af Fr. Twistleton, rådgiver for mission & fornyelse for det anglikanske bispedømme i Chichester i UK, der rapporterer
Fra 19-29. maj kørte 12 busser med 500 pilgrimme tværs igennem Tyrkiet til ældgamle kristne steder og tværs over til Patmos i Grækenland på en åndelig pilgrimsrejse. De kom overvejende fra kristne kirker ledt af 50 biskopper og præster fra 18 trosretninger, og var ledsaget af buddhistiske, hinduistiske og muslimske troende og gejstlige.
Dette var den 6. Sandt Liv i Gud økumeniske pilgrimsrejse inspireret af Vassula Rydéns guddommelige budskaber, der kalder til åndelig fornyelse blandt kristne samt retablering af kristen enhed i tjeneste for den fred og forsoning, som Jesus længes efter at bringe til Sin verden.
Deltagerne fra 56 lande fejrede en ny liturgi, der nu anvendes i de fleste kirker, hvor hostien dyppes i vinen. Dette intinkt er for den fulde kommunion og nadverfællesskab iblandt de kristne kirken. Pilgrimsrejsens talere vidnede om en profetisk bevægelse af bøn over hele verden, der sænker barriererne mellem kirkesamfund. Biskopper, præster og pastorer, der var påvirket af budskaberne, talte om, hvordan kristne ledere har opbygget tillid og samarbejde på tværs af kirkerne, og hvordan dette har bragt velsignelse til deres lokale samfund overalt i verden. De bar vidnesbyrd om budskaberne som værende tro mod kirkens tro gennem tiderne, mens de opfordrede til en fornyet tillid og dybere ydmyghed blandt kirkens medlemmer, især ledere.
UNDER HELLIGÅNDENS PROTEKTION
Pilgrimme samledes på hoteller i Kayseri, det tyrkiske navn for gamle Caesarea, hjemsted for Sct. Basil af Caesarea (330-379), den store Helligåndslærer. Dette syntes passende i den liturgiske sæson mellem Kristi himmelfart og Pinse. Det var starten på en stor påkaldelse af Helligånden, der varede ni dage, hvor vi helligede os bøn sammen med Maria, Jesu mor (ApG 1v14).
Kappadokien er hjemland ikke kun for Den Hellige Basilios den Store, men også for Den Hellige Gregor fra Nazianz og Den Hellige Gregor af Nyssa. Disse såkaldte Cappadocian-fædre var de store sind og ånder, som Gud brugte til at overvinde arianismens kætteri fra det fjerde århundrede, der benægtede Kristi guddommelighed. I Kayseri samledes 500 kristne fra 56 lande og 18 kristne trosretninger omkring ét alter for at høre et kald til opofrende kærlighed fra ærkebiskop Vincent Concessao fra Delhi. Enheden udtrykt på tværs af trosretninger i den daglige messe var et profetisk tegn. Sandt Liv i Gud åbner en vision om enhed og transformation, der drager os hinsides kirken i vor tid.
12 busser kørte afsted mod en rundvisning i Kappadokien med dets ekstraordinære klippeformationer og underjordiske byer. Sandstenen udformes let af mennesket eller elementerne. Kristne, der flygtede fra forfølgelse i de tidlige århundreder, fandt deres tilflugt her.
I Kayseri læste Vassula en berømt tale af den tidligere patriark Athenagoras, der forsikrede os om, at Åndens ild kan fortære splittelser. Med denne forsikring blev vi mindet om et budskab fra Jesus hvor meget længere vil denne Jord være splittet og Min Kirke revet itu? Har I ikke hørt helgenerne græde? Mange af min kirkes dignitarier har højere tanker om menneskers mening, hvilket er afskyeligt for mig.
Vores anden dag startede på hotellet med en ortodoks liturgi og en fantastisk følelse af Herrens tilstedeværelse. Denne tilbedelse var oprindeligt planlagt til at finde sted i en af de få kirker, der opererer i denne del af Tyrkiet, men dette var forbudt af hensyn til sikkerheden.
Vores rejse rundt i Kappadokien fortsatte til Sinassos og de underjordiske kirker i Giorene. Der sang vi kristne sange, hvor vores verdslige guider tillod os det, for at ære mindet om dem, der er gået foran os, vel vidende, at den herlighed, de deler i Kristus, er for os, og at de ikke skulle nå målet uden os (Hebr 11:40).
