17. januar 1989

(Jeg føler, at jeg er ved at miste fodfæste, så. jeg bad Jesus om at løfte mig og at minde mig om den meditation, Han havde lært mig for at kunne skelne Ham og høre Hans stemme.)

Jesus?

Jeg er;

blomst, Jeg vil minde dig om, hvordan du skal meditere, og hvordan du kan høre Mig; Jeg, som er Ordet, vil inspirere dig og vejlede dig med Visdom; luk op, luk op og tillad Min Ånd at fylde dig; ja, meditér, hvordan skulle du ellers kunne nå Mig? løft din sjæl til Mig i stilhed, i tro; giv Mig, din Fader, din vilje og Jeg, som kender dine behov, vil vejlede dig og give dig næring; så arbejd du lille, arbejd mere ihærdigt;

Herre, jeg forsøger!

Glæd Mig ved at tale med Mig; bed til Mig, bed, bed, alt, hvad Jeg beder om, er bønner;

Er det at skrive med Dig også en slags bøn Herre?

ja, fordi du samtaler med Mig, din Almægtige Gud; Jeg er glad, når Jeg er sammen med dig, for hvad kan være større end at være i konstant forbindelse med Mig, din Gud? Jeg er nu forenet med dig, Jeg og du, du og Jeg, sammen i kærlighedens forening;

ak Vassula, fred, Mit barn; hvor kunne du forestille dig, at du skulle kunne have skrevet alle disse Budskaber af dig selv? Jeg har ganske rigtigt skjult Mit Ansigt en stund for at få dig til at føle og forstå, at du er ude af stand til at skrive så meget som ét ord af Kundskab uden Mig; Jeg er Åbenbaringen, Den som taler, Den som giver, Den som underviser, Den som afslører, Den som genopliver, og Den som giver næring til gudløse mennesker;

Min Vassula, er du lykkelig sammen med Mig? er du lykkelig ved at vide, hvem du tilhører? Jeg er Gud, den Levende Gud, din Skaber; Jeg er Kærligheden, Jeg er din Fader, som taler til dig nu, Jeg er den Allerhelligste Treenighed; hengiv dig selv til Mig;

skønt du absolut intet er, har Jeg søgt dig, som en elsker higer efter sin hjertenskær; Jeg har overtalt dig til at elske Mig og dele Mine Værker; lidet bekymrer Jeg Mig om, hvad du ikke er, Jeg er tilstrækkelig i Mig Selv, men Jeg glæder Mig over at have dig i Mit Lys, Jeg glæder Mig over at have dig i Min Hal, Jeg fryder Mig over at give dig næring og få dig til at blomstre; Mit barn, forstår du? vold Mig ikke sorg?1 En abba er altid nær sit barn; vær fortrolig med Mig altid, men glem aldrig Min Hellighed; Jeg elsker dig, og Jeg ønsker, at du elsker Mig i hellighed;

respektér Min Lov; ved at respektere Den vil du respektere Mig; elsk Min Lov; for ved at elske Den elsker du også Mig; følg Min Lov; ved at følge Den følger du Mig; Min Lov vil lede dig til Mig, ind i Mit Hus, som også er dit Hjem;

tro på Mig for Min Magt er Stor, vi, os?

I al evighed.

pris Mig;

Herre, vis mig i Skrifterne et kapitel om lovprisning, så jeg kan læse det op for Dig.

det skal Jeg, åbn den Hellige Bibel;

(Det gjorde jeg. Det var Daniels Bog 3:52-90. Så læste jeg disse vers for Herren, og det glædede Ham.

