28. december 1987

(Hvis jeg glemmer mig selv og vover at dømme nogen eller tænker, at jeg forstår mere end andre, minder Gud mig øjeblikkeligt om, hvem det er, Han har til at give Sit budskab. Blot med et gennemtrængende blik på mig sætter Han mig på plads, hvor jeg burde være. Blot med Sine ord: ”Støv og aske”, mindede Han mig om, at jeg intet er og den mindste af alle Hans skabninger. Nej, nogle vil ikke forstå dette: de vil tænke, at fordi Han har valgt mig til at modtage Sit ord, er jeg værdig, men forstår I ikke? Ved at vælge mig, som er den mindste af alle, viser Gud, hvilken ufattelig barmhjertighed Han har for os; at Han giver selv til den mindste. Ville Han så ikke give MEGET MERE til dem, der er så meget mere værdige i Hans øjne, end jeg, hvis de beder med tro? Har I ikke bemærket Hans tålmodighed med mig? I stedet for at ramme mig strømmer Hans Kærlighed med større overflod. Hvordan kan Hans skabninger afvise Ham? Men jeg burde ikke tale, siden jeg selv engang hørte til den slags mennesker. Nu siger jeg: ”Værn om jeres Gud lige så meget, som I værner om jeres åndedræt, for uden jeres åndedræt vil I dø. Gud gav os liv ved at ånde i os; Hans ånde er vort liv; Gud er vort åndedrag, Gud er vort liv.”)

O Vassula! Min Abel skal leve denne gang; oprigtighed vil ophæve det onde;¹ velsignede er de, som stimulerer Mit Ord; velsignede er Mine får, som genkender Min Stemme, velsignede er de, som vil ernære Mine lam igen,velsignede er de simple i hjertet, velsignede er de, som vil bede Rosenkransen på dagen for Garabandals helliggørelse, og hvis knæ er bøjede og hylder Min Moder; velsignede er de, som vil bære mit Fredens og Kærlighedens Kors og forener sig; velsignede er Mine får, som vender tilbage til Peter; velsignede er de, som ydmyger sig selv og følger Mit eksempel; velsignede er de, som følger Min befaling og elsker hinanden, som Jeg elsker jer; velsignede er de, som bærer vidnesbyrd om Mig og ikke er forargede over Mig;

Vassula, Min Sjæls elskede, hav tillid til Mig og stol på Mig; Jeg er din Himmelske Lærer; tvivl aldrig på Mit Ord; kom, du er svag, kom og støt dig til Mig, som er din Styrke;

Ja, Herre, jeg behøver Dig, jeg kan aldrig nogen sinde klare mig uden Dig.

elsk Mig, ønsk Mig; vær Min himmel; åh! Vassula, nu ofrer du dig for Mig, men snart vil Jeg have dig nær ved Mig;

Jeg længes efter den dag.

bliv nær ved Mig; Jeg har noget, Jeg vil spørge dig om;

Ja, Herre?

vil du for Min skyld, Vassula, for Min skyld lære Rosenkransen? Hyld Min Moder til enhver tid, vil du gøre dette for Mig, Vassula?

Ja, Herre, jeg er villig til at lære; Herre, hjælp mig at lære.

det er, hvad Jeg ønsker at høre fra alle jer, som ikke har viden, de samme ord: “ja Herre, jeg er villig til at lære; Herre, hjælp mig at lære;” Jeg vil undervise jer alle, I der er villige til at lære;

kom, datter, hvil i Mig; Jeg skal aldrig nogensinde forlade dig;

(Jesus må have følt, hvordan jeg længes efter Ham og lider herude. Det er igen den bølge af at ’længes efter Gud’, ønske at være hans offer, fuldstændigt frigjort. Jeg synes at vakle. Ved at blive her kunne jeg måske ’nære’ nogle af Hans lam, som aldrig forkaster hans nye brød, og glæde Ham med nye sjæles tilbagevenden. At være hos Ham vil også være vidunderligt for mig. Hvad er bedst?)