af Vassula

De guddommelige Sandt Liv i Gud budskaber begyndte den 28. november 1985. Det er blevet åbenbaret for mig, at disse budskaber vil nå ud til alle nationer, dvs. jeg vil gengive Ordet, som Gud har givet mig, til alle nationer.

Disse budskaber er en præcisering af Guds Ord: en påmindelse. Denne spiritualitet er helt sikkert en skat fra Guds forråd. Gud giver os en festmiddag i vore dage, og Han kalder mennesker til at blive redskaber for Sandt Liv i Gud . Disse budskaber er til os alle, og vi bør alle føle os ansvarlige for dette budskab. Det tilhører jer lige så meget som det tilhører mig.

En SLIG-enheds eller -forenings arbejde kan sammenlignes med et kontor, hvor Gud er Chefen. Så er der sekretærerne, assistenterne og andre medarbejdere, som Chefen engagerer. Nu er det sådan, at denne Chef udelukkende ansætter dem, der er fattige i ånden samt de elendige og svagelige; og da ingen er perfekte, er det klart at disse uduelige ”ansatte” begår fejl. Derfor burde den døve ikke sige til den blinde: “du læste ikke det, jeg skrev, ordentligt”. Som uduelige har ingen ret til at anklage de andre. Vi burde forstå, at såfremt vi ved Nåde er blevet kaldet til at være redskaberne for dette budskab, er det ikke, fordi vi er de bedste og de stærkeste, men fordi vi er de ringeste og de svageste. Derfor må vi forblive små og ydmyge og tillade Gud at arbejde i os, og derved bliver Gud så meget mere herliggjort! Jo mere ydmyg du bliver, desto mere kan Helligånden ånde i dig. I det øjeblik, du begynder at tro, at du er ”noget”, er det starten på dit fald og din fravigelse, og du vil tage dig af dine egne sager, og ikke Guds.

Vi er glade for at se, at der verden over er SLIG grupper med den samme ånd, mennesker af samme slags, der fungerer på samme måde … og det lader til, at i SLIG vælger Gud dem, der har en udholdende personlighed og alligevel i Guds Øjne er svage. Men husk at Gud fylder jeres svaghed med Sin styrke, og det er derfor, I aldrig vakler, det vil sige, I ikke vender som vinden blæser.

Iblandt arrangørerne af SLIG virket burde der ikke være nogen konkurrence eller rivalisering, idet der da vil blive splittelser. Gud ønsker, at vi forener os. Hvis der er splittelse iblandt jer omkring udbredelse af disse budskaber om forsoning, fred og enhed, vil det blive Satan, der sejrer, og resultatet vil blive, at før eller siden vil ingen lytte til hverken dette budskab om Enhed eller jeres vidnesbyrd, hvis I selv er splittede. Alle burde respektere hinanden og arbejde (sammen)! Jesus siger: “gør jeres bedste og Jeg vil gøre resten”

I burde ikke kun læse, men leve Budskabet. Vor Herre ønsker at forvandle jer til det redskab, Han ønsker, I skal være. Derfor er det nødvendigt, efter at have læst budskabet, at ændre jeres hjerte før I vidner. Det, vi søger, er en omvendelse, en “venden sig til Gud” og ”et sindelagsskifte” – det er sådan, Gud begynder i SLIG budskaberne. Han ønsker, at vi er bevidste og opmærksomme på Hans Kærlighed og at det, vi gjorde før i tiden, var imod Guds forskrifter og Hans Lov. Så, ved at ændre vore liv og med et nyt hjerte opnår vi Hans kærlighed og er nu i stand til at videregive den til andre. Dét, I modtager, burde I give til andre.

Jesus siger, at dette budskab er til jer alle, fordi I i Hans øjne er så dyrebare. Han kom til jer med Sine sædekorn (SLIG Budskaberne), så I kunne så dem i jeres jord; og er I opsatte på at dyrke jorden, vil høsten helt sikkert blive god og rigelig. Hvis I gør dette ofte, vil jorden blive modtagelig for kornet; da vil enhver kende til Hans kærlighed og vil svare på Hans kald. Hvis I med hjertet lytter til Hans kald om at arbejde for Ham, med at udbrede Hans Budskab, vil Han hjælpe jer! I videregivelsen af dette budskab vil der være forfølgelser. Til jeres livs ende vil I blive forfulgt på grund af Jesus; men husk at hvis I lever i Gud, og Hans fred dvæler i jer, vil I ikke blive forstyrret, uanset hvilke forfølgelser, der måtte komme. Vi har brug for at stole fuldstændigt på Jesus.

Ved I, hvorfor disse budskaber bliver angrebet så voldsomt af Satan? Fordi disse budskaber er så kraftfulde, og ved hjælp af disse budskaber bliver mange mennesker frelst. I burde fortsætte ihærdigt!

Vassula