20. marts 1991
Jeg, Jahve, er din Fader; kom, du kommer til at fuldføre dit arbejde ved Min side, datter; Jeg vil forny din kraft hver dag, fordi det er nødvendigt for Min Gerning, som vil nå ud over hele verden; Jeg har tændt din lampe, så du kan se, Mit barn; Jeg har valgt dig for at undervise dig fra Mine Sale; fra Min Egen Mund har du modtaget Mit Ord; bevar Min Undervisning som din øjesten;
Ja, min Herre og Gud.
selv nu i din intethed, vil Jeg, som er Alt, udbrede Mig, og ligesom tåge, der kryber ind alle vegne, har Jeg i sinde at indhylle hele Min skabning i Mig, fra den fremmede til Min bedste ven, for Min Skinsyge1 har vundet over Mit ønske om at kontrollere den; Jeg har skabt jer til ét formål; Jeg har skabt jer af Kærlighed til at elske Mig; når krop og legeme engang er brugt op og udslidt, skal den, som behagede Mig, drages ind i Min Sjæl for evigt og altid;
men ve den, som ikke frygtede Mig! ve den, som aldrig så ondskab som dårskab og tåbelighed som vanvid! ve det hjerte, som troede, han kunne nå sin styrkes højdepunkt ved egne anstrengelser og uden Mig! ve den, som ikke har adlydt Mine Bud! ve den, hvis hjerte er fyldt med ondskab! ve den håndlanger, som lagde planer om natten! ve den, der dømte sin broder og fik ham til at leve i rædsel! ve de læber, som vidnede falsk! ve dem, som udgød ufødte børns uskyldige blod! jeres løn bliver helvede! ve de urene, som modtager Min Søns Legeme og Blod i en tilstand af synd, I er afskyelige for Mig! ve dem, som krænker Mig ved at afvise skriftemål og syndsforladelse og kommer skyldige og modtager Min Søn! I skal angre! angre jeres synder! hvad gavner jeres offer, når I har en slange rullet sammen inden i jer? hvis I spørger Mig: “hvad skal vi gøre for at få evigt Liv?” da siger Jeg jer: angre! følg Mine Bud, bær de frugter, som omvendelsen kræver, og så vil Jeg i Mine engles nærvær give jer den bolig, som Jeg har beredt for jer; våg og vær på vagt overfor alle disse ting; tillad Mig at manifestere Min Ånd i jeres ødemark, som Jeg vil, og når Jeg vil, og over hvem Jeg vil: for at frelse jer;
Retled os Jahve, kærlige Fader, blidt og med barmhjertighed, men også hurtigt!
elsk Mig, tilbed Mig og sæt Mig først og over alt andet …
Lær os at elske Dig uden at krænke Dig mere. Jeg er fortvivlet uden Dig, O, Abba!
Mine Øjne våger konstant over dig, Mit barn, og Min Ånd skal indtage dig mere end nogensinde, for at der ikke skal være noget tilbage af dit eget; Jeg Er Alt, og Jeg kan fylde dig med Mit Lys; åh, skabninger! Jeg er Trofast og Mild, giv Mig frihed, o skabninger, og med den kærligste hengivenhed vil Jeg fylde jeres ånd med guddommelighed fra Min Ånd; giv Mig frihed til at udslette jeres sløvhed, som førte jer ind i dette store frafald og til jeres sjæles ødelæggelse; tillad Mig at fylde jer med Min Ild, så I bliver Mine trofaste og brændende tjenere; lad Mig forvandle jer til at blive Min Sjæls fryd, Jeg Er Den, Jeg Er, er med jer;
vær velsignede og tag imod Min Fred, I som læser Mig;