(Budskab til bedegruppen. Skrevet til den 17. februar.)

fred være med jer; Mit Ord er Lys; Mit Ord er Fred og Kærlighed; Mit Ord er Enhed og Håb; kom til Mig og læs Mit Ord oftere;

I elskede, det er Jeg, Jesus, den Barmhjertige, Jesus, jeres Frelser, som stiger ned igennem dette svage redskab for at indgravere Mine Ord på hende; på grund af Min Grænseløse Kærlighed og Barmhjertighed i overflod stiger Jeg ned i dette mørke, Jeg stiger ned i denne ørken og dens åndløshed, for at udgyde Min Ånd over jer; skabninger! Jeg kommer ned for at overrisle denne tørre muld og skabe floder af denne tørstende jord; Jeg stiger ned for at øse Mine Velsignelser som morgendug over jer; Jeg kommer for at fordrive denne ondskab, rykke uretfærdigheden op med rode, og erstatte den med Fred og Kærlighed; i dag er Mine læber sprukne af tørst efter kærlighed, Jeg har brug for jeres kærlighed, Jeg tørster efter kærlighed, Jeg er tørstig efter kærlighed, hvor Mit Hellige Hjerte dog ønsker, at I lærer at elske Mig! hvor Jeg dog ønsker, at I en dag vil opnå kærlighedens højdepunkt og høre jer råbe: “Abba!” da … kun da vil Mine Sår begynde at hele …

hvor Jeg dog længes efter, at Mine præster ville tappe fra Min Grænseløse Kærlighed og fylde deres hjerter op med den! Min kærlighed til dem er Stor, så Stor at ikke før end de er i Himlen, vil de være i stand til forstå Den til fulde; Hengivenhed burde være deres Banner, Troskab deres Fakkel, Renhed deres Festklædning, og Kærlighed deres Emblem; for at Mine lam må genkende Mig i dem og tydeligt se Mit Afbillede; Mine hyrder, dem vil Jeg have rene, så at i deres renhed deres frugter kan være hele;

glæd Mit Hellige Hjerte og adlyd fuldt ud Mine Bud; at elske er at følge Mine Bud; elsk hinanden, O børn af Mit Lys, lev Mine Ord, lev Mine Ord … tag imod Min Fred og lad Den være i jer, tag imod Min Kærlighed og lad Den opfylde jer; Jeg vil forny jer fuldstændigt, hvis I åbner jer for Mig; stol på Mig, kom til Mig, og Jeg skal gøre jer til et nyt folk, til et rent folk! lev Mine Budskaber, meditér over Mine Budskaber;

kom til Mig med kærlighed, følg Mine fodspor, som vil lede jer til Mig ind i Mit Hus, som også er jeres Hus; vær ikke generte, selv i jeres ufuldkommenhed vil Jeg åbne Mine Arme for jer; selv om jeres kærlighed måtte være lunken, så kom ind i Min favn og Jeg, som er Kærlighedens Mester, vil lære jer at elske Mig og at elske hinanden;

kom til Mig, selv de, som ikke elsker Mig, Jeg har tilgivet jer; kom og Jeg skal helbrede jer; velsignet er alle I, som tror, og dog intet har set; velsignet er Mine små sjæle, for dem har Jeg en forkærlighed; forbliv små og enfoldige, prøv aldrig på at blive noget særligt; bliv ved med at være små, så I kan krybe ind i Mit Hellig Hjertes dybder; vær som små børn med en barnlig tro, for det er, hvad der glæder Min Fader;

hør aldrig op med at bede; glæd Mig og bed med jeres hjerte; Jeg ønsker, at I skal bede for enhed, Mit Legemes Enhed, Jeg ønsker, at I beder for Paven og Patriarken; Jeg ønsker, at I beder for alle præsterne, bed for, at fårene, der ikke er under Peters vejledning, vender tilbage til Peter og forsoner sig; bed for at der må blive én Fold under én hyrde; bed for Fred, Enhed og en større kærlighed iblandt jer; bed for, at I må prise Mig omkring ét tabernakel; foren jer, Mine elskede, og vær én — ligesom Faderen og Jeg er Én og den samme;

Jeg velsigner jer alle;


1 På grund af den familiaritet og fortrolighed kom der i et kort øjeblik en tvivl op i mig, om det nu var Gud, som talte. Det sårer Ham.