Som Paulus sagde til korinterne for at minde dem om, at det er Guds plan, at jeg har jeg taget Hans egne ord for at rette dem til jer: “Vi er kun de lerkar, der indeholder denne skat, for at gøre det klart, at en sådan overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os.” Vi er derfor samlet her, vi, der er blevet bærere af Hans guddommelige budskaber, for at høre, hvad Ånden ønsker af os. Lad os derfor lade Helligånden være vores guide og ikke os være Hans guide, så vi må gøre undere i alt det, som Gud ønsker, at vi skal udrette. Som I har læst i budskaberne, har Gud betroet denne guddommelige skat til den fattige eksistens, som jeg er. Så tilgiv mig, hvis jeg nogle gange opponerer imod visse meninger om arbejdet i TLIG; jeg gør alligevel intet, hvis ikke ånden tilskynder mig til at gøre det.

Noget af det, vi kom frem til under vores sidste pilgrimsrejse i Det Hellige Land, var, at vi indså, at bønner var stærkere end vores taler og dialoger, fordi næppe åbnede vi munden for at bede sammen, og vores bønner var allerede hørt og besvaret. Ved enhver spirituel forsamling må vi derfor fuldstændig udslette os selv i en kenose givet til Gud for at give Ham friheden til at åbne vores åndelige øre. Hvis nogle har tendens til at blive administratorer snarere end apostle, er mit spørgsmål til dem: Hvad er vigtigst for jer, bogstavet eller Ånden? Hvis I siger “bogstavet”, vil I arbejde som en administrator, når I tager jer af Guds anliggender, og I vil ikke blive retfærdiggjort, og I vil aldrig opnå noget, for det vil være som at sige til Ånden: “Jeg er ikke længere et barn, og jeg kan selv gå”. Bogstavet vil således dræbe ånden, og I bliver virkelig administratorer, der kun flytter papirer og tomhjertet forlader alle møder.

Når vi i dag igen taler om det apostolske arbejde, som Jesus Kristus beder os om at gøre, vil jeg gerne minde jer om, at vores apostolske arbejde også skal være rettet mod Kirkens enhed; derfor skal vidnesbyrdene være økumeniske. Men for at bringe omvendelse i folks hjerter skal man blive et levende eksempel på fred, kærlighed og enhed. Tilbage i 1998, i Det Hellige Land, understregede jeg, at mange af jer var “modne” til at blive vidner om budskaberne. Jeg sagde til jer, at Jesus opfordrede mig til at sige til jer, at Han har brug for apostle. Det kom der ikke meget svar på dengang. Jesus er tålmodig.

To år senere, i år 2000, opfordrede Jesus mig igen til at minde jer om, at der er behov for apostle. Vorherre har også sagt, at hvis I siger, at I tror, men ikke evangeliserer, er det forgæves. At evangelisere er også en kærlighedsgerning, fordi I gør det til sjælenes frelse. At evangelisere er at tjene Gud og næsten. At tjene Gud betragtes også som en kærlighedsgerning, fordi I da ville gå hele vejen for andre. Selv når I beder for andre, er det også en slags kærlighed, for at bede for nogen er også som at udgyde dit eget blod for andre. Vær ikke som dem der kun udnytter livet til egen vinding. Som I alle ved, havde jeg sidste sommer (2001) forberedt 27 spørgsmål som en test. Da svarene blev sendt ind, ville alle dem, der svarede, have holdt en tale klar til brug i hænderne, hvis de havde været korrekte. Så kom den anden test; det var båndet. Jeg måtte lytte til 26 bånd; det vil sige 26 timer. Nogle af disse blev valgt.

Derefter fik vi brug for arrangører til at invitere vidnerne. Jeg modtog en hel del tilbud, tilstrækkeligt til at kunne sende vidnerne. Men da det kom til handling, var det ekstremt svært at få det hele i gang. Jeg følte meget smerte og frustration. Siden da har nogle SLIG-personer henvendt sig til mig og bedt mig om igen at forberede et sæt spørgsmål til testen, og jeg tænkte: “De aner ikke, hvad de beder mig om.” Nogle af vidnerne ventede stadig på at blive inviteret, så hvad nyttede det at få flere vidner, når arrangørernes reaktion var så svag? Da Herren så dette, bad Han mig om at “kigge i en anden retning” og derefter lægge mine anstrengelser i andre ting.

Det, jeg har sagt her, vedrører ikke dem, der virkelig gjorde alt for at arrangere og vidne, men det vedrører dem, der sagde “ja” til Gud, men ikke holdt deres ord. Jeg har med begejstring lyttet til nogle cd’er med baggrundsmusik, der er lavet som et instrument til evangelisering. Det er en meget inspirerende tænkt at gøre dette, og udbredelsen af cd’er er let.

Jeg slutter med at sige, at hvis I føler, at I er kaldet til at evangelisere, så fortsæt med at gøre det. Ikke alle kaldes til netop dette arbejde, og det var derfor, jeg bad jer tage disse tests. Men for at holde vidnerne beskæftiget har vi brug for flere arrangører. Arrangørernes arbejde bør afklares.

Når jeg kalder på arrangører, er de nødt til at forstå, at de skal gøre alt, hvad de kan, for at skabe et godt, stort møde, så vidnesbyrdet kan nå ud til så mange mennesker som muligt. Arrangørerne skal også forstå, at jo større publikum, jo lettere er det at betale udgifterne og svare de involverede omkostninger til at bringe vidnet. Arrangørerne kan frit fortælle mig det, hvis de ønsker at stoppe med at være arrangører. Indtil videre har forkyndelsen været fremragende og fremmødet temmelig tilfredsstillende. Så jeg takker Herren for alt, hvad Han gør.