30. januar 1992
(Gera Lario, Italien)
Herre?
Jeg Er;
skal jeg skrive, hvad jeg har set ved daggry?
skriv,
– Jeg har set Rusland.
græd ikke; hun vil komme sig; græd hellere bittert over dem, der har vendt sig væk fra Mig; Jeg vil genopbygge hende; græd i stedet over det menneske, som er dødt; Jeg vil forskønne hende, Vassula;
O Gud, Jeg har set hendes elendighed! Hvad jeg har set, er dette: En kvinde nærmede sig mig, ung, ikke særlig smuk, men heller ikke grim. Hendes navn: Rusland. Hun kom hen til mig, og efter hendes klæder at dømme, var hun fattig.
– Hun åbnede munden for at tale til mig, og jeg så, at hun manglede halvdelen af sine tænder, og det gjorde hende meget grim, men jeg vidste, at en så ung kvinde ville gøre noget, hvis halvdelen af hendes tænder var væk, med mindre hun var yderst fattig.
Rusland var på trods af sin fattigdom og elendighed, tapper og på fode. Hun viste mig sit levebrød, et gammeldags redskab;1 Rusland fortalte mig, at hun ville arbejde med det for at være i stand til at tjene, hvad det kan blive til og forblive i live.
Jeg var sønderrevet af sorg. Så kom en anden kvinde, hun var også Rusland; også hun havde mistet de fleste af sine tænder. Så kom endnu to kvinder, og alle deres tænder var væk, og jeg forstod, at de var yderst fattige.2 Så kom der pludselig en ung mand, han var Ruslands Mand. Jeg så at Han var velbygget, rask, høj og så godt ud.
– Jeg tænkte: hvordan kunne han holde sådan én som Rusland ud, uskøn og frastødende i sin mangel på tænder … medens jeg tænkte på alle disse ting, nærmede Ruslands Mand sig hende med ømhed, og Han lagde sin arm om hendes skulder, og jeg så uendelig Ømhed, Kærlighed og evig Troskab i hans øjne. Jeg så, at Han aldrig ville forlade hende på trods af, at hun var så utiltrækkende. – Jeg genkendte Dig, min Herre.
nej, Jeg skal aldrig forlade hende, hun afviser heller ikke Mig; Jeg er hendes Fader og hendes Ægtefælle, og Mit Navn er Trofast og Sand; Jeg skal klæde hende igen, og give hende fine klæder, og hendes hjerte vil blive et ornament af et mildt og venligt sindelag; Jeg er aldrig holdt op med at lade Mine velsignelser styrtregne ned over hende; Jeg skal aldrig berøve hende Min Kærlighed; o Vassula, vær tålmodig som Jeg er tålmodig, støt dig nu mod Mig;
