Der er en beretning i litteraturen om Medjugorje fra vor Velsignede Moder, der fortæller seerne, at den mest hellige person i landsbyen er en muslimsk kvinde ved navnet Pasha. Seerne svarede, ”Jamen Pasha er Muslim,” og Maria indrømmede den kendsgerning. Denne meddelelse var helt klart en forbløffende åbenbaring for alle, der fulgte Medjugorjes budskaber fra Vor Fredens Frue.

Men lad os prøve at forstå hvorfor Vor Frue bragte dette op. Hvad var Vor Frues hensigt med at overbringe os en sådan åbenbaring? Forsøgte Hun at lære os, at vi ikke burde dømme folk ud fra deres udseende, omtale eller religion, fordi en sådan handling vil afvige fra Guds dom, som kender hvert enkelt hjerte? Betyder det, at Gud er uretfærdig? Aldrig! Sagde Han ikke til Moses: ”Jeg viser nåde, mod hvem Jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.” (2. Mosebog 33:19) Vi bør aldrig glemme det, som Paulus råder os til i bibelen i Rom 14:10, 14:10, “”Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol.” Så lad os derfor mindes det, der står skrevet i Isaiah 55:8-9, hvor Gud siger: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.” Gud dømmer ikke efter religiøst tilhørsforhold, men efter den moral og de dyder, som en persons hjerte rummer. Kunne det tænkes, at denne kvindes hjerte var purt og som et lille barns? Kunne det tænkes, at hun havde elsket Gud og ligeledes alle mennesker omkring sig? Lad mig også minde jer om, hvad Jesus sagde til os i Sandt Liv i Gud [SLIG] budskaberne: ”Jeg har engang sagt, at på Dommens Dag vil alle blive dømt efter, hvor meget kærlighed de har haft, medens de var på jorden;” (SLIG Budskaberne, 5 August, 2000).

Selvfølgelig var der Kristne, som tvivlede og som satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette budskab virkelig kom fra vor Velsignede Moder. For her ser vi igen, når himlen byder os et indblik i Guds måde at dømme på, som viser sig at være helt forskelligt fra vores egen dømmekraft, så har vi ikke let ved at slippe vores stolthed og indgroede fordomme mod andre. Vi foretrækker at tvivle på det, Jesus eller vor Velsignede Moder siger i deres budskaber fremfor at acceptere, stole og tro på Guds retskaffenhed.

Lad os endvidere også se på et andet budskab fra Fredens Dronning af Medjugorje, hvor hun forklarede for seerne, at Gud er alles Gud, og at det er mennesket, som skaber splittelse. Det er netop det, Den Velsignede Jomfru Maria siger, når hun også ’fremhævede de troendes svigt – især i de små landsbyer’. For eksempel, ”Her i Medjugorje er der en adskillelse mellem de ortodokse serbere og muslimerne,”sagde seeren Mirjana Dragičević Soldo. ”Denne adskillelse er ikke god. Vor Frue har altid understreget, at der kun er Én Gud, og at det er menneskene, der har gennemtvunget en unaturlig splittelse. Man kan ikke tro oprigtigt, være en sand kristen, hvis man ikke også respekterer andre religioner.” (Daniel Maria Klimek, Medjugorje and the supernatural: Science, Mysticism, and Extraordinary Religious Experience, Oxford University Press 2018, s.41)

Alle os på denne planet tilhører Gud og er Guds børn. En anden seer, Vicka, forklarede på et tidspunkt, hvordan vor Frue fik hende til at forstå vores skabelse. Hun sagde: ”Intet er tilfældigt. Alt er Guds projekt. Før Gud skabte denne verden, planlagde Han hver eneste af os. Den Velsignede Moder fortalte mig, at Han kendte os. Han kaldte os ved navn, før han skabte verden. Hver eneste af os er fuldstændig kendt og elsket af Gud, inden vi er plantet i vor moders skød. Han valgte det århundrede, i hvilket vi skulle fødes: vores nationalitet, vores familie, vort køn, vore styrker og vore svagheder. Alt det, vi er og har fra Gud, er gaver fra himlen.”

