Forholdet mellem SLIG og Åbenbaring
De ved meget vel, at for både katolikker og ortodokse er der kun én Åbenbaring, den af Gud i Jesus Kristus – den, der indeholdes i den Hellige Skrift og Traditionen. Inden for Den katolske Kirke er selv anerkendte “private åbenbaringer” som i Lourdes og Fatima ikke Trossandheder, skønt de tages alvorligt. Derfor: På hvilken måde betragter De Deres skrifter som en åbenbaring, og hvordan bør de blive accepteret af Deres lyttere og læsere?
Jeg har aldrig fået nogen kristendomsundervisning og slet ingen teologisk skoling, og ved begyndelsen af mit kald og min omvendelse vidste jeg heller ikke om nogen teologiske nuancer som de ovenfor nævnte. Jeg har gradvist fået undervisning i disse forskelle, efterhånden som Helligåndens milde vejledning skred frem. I begyndelsen af dette kald var jeg meget forvirret, og tidligt, da min engel viste sig, var dette, hvad jeg sagde: “Men jeg forstår det ikke. Vi har allerede Bibelen, så hvorfor behøver vi budskaber?” Min engel svarede: “Så du mener, at alt er blevet givet i Bibelen?” Jeg svarede: “Ja, det er derfor, jeg ikke ser nogen grund til alt dette her. Jeg mener – ingenting er nyt.” Så sagde englen: “Gud ønsker, at disse Budskaber skal gives.” Jeg sagde: “Er der en speciel grund til, at det er mig?” Englen svarede: “Nej, Gud elsker jer alle. Disse budskaber er blot en påmindelse for at minde jer om jeres grundvoldes oprindelse.” (7. august 1986)
En protestantisk præst sagde engang til mig, at der ikke findes nogen grund til, at Gud skulle ønske at tale til os nu, da vi har Bibelen. Forvirret sagde jeg til Kristus: “Herre, der er nogle præster, som afviser at høre og tro, at Du kan tilkendegive Dig, sådan som Du gør igennem mig; de siger, at Du, Jesus, har givet os hele Sandheden, og at de intet andet behøver end Skriften, med andre ord at alt dette arbejde er falskt.” Kristus gav følgende svar:
Jeg har sagt til jer alle, at Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i Mit Navn, vil undervise jer i alting og minde jer om alt, hvad Jeg har sagt til jer; Jeg giver jer ikke nogen ny lære, Jeg minder jer kun om Sandheden og leder dem, som er kommet på afveje, tilbage til den fuldkomne Sandhed; Jeg, Herren, vil blive ved med at vække jer med Påmindelser, og Helligånden, Talsmanden vil altid være iblandt jer som en Påminder af Mine Ord: bliv derfor ikke forbavset, når Min Helligånd taler til jer; disse påmindelser bliver givet af Nåde for at omvende jer og minde jer om Mine Veje. (20. december 1988).
Elleve år senere bad vor Herre mig skrive følgende:
Alle disse budskaber kommer ovenfra og er inspireret af Mig. De kan med fordel blive brugt til undervisning og til at tilbagevise fejl. De kan anvendes som vejledning for Kirken til enhed og lede menneskers liv og lære dem at være hellige. De er givet jer for at få en bedre forklaring 1 af Åbenbaringen 2 som er givet til jer. De er en uudtømmelig kilde af en forunderlig Nåde for jer alle for at forny jer. (30. juli 1999)
Jeg tror, at der kun er én Åbenbaring, og jeg har aldrig sagt noget modsat, De finder heller ikke dette i disse skrifter. Jeg forventer ikke, at læserne af SLIG tager budskaberne for mere end Bibelen, og jeg er sikker på, at intet som helst i SLIG bøgerne kan medføre, at de, som hører og læser mig, tænker anderledes. Faktisk citerer jeg altid mange afsnit fra Bibelen i mine vidnesbyrd, nogle gange mere end selve budskaberne gør. I budskaberne er der et klart og et kontinuerligt krav om at fokusere på Bibelen og leve dens sandhed. Mine skrifter er en virkeliggørelse og en påmindelse om den eneste Åbenbaring i Kristus, fastholdt i Bibelen og Traditionen, formidlet gennem Kirken; de er kun en appelleren til denne Åbenbaring. Disse skrifter har faktisk aldrig påvirket læserne til at tage dem for mere end den Bibelen, men vidnesbyrdene hjælper dem til meget bedre at forstå Guds Ord. Dog, vi ved, at Gud kan minde os om Sine velsignede ord, når Han ved, det er nødvendigt og til gavn for Kirken. En gunst af denne slags, for en gunst er det, oplyser eller manifesterer en Sandhed, der allerede er kendt, og giver en bedre forståelse af den.
