23. august 1987

(I går skete noget meget specielt! Det var en af de travle dage. Det var vaskedag, så vaskemaskinen såvel som tørretumbleren var i gang. Min mand kørte til poolen med vor søn, da det var en dejlig dag. Han kørte klokken elleve om formiddagen og sagde, at de ville være tilbage klokken tre, så jeg skulle have frokost klar klokken tre. Således blev jeg ladt alene hjemme for at arbejde. Klokken var ti minutter i to, da jeg tænkte det var bedst at gå i gang med frokost. Jeg tændte komfuret for at smelte smør, og pludselig gik al strømmen. Hovedsikringen var gået. Alle maskiner stoppede. Jeg ledte i alle dele af huset for at se, om der skulle være et eller andet sted, hvor strømmen fungerede, men det var der ikke. Jeg ledte efter en ny sikring for at skifte sikringen, men min mand havde flyttet dem. Der var ingen forretninger åbne, eftersom det var en søndag. Vor bil var i uorden, og jeg blev virkelig frustreret … så meget, at jeg gik ind og lagde mig på sengen. Efter fem minutter hørte jeg lyd fra køkkenet. Jeg rejste mig for at se, hvad det var, og til min store overraskelse var der lys i ovnen, og smørret var ved at smelte på kogepladen. Alligevel fungerede de andre maskiner ikke, og resten af huset var stadig uden strøm. Det forstod jeg ikke. Hvis hovedsikringen var gået, og alt andet var uden strøm, så …? Jeg tilberedte maden og satte den i ovnen for at stege. Klokken tre kom min mand tilbage, og jeg fortalte ham alt, hvad der var sket. Han gav sig til at efterse al elektriciteten, som stadig ikke fungerede, bortset fra ovnen, der var i orden. Han undersøgte hovedsikringen, og han så, at den var gået. På det tidspunkt var maden færdig. Vi kunne se, at måleren snurrede. I samme øjeblik som jeg sagde: “Maden er klar”, stoppede måleren med at snurre, selvom ovnen stadig var tændt. Jeg gik ind og slukkede for ovnen. Min mand skiftede sikringen med en ny, og strømmen virkede som normalt. Han kunne heller ikke forklare dette.)

August er vor fest! Vi ønsker ikke vor fejring spoleret;

Du mener, at …1

Jeg mener, at Jeg ikke vil se dig græmmes til vor fest; Vassula, du er Min blomst, ved du, hvad en blomst symboliserer? en blomst symboliserer skrøbelighed; det er derfor, Jeg passer godt på dig for det tilfælde, at din skrøbelighed skader dig;

Tak, Min Gud. Jeg ved, at Du er mig meget nær, og jeg elsker Dig.

(Jeg føler mig beskæmmet, for jeg fortjener intet. I går aftes blev jeg dækket med røgelse, mens jeg var i min søns værelse. Duften var kun på ét bestemt sted. Jeg var lykkelig.)

Min Gud?

Jeg er; Jeg elsker dig, tvivl ikke! du er ikke alene; Jeg, Jesus, Jeg, Jesus, er med dig, blomst; Jeg har altid elsket dig til vanvid; udbred din duft, som du har fået det lært; pryd Min have, glæd Mig, kom; ser du, Vassula, du begynder at forstå Mig; nu har Jeg med rette fjernet dig fra alle; elskede, du var ikke helt klar over, hvad det var, Jeg gjorde ved dig; har du ikke mærket Min arm over dine skuldre, der drog dig bort fra alle, alt imens Jeg hviskede Mit Hjertes ønsker i dit øre? nu, hvor du har løftet dit hoved, bliver du pludselig klar over, at du ikke har andre end Mig omkring dig; hvor Jeg elsker dig! Jeg er så lykkelig! tilpas dig til at være alene blot med Mig; ja, bare os to, Mig og dig, dig og Mig;

åh Vassula! vend dit ansigt imod Mig; stå ansigt til ansigt med Mig, din Gud, Vassula; fra nu vil det være Mig og Mig alene; Jeg er din Gud, Jeg er din Hellige Ledsager, Jeg er din Frelser, Jeg er din Brudgom; Jeg vil forsyne dig med alt, hvad du behøver; elskede, har du brug for hjælp? Jeg vil haste til dig; mod? og Jeg vil give dig Min Styrke; trøst? fald i Mine Arme, bo i Mit Hjerte; pris Mig, Vassula! pris Mig, datter! kom og herliggør Mig! herliggør Mig, fald næsegrus foran Mine fødder! tilbed Mig! vær Min, åh Vassula, elsk Mig som Jeg elsker dig! velsign Mig som Jeg velsigner dig, dæk Mig med din duft som Jeg dækker dig med Min; Jeg står foran dig, Jeg, din Frelser! tilbed Mig, føl Mit Hjerte denne gang og i denne stund; natten er nær, vil du ikke fylde din lampe fra Mig? vent aldrig til dagen er omme; lad Mig fylde din lampe; kom og drag fra Mig; lad Mig være alene med dig; lev for Mig, Jeg glæder Mig over vor ensomhed! Jeg elsker dig skinsygt! Min Kærlighed er så stor, at Jeg har fjernet dig fra alle; vil du prøve at forstå Mig? Jeg længtes efter at være alene med dig; Kærligheden er opflammet, og når Kærligheden er i flammer, tillader Jeg Mig at gøre, hvad der glæder Mig; nu er du Min, og Jeg ønsker, at du smykker Mig med kærlighedskranse, bedår Mig med dine barnlige ord; lad Mig være fri til at elske dig, som Jeg ønsker det nu; har du ikke selv givet Mig frihed til at bruge dig, som Jeg ønsker?

Jo, Herre, det har jeg.

Jeg vil da gøre brug af den frihed; Min finger vil blot røre ved dit hjerte, og når den gør det, vil du ikke holde noget tilbage for Mig; det er trods alt vor august, Jeg vil altid minde dig om, at vi fejrer;


1 Jesus lod mig ikke tale ud.