30. september 2019

må Min Fred, du har modtaget, herske over dig og over enhver, der påkalder Mit navn…

datter, hold alt, hvad du har lært, i live indeni dig, dette er, hvad Jeg har instrueret dig i fra begyndelsen… Helligånden, Livets Giver, spreder Sine gaver over hver eneste af jer, og alle har fået sin del af nåden; nogle af jer forblev i Hans nåde, andre stødte sig med tiden fra Mig; fra et liv i Gud, og gled langt væk fra Mig; når de møder Mit Kors, bliver de rædselsslagne over Det; har Jeg ikke lært jer, at Mit Kors og Jeg er forbundne og uadskillelige?

i dag er disse sjæle upåvirkelige, men Jeg er for følsom, for medlidende, til at lade dem leve i synd, indtil de mødes med Døden og vil blive dømt; Min Kærlighed byder Mig at finde forskellige måder at nå dem alle, for de er alle bestemt til at leve og at dele Min Herlighed; Min Fader og Jeg elsker jer alle med så meget kærlighed, ja, til vanvid! en Kærlighed, som ikke kan holde Os væk fra jer, en Kærlighed, som binder os sammen; på grund af Min Kærlighed blev Jeg Kød for at leve iblandt jer og forblive iblandt jer1; på grund af Min store Kærlighed led Jeg villigt Min Lidelse for at befri Min skabelse og løskøbe jer alle;

så i dag beder Jeg dig, datter, om at være lysende og lykkelig! lys indefra og udefra, ‘δόξασε με κάθε στιγμή, κάθε λεπτό, κάθε ώρα, σε όλα, και σε όλες τις περιπτώσεις…’ 2

velsign Mig for alt og alle… følg i Mine fodspor, vær fuldkomment ét med Mig; tag altid med glæde imod Mig i dit liv og lad Mig være en del af dit liv; vær Min Hånd, vær Min Fod, vær hele Mit Legeme! du vil spørge Mig, ”hvordan? hvad mener Du? og hvordan kan det være, at du, den elendige, støvkornet, det stakkels lille kræ kunne være Min Hånd, Min Fod og Mit Legeme?” jamen, har du glemt, at du ved at give Mig din vilje, hele din vilje, på denne måde døde fra dig selv, at der ikke forbliver mere3 af dig? hvis du, der er den mindste og mest elendige, er blevet givet så meget, hvor meget mere ville Jeg da ikke give de andre af jer, der altid har elsket Mig? såfremt du ønsker at opnå guddommeliggørelse, beder Jeg, Gud, der er usynlig i Min Guddommelighed, dig om at skænke Mig din vilje og dø fra dig selv, så intet vil være tilbage af dig, intet! da vil Jeg majestætisk og mægtigt oprejse dig til at blive en del af Mig; Jeg vil omslutte dig og indhylle dig fuldstændigt, så du med hud og hår bliver en del af Mig; Jeg vil gøre dig fuldkommen, så at alt, der var plettet med synd, vil blive skønt og lysende i Mit Lys og i din guddommelige og fuldstændigt herlighedsfulde forklarelse; således vil du komme ind i Himlen;

Jeg er Døren til Himlen;

bliv ikke hængende i træghed og rationalisme, for de vil gøre dig til et pragmatisk4 væsen og lede dig ind i åndelig blindhed, der fører til Døden og forhindrer dig i at forstå Mit Sprog;

Jeg siger dig, at hvis du bliver ved at være begravet i dit mørke og i dig selv, hvilket håb har du da tilbage? bliv ikke hængende i træghed som et dødt legeme, et lig, frarøvet det, som Jeg tilbyder dig! søg at være løsgjort fra alt, der holder dig væk fra Mig, bryd denne barriere af modvillighed, rationalisme, fryd dig og kassér denne tungsindighed og frygt for Mig!

