REDAKTØRENS BEMÆRKNING

(Denne artikel, der er skrevet af fr. Peter Yates, er naturligvis skrevet før pave Frans’ død. Ikke desto mindre er det nu endnu vigtigere end før, at vores læsere bliver klar over, hvad man håbede på og aktivt planlagde. Det klare behov for fortsat bøn for enhed er mere påtrængende end nogensinde. Lad os håbe, at der snart åbner sig en alternativ mulighed for at nå frem til den enhed, som pave Frans og patriark Bartholomæus kunne have skabt i næste måned).

Paven and patriarken

Den kristne tro er unik i sin forkyndelse af de dødes opstandelse, idet den har Jesu opstandelse som hjørnestenen i sin tro, hvorfra alle andre elementer i denne tro finder deres oprindelse, forklaring og betydning. Ingen anden tro kan påberåbe sig en lignende lære eller en tilsvarende begivenhed i deres historie, som kan sidestilles hermed. De første apostle brugte faktisk denne særlige kendsgerning til at fremføre deres påstande over for deres jødiske medborgere og til at forsøge at overbevise dem om, at Jesus var Guds Messias, den udvalgte salvede og frelser, Guds Kristus.

Situationen med vores fælles »falden« væk fra vores Skaber beskrives som en »åndelig død« for menneskeheden, hvilket forklarer alt, hvad der er gået galt i det indbyrdes forhold mellem mennesker lige siden. Det bliver endnu mere levende og virkeligt for enhver gennem oplevelsen af den fysiske død. Troen på Kristi opstandelse bringer viden med sig om overvindelsen af denne ›åndelige død‹ gennem hans offerdød på korset og opstandelsen fra denne død på den tredje dag; så opstandelsen udgør den mest kraftfulde og usædvanlige begivenhed, der nogensinde er sket i menneskets historie. Når vi tager denne bemærkelsesværdige begivenhed til os, bliver vi ligesom de første apostle og disciple tvunget til at spørge: Hvem er denne mand, der er genstand for denne uigenkaldelige begivenhed, og hvordan skal vi forholde os til ham? Hvad betyder hans liv og død for hver enkelt af os?

Dette budskab om opstandelsen er blevet videregivet af kristne fra generation til generation i 2000 år som selve centrum og kernen i den kristne tro.

Men det første, enhver nutidig kristen, der vover sig ind i økumeniske kredse, vil lære i dag, er, at datoen for kirkernes fejring af denne unikke begivenhed, påsken, er forskellig i kirkerne i øst og vest. Og det har ikke kun været tilfældet lige siden kirkebruddet i 1053, men kontroverserne om påskedatoen går helt tilbage til de tidligste år af den kristne historie, til det andet århundrede og endda før det.

Vi begynder at indse, at hvis selve grundlaget for vores tro fejres på andre datoer i andre dele af kirken, er der en reel brist i forkyndelsen af den. For enhver, der står »uden for« troen, vil en sådan variation straks antyde svaghed snarere end styrke, elementer af tvivl og usikkerhed, vaklen og en lang række spørgsmål, som alle underminerer styrken og sandheden i det, der forkyndes.

Men i forhold til dette vanskelige spørgsmål, som har plaget den kristne kirke i så lang tid, kan vi nu sige, at der er lys for enden af den lange, mørke tunnel.

Og år 2025 har det privilegium, at det er det år, hvor der kan ske en positiv udvikling, som er gunstig for løsningen af dette spørgsmål, der drejer sig om selve kernen i vores tro. Dette år er godt stillet, fordi det er et af de få år, der forekommer fra tid til anden, hvor påsken fejres på samme dag af både østlige og vestlige kirker. I år er det også, som vi alle glædeligt bliver gjort opmærksomme på, 1700-året for koncilet i Nikæa, som var det allerførste af kirkens store konciler, og hvor man (blandt andet) blev enige om en lære om Gud – den hellige treenighed, som er blevet brugt og overholdt af alle de almindelige kristne kirker lige siden.

Men det mest afgørende og betydningsfulde af alt er måske, at pave Frans og den økumeniske patriark Bartholomæus skal mødes i Tyrkiet i løbet af maj og planlægger at besøge Nikæa sammen. Det er svært at beskrive, hvor betydningsfuldt det møde kan blive for alle, der længes efter de kristnes enhed. Mødet vil bygge på alle de tidligere møder, der har fundet sted mellem paven og patriarken, siden pave Paul og patriark Athenagoras mødtes første gang i 1964.

