2. marts 2022
Jeg har skabt dig for at vejlede dig med Visdom til at lære menneskeheden forfra om Mine Retfærdige gerninger og den Ophøjede skikkelse, Jeg er! Jeg har vist jer alle Min Hellighed, Jeg er aldrig ophørt med at kalde til omvendelse og bøn; bønner, der vil helbrede jeres sjæl og legeme; gennem bøn vil I lære at gøre Min Vilje, og I vil lære Mine Veje; I vil lære at holde jer til Mine Veje, som vil føre jer til Mig, for den, der finder Mig, finder Livet; ved Min Egen Herlighed og Godhed og gennem Min Guddommelige Kraft har Jeg givet denne generation alt, hvad de behøver, for at komme til guddommelighed gennem sand hengivenhed, og at komme til Mig i fortrolighed, så de kan lære Mig at kende;
ja, Jeg har mindet jer alle om de samme sandheder, ligesom de står skrevet i Mit Ord;1 kom nu! kun i Mig findes der hvile for din sjæl; led ikke andre steder efter fred og harmoni, sikkerhed og hvile;
Vassula, det er Mit ønske, at du uophørligt har Mig i dine tanker; og om morgenen, når du vågner, skal du tænke dine første tanker om Mig og fylde Mig med din kærlighed; slut dagen sammen med Mig og glem aldrig at have Mig ved din Side; ophør desuden aldrig, i løbet af dagen, med at prise Mig og lære dine omgivelser om Min Herlighed og Min Almagt, lad Mig være dit hjertes glæde, ligesom du er Mit Hjertes glæde! lad disse mørke dage, som du fastholdes i, være fyldt med Mit Nærvær og Min Pragt; lad dine ører høre disse ord:
‘Jeg, din Herre, er kommet for at salve dig som Min brud
for at gøre dit hjerte til en velsignelse og klæde
dig i Mig Selv, for det er dét hjerte, Jeg har valgt
det er her, jeg vil blive for evigt;’
derpå vil jeg omslutte dig fuldstændigt med Min Herlighed, så at natten, der har omringet dig, bliver til Lys, da vil mørket ikke længere bo i dig; Jeg er kendt for at helbrede knuste hjerter, for Jeg er kendt for at vise kærlighed i alt, Jeg gør;
Jeg vil være ved din side, datter, for at fortsætte med at undervise dig, for det er dét, der behager Mig, så at alt, hvad du lærer af Mig vil være kærkomment for Mig og til Mit velbehag;
Jeg velsigner dig og minder dig om at lytte til Mig ind imellem; ic