har du nogensinde hørt om grænseløs Kærlighed? en Kærlighed der stråler og regerer fra Universets centrum og derfra udvider sig til hele resten af Universet? Min Kærlighed transcenderer al essens; Jeg er over al essens; Jeg er en Lysende Åbenbaring i hele Kosmos og i hvert et hjerte, der gør det muligt for dig at nå til det højeste i kontemplation; Min Kærlighed gennemtrænger din sjæl, dit sind, dit intellekt, og Den trænger ind i dit hjerte som morgendug, der falder fra himlen, hver tindrende dugdråbe bliver en helsekur for hver ufuldkommenhed i dit legeme og din sjæl; dit legeme og din sjæl vil da, badet i Mit Lys, tilegne sig uanfægtethed og guddommelighed; endelig vil Jeg, som er Min skabelses Brudgom, som Jeg tidligere5 grundigt har forklaret dig, trænge ind i dit hjerte, så snart du måtte tillade Mig det, og du, du vil være fuldstændig villig til at blive flettet ind i Min brændende omfavnelse uden den mindste tøven, velvidende, at du vil blive sat i flammer ved at falde ind i Min, din Guds, brændende omfavnelse; du vil blive omsluttet af Ild; en Ild, der vil vække dig til Live; det er Mig; og idet du kommer til Live, vil hele din væren være blændende hvid, lysende, oplyst med glitrende slør af Lys og Safirer, og alle dine lemmer vil svinde i Mig og blive smukkere og smukkere, mens Jeg i denne forklarelse vil udøse Myrra fra Mine Fingre over dit hoved og hele vejen til dine fødder for at salve dig;

du vil befinde dig udenfor dine sædvanlige omgivelser og hinsides masserne, hinsides støjen, hinsides alt, som mennesket har bygget, hinsides alt menneskeligt og legemligt, og du vil endelig se Mig… i det uudsigelige øjeblik, stadig beruset over at se Mig, vil du, mens hele din væren vil ryste, vove at løfte dit blik for ufravendt at se ind i Mine Øjne, de Øjne, der formede dig, de Øjne, der græd for dig, dengang du strejfede væk fra Mig, de Øjne, der fik medlidenhed med dig i din elendighed, de Øjne, der aldrig fjernede blikket fra dig, og som fulgte dig for at bringe dig tilbage til din Elskede, og til Den, du altid har tilhørt, du vil begribe den Grænseløse Kærlighed, Jeg har til dig, elendige lille skabning! de Øjne, der er Oceaner af Kærlighed… skælvende af sindsbevægelse vil dit hjerte, når det bliver klar over Min Kærligheds dyb, blive såret, et sår, som aldrig vil hele, ved at opdage din Guds Skønhed, ved at opdage Hans Pragt, Hans Vældige Dragende Magt, vil du betragte Den eneste ene Gud, strålende i Sit Herlighedsfulde Lys, du vil opdage Livets Giver, herrernes Herre, som udgød Sit Eget Blod for dig for at løskøbe dig og frelse dig til at dele Sin Herlighed… din Brudgom, din Elskede, vil drage dig stadig nærmere til Sig med gyldne bånd, så du aldrig vil skilles fra Ham igen; vi vil blive Ét; din sjæl vil være forenet med Mig, og Jeg, Gud, vil være forenet med dig;

sjæl! at have ønsket Mig, at have tørstet efter Mig, har i din kontemplation af Mig ledt dig, Min datter, ind i en trolovelsesforening, ind i et symbolsk bryllup; ind i Guddommelig Kærlighed… og den mørke nat er svundet fra din sjæl, kødelige fornøjelser hører kun fortiden til og bliver tilbage i fortiden og betragtes som støv og aske, for nu står den Synlige Herlighed foran dig, uden sammenligning hvidere end månen og mere lysende end solen;

