30. juli 1999
1modtag Min fred og vær tålmodig, kom og sig:
”Barmhjertige Fader,
Jeg er sen til at forstå
Din Guddommelige Vilje;”
sig det;2
dette er, hvad Jeg ønsker af dig: tag den med ro, Min brud, overbebyrd ikke dig selv med arbejde; en rose er sprunget ud i dig, frisk og blomstrende, og medens du sidder i stille meditation og grunder over Os og forener dig med Os, indhylles Vi i din roses vellugt, den udsender den lifligste duft, alt imens Vi våger over dig og sender Vores stråler ind i dig for at holde rosen frisk og blomstrende; skulle du ophøre med at grunde over Os, vil din roses herlighed visne …
derfor siger din Guddommelige brudgom dig dette: erstat ikke din kontemplation over Mig med noget, som trækker dig ud af Min favn; tillad ikke dem, som anfægter alt, hvad du siger, at påtvinge dig deres nykker, Min elskede, for Jeg har sendt dig en af de allerædleste engle fra Mit englekor for at lede dig til Mig; denne himmelske fyrste trak dig ud af verden for sammen med Ham at træde ind i Mine himmelske Sale;
et menneskehjerte er for lille til at forstå alt det, Jeg har udvirket i dig, især i jeres så onde tider, hvor så mange lærde mænd giver sig ud for at være vise;
Jeg har, som Jeg plejer at gøre for Mine udvalgte, og som Jeg har fortalt dig, sendt dig en prins fra himlen efterfulgt af andre englestyrker for at ledsage dig i dit kald; og da du først var trådt ind i Mine himmelske Sale, bejlede Jeg til dig med poesi og religion for at gøre dig til Min harpe; Jeg har ladet dig opleve, hvad Mit Blik kunne give dig af glæder, idet Jeg sendte Det til dig som et guldglimt i dine øjne, og fyldte dem med Mit Lys;
i Min super-ødsle iver efter at undervise dig med Visdom, overså Jeg din skrøbelighed; og som enhver elev starter sin skolegang med at lære alfabetet, underviste Jeg dig i Mit alfabet, hvilket er at koncentrere al din opmærksomhed om Mit Ord;
Jeg tillod dine øjne at se Min ærefulde Majestæt; Jeg har betroet dig med noget, der overgår al kundskab;
vær årvågen, for din fjende vil gerne se dig afvige fra din hengivenhed til Mig og kontrollere dig ved at overbebyrde dig med arbejde, som et skib, der når først det er overlæsset, vil synke; du, som er Mit skib, og som har Mine Guddommelige Skatte om bord, overbelast ikke dig selv, så vil du undgå at synke; Jeg ønsker at se dig lykkelig og at du fordyber dig yderligere i Mig; dit vidnesbyrd er ikke overstået endnu; nu vil Jeg atter engang lade dig synke ned i Mine Guddommelige Kilder og tilstå din sjæl hvile;3
oh, hvordan skulle Jeg kunne glemme det øjeblik, Jeg nærmede mig dig … med den største omhu, for ikke at skræmme dig bort, gik Jeg ved din side; og med den ypperligste finfølelse åbenbarede Jeg Min Kærlighed for dig, hvilken indtil da var helt ukendt for dig; du har aldrig før kendt til Min Uendelige Barmhjertighed, ej heller til Min Kærligheds Dybde;
glæd dig derfor, datter, og læs dine bekymringer over på Mig, og lad dette også være en lektie for andre, som bærer mere, end de kan klare; Jeg vil ikke have, at du udmatter dig selv for at være mere produktiv og effektiv i Arbejdet for Mig; derimod sagde Jeg, at du ikke må udsætte Mit Arbejde og at du udelukkende skulle holde dig til Mit tempo;
alle disse budskaber kommer ovenfra og er inspireret af Mig; de kan med fordel blive brugt til undervisning og til at tilbagevise fejl; de kan anvendes som vejledning for Kirken til enhed og lede menneskers liv og lære dem at være hellige; de er givet jer for at få en bedre forklaring af Åbenbaringen , som er givet jer; de er en uudtømmelig kilde af en forunderlig Nåde for jer alle for at forny jer;