Man kunne så spørge, hvorfor Gud kaldte på en, der var så begrænset og uværdig, totalt uinteresseret og uvidende hvad Kirken angår, og som aldrig søgte efter Gud – hvorfor kaldte Han på en sådan person til at tage imod “en påmindelse af Hans Ord?” Er ikke præster og teologer kaldet til at gøre det samme? Jo, det tror jeg, de er, og jeg har aldrig haft til hensigt at konkurrere med præster og teologer, som Gud har kaldet til at gøre deres arbejde; dog tror jeg, at Gud uventet har kaldet mig gennem en direkte handling fra Hans side.
Jeg har for nylig lært, at det Andet Vatikankoncil har understreget, hvor vigtigt det er, at lægfolk medvirker til at sprede Evangeliet gennem de forskellige nådegaver, Gud skænker Sin Kirke. I Lumen Gentium erklærer Koncilet helt klart, at lægfolk deltager i Kristi profetiske embede, og at Kristus “fuldbyrder dette embede ikke blot gennem præstevældet, men også gennem lægfolk. Derfor indsætter Han dem som vidner og udruster dem med Troens sans (sensus fidei) og Ordets nådegave” (LG 35). Enhver lægperson har derfor en rolle at spille i at tjene evangeliet i overensstemmelse med den nådegave, Gud har givet ham eller hende, og igennem disse nådegaver er han eller hun med det samme et vidne til og et levende redskab for selve Kirkens mission “i overensstemmelse med den nådegave, Kristus har givet”.
I de fleste klassiske værker i katolsk fundamentalteologi findes der en skelnen mellem Åbenbaringer – som refleksionsbegreb (Åbenbaring med stort Å) – og åbenbaring, som erfaringsbegreb (åbenbaring med lille å, ofte åbenbaringer i flertal). Når jeg taler om min ydmyge erfaring som “åbenbaring”, taler jeg om åbenbaring med lille å fra et erfaringsmæssigt synspunkt
Jeg taler ikke om min erfaring som åbenbaring fra et dogmatisk synspunkt, da jeg på ingen måde ønsker at konkurrere med Åbenbaringen. Ligesom med andre “private åbenbaringer” eller “profetiske åbenbaringer” tilføjer mit arbejde ingenting til Trosskatten. Tværtimod, Guds kald til mig tager sigte på at pege på Trosskattens fulde Sandhed for at komme mere fuldstændigt ind i denne Sandhed og leve den.
Det Andet Vatikankoncils dokument ” Dei Verbum” har gjort det klart, at den offentlige Åbenbaring er afsluttet og fuldkommen, og at “ingen ny offentlig Åbenbaring er at vente før den ærefulde manifestation af vor Herre, Jesus Kristus” (Dei Verbum 4). På den anden side gør Dei Verbum det også klart, at Guds folk konstant har brug for at uddybe forståelsen af denne Sandhed:
Traditionen, der kommer fra apostlene, udvikler sig i Kirken ved hjælp af Helligånden. Der er en udvikling i indsigt, i virkeligheden og i de ord, der bliver overleveret. Det sker på forskellige måder. Det kommer gennem beskuelse og studeren af troende, som grunder over disse ting i deres hjerter (jf. Luk. 2, 19, 20 og 52). Det kommer fra den indre fornemmelse af den åndelige virkelighed, som de har oplevet. Og det kommer fra forkyndelserne af dem, som har modtaget Sandhedens nådegaver, sammen med deres rettigheder ved successionen i bispeembedet. Som århundreder går hen, er Kirken således altid gået videre mod den Guddommelige Sandheds fylde, indtil Guds Ord eventuelt er fuldbyrdet i den. (Dei Verbum 8) .
