25. maj 1993

Eli! O Eli, min Gud,
kom i din kærlige omsorg,
og forsvar mig!
Du, som løftede mig op af graven,
skjul ikke Dit Hellige Ansigt for mig!
Kom til min side!
Hvorfor føler jeg, at Du
er så langt borte fra Mig?

For mange virker jeg som en gåde,
et fænomen,
men Du bad mig selv om
at være Dit Ekko, gjorde Du ikke?
Så hvorfor forstyrrer Dit Ekko deres ører,
når jeg åbent forkynder
Dine Undere?
Er det Din Umådelige Kraft,
der skræmmer dem?
Er det Din vældige Styrke,
der efterlader dem rystende?
Er det Din Stemme,
der tordner fra himlen omkring Jorden,
i hvert land, og i hver by,
der plager dem?

Er det på grund af Din majestætiske
fremtræden, så kraftfuldt åbenbaret,
at de sidder tilbage i ærefrygt?
Er det fordi, jeg råber ud
til Jordens fire hjørner,
at Himlen snart,
ved Dit komme vil åbne et skybrud,
og at man bør angre
så hurtigt man kan,
at de er blevet skræmte?

Eller er det på grund af Din styrtregn
af Velsignelser og Barmhjertighed,
at de nærer tvivl?
Sig mig, er det Smertesråbene,
som kommer fra Faderen,
de ikke kan forstå?
Dine råb om Enhed, Fred og Forsoning
giver genlyd i himlen og på Jorden,
men hvem lytter? Hvem kan forstå?

Deres legeme rådner under deres hud,
og dog, når Du råber: ”Frelse!”
er der ingen, der lytter …

O, Eli, så mange venter på,
at jeg skal forledes ud i vildfarelse
og sætte kurs mod min undergang,
for de har aldrig forstået,
hvordan en synders hånd,
kunne holdes i Din Hånd.

O, Eli, de har aldrig forstået,
hvorfor Du og jeg ængsteligt løber
til hvert gadehjørne
for at opvække de døde,
hvorfor dette samarbejde?
Og hvorfor jeg bliver sendt til alle
byers gadehjørner for at forkynde,
at Dit Rige er nær.

Så hvad er jeg anklaget for?
Hvorfor bliver jeg frygtet og afvist?
O Eli, de behandler mig
som Jordens afskum;
fornærmelse på fornærmelse,
bagvaskelse på bagvaskelse.
Det er ikke mit eget navn og omdømme,
jeg bekymrer mig om,
men siden jeg bliver ledt af Din Hellige Ånd,
da er det Din Hellige Ånd,
de spotter.
De ødelægger Din Ånds Værker
og ødelægger hver en sten,
som du har genopbygget
Dine altre med.¹

O, Eli, fuld af Barmhjertighed,
hvorfor er Du, til tider,
så langt borte fra mig?
Se! Se, hvordan jeg kæmper
i denne ørken, kom, og frels mig
fra disse vilde roser og torne,
der omgiver mig, i forsøget på
at kvæle og flænse mig!
ÅBN vejen for mig!

Skal jeg græde hele dagen
over deres døvhed?
Er jeg ikke et menneske?
Har jeg da ikke lov til at være svag,
har jeg ikke lov til at være trist nu og da?
Har mit hjerte ikke lov til at svigte mig?

O Eli, hvor længe skal vi vente
på Sejren?
Hvor længe skal vi vente?
Hvor længe endnu
vil dette Mørke vare?
Din Søns Sår er så utroligt dybe.
Din Søns Tårer
og Vores Velsignede Moders Tårer,
er blevet til Blod,
så hvor længe, Eli,
vil Du udholde dette syn?
Hvor længe skal vi vente
på denne Sejr?

En sammensværgelse af Forrædere er nu
trængt ind i Din Helligdoms Hjerte,
som giftslanger og hugorme
bugter de sig frem i korridorer,
mens de venter på
at gå til angreb mod Sandheden
og vende den Evige Sandhed på hovedet
og om til Falskhed
ved at oprejse deres
Ødelæggende Vederstyggelighed
i Din Helligdoms Hjerte,
for at afskaffe Din Søns Evige Offer.

Eli! Der er ingen Fred i Dit Hus …
Og snart vil mørke dække Dit Hus,
og som en enke i sorg
og berøvet,
vil Dit Hus bære Sit sorte slør.
Vil Du så stadig
ikke gribe ind, Eli?

Min Retfærdigheds Stemme vil blive hørt som et voldsomt jordskælv, og disse forrædere vil blive ramt på grund af det onde, der bliver gjort mod Mine børn, hvis uskyldige blod udgydes som et offer; Jeg vil hævne Mit Hus, men verden skal stadig høste, som den har sået; Jeg kan ikke tilgive deres skyld, medmindre verden omvender sig!

ind i disse giftslangers rede, sender Jeg det, som Jeg inderligt elsker, Jeg sender dig, med Mit Ord, ind i dybet af uretfærdighed; Jeg udsender dig som Mit talerør for at udbrede Mit Budskab; så inderligt elsket af Mig, vil Jeg, Herren, hvor end du går, efterlade en buldrende Ild i dine spor for at smelte hjerterne af sten og for at udrydde ateismen; Jeg skal få dem til at falde i Mine Arme, deres Guds Arme, og oh, det vil blive forfærdeligt at falde i Mine Arme, lynhurtigt vil Jeg udnævne dem til disciple, og Jeg vil sende dem ud for at forsvare Mit Ord og tage Min sag op; datter, på samme måde som du har lært af Mig, sådan vil Jeg også undervise de andre; Jeg sender nu det, som er Min Sjæls glæde og inderligt elsket, ud blandt ulve for at åbenbare Mit Hellige Ansigt;

omvend jer! slægt, jeres synder har udtørret jeres sjæl, hvorfor dø, slægt? omvend jer, og I skal leve! omvend jer, for der er ikke megen tid tilbage; Ødelæggeren vil afsløre sig fuldstændigt i disse kommende dage! oh, Vassula! hvem kan Jeg tilskynde til at lytte og advare? hvem skal Jeg tale til, og hvem vil lytte?

eftersom alt nærmer sig afslutningen, og enden er nær, gå da ud og forkynd Mit Budskab, selv på alle offentlige pladser; gå ud og spred Mine Barmhjertige Råb vidt og bredt … gæren af dem, der udnytter Mit Hus, er magtfuld, så pas på, og hold øjnene åbne; forstå, hvorfor Jeg sender Min Søn og jeres Hellige Moder for at holde opsyn med verden i jeres dage; dette er Min Velsignelse, der fejer over hele verdens ansigt; så løft alle blikket, og når I gør dét, da skal I se Himlen vidt åben og Min Pagts Ark, skinnende i al sin herlighed, symbolet på Mit Nærvær blandt jer,² symbolet på Min Barmhjertighed og Min Frelse; Den, der viser medlidenhed med jer alle;