Påskedatoen, som har været et kontroversielt emne fra kirkens tidligste tid, er på dagsordenen for deres møde, og der kommer udtalelser om et stort håb og tillid til, at de to store kirker i øst og vest måske efter så mange lange år kan nå frem til en tilfredsstillende aftale. I deres tidligste form drejede konflikterne sig om, hvorvidt man skulle stole på den jødiske datering af påsken (14. nisan), som mange kristne hævdede var beregnet forkert. Koncilet i Nikæa i 325 blev så anledningen til, at den jødiske kalender ikke længere skulle bruges, og der blev gjort et forsøg på at fremme ensartethed, men man blev ikke enige om nogen metode til at beregne datoen. Siden Nikæa er der opstået forskellige datoer mellem øst og vest på grund af deres brug af forskellige kalendere, den gregorianske eller den julianske, til at beregne datoen.

Vi må bede for det kommende møde mellem paven og den økumeniske patriark, som i flere år har forberedt sig på denne begivenhed, og især for deres fælles bestræbelser på at nå til enighed om datoen for Pascha/Påsken.

Én Påskedato – paven og patriarken

I et brev til patriark Bartholomæus, som blev sendt sidste år i forbindelse med fejringen af Sankt Andreas, henviser pave Frans til det kommende besøg i Nikæa:

Deres Hellighed, det nu forestående 1700-års jubilæum for det første økumeniske koncil i Nikæa vil være endnu en mulighed for at vidne om det voksende fællesskab, der allerede eksisterer blandt alle, der er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jeg har allerede flere gange udtrykt mit ønske om at kunne fejre denne begivenhed sammen med jer, og jeg takker oprigtigt alle dem, der allerede er begyndt at arbejde for at gøre det muligt. Dette jubilæum vedrører ikke kun de gamle kirkesamfund, som deltog aktivt i koncilet, men alle kristne, som fortsat bekender deres tro med ordene i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Erindringen om denne vigtige begivenhed vil helt sikkert styrke de bånd, der allerede eksisterer, og opmuntre alle kirker til et fornyet vidnesbyrd i verden af i dag. Det broderskab, de kristne har levet, og det vidnesbyrd, de har givet, vil også være et budskab til vores verden, der er plaget af krig og vold.

Dicastero per la Comunicazione – Libreria Editrice Vaticana

‘Én Påskedato’ har ligeledes i mange år været et opråb fra læserne af Sandt Liv i Gud-budskaberne, og især fra den græsk-ortodokse mystiker Vassula Ryden, som modtog disse budskaber, som hendes tilhængere mener er blevet sendt af Gud med netop dette formål. I et af de budskaber, der blev givet til hende, sagde Jesus faktisk til hende: ‘Foren påskedatoerne, og jeg vil gøre resten;’ (jf. SLIG-budskabet fra 24 oktober 1994)…og mente dermed, at der skulle skabes enhed mellem kirkerne i øst og vest. Det ville være et tydeligt vidnesbyrd om hendes minde (Vassula døde i september sidste år af kræft) og om hendes næsten 40 år lange mission over hele kloden, hvor hun besøgte over 70 lande og arbejdede utrætteligt for enheden mellem Kristi kirker.

Patriark Tawadros/Theodoros II af Alexandria velsigner Vassula på Sandt Liv i Gud pilgrimsrejsen i Ægypten 2023

I Kristi bøn om enhed for alle, der tror på ham, beder han: “At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig..” (Joh 17:21) Vi må ikke et øjeblik slække på arbejdet med at vække kirkerne til Herrens kald til enhed, da verdens velfærd og endda overlevelse afhænger af det. I en verden, der er så splittet af vold og krig, bør vi fordoble denne indsats, og især i år med alle de nådegaver og muligheder, som denne særlige fejring giver. Hvis vi kan tro på disse ord om vigtigheden af at fejre påskefesten på én dato, kan de kristnes vidnesbyrd i denne verden, som allerede er stærkt i de lande, hvor de regelmæssigt lider martyrdøden, komme tættere på Herrens hensigt om, at »verden skal tro«.

Peter CSWG

(Fr. Peter Yates har været med i SLIG i mange år. Vassula besøgte hans anglikanske kloster for mange år siden).

Vassula ved patriarkens officielle velkomst