Hans Eminence Kardinal Joseph Ratzinger har meget tydeligt sagt om forholdet mellem kristen profeti og åbenbaringer, at den tese, at profeti skulle ende med en afslutning af Åbenbarelsen i Kristus, kan rumme skjulte misforståelser. Hans standpunkt var udtrykt i et interview om kristen profeti og igen i en kommentar til åbenbaringen af den tredje hemmelighed i Fatima. Jeg tillader mig at citere ham direkte fra interviewet:
Åbenbaringen er i sit inderste væsen Gud, som giver sig selv til os, som bygger historie med os, genforener og samler os alle. Det er åbenbaringen af et møde, der også har en indbygget kommunikativ dimension og en kognitiv struktur. Det medfører også et ansvar at have kundskab om Åbenbaringens Sandhed. Forstået på den rigtige måde har Åbenbaringen nået sit mål med Kristus, fordi – sagt med disse smukke ord af Johannes af Korset – når Gud har talt personligt, er der ikke mere at tilføje. Ingenting kan mere blive sagt om Logos (Ordet). Han er iblandt os på en fuldstændig måde, og Gud har ikke noget større at give os, at sige os – end Sig selv. Men netop denne helhed at Gud giver sig selv, d.v.s. at Han, Logos, er nærværende i kødet, denne helhed betyder også, at vi skal fortsætte med at trænge ind i dette Mysterium. Dette bringer os tilbage til håbets struktur. Kristi komme er begyndelsen til en bestandig fordybelse i kundskaben om og en gradvis opdagelse af, hvad der er givet i Logos. Således er en ny vej indvarslet for at lede mennesket til hele Sandheden, som Jesus udtrykker det i Johannesevangeliet, når Han siger, at Helligånden skal komme ned. Jeg tror, at den pneumatologiske kristologi1 i Jesu afskedstale er meget vigtig for vort emne, når Jesus forklarer, at hans kommen i kødet blot var det første skridt. Det virkelige komme vil ske, når Kristus ikke mere er bundet til et sted eller et legeme, som er begrænset, men når Han kommer til alle i Ånden som den Opstandne; når vi indtræder i Sandheden, opnår vi således også mere og mere dybsindighed. Taget i betragtning, at Kirkens tid – d.v.s. den tid, når Kristus kommer til os i Ånden – er bestemt af netop denne pneumatologiske kristologi, da ser det klart ud for mig, at det profetiske element naturligvis ikke kan mangle eller tillades lidt efter lidt at dø hen; det profetiske element som element af håb og bønkaldelse. (30. januar 1999).
På samme måde gør jeg ikke på nogen måde krav på, at mine skrifter skulle have en status eller autoritet, som kommer i nærheden af den Hellige Skrift. Bibelen er inspireret på en ufejlbarlig måde. Jeg tror i al ydmyghed, at Herren bevægede mig til at rejse sammen med Sig gennem en direkte påvirkning i min sjæl ved at hjælpe mig, når jeg blev kaldet til at skrive, men det skrevne er ikke inspireret på samme måde, som den Hellige Skrift er, og resultatet er ikke ufejlbarligt; men det betyder heller ikke, at der skulle være trosmæssige fejl i mine skrifter, hvilket jeg er sikker på, der ikke er.
