9. november 1986

fred være med dig; Jeg er her, Jeg er Jesus Kristus; Jeg er foran dig, Jeg er din Lærer, og Jeg elsker dig; det onde blev besejret ved, at Jeg ofrede Mig; sov ikke, for Jeg er snart hos jer; Jeg er Åbenbaringerne; Jeg har efterretninger, som vil tale; Tal til Mig om Min Korsfæstelse, Vassula;

Hvad skal jeg sige? Skal jeg tænke før eller under?

før;

(Jesus gav mig et billede af piskningen.)

efter at have pisket Mig, spyttede de på Mig og gav Mig flere hårde slag på Mit hoved, som efterlod Mig helt omtåget; de sparkede Mig i maven og efterlod Mig åndeløs; Jeg faldt om på jorden stønnende af smerte, og de morede sig med at sparke Mig efter tur; Jeg var uigenkendelig; Mit legeme var sønderslået, og det var Mit hjerte også; Mit kød, som var flået af, hang løst ud over Min krop;

én af dem samlede Mig op og slæbte Mig, fordi Mine ben ikke længere ville bære Mig; så klædte de Mig i en af deres dragter; de slæbte Mig fremad, gentog deres slag og slog Mig i ansigtet og brækkede Min næse og pinte Mig; Jeg hørte på deres forhånelser; datter, deres stemmer genlød fulde af had og spot og fyldte Mit bæger; Jeg lyttede til dem, da de sagde: ”hvor holder dine venner til, mens deres konge er hos os, er alle jøder lige så svigefulde som dem? se deres konge!” og de kronede Mig med en vævet krone af torne, datter, ”hvor er dine jøder til at hylde dig, Du er da konge, er du ikke? kan du efterligne én? le! græd ikke, du er da konge, er du ikke? så opfør dig som en”; de bandt Mine fødder med reb og beordrede Mig til at gå hen til det sted, hvor Mit kors var;

datter, Jeg kunne ikke gå, eftersom de havde bundet Mine fødder, så de trak Mig omkuld og slæbte Mig ved håret hen til korset; Min smerte var uudholdelig, dele af Mit kød, som hang i laser efter piskningen, blev revet af;

de løsnede rebene fra Mine fødder og sparkede til Mig, for at Jeg skulle rejse Mig og bære Min byrde på skuldrene; Jeg kunne ikke se, hvor korset var, for tornene, som var trængt ind i Mit hoved, fyldte Mine øjne med blod, som strømmede ned over ansigtet; så løftede de Mit kors og lagde det på Mine skuldre og skubbede Mig hen til porten; datter, O hvor var Mit kors, som Jeg skulle bære, dog tungt! Jeg famlede Mig frem til porten ledt af pisken bag Mig; Jeg prøvede at se vejen foran Mig gennem Mit blod, som sved i Mine øjne;

Jeg følte så, hvordan der var nogen, som tørrede Mit ansigt; kvinder, i stor kval, trådte frem og vaskede Mit opsvulmede ansigt; Jeg hørte, hvordan de græd og klagede; Jeg følte dem tæt på; “vær velsignede”, sagde Jeg, “Mit blod vil vaske hele menneskehedens synder bort; se, døtre, tiden for jeres frelse er kommet”;

Jeg slæbte Mig fremad; skarerne begyndte at blive vilde; Jeg kunne ikke se nogen ven omkring Mig; der var ingen, som kunne trøste Mig; Min pine blev større, og Jeg faldt til jorden; I angst for at Jeg skulle udånde før korsfæstelsen, beordrede soldaterne en mand ved navn Simon til at bære Mit kors; datter, det var ikke en gestus af venlighed eller medlidenhed; det var for at holde Mig i live til korsfæstelsen;

efter at Jeg var kommet op på bjerget, kastede de Mig til jorden og rev tøjet af Mig, de lod Mig stå nøgen, synlig for alles øjne, Mine sår brød op igen, og Mit Blod flød ud på jorden; soldaterne bød Mig vin, blandet med galde; Jeg nægtede at drikke den, for dybt inde i Mig havde Jeg allerede den bitterhed, som Mine fjender havde givet Mig; først naglede de hurtigt Mine håndled, og efter at de havde slået naglerne godt fast i Mit kors, strakte de Mit ødelagte legeme og gennemborede med rå vold Mine fødder; datter, O datter, hvilken lidelse, hvilken smerte, hvilken pine Min sjæl gik igennem, svigtet af dem, Jeg elskede, fornægtet af Peter på hvem Jeg ville bygge Min Kirke, fornægtet af resten af Mine venner, efterladt helt alene, overgivet til Mine fjender; Jeg græd, for Min sjæl var fyldt med sorg; soldaterne rejste Mit kors og satte det i et hul i klippen;

Jeg stirrede ned på skarerne, derfra hvor Jeg var, kunne jeg knapt se; med opsvulmede øjne så Jeg verden; Jeg fandt ingen ven blandt dem, som spottede Mig; der var ingen til at trøste Mig; “Min Gud! Min Gud! hvorfor har Du forladt Mig?” forladt af alle dem, som elskede Mig.

Mit blik faldt på Min Moder; Jeg så på Hende, og vore hjerter talte, “Jeg giver Dig Mine elskede børn, så de også må være Dine børn, Du skal være deres Moder;”

afslutningen nærmede sig, frelsen var nær; Jeg så himlene åbne sig, og alle englene stod oprejst, alle stod i stilhed, “Min Fader, i Dine Hænder betror Jeg Min Ånd; Jeg er hos Dig nu”;

Jeg, Jesus Kristus, har nu ladet dig nedskrive, hvordan Jeg led;

bær¹ Mit Kors, Vassula, bær det for Mig, Mit kors råber på Fred og Kærlighed; Jeg vil vise dig Vejen, for Jeg elsker dig, datter;