(https://www.medjugorje.com/medjugorje-today/medjugorje-headlines/tragedy-of-realization.html)

Og i et andet afsnit afslører vor Velsignede Moder for seerne i Medjugorje følgende: ”Fortæl denne præst, fortæl enhver, at det er jer, der er splittet på jorden. Af samme grund som katolikker er det, er muslimer og de ortodokse LIGE for min Søn og mig. I er alle mine børn. Ganske vist er alle religioner ikke lige, men alle mennesker er lige for Gud… De, som ikke er katolikker, er ikke skabt mindre i Guds billede og mindre bestemt til en dag at vende tilbage til Faderens hus.” (The Final Harvest, Wayne Weible, side 85-86)

Det er afgørende at forstå denne forskel. Vor Fredens Frue fortæller os, at ganske vist er alle religioner ikke lige, men alle mennesker er lige for Gud. Doktriner og sjæle er ikke det samme, så lad os aldrig forveksle de to synspunkter. Nedenfor er et interview med seeren Ivanka Ivanković og Fr. Svetozarv Kraljević fra februar 1983. (Fr. Michael O’Carroll, Medjugorje: Facts, Documents, Theology, side 254)

Fr.: Det er vigtigt, at de troende, uanset trosretning, ikke bliver sat op imod hinanden. Men fortæl mig mere om dette her. Hvad sagde Madonnaen om det?
I: Madonnaen sagde, religionerne er adskilte her på jorden, men alle mennesker tilhørende disse religioner er godtaget af hendes Søn.

Fr.: Betyder det, at alle mennesker kommer i himlen?
I:Det afhænger af, hvad de fortjenere.

Fr.: Ja, men mange har aldrig hørt om Jesus.
I: Det ved Jesus alt om; Det gør jeg ikke. Madonnaen sagde, at grundlæggende ligner religionerne hinanden; men mange mennesker er gået fra hinanden på grund af religion og er blevet hinandens fjender..

Fr.: Jeg takker dig, Ivanka, for denne samtale og vidnesbyrd!

Så nu ved vi, og vi burde have vidst, at intet undgår Guds opmærksomhed og intet opstår tilfældigt. Vi skal holde op med at betvivle Gud! Med Gud er der ingen tilfældige sammentræf. Gud kendte os før vi blev født. Han vidste alt om os. Som Han sagde i Sandt Liv i Gud budskaberne ”Jeg kendte dig, før du blev født” Undertiden har vi en tilbøjelighed til at opfatte denne sætning symbolsk, idet vi prøver at tolke den på forskellige måder, men vi burde lade være. Ja sandelig, Han kendte os, før vi blev født. “og tænker I anderledes på noget punkt,” erklærer Paulus, ”så vil Gud åbenbare det også for jer; blot skal vi blive i det spor, vi er kommet ind på.” (Fil 3:15-16).

Som de fleste er bekendt med nu, er jeg født den 18. januar. Den dato, som Gud valgte, at jeg skulle fødes på, er vigtig for denne apostolske mission, som Han havde planlagt at give mig, allerede inden verden blev til, nemlig at kalde alle Kirkerne, i al deres mangfoldighed, til forsoning og enhed. Den 18^de januar er det den første dag i Enhedsugen. På det tidspunkt, jeg blev født, var denne dato også Festen for Peters Stol.

I Peterskirken i Rom bevares på gudfrygtig vis det højagtede relikvie, Sankt Peters Stol – en gammel stol af træ, dateret til det første århundrede, som den romerske senator Pudens, der var omvendt af apostlen Peter, havde foræret ham, og i hvilken den Hellige Peter under sit ophold i Rom og til sit martyrium, sædvanligvis sad, når han underviste. Senere blev denne træstol et symbol på pavemagtens autoritet (Bispesæde) og siden har flere af hans efterfølgere anvendt den. Siden 1653, og på foranledning af Pave Alexander VII, er den Hellige Stol, som er dækket med en bronzebeklædning fremstillet af Gian Lorenzo Bernini, nu placeret højt oppe bagerst i Peterskirkens apsis.

Selvom jeg er født ind i en græsk ortodoks familie, og stadigvæk er ortodoks, fyldte Herren mig, gennem Helligånden, med ønsket om at forsvare Peters Stol. Vi ved, at Helligånden kommer til vor hjælp, når vi er svage, og jeg kunne helt sikkert ikke have været svagere end den dag, Gud kaldte mig. Jeg var helt sikkert ude af stand til at fatte, at jeg en dag ville blive udvalgt til at adlyde kaldet til enighed og blive sendt ud til mange nationer for at kalde dem til bøn, anger, forsoning, fred og enhed.