Jeg fulgte dig fra den dag, du blev født, med et brændende ønske om at gøre dig til Min i en Guddommelig Forening, der ville lede dig ind i en ægteskabelig symbolsk forening; for at svøbe dig med udødelighedens strålende brudeslør, besøgte Jeg dig6 da som en Brudgom for at ægte dig og gøre dig til Min Brud… og du, havde du dengang fuldt indset Hvem, der var hos dig og støttede Sig til dig, ville du have frydet dig;

da førte Jeg dig, hvis du husker det, ind i Min Moders kammer, ind i det værelse, hvor Hun ville fuldkommengøre dig; nu er Jeg omsider trådt ind i dit liv og har oplivet et ønske om på din vanskelige vej at nå Mig og forblive Min trofaste Brud; når du har opdaget Min enestående Skønhed, indset at vor Guddommelige Forening vil bringe en usårlighed, der vil drage sjæle væk fra verden, vil din sjæl med hvilken som helst omkostning for dig overholde Mine forskrifter, din tunge vil forkynde lovprisninger af Mig, efter Jeg er vendt tilbage for at vække dig af din dybe søvn, og nu, hvor du har set Min enestående Skønhed, vil du lægge verden bag dig, vende dig bort fra den for i stedet at blive mættet med Guddommelig Ømhed i Min Favn;

O, hvad ville Jeg ikke gøre for hver en sjæl!

Jeg fryder mig fuldt ud over at
være hos Dig!
Du har bøjet Dig ned til mig for at
jeg må træde ind i Din favn,
hvori jeg finder Sikkerhed,
omkranset af Øm Kærlighed,
så jeg føler mig hjemme og beslægtet
med Dig,
en følelse af altid at havde kendt Dig,
en følelse af nærhed,
og at Du altid har været der!

bliv ikke slået af ærefrygt!

Ikke kun er jeg slået af ærefrygt,
jeg er også løbet tør for ord,
der kan beskrive mine følelser…
det er umuligt at udtrykke mig og det,
jeg virkelig ønsker at sige…

Jeg behøver ikke ord for at kende dig og vide, hvad der står skrevet i dit hjerte, Jeg læser dit hjerte, og det er tilstrækkeligt!

Hvis jeg må være dristig nu,
ville jeg gerne sige Dig dette:

Jeg ville ønske,
jeg kunne beskue Dit Hellige Ansigt mere,
jeg ønsker at se Dig ansigt til ansigt…

det vil du en skønne dag… men salige er de, der har set Mig som et enkelt Lys i deres mørke, endnu mere salige er de, der ikke har set Mig og dog troet på Mig; salige er de, der blev inviteret til at bære Mig som deres brudekjole, de skal se Lyset, og salige er de, der evigt og utrætteligt fulgte Mit Kors og favnede Det, de skal blive løftet ind i Paradis og leve i Lyset;

Mit Guddommelige Lys forener sig med hver sjæl, hvert væsen, selv om nogle sminkede sig i mørket for at ligne Mig, er Mit Lys meget stærkere end dem, og derfor trænger det igennem de mørkeste kroge, det mørkeste hul for at skinne på dem og helbrede dem… den, der bliver besøgt af Visdommen, bliver oplyst til at have forstået Min Vilje; hans sind, hans tanker, hans anstrengelser for at nå Mig og hans gerninger vil herliggøre Mig; de vil forstå, at uden at Jeg giver Min åbenbaring i deres hjerte er visdom, der kommer fra filosoffer, hverken i stand til eller tilstrækkelig til at opnå den Visdom, der kommer fra det høje, fra Mig;

forbliv som et barn, Vassula, og lille, fordi det er det, der bevarer dig gemt i Mit Hellige Hjerte, Kærligheden elsker dig! ic


1 I eukaristien
2 Jeg hørte Jesus tale til mig på græsk og sige: pris Mig hvert øjeblik, hvert minut, hver time, i alt, og under alle omstændigheder
3 Samtidig hørte jeg også: at intet mere er tilbage af dig
4 Jeg hørte også ”ræsonnerende” på samme tid
5 I temaerne fra Den Hellige Treenigheds Oder og Brudgommens Salme
6 Da jeg var omkring 10 år gammel, gav Herren mig en drøm, hvor jeg så Ham som min Brudgom og mig selv ved Hans side blive gift med ham, mens folk frydede sig, mens vi gik og viftede med lange palmer på vores vej. Så førte Han mig ind i et kammer, hvor Hans Moder ventede på mig med stor glæde. Hun modtog mig og ordnede min brudekjole og satte mit hår for Sin Søn…