Det bibelske ord og syn
Det tema, vi beskæftiger os med i denne weekend, var et diskussionsemne, som Herren selv var optaget af mod slutningen af Sin tjeneste. Johannes fortæller os i detaljer om den lejlighed, hvor jøderne forlangte at høre fra Ham: “Er du Messias?” og Jesus befinder sig midt i et sammenstød med dem, da han frimodigt hævder:
“Jeg og Faderen er ét.”
Atter samlede jøderne sten op for at stene ham. Jesus sagde til dem: “Mange gode gerninger fra Faderen har jeg vist jer; hvilken af de gerninger vil I stene mig for?” Jøderne svarede Ham: “Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.” Jesus svarede dem: “Står der ikke skrevet i jeres lov: ‘Jeg har sagt: I er guder’? Når loven kalder dem guder, som Guds ord er kommet til – og Skriften kan ikke rokkes – siger I så til ham, som Faderen har helliget og sendt til verden: ‘Du spotter Gud!’ fordi jeg sagde: ‘Jeg er Guds søn’?”(Joh 10:30-36)
De salmevers, som Herren citerer i denne ordveksling, kommer fra Salme 82:6, der lyder som følger:
Jeg har sagt: I er guder,
I er alle sønner af den Højeste.
Dog skal I dø som mennesker,
og I skal falde som en af stormændene. (Sl 82:6)
Fra verset “I er guder” er det klart, at dette altid har været Guds hensigt og en del af Hans forsynsplan for menneskeslægten, der begyndte med Adam og Eva; Han havde et endeligt og herlighedsfyldt sigte for den menneskehed, Han havde skabt. Han sagde: “I er guder.” Det vil sige, ‘I er guddommelige’. Og hvis vi tænker videre over den første skabelsesberetning, finder vi faktisk præcis den samme forståelse:
Gud sagde: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! …
Gud skabte mennesket i sit billede;
i Guds billede skabte han det,
som mand og kvinde skabte han dem. (1. Mosebog 1:26-27)
Menneskeheden har altid haft en strålende fremtid, tiltænkt af Gud, men som vi ved, brød den menneskelige synd (syndefaldet) ind og ødelagde det billede, vi blev skabt i.
Så da Kristus, Guds Ord, kom til verden ved inkarnationen (Joh 1,1-18), kom Han med det formål at genoprette denne faldne natur: at genoprette menneskeslægten i Guds billede, sådan som den var skabt. Fra Paulus lærer vi og forstår, hvordan dette billede skulle genoprettes for os: gennem Kristus selv. Paulus skriver: “Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.” (Kolossenserne 1:15); Han er menneskeslægtens Hoved.
Derfor følger der gennem hele Det Nye Testamente en formaning til alle os, der tror på Kristus (Guds salvede Messias), om at blive som Kristus i vores måde at leve på. Kristus har taget vores menneskelige natur på sig, og i sin lidelse og på korset har Han ført denne natur gennem Påskemysteriet med Sin død og opstandelse og oprejst den i Sin herlighedsfulde himmelfart til Faderens højre hånd og dermed forvandlet vores faldne natur til en ny skabning. Så Kristi opstandne, opstegne og herliggjorte legeme er blevet det nye menneskes legeme, som hele menneskeheden er inviteret og kaldet til at tage på sig for at dele Påskemysteriet med Ham.
Når vi lytter til brevene i Det Nye Testamente, opmuntrer de os alle til at blive mere lig Kristus. Vi opfordres til at “dø fra os selv”, at “give afkald på os selv” og at “aflægge den gamle natur” for at “iføre os Kristus” (Kolossenserne 3, se nedenfor), på samme måde som man tager et stykke tøj af og tager et andet på, Kristi nye natur. Som kristne har vi alle et arbejde at gøre og en rejse at tilbagelægge: Det er arbejdet med at blive omformet af Gud, forvandlet og omskabt fra den gamle natur (menneskets natur) og over til den nye, til Kristus.
Her er to eksempler fra Paulus’ brev til Kolossenserne:
Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed. (Kolossenserne 3:1-4)
Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. (Kolossenserne 3:12-15)
Eukaristien [o.a. Nadveren]: Måske kan vi forstå dette arbejde med at “iføre sig Kristus” endnu tydeligere, når vi betragter sakramenterne og især eukaristiens sakramente. Vi hører fra Johannesevangeliet en klar lære om dette, da Herren bespiser folkemængden i ørkenen.
Da Jesus taler til folket og de beder Ham om “et tegn, som Moses gav”, svarer Han:
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.
Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.
Vi modtager Jesu Kristi liv – opstanden, oprejst og herliggjort – i vores egne kroppe i hver eneste eukaristi.
Lad os lytte nøje til, hvad St. Nicholas Cabasilas (1319 – 1392), en ortodoks mystiker og teolog, pointerer til vores opmærksomhed. Han siger, at (jeg parafraserer ham) “Når vi spiser almindelig mad, indtager vi denne mad i vores kroppe, og den ændres til og bliver vores egen krop, da den styrker og nærer den. I eukaristien sker det stik modsatte: Når vi spiser og drikker Kristi Legeme og Blod, bliver vores egne kroppe forvandlet, forvandlet til det, vi har modtaget, til eukaristien”… til Kristus… Kristus, som er både guddommelig og menneskelig, Gud og menneske. På den måde bliver vi forvandlet til Kristus, til Ham, der er både guddommelig og menneskelig.
