25. august 1987

husk, Mit barn, på den kærlighed, Jeg har til dig; Vassula, lille du, Jeg har velsignet det røde kors, du bærer om halsen; tro! tro på Mine Himmelske Gerninger, Vassula;

Min Gud! Jeg takker Dig. Jo mere Du giver mig, desto mere føler jeg, at jeg fortjener mindre og mindre.

Jeg elsker dig; kom, hold dig nær til Mig, Jeg kan lide at høre dig sige de ting, Jeg fortalte dig, om Mit Nærvær og også om andre ting, når du underviser Ismini; lev for Mig, herliggør Mig;

Somme tider, Herre, føler jeg Dit nærvær mindre og tænker, “nu er Gud mig ikke så nær”. Hvordan kan det være, Herre?

fejlagtigt tror du, at Jeg ikke er dig nær nok, hvorimod Jeg i disse øjeblikke er så tæt på dig, som man kan være; du er ikke alene, ALDRIG!

(Pludselig opfattede jeg Ham så klart. Han viste mig Sit så levende nærvær med visse af Sine håndbevægelser. Det varede nogle få minutter. Det var vidunderligt!)

alt er åndeligt;

(Med dette forstod jeg, at alt er overnaturligt og umuligt at fatte, hvis man placerer disse handlinger i den fysiske tilstand. De er ikke fysiske og kan således ikke forklares fysisk. De befinder sig i den overnaturlige sfære og ikke i vor realisme sfære.)

mange af jer har tilbøjelighed til at glemme, at Jeg er Ånd,¹ og at også I er ånd;