Selvfølgelig bliver jeg betragtet som en forræder, en Judas, af mine ortodokse trosfæller, når jeg forsvarer Paven og hans stol overfor dem, som, selv nu, i raseri forsøger at oprykke Pave Frans med rod. Men min samvittighed, i forening med Helligånden, forsikrer mig om, at vi skal forblive trofaste overfor denne Pave. Selv da Jesus var ked af, at Kristne fordømte Paven og havde givet mig et budskab, der skulle sendes ud, om netop det, så troede de, som allerede havde en negativ opfattelse om denne Pave, ikke på, at budskabet kom fra Kristus! Nogle hånede mig endda, ikke blot fordi jeg er ortodoks og forsvarer Peters Stol og Paven selv, men fordi jeg ironisk nok bliver forfulgt af de selv samme folk, som omgiver denne Stol! Jeg vinder intet ved at forsvare Peters Stol eller Paven, men Helligånden tilskynder mig at gøre det. Ikke desto mindre var Gud hele tiden vidende om, at det ville ske, og han havde fortalt mig om den slags forfølgelser helt tilbage fra mit kalds begyndelse. Så det er herfra min styrker kommer: at være bevidst om, at Gud er ved min side; Jeg frygter ikke. Jeg vakler ikke, og jeg bekymrer mig ikke, for Han styrer alt!

Ifølge Guds plan er det ikke kun vores fødselsdato, der er betydningsfuld, men også selve navnet, vi bærer. Mit fornavn, Vassiliki, betyder kongens datter, eller kongelig. Mit mellemnavn, Paraskevi, har også en symbolsk betydning: ”forbered Herrens vej “. På græsk betyder det også ”fredag”. Jeg har forberedt Herrens vej med hjælp fra Helligånden, som siger, at Jesu genkomst er nær ved at sprede Hans budskaber over hele jorden, idet jeg har kaldet dem til anger og omvendelse; kaldet dem til at forvandle deres liv til en uafbrudt bøn; kaldet kirkerne til enighed; og fortalt dem, at disse dage er de sidste med vor Guds barmhjertighed og nåde. De burde være forberedte og bede; de burde forsone sig, da vi er meget tæt på de begivenheder, der er forudsagt!

Jeg har delt min åndelig erfaring med den tid, hvor Gud Faderen for første gang nærmede sig mig og talte til mig. Da Han talte, var det, som om jeg kendte Ham! Det var, som om jeg havde mødt Ham før. Og ikke nok med det, Han fik mig til at føle mig tryg, og som om jeg var hjemme; ikke derhjemme her på jorden, men i mit hjem i Himlen. Med ét betød min jordiske far ikke det samme som før, for også han var et redskab, for at jeg kunne blive født. Denne indsigt var ikke blot en indre følelse, men noget jeg vidste! Jeg vidste inden i mig selv og uden nogen tvivl, at Gud er min rigtige far, ingen anden, og at jeg er ben af Hans ben og kød af Hans kød. På samme måde er Kristi ord, der anmoder os om at kalde vor Skaber – Abba – så vigtige og sande! Men har vi nogensinde ladet disse ord trænge helt ind og forstået dem indgående? I disse lykkestunder vidste jeg, at jeg sandelig tilhørte Gud, at jeg stammede fra Ham, at jeg var Hans sædekorn, og at jeg var Hans.

Endvidere var Hans ligefremme og faderlige måde at tale til mig på fantastisk. Hans blidhed var så naturlig og så beroligende, den fyldte mig med varme og tryghed under Hans nærvær. Disse få minutter Han talte til mig, vil for altid være gemt i min hukommelse, for de vil være uforglemmelige. Hans nærvær og Hans måde at tale til mig på, var som om, det ikke var første gang, Han talte til mig, for Hans stemmes klang var, som om jeg havde hørt den før! Den var så velkendt, at jeg følte mig beslægtet med Ham. I det øjeblik følte jeg den fred, tryghed og frihed, som vi burde have, når vi taler med Ham, uden at frygte, velvidende at vi ikke vil blive misforstået, for Han vil være til stede for med glæde at lytte til Sit barn. Denne ufortjente åndelige erfaring med Gud Faderen, fik mig til at indse, at jeg ville være sammen med Ham for evigt, fordi jeg uden et gran af tvivl vidste, at jeg nedstammede fra Ham, og at han er min sande Far!

Vi nedstammer derfor alle fra Ham. Han er Uendelig Kærlighed. Som Han sagde til mig i SLIG budskaberne, så elsker Han os alle på samme måde, uanset hvem vi er, eller i hvilket land vi er født. Der er intet spor af fjendtlighed eller fordømmelse eller mørke hos Ham, for Han er det rene Lys. Hvilken ret har vi således til at være fjendtlige overfor folk, som tilfældigvis har arvet en anden tro end den kristne? Hvem tror vi, vi er, når vi dømmer? Er vi blevet så opblæste og sikre på vores retskaffenhed, at vi tror, vi gør det rigtige i at holde afstand til andre folk, der praktiserer en anden tro og anser dette for at være Gud velbehageligt? Apostlen Paulus påminder os i Rom 2:1, ”Derfor har du ingen undskyldning, du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme.”