I Fr. Marie-Eugènes bog, I am a Daughter of the Church (Jeg er en kirkens datter), påminder han os om, hvordan Gud kan tilpasse Sig til sjælen.:
Guds direkte påvirkning, som således er nedlagt i mennesket, og som det gør brug af, er vidunderligt tilpasset til sjælens psykologiske liv. Denne tilpasning fra Gud bør understreges som et vigtigt kendetegn for Hans indgriben. Gud, som samtykker i at tale det menneskelige symbolsprog for at give os Sit Lys, går så langt, at Han går ned til vort niveau; Han tilpasser sig til vort temperament og vore særlige behov i valget af disse symboler for at nå os mere sikkert. For en tro, der har bevaret sin renhed og sin enkelhed, vil Han tale et sprog af ydre, strålende tegn, som vil få troen til at vibrere. For en tro, som rationalismen har gjort forsigtig og kritisk, vil Han anvende et mere intellektuelt sprog. 3
Kardinal Ratzinger har sagt: “At være i stand til at løfte sig selv op til indre kontakt med Gud, i ord og billede, vil selv i tilfælde af autentisk mystik altid afhænge af den menneskelige sjæls muligheder og dens begrænsninger.” Jeg oplever således Guds Ord uden anstrengelse, med andre ord uden at jeg forcerer noget som helst, de kommer bare. Jeg modtager disse meddelelser (indre ord) på to måder. Jeg vil gerne have, at man her lægger mærke til, at jeg ikke på nogen måde har i sinde at sige, at jeg fuldstændig ved, hvordan jeg skal udtrykke dette fænomen, og hvordan Gud kan gøre sådanne ting, men forklaringen nedenfor er den bedste, jeg kan give:
1. For det første gennem intervention af indre ord, nemlig lokutioner (indre ord). Ordene, jeg opfatter, er substantielle og meget tydeligere, end hvis jeg hørte dem med mine ører. Et eneste ord alene kan indeholde en verden af mening, således at forståelsen af selve ordet aldrig hurtigt kan udtrykkes i menneskelige ord. Hvert guddommeligt ord eller hver instruktion, som gives for at undervise mig, vil ikke være på samme måde som undervisning i skolen, som måske på grund af begrænset tid ikke kan blive forklaret helt med det samme, eller på grund af menneskelig svaghed kan blive glemt – eller ikke helt forstået. Men den guddommelige undervisning eller instruktion, der bliver givet, vil blive givet et stykke tid og blive indprentet i sindet på en sådan måde, at det vil være svært at glemme. Lyset, der spreder sig, er så umådeligt, som et stærkt lys, der spreder sig vidt og bredt, og det giver øjeblikkeligt en verden af kundskab, mere end blot selve ordet. Ordet, som gives, er som en bred flod, der deler sig til mindre åer, som fører én alle vegne hen og til forskellige steder, men de kommer altid fra den ene flod. Med hvilken som helst normal undervisning i skolen ville det tage mig måneder at lære det. Eftersom jeg oplever ordene så stærkt, er jeg ligeledes klar over, at den skrevne form og måden, jeg udtrykker ordene på, stadig er afhængig af mine begrænsede sprogkundskaber og udtryk.
2. Den anden måde, jeg modtager Guds ord på, er gennem et forståelsens lys i min forstand uden noget udtalt ord. Det er, som om Gud formidler Sin tanke til min. Jeg ved øjeblikkeligt, hvad Gud ønsker eller vil sige. Så må jeg nedskrive dette “ikke udtrykte budskab”, så godt jeg kan ved at vælge mine egne ord.
Senere har jeg fået fortalt her i Rom, at den Hellige Birgitta af Sverige havde lignende måder at nedskrive sine budskaber på.
Hvorfor Herren vælger denne specielle måde at nedskrive budskaberne på, hvor Han endog tager fat i min hånd? Jeg ved det virkelig ikke. Herren sagde mig blot, da jeg spurgte Ham hvorfor: “Fordi Jeg kan lide det på denne måde”. Så derfor ved jeg ikke, hvordan det sker. Jeg vil gerne pointere, at teologer, som også er eksperter i grafologi, og som har undersøgt skrifterne, kalder dem “hieratiske” (præstelige, hellige), og de beskriver mange grundliggende forskelle mellem måden, jeg skriver på, og såkaldt automatisk skrift. Jeg har senere fået at vide, at kendte mystikere som for eksempel Theresa af Avila oplevede ekstase (rapture) af sit legeme eller sommetider dele af sit legeme. Jeg tror, dette er en mild form for ekstase (rapture) af min hånd, og jeg tror på, at Herren har Sine egne hensigter med dette.
1 På samme tid hørte jeg ordet “forståelse”.
2 Den Hellige Bibel.
3 Fr. Marie-Eugène, O.C.D.. I am a daughter of the Church, Vol. II, Chicago, 1955. p. 283.
