stemme til at eliminere sådanne menneskelige skel.
I dag husker jeg tilbage på, hvordan Vassula Rydén påbegyndte Sandt Liv i Gud rejsen med en ed på enhed og fred blandt mennesker fra alle trosretninger.
Vores deltagelse i forskellige pilgrimsrejser har gradvist bidraget til at styrke enheden og samtidig reduceret forskellene. Bangladesh er et land med samfundsmæssig harmoni, premierminister Sheikh Hasinas nuværende regering opretholder nultolerance over for dem, der forsøger at destabilisere den fælles harmoni; vi mennesker lever i al tro i fred og venlighed.”
 |
Efter at have lyttet til den Ærværdige Sudhanandas tale, var lægfolk som Joe Chiaramonte fra Amerika, der havde set Jesu ansigt på Vassulas den første gang han var taget hen for at høre hende, blevet inviteret til at tale om deres omvendelse. Joe sagde, at Helligånden ledte ham til at finde Jesu budskaber. Gennem budskaberne følte han sådan en stor kærlighed og nåde i sit hjerte. Han havde aldrig før følt en sådan kærlighed i sin familie og derudover følte han sig så velsignet ved at være iblandt os. En anden lægmand, Cecilia Lutz fra Filipinerne, delte historien om sin omvendelse. Hun fandt Gud og Hans budskaber, mens hun boede i Schweiz, efter at have deltaget i en New Age sekt på den tid. Hun fandt budskaberne gennem sin veninde, der var rejst fra Filipinerne for at interviewe Vassula i Schweiz, da det var der, Vassula boede på den tid. Cecilia indrømmede at hun tvivlede på Vassulas ægthed ved første syn; Vassula lignede ikke en, der modtager budskaber fra Gud. Cecilie forventede at se en, der nærmere lignede en nonne, hvorimod Vassulas fremtræden mindede mere om en model. Men senere, i hendes hus under interviewet, oplevede hun Herrens stærke nærvær. Hun sagde, at hun hørte en stemme, der sagde til hende: “Kongernes konge er her.” Hun sluttede dette smukke vidnesbyrd med at sige, at budskaberne reddede hendes ægteskab.
Og således blev disse vidnesbyrd slutningen på vores pilgrimsrejse til Den Evige Stad.
Katerina Kalantzi