Hvis vi er fordomsfulde, har vi brug for helbredelse. Guds Ånd åbner bestandigt og med kraft vejen og ansporer os til forsoning og fred med alle. Og vigtigst af alt, Jesus ønsker, at vi viser Hans kærlighed ved vores accept af de andre og ved at betragte de andre som Guds børn; og ved at elske dem som Gud elsker dem. Vor Velsignede Moder har fremhævet dette som en lektion til os alle i adskillige budskaber til seerne i Medjugorje.

Jesus ledte mig i min mission, trin for trin, med megen nænsomhed. Den måde, hvorpå han forberedte en som mig, må siges at være intet mindre end et mirakel; tænk at skulle oplære mig, der var uvidende om skriften, uvidende om kirkeanliggender, fuldstændig uinteresseret i religion, som aldrig havde gået til katekismus, en person der aldrig bad eller gik i kirke, men som kun levede et jetset liv. Hans anvisninger, som er guddommelige, førte mig langsomt ind på den vej, hvorpå Han ønskede at blive ét med mig. ”Tillad Mig at forme dig som jeg ønsker, at du skal være…,” plejede Han at sige til mig. (jf. SLIG Budskaberne). Han ville have, at jeg skulle være vidne for enheden, eller som Han sagde: ”vær billedet på enheden”.(jf. 30. september, 1993, SLIG Budskaberne). Han ønsker, at vi alle skal være et billede på enhed.

Herren har i mange år instrueret mig i at forstå, at Han vil have mig til at samle alle kirkerne, så at de kan forsone sig og fjerne de hindringer, som er årsag til vor splittelse. Den hindring, som deler os, er ingen anden end Satan selv. Ville jeg dog være i stand til at samle kirkerne, som Han ønskede det? Ja, men det kunne kun lade sig gøre ved at tillade Ham at lede mig i tillid og uden at drage Ham i tvivl. Så sammen med de medhjælpere, som Han stillede til rådighed for mig, ”arbejdere til Hans riges vingård” som Han kaldte dem, arbejdede vi på at samle kirkerne. Vores største succes indtraf på vores pilgrimsrejse, da gejstlige fra 24 forskellige trosretninger var forsamlet og fejrede Messen rundt om ét alter! Antallet af gejstlige var tæt på 120 ledsaget 700 lægfolk. Under vore pilgrimsture tager Herrens Ånd over og fylder de gejstlige deltageres hjerter med en tørst efter at blive ét, idet den viser os, at dét, der forener os, er langt større end det, der deler os. Det er ikke noget, der bliver dem påtvunget, men et eget indre ønske om at dele ét Bæger og spise af det samme Brød. Måske er denne handling, hvor vi er til stede som én kirke med dens mangfoldighed, et billede på fremtiden; Vi praktiserede det forud for vor tid.

Få år efter denne begivenhedsrige pilgrimstur, blev jeg sendt til Taiwan for at vidne. Ærkebiskop Joseph Ti-kang var meget åben for Sandt Liv i Gud, og gav mig en varm velkomst. Som det første lod han mig tale til sine præster om Herrens kald til enhed i mangfoldighed, og eftersom Jesus havde trænet mig og givet mig mange budskaber om det emne, tænkte jeg at det ville være nemt; ergo, vidste jeg hvad jeg skulle sige. Men senere den eftermiddag tilkaldte Ærkebiskoppen mig for at fortælle, at han havde inviteret adskillige embedsfolk (omkring 20) fra andre trossamfund, og at han gerne ville have, at jeg skulle holde en tværreligiøs tale for dem. Jeg var i den grad overrumplet, for jeg havde aldrig holdt tale for folk fra andre trossamfunds før. Fuldstændig uforberedt og i klage til Jesus, over at Han ikke måtte give mig sådanne chok-overraskelser, sagde jeg, ”que sera sera…” [lad der ske, hvad der skal ske] Det møde forløb så godt og så ligetil, at det tilmed rørte deres hjerter. En muslim græd, for ved de ord, han hørte, følte han sig i den grad elsket, og endelig, så fuldkomment forstået af en ikke-muslim.

Så det var altså det allerførste skridt, hvormed Jesus ