16. august 1988

Herre?

Jeg er, tvivl aldrig på, at det er Jeg, Jesus Kristus; Jeg har kaldt dig fra Mit Kors, Jeg har kaldt på dig i Min Smerte for at vise dig, hvordan Jeg, Som er Kirkens Hoved, kan findes i dag; Billedet af Mig, hvor Jeg ligger død i Min Moders Arme1 er en symbolsk måde at vise jer alle, hvordan frafaldet har forrådt Min Kirke;

ser du, datter, Jeg har ledt dig til at se det rigtige billede af den nuværende Kirke; du har set på Min Moder, du har set Hendes sorg, og du så i Hendes Arme Mit Døde Legeme, forrådt, forslået, pisket, gennemstukket og korsfæstet, og det er nøjagtig sådan, du finder Min Kirke i dag; Min Moder græder over Hende med Tårer af Blod, som Hun græd over Mit Legeme på Golgata, men om meget kort tid vil Hun2 blive fornyet, forvandlet og genoplivet, som Jeg, Herren, blev Genoplivet; Hun vil ikke længere henligge i denne sørgelige tilstand; Mine fjender har ødelagt Mit Tempel, men med Min Kraft, der kommer ned fra det Høje, og med Min Nåde vil Jeg, Herren, genopbygge Mit Tempel på kun tre dage;

Jeg lover dig, at Min Kirke vil blive genoplivet, og Jeg vil have Hende fornyet og forklaret, som Jeg blev Forklaret; Jeg vil genopbygge Mit Tempel, og retfærdighed vil være bæltet om Hendes lænder, Trofasthed bæltet om Hendes hofter;3 og Renhed vil være Hendes Fakkel for at lede alle dem, der tilsmudsede Mit Navn, ind i Hendes Lys og rense dem; for Jeg, Herrernes Herre, Lammet, vil leve i Hende, og Hun vil blive modtaget af Sine egne, som Jeg blev modtaget af Mine egne efter Min Opstandelse; så vil Jeg lige som en moder, der trøster sit barn, trøste jer endnu mere; Jeg vil omfavne jer med Mine Arme med så megen kærlighed;

O, elskede børn, Jeg forbereder jer en Ny Himmel og en Ny Jord, hvori I skal leve, en Jord fyldt op af frugter der kommer fra Livets Træ; Dets frugter vil bære navnene, Fred, Hellighed og Kærlighed, eftersom Dets rod4 er Kærlighed; I vil så, fyldt af Helligånden, se Mig, jeres Gud, som i den første Pinse; Min Ånd vil fylde jer med Kærlighed … Min Have vil Jeg forskønne; Jeg vil vande Mine blomsterbede; Min Retfærdigheds Dug vil komme ned over jer, Mine elskede, og Mit Lys vil give jeres stængler styrke og lade disciplin stråle ud;

fat mod, datter; fat mod, Mine elskede; Jeg ved, det er hårdt at leve i ødemarken, men Tidernes Ende5 er snart hos jer; snart vil Jeg stige ned for at rense jer; Jeg, Herren, forsikrer jer alvorligt om, at Jeg som en overraskelse pludselig vil komme over jer og sprede Mit Lys over jer; Mine Himle vil ryste Jorden, og alle de, som elsker Mig, vil ære Mig, de vil bøje deres knæ, og mange vil huske Mig og vende tilbage til Mig; dette vil blive kendt som Kirkens store Omvendelse;

men, til Min store sorg, vil der være disse stædige sjæle, som vil bespotte Mit Hellige Navn, og som vil kæmpe på Min modstanders side; disse sjæle vil afvise Mig endnu mere; når dette sker, vil Satan feje dem væk og tage dem med sig ind i den Evige Ild;

Vassula, føl Mit Hellige Hjerte … Jeg lider, mere end menneskelige ord kan udtrykke, over at skulle fortælle dig dette, for Jeg Er en Gud af Kærlighed, en Gud af Barmhjertighed, men Jeg er også en Gud af Retfærdighed, og Jeg bliver nødt til at være jeres Dommer, når Min skabning gør oprør imod Mig; Min Sjæl er såret, og Mit Blod strømmer ud som Floder; Jeg elsker jer alle! men I har såret Mig; Jeg er jeres Hellige, men I gennemstak Mig; Jeg er jeres Frelser, som i dag råber til jer fra Mit Kors: kom tilbage til Mig! vend tilbage til Mig! kom og vær Hellig, som Jeg er Hellig!

kom, barn, Jeg er med dig; behold Mig i dit hjerte og lad Mig hvile, vær ét med Mig;

Ja, Min Herre, jeg tilbeder Dig.

tilbed Mig og lad Mig hvile, Jeg er så Træt …

Os, vi, Herre?

ja; os, vi, i al evighed;

Amen

(Senere hen:)

(Hellige Maria:)

Vassula, vær fortrolig med Mig; kald Mig Mama, modtag Min fred; Jeg elsker dig;

Jeg elsker også Dig. Lær mig at elske Dig mere.

Vassula, Jeg har anbragt dig i Mit Hellige Hjerte;

Herre, tak fordi Du giver mig den nåde at møde Dig og føle Dig og se Dig.

dette er Min gave til dig; glem dog ikke, at denne gave er givet til dig for Mine interesser og Min Ære; kærtegn Mig med din kærlighed; lad din kærligheds vellugt være omkring Mig; trøst Mig med din kærlighed; herliggør Mig, din Herre, med din kærlighed; løft dine tanker til Mig og Mig alene; Jeg Er Den Eneste Ene, som tæller; Jeg Er Alt, Jeg Er den Evige, Alpha og Omega, Jeg Er Den-Som—Frelser, din Skaber; Jeg Er den Helligste af Hellige, Jeg Er Kærlighedens Ånd, så kom til Mig; Jeg ved, hvor svag du er, kom til Mig og elsk Mig; Jeg vil altid minde dig om, at Jeg Er din Gud;

lige meget hvor svag og elendig du er, så vil Min Styrke opretholde dig; kæreste sjæl, husk på en ting mere, husk på, at Jeg ikke behøver nogen; Jeg er i stand til Selv at fuldføre Mine Gerninger, men Jeg elsker at dele Mine Gerninger med Min skabning; så se på Mig og glæd dig, sjæl, over at Jeg har begunstiget dig; der er mange, som ville have længtes efter at se, hvad du ser, og aldrig så det, høre, hvad du hører, men aldrig hørte det, føle det du føler, men aldrig følte det, så glæd dig, sjæl! glæd dig! overøs Mig med lovprisninger, kron Mig med kranse af Kærlighed; omkrans Mig med røgelse, smyk Mig med dine barnlige kærlighedsord; velsign Mig, din Herre, og tilbed Mig, elskede du;

du vil altid få Mit Brød af Mig og også rigeligt af det; Jeg vil nære din sjæl; Jeg er din Frelser, og Jeg lover dig, at Jeg vil altid være dig nær på denne særlige måde lige til det sidste;

Visdommen giver sine gaver ikke kun til de retfærdige, men også til de uretfærdige; kom;


1 Statuen af Hellige Maria og Jesus efter korsfæstelsen i San Sylvestro, Rom.
2 Kirken.
3 Es 11. 5.
4 Løven af Judas Stamme. Davids Rodskud, Åb. 5:5. Forståelsen af dette blev givet mig senere hen. 1.september.1988.
5 Frafaldets tid.