Peter opsummerer alt det, vi har overvejet indtil nu, og kommer med den hidtil dristigste påstand:
Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke; og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur. (2 Peter 1:3-4)
Så når vi går gennem Skriften og især Det Nye Testamente, ser vi, at der løber en rød tråd: at menneskeslægten er bestemt til et herlighedsfuldt mål, guddommeligt liv i Gud gennem Kristus, ved at påtage sig Hans guddommeligt-menneskelige natur. Og det bliver gjort synligt og håndgribeligt for os i eukaristien, når vi spiser og drikker den dagligt.
Denne forståelse af, at vi på en eller anden måde bliver indlemmet i Gud, i Hans Liv, som vi har erkendt ved at læse Skriften, fik vi allerede fortalt af kirkefædrene, som brugte udtrykket theosis, “guddommeliggørelse”. Det blev udtrykt i den hellige Athanasius’ berømte udsagn: “Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive Gud.’
Vores ‘Ascesis’ [= træning]
Hvis vi vil gøre noget der er umagen værd og blive gode til det, som at lære at synge, spille et musikinstrument eller komme i form, er vi nødt til at træne til det; vi accepterer en vis grad af anstrengelse og træning. Og sådan er det også med den største gave, der er givet til os mennesker – nemlig det evige liv, der er givet menneskeheden i Jesus Kristus.
Nu har vi set i Skriften og hos kirkefædrene, hvordan det var en del af Guds plan og forsyn, at menneskeslægten ikke blot skulle “frelses” og “forløses” fra Adams “fald” (fra selvdestruktion), men på forunderlig vis skulle bringes til at få del i selve Guds liv, til theosis (guddommeliggørelse).
Hvordan oplever vi, almindelige kristne, at dette sker, når vi går rundt i vores daglige kristne liv med vidnesbyrd og bøn? Kan vi blive guddommeliggjort, mens vi er på jorden?…
Traditionen i både øst og vest er enige om dette, selv om de bruger forskellige teologiske termer til at forklare det. Fr. Gregory, leder af vores menighed igennem mange år, plejede at sige, at de åndelige traditioner i øst og vest er enige om dette felt inden for åndelig vækst, selv om de bruger forskellige teologiske termer. Fr. Sofrony (siden 2019, Den Hellige Sofrony) plejede at sige, at Johannes af Korset fra den vestlige tradition var den, der var tættest på den ortodokse lære om det åndelige liv.
Ifølge Den Hellige Augustin, og senere videreudviklet af Johannes af Korset, er der i Vesten en forståelse af tre stadier i det åndelige liv: Purgation (eller renselse), Illumination og endelig Forening. Erfaringen lærer os, at vi ikke skal tænke på disse som rigide stadier, hvor du skal fuldende et stadium, før du kan gå videre til det næste; snarere er de aspekter af det åndelige liv, som overlapper hinanden. Lige til vores sidste åndedrag vil vi altid have brug for renselse, men undervejs vil vi opleve øjeblikke med dybere indsigt, øget åndeligt lys til at bevæge os fremad, og graden af forening vokser så i takt med, at begge disse planer bliver dybere.
Det teologiske sprog i den østlige ortodokse tradition er velkendt for os gennem SLIG-budskaberne og fra Vassulas tale om guddommeliggørelse i 2004. De omtaler apatheia eller løsrivelse, lidenskabsløshed og uberørthed. Hvis disse skal forstås som stigende grader af frigørelse fra verden, fra lidenskaberne og fra vores helt personlige tilknytninger, så gælder den samme regel. Dette Guds rensende og helbredende arbejde foregår i hver enkelt af os igennem livets forskellige prøvelser og fristelser, mens Gud fører os væk fra vores tilknytning til denne verdens ting og dybere ind i Ham Selv, ind i Hans Liv i Kristus, Hans Søn.
Renselse, lutring, “Herrens dag”, Besøgelsesdagen, henviser alle til Guds direkte rensende arbejde på sjælen, som gør os i stand til at se os selv, som Gud ser os. Det er ikke en behagelig oplevelse! Det er heller ikke som at gå til skrifte. Når vi bekender vores synder, ser vi på os selv og bemærker den ene eller den anden fejl. Men når Guds rensende ild kommer ind i sjælen, gør den os i stand til at se os selv med Guds øjne, som Han ser os, og det er ikke et behageligt syn! Vi ser os selv som “fattige, ynkelige, blinde, elendige og nøgne,” for at bruge den terminologi, som den hellige Johannes skriver i Johannes’ Åbenbaring.
Da Vassula kom til os i vores kloster i Hove i 2004, beskrev hun sin oplevelse på denne måde:
Vassula: “Det er begyndelsen på renselsen, og den slutter aldrig. … Faktisk kaldes det “Herrens dag”, når Han besøger dig. Det er renselse, og jeg gennemgik det uafbrudt i tre uger; … Han gav mig ikke hele dosen, for så ville jeg være død. Han gav mig det lidt efter lidt og mindede mig om ting, jeg havde gjort i fortiden, som havde stødt Gud. Tidligere havde jeg set dem på den måde, vi normalt ser tingene her. Men nu så jeg dem med Guds øjne. Hvor jeg havde troet, at de var bittesmå ting, var de enorme og forfærdelige i Guds øjne. Så jeg begyndte virkelig at hade mig selv. Jeg fortalte min engel ting, som om jeg var i delirium: “Jeg fortjener ikke engang at være i live eller … blandt mennesker, fordi min tilstedeværelse kun ville gøre dem beskidte,” …. Det var forfærdeligt, sådan som jeg havde det med mig selv. Det var forfærdeligt, men jeg kom igennem det.’
Illumination er det Lys, vi får af Helligånden til at se og forstå Skriften samt skrifterne fra kirkefædrene og -mødrene, sådan som de beskriver det åndelige liv for os.
Det er dét Lys, der gives os til at skelne i vores eget og andres liv.
Ørkenfædrene taler om forening som noget, der især vidner om én kvalitet, nemlig glæde. Det er gennem oplevelsen af glæde: glæde over Gud som den, Han er, og over alt det, Han gør, på trods af hvad vi er. Denne glæde er vigtig. Husk, at i Hebræerbrevet skriver forfatteren:
“… idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.” (Hebr 12:2)
Det var Herrens viden om, at han var i færd med at føre hele menneskeslægten tilbage til Faderen, der skabte denne glæde i Ham; og det er min erfaring, at Han sender os den samme glæde for at bekræfte os i, at vi også er på rette vej.
BØN OG MYSTISK FORENING
Hvordan påvirker alle disse overvejelser så vores bønsliv?
Bøn er vores forhold til Gud, til personerne i Den Hellige Treenighed. SLIG-budskaberne gør det klart, for alle tre personer taler til os. SLIG-budskaberne fra Helligånden er unikke i Kirkens mystiske historie. Der har aldrig været så lange udsagn til hele Kirken fra Den Hellige Treenigheds Tredje Person … af den grund bør vi være endnu mere opmærksomme på alt, hvad Han siger.
Ånden er vigtig, fordi “han hjælper os i vor svaghed”, som Paulus minder os om: “For vi ved ikke, hvordan vi skal bede, men netop Ånden går i forbøn med suk, der er for dybe til ord.” …”efter Guds vilje.” (Romerbrevet 8:26-27)
For vores kristne liv er “skjult med Kristus i Gud”, som vi tidligere hørte… Vores liv er allerede “inde i Gud”, inde i Kristus, for vi er alle “i Kristus”, delagtige i Gud, i en eller anden grad, selv nu, forbundet med Ham. Vi tiltaler universets almægtige skaber og hersker som “vores Far”, “Fadervor”, “Far” eller “Daddy” som svar på Faderens invitation til fortrolighed med Ham. Jeg ved – og jeg er sikker på, at mange her vil sige det samme – at jeg aldrig ville have vovet at kalde Gud ‘Far’ uden dette bekendende vidnesbyrd fra Vassula.
Da hun talte til min menighed i 2003, fortalte hun os:
Jeg var så glad, så overlykkelig over at blive ført ind i Gud, at jeg uden at ville det udbrød: “Ja, Far.” Så sagde jeg: “Ups! Det er Skaberen, der taler til mig, og jeg kalder ham ‘far’? Hvordan kan det være, at jeg ikke sagde ‘Fader’, men ‘Far’?” Straks sagde han: “Vær ikke bange, datter, for jeg har taget dette ord, ‘Far’, i min hånd som en juvel.” Og han elskede det.
Alle disse ting, vi har betragtet, udgør “et syn” kombineret med et praktisk værktøj til at gennemføre alt det, vi har indset: at mennesket er kaldet til livet i Kristus, og når vi vokser ind i Ham, som er både Gud og menneske, og går dybere ind i Hans liv, bliver vi i virkeligheden “Gud af nåde”, ligesom Jesus er “Gud af natur”. Helligåndens udgydelse efter Kristi himmelfart betyder også, at Helligånden kommer for at leve i os og bo i os for evigt; og svaret på vores spørgsmål er klart: Vi er virkelig kaldet, inviteret og i stand til af Guds nåde at tage del i Guds liv, det sande liv i Gud, og at herske og regere med ham i dette liv og denne verden. Vi er alle sammen kaldet til guddommeliggørelse, men til at søge at gøre det i den ydmyge Kristi ånd, som tømte sig selv for at bringe os frelse. (Fil. 2:5-11, parafraseret).
SLIG–budskaber, der henviser til dette emne: 2. november 1997; 22. april 1998; 9. marts 1999; 25. april 1999; 21. juni 1999; 30. juni 1999; 24. april 2000; 16. oktober 2000; 5. maj 2001.
