“Kærlighed er ikke længere kærlighed, hvis den ikke bliver delt.” Sådan sagde Moder Teresa for at give udtryk for, hvad kærlighed virkelig er, ægte kærlighed, den kærlighed som Jesus lærte os om og befalede os at leve: ” Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. .. ”(Joh 13:34)

“Kærlighed er ikke længere kærlighed, hvis den ikke bliver delt.” Kærlighedens natur findes derfor i et fællesskab, der deles med andre. Det vigtigste er at give og give alt, hvad vi kan. Nogle har fem talenter, nogle to, nogle kun et. Hvor mange betyder ikke noget, fordi, som Den Hellige Teresa af Jesusbarnet sagde: “at elske er at give og at give sig selv.” Hvis vi ville omformulere Herren, ville han sige “Giv alt, hvad du har, og jeg vil gøre resten.” Og miraklet vil ske. Lad os ikke bekymre os over hvor, hvornår og hvordan Herren vil handle i hjertet på vores næste. Lad vores eneste bekymring være at give os selv. Er der ikke bare mere glæde ved at give end ved at modtage?

Det er denne ene bekymring om at dele, der tilskyndede Herren til at skænke os værket Sandt Liv i Gud. Han siger til Vassula: “Jeg har valgt dig til at dele alt det, jeg har.” (SLIG, 25. oktober 1988) og til alle os andre siger han: ” Jeg har givet jer alt for at opløfte jeres sjæle til Mig og dele Mit Rige.” (SLIG, 2. oktober 1989) ” ligesom en mand, der inviterer sine venner til at være fælles om sin ejendom, inviterer også Jeg jer til at være fælles om Min Ejendom.” (SLIG, 19. december 1990) ” kom! kom ind i Mit Rige og del alt, hvad Jeg ejer, med Mig. (SLIG, 14. april 1991).

Hvis derfor kærlighedens renhed, kærlighedens nødvendighed er at dele vores gaver, og særligt selvets gaver, ja, alt det, vi ejer, udgør synden fraværet af denne deling. Det er egoistisk at beholde alt for sig selv, ligesom den person i evangeliet, der ikke har større bekymring end at rive sine stalde ned for at bygge større, samle alle sine afgrøder og alle sine goder og derefter sige til sig selv: ”Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? ” (Lukas 12: 16-21)

Dette er så oprindelsen til vores splittelse. Uden at dele er enhed ikke mulig. Herren fortæller os på en meget klar måde: ”Enhed er at dele den hellige nadver og tro på mit virkelige nærvær i den hellige eukaristi; Enhed, mit barn, er at give hinanden jeres rigdomme; (SLIG, 13. april 1991)

Hvorfor har vi så svært ved at dele, hvem vi er, og hvad vi har? Årsagen, vil I nok sige mig, ligger i frygten for den anden på grund af alt for mange nagende antagelser eller egoisme, jalousi, stolthed osv. Helt sikkert lidt af det hele. Jeg tror, at en ret klassisk måde at manifestere denne vanskelighed ved at dele, ligger i den formodning at tro, at vi er de eneste indehavere af sandheden. Det er at se og opfatte den anden i vores billede og lighed. “Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?” Det handler om vores tanker. Vi er på en eller anden måde glade for vores eget syn på tingene på en morbid og ensidig måde.

For at illustrere denne virkelighed fortæller ørkenfædrene os en lille historie om to munke, der elskede hinanden meget, de tjente hinanden, de gav hver dag hinanden det, de ejede med stor broderlig kærlighed og glæde. Og så, en skønne dag, da de sad ved siden af hinanden, landede en lille fugl lige foran dem. De begyndte at diskutere fuglen. En af dem troede, at det var en spurv og den anden sandsynligvis en guldfinke. Efterhånden fik denne diskussion – er det en spurv, er det en guldfinke? – dem langsomt men sikkert til at skændes og strides, indtil de kom i regulær kamp.

Mennesket er i stand til at yde mange tjenester for sin næste for at hjælpe ham ofte, men kun, så længe det ikke bliver bedt om at opgive sine egne ideer, sin måde at se et aspekt af virkeligheden på. Man føler sig næsten krænket af modsigelsen af en personlig idé. Fanget derefter i ligegyldigheden og afvisningen af den anden, ender det ofte med sammenbrud af vores mellemmenneskelige relationer og mangel på interesse for den andens mangfoldighed. Jeg er ikke interesseret i det, der er forskelligt fra mig.

Det er imidlertid ikke gennem intellektuel og rationel argumenteren, at vi vil blive i stand til at overbevise andre om den sandhed, der bor i os, men det vil snarere afhænge af vores evne til at vidne om selvets gave. Herren sagde: ” fortæl alle dem, som Mit Hjerte har udvalgt, at Jeg aldrig vil svigte; Brudgommen vil sørge for deres behov; lad alle og enhver se, at de er tro vidner, lad alle vide, at der er sandhed i dem ved den måde, de deler; »(SLIG, 17. september 1992)

Jeg tilføjer et sidste aspekt, der også beskriver selve substansen i guddommelig kærlighed. Det er barmhjertighed. Herren siger: ” elsk hverandre; vær i fred med hinanden; tilgiv, som Jeg tilgiver jer jeres synder; gengæld ondt med kærlighed; vær gode! vær fuldkomne!” (SLIG, 14. juli 1988) Og igen: ”O elskede sjæle, hør Mit Råb, der kommer fra oven: “fyld jeres hjerter med Min Guddommelige Kærlighed”; fyld jeres hjerter og lær at tilgive hinanden, døm ikke hinanden! ved at tilgive hinanden begynder I at gå på Enhedens sti, ved ikke at dømme jeres næste vil I blive kaldt, i Sandhed Mine ” (SLIG, 20. februar 1989)

I har hørt råbet ovenfra om at “fylde vores hjerter”! Faktisk vil alle vores ord kun have en effekt, hvis Guds kærlighed, som apostlen Paulus siger, “er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” (Rm 5: 5) Og Herren, der hele tiden minder os om Sit Ord, bekræfter dette over for os: ” Jeg har med glæde undervist dig i disse dage, i hvordan alle Mine sønner og døtre kan blive guder ved delagtighed, hvis de tillod Mig at indgyde Min Guddommelige Kærlighed i sig; Jeg vil udvide Mit Rige i dem og tage dem i besiddelse, ligesom Jeg ønsker, at de skal tage Mig i besiddelse; ” (SLIG, 30. juni 1999)

Fr Vincent Cosatti