I busserne og om aftenen hørte vi vidnesbyrd om Helligåndens arbejde i de enkeltes liv. Hver dag bad vi Rosenkransen. Jeg husker, at flere mennesker blev dybt rørt over Smertens mysterier, som de var anført i Sandt Liv i Gud bønsvejdledningen. De levende beskrivelser i budskaberne fra Jesus, der beskriver Sin lidelse, rammer hjertet.
TYRKIET, BROEN MELLEM ASIEN OG EUROPA
Den anglikanske eukaristi på den tredje dag blev ledet af biskop Riah, der lige var gået på pension efter en kostelig udstationering i Jerusalem. Denne liturgi kaldte os til forsoning – at ofre Gud opmærksomhed, opbygge kristne samfund og prise Guds kærlighed til verden. Walk the talk sagde Biskoppen. Dette forsøgte vi, idet kristne fra forskellige kulturer, nationer og trossamfund kom tæt på hinanden.
Pilgrimmene rejste 630 kilometer tværs over Tyrkiet, den største øst-vestlige halvø i verden, der bygger bro mellem Asien og Europa. På turen så vi de berømte caravanserai, vejkroerne, hvor rejsende i gamle dage kunne hvile og komme sig ovenpå deres dagsrejse. I min fars hus er der mange boliger, sagde Jesus (Joh 14:2). Mange hvilesteder på vejen mod synet af Gud.
På et af vores hvilesteder på denne rejse, Iconium, huskede vi stedet for Paulus’ og Barnabas’ ‘første mission. På et andet var der en lille moske, hvor jeg kunne komme ind og bede for muslimsk-kristne relationer. Vores guide talte om Islam som en barmhjertig religion Jo dybere vores følelse af vores behov for barmhjertighed, jo tættere voksede de troende mod hinanden, selv på tværs af religioner. Dette var et tema i nogle af mine samtaler inspireret af budskaberne.
DE SYV ÅBENBARINGSKIRKER
På den fjerde dag begyndte vi vores tur til de syv kirker fra Johannes’ Åbenbaring. Fra vores hotel i Pamukkale, det gamle Hierapolis, kørte vi til den såkaldte hellige by, der er kridtet hvid med calciumoxid, for at samles på stedet for apostlen Sct. Philips martyrium. Nogle uger før vores pilgrimsrejse var tre protestantiske missionærer blevet dræbt i Tyrkiet. Det var naturligt for os på dette sted at reflektere over, hvor meget det kan koste at formidle Kristi sandhed i enhver tidsalder.
Kolossa og Laodikea er synlige fra Hierapolis højder, alt sammen omtalt i Det Nye Testamente. Vi rejste til Laodikea og bad der i den ødelagte Helligåndskirke for at blive reddet fra at være lunkne kristne (Åb 3:15). Dette område bugner af kilder, varme og kolde, hvilket gav den bibelske reference livlig mening. Mange af os badede den aften i hotellets spa med calciumoxid-holdigt vand.
Om aftenen så vi billeder af nogle ekstraordinære fænomener fra de australske Sandt Liv i Gudmøder, som Vassula fortolkede som et kald fra Kristi hjerte. Han er enhedens Gud, ikke splittelsens. Hans hellige hjerte bløder stadig for splittelserne i hans legeme, kirken.
Ungdomsmessen for Vor Frue, Hjælp til kristne, på den femte dag omfattede en frugtbar prædiken fra Mgr. Fred Kriekenbeek fra Filipinerne om den enhed i treenigheden, som ville meddele sig selv til alle, begyndende med Maria, Faderens datter, Sønnens mor og Åndens ægtefælle. Dette inspirerede til besøget til den ødelagte kirke i Philadelphia, stedet for broderkærlighed. Der er ingen kritik af denne kirke i Åbenbaringen, men snarere ros for medlemmernes kærlige udholdenhed. Søjlerne står der stadig, en antydning af løftet til de troende i Sardes om, at de vil blive søjler i Guds tempel (Åb 3:12).
I Sardes stod Vassula på vores bus. Da vi læste Johannes’ budskab fra Gud til Sardes, hvor vi bad om åndelig opvågnen og årvågenhed, var det naturligt at takke Gud for, at profeter fortsætter i kirken med deres opkald til opvågnen. Et sådant kald dannede rammen om aftenens helbredelsesmesse, hvor mange mennesker blev rørt på et dybt niveau, bevæget i hjertet til syndsbekendelse, i mange tilfælde rørt så de faldt om ved mødet med Helligånden. Hele denne messe blev præsideret af Jesus gennem Hans tilstedeværelse i det hellige sakramente og hengivenhed fremkaldt af prædikenen af Fr. Teofilo Rodriguez Dias fra Panama.
Tungesang og sakramental tilstedeværelse flød ind og ud af hinanden, et vidunder af det apostolske kald fra Sandt Liv i Gud, der opfordrer os til at genintegrere de karismatiske og institutionelle elementer i kirken, der så ofte er sat op mod hinanden af Satan i vores tid .
PROFETISKE ORD I EFESOS
Da den sjette dag begyndte, rejste vi den korte afstand fra vores hoteller til Marias Hus i Efesos. Der blev vi budt velkommen af Fr. Tarcy Matthias OFM, leder af et stadigt faldende antal lokale kristne, der bevarer vores hellige steder i Tyrkiet. Jeg overbragte en hilsen til ham fra hans ven, min egen Biskop af Chichester. Den romersk-katolske messe blev ledet af kardinal Telesphoro Toppo fra Indien med anvendelse af den gyldne kalk og patene præsenteret og brugt af paven i 2006. Fyldt af en ånd af glæde og enhed afsluttede kardinalen messen med at udbryde: Sandt Liv i Guder fremtiden.
Det skulle blive en dag med profetiske ord. Om eftermiddagen omkring det traditionelle sted, hvor Apostlen Johannes blev begravet, tog vi hinanden i hænderne og sang, efter at nogen havde læst fra budskaberne om Kristi ønske om, at kirkens hovedtrosretninger som jernstænger skulle bøje sig og smedes sammen af den brændende kærlighed til Helligånden. I en samtale delte kardinal Toppo en vision med mig om den første kirkeunion lige som Den Europæiske Union. Hver part ville bevare en vis suverænitet, mens de underkastede sig helheden for at få berigelse og bemyndigelse. Ved Sct. Johannes’ grav huskede jeg hans kærlighedsbudskab som ledetråden i alt, hvad kristendommen står for, inklusive den kristne enhed.
Profetien fortsatte om aftenen, da Vassula skitserede forhåbningerne hos så mange lægfolk i kirken om nadverfællesskab, og hvordan kirkens ledere havde brug for at høre, hvad Ånden siger, og handle efter det. Vi har brug for én Påskedato og derefter én Eukaristi. Hvis tidens tegn peger på enhed, hvordan kan nogle af kirkernes autoriteter se bort fra dem? Er Kristus splittelsens eller enhedens Gud? Denne budskab blev afsluttet med henvisning til Efeserne 4:4-6, der taler om ét legeme og én ånd. Én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader.
PINSE PÅ PATMOS
Den syvende dag satte vi sejl mod Patmos. På turen fejrede vi eukaristien på vores tre både, et pilgrimsfolk nærede sig på pilgrimsrejsen, lige som Israel nærede sig med gammel, himmelsk mad. På min egen rejse blev jeg på dette tidspunkt af min pilgrimsrejse ledsaget af en munk fra Athos-bjerget, der rådgav mig om Jesus-bønnen, det velsignede instrument til at invitere Helligånden til at tage bolig. Dette skulle blive min pilgrimsrejses eftermæle, en ny åbenhed over for nåde.
Medens de ortodokse salmer for Pinseaftensvesperen steg op, steg vores 500 pilgrimme ned i den lille kirke i den såkaldte Åbenbaringshule for at røre de korsformede revner i dens tag, hvor Sct. Johannes den Guddommelige siges at have modtaget sin åbenbaring fra Gud på øen kaldet Patmos i Herrens dags ånd (Åb 1:9-10).
Fra hulen steg vi op til en anden kirke på Patmos for at deltage i det mindeværdige bryllup mellem Mark Jordan og Vassulas niese Maria. I den ortodokse liturgi bærer brudeparret kroner, der symboliserer deres kristne kald til at bygge Kristi rige som mand og hustru. Senere ved bryllupsreceptionen henvendte kardinal Toppo sig til Mark: Du kommer ikke i himlen uden Maria og dine børn og det samme gælder Maria. Vassula fungerede, som den profet hun er, ved at krone de biskopper og præster, der var til stede ved receptionen, med laurbærkroner. I præster vil ikke komme i himlen uden åndelige børn afsluttede Cardinalen med en stærk bekræftelse.
Ottende dag var Pinsesøndag. Solen stod op over havet ud for Paradise Hotel, medens mange af os holdt vores morgenandagt i Herrens dags Ånd (Åb 1:10). Den ukrainsk-ortodokse messe blev holdt nedenfor Patmos-klosteret. Som på Pinsedag, der er berettet om i Apostlenes Gerninger 2, kunne evangeliet høres på flere sprog. Udtrykket, der slog mig, var den traditionelle fredshilsen fra Jesus, der hørtes på arabisk fra biskop Riah: salaam aleikum.
Denne Højtid bød på fritid og plads til samtale over frokosten og rejsen hjem til Efesos.
FØLELSEN AF AT RØRES DYBT AF HERREN
Tre åbenbaringskirker på én dag var ambitionen for den niende dag startende med Smyrna (Izmir) og en smuk messe i Vor Frue af Rosenkransens Kirke. Fr. Teofolo prædikede og sluttede med en invitation til lægfolkene om at bede en salvelse i den Hellige Ånd over præsterne. Mange præster følte sig dybt rørt af Herren på et sted, der blev hyldet i Bibelen for dets rigdom på tro (Åb 2:8-11). Izmir bærer arrene fra Tyrkiets urolige historie, den brændte jords politik, der blev vedtaget, da Grækenland invaderede for næsten et århundrede siden. Vi bad som altid for helbredelse.
Dagens andet besøg var til Pergamons Røde Basilika, hvor vi i min bus sang dele af Fader, vi tilbeder dig, med ekko fra de mægtige mure i kirken, der blev advaret om undergang på grund af dens tolerance over for falske lærere (Åb 2:12-17). Det tredje besøg til Thyatira måtte opgives med undtagelse af et åndeligt besøg ved at læse Apostlenes Gerninger 16:14 og Åb 2:18-29. Lydias åbenhjertethed i så stor kontrast til Jezebels egeninteresse førte til en åndelig udfordring: hvis rige skal jeg tjene, når jeg vender tilbage til verden? Er det “min vilje ske” eller “ske Din vilje”?
Således afsluttede vi vores pilgrimsrejse til de syv kirker, advaret mod sløvhed i åbningskapitlerne i Åbenbaringen. Ved at bede i disse ruiner blev de 500 pilgrimme ansporet til uselvisk handling for at sprede det glade budskab om Jesus, så den kristne arv ikke smuldrer til støv igen i deres egne lande. I vores egen bus blev den lange rejse hjem opmuntret med vidnesbyrd. En pointe, der slog mig kraftigt, var denne: opskriften på hellighed er at fokusere på andres behov.
Sandt Liv i Gud – ET APOSTOLISK KALD
Vassula tænker i morgen. Andre tænker i dag var en opsamling om Sandt Liv i Gud fra den hinduistiske ven, der fulgte os på pilgrimsrejsen. Vi føler bestemt, at vi levede i ti dage med kristen enhed, der er en forsmag på Guds fremtid. Denne enestående forsamling på steder, som apostlene Johannes, Filip og Paulus besøgte, var en virkelig profetisk handling. Gud binder os gennem ord og skaramente til vores kirker, men vi kan ikke binde ham, da han søger den synlige genforening af Kristi Legeme. Som Kardinal Toppo erklærede i Efesos Sandt Liv i Gud er fremtiden.
Helbredelsen af verdens splittelser er ønsket af Gud, men den bliver modarbejdet af splittelsen i hans valgte instrument, Jesu Kristi Kirke. Kaldet til at genvinde enhed med apostlenes tro er kostbart, men nødvendigt. Gud søger en ny lydighed blandt kristne, der vil binde deres energi til at tjene en ny verdensorden, da Kristus er en Gud for enhed af enhed og ikke splittelse.
I løbet af ti privilegerede dage blev vi ikke blot mindet om det apostoliske kald til personlig fornyelse i Helligånden, men om Guds presserende krav om, at kirkens ledere burde aftale en fælles Påskedato og arbejde for den dag, hvor historiske splittelser om Eukaristien vil være helbredt, og alle kristne vil være velkomne til at dele hellig kommunion i enhver kirke.
Kærlighed er nøglen sagde Biskop Couto fra Punjab, da vi forberedte os på at flyve hjem. Vær modige og frygtløse, sagde Vassula som sit eget sidste ord. Pilgrimmene fløj hjem styrket af den fælles retræte, som var en forsmag på de gode ting, der skulle komme for kirken og for verden, og som syntes at bringe ny energi fra Ånden til arbejdet med at sprede det glade budskab om Jesus Kristus.
Fr. John Twistleton