Jeg er Giveren af Liv, Den der Fornyr alt; Jeg er den himmelske Mannas Kilde; ja, i sandhed! Jeg har nærmet Mig dig, som du var, for at danne en underfuld og formidabel enhed med dig; du var uværdig, og langt fra Mit krav om ”jævnbyrdighed i kærlighed”, men indtagende i din betydningsløshed og i din åbenhed for Min Stemme;
lad Mig dele dette med dig; fra den dag du døde fra dig selv, som et tegn på Mit fortrolige venskab, tog Jeg dig til ægte, så Jeg kunne have dig nær Mig og hviske gode råd i dit øre, så du til gengæld kunne råde andre; Jeg overøste dig med Min ømhed og Min Faderlige hengivenhed; i en strøm af Guddommelig sødme bad Jeg dig rejse med Mig og for Mig, fra Nord til Syd og fra Øst til Vest; og som Jeg har sagt til dig før, har jeg, for at beskytte dig, givet dig talrige engle, ærkeengle og fyrster af de højeste ordener til at ledsage dig i din opgave; og givet dem ordre til at blive i de områder hvor Mine sædekorn er blevet sået og beskytte det, der er blevet sået;
det er ikke uden grund, Jeg løftede dig ind i Mine kongelige Sale og skænkede dig kongelige gaver; nu drager Jeg fordel af dine anstrengelser og Jeg modtager dit arbejdes skønne frugter; når Jeg skænker nådegaver til Mine udvalgte skyldes det forskellige årsager; de er bestemt til at være til gavn for Mit folk, Min Kirke, men samtidig også til den evige glæde, som disse udvalgte sjæle vil opnå fra Mig i himlen;
men hvad angår dem, som bestrider hvert eneste af Mine Ord og nægter at åbne deres hjerte for at se den store fordel, Min Kirke opnåede, idet de afviser at se Mine Velsignelser og Min Hengivenhed, de vil blive dømt uværdige, eftersom de har undervurderet Min Magt og Min Barmhjertighed, og til stadighed gør det den dag i dag;
Jeg har advaret dig, Vassula, om aldrig at blive træt af at gøre det gode og at lære at være tålmodig, for til slut og på det rette tidspunkt, vil du høste alt, hvad du har sået;
– lad dit arbejde være fortjenstfuldt, og lad intet være forgæves;
– lad Min trøst indgyde dig mod og lys i din sjæl;
– lad Min faderlige hengivenhed være din konstante indre glæde og en fortrolig brise i din sjæl;
– lad Mine Guddommelige kærtegn være din lægende salve, når din sjæl er såret eller træt, lad den styrke dig og udslette al slags bitterhed der måtte opstå i dit indre;
– lad enhver åndelig udfoldelse, du gør, lovprises i Mig for at du må opnå grænseløse nådegaver fra Mig;
– lad Mig altid være din eneste kærlighed og frem for alt;
– lad din mund gemme på den Olie4 der er dig givet, for at du med sødme kan bekendtgøre Min Storhed;
– må du en dag fremstå foran Mig fuldkommen og ærefuld i Mine Sale …
elskede, når Mit Navn, Jahve, udtales af dig, glæder det Mig i en sådan grad, at det får Mig til med stor hengivenhed at læne Mig mod dig, og Min glæde kan ikke holdes tilbage; tiltrukket af Min Glæde priser hele himlens hof helhjertet og énstemmigt Min berusende Kærlighed til dig og Min faderlige ømhed; de lovpriser Mig for Min Grænseløse Barmhjertighed, som jeg har for alle Mine skabninger; og lad Mig nu høre tre ”Kyrie eleisson” fra dig …
Kyrie eleisson,
Kyrie eleisson
Kyrie eleisson
…
Min Barmhjertighed giver jeg dig og Mine Velsignelser ligeså; husk, tillad ikke, at du bliver overanstrengt; Jeg, Gud, vil fortsætte med at bevare dig i Min Magt og i Min Nåde;
Jahve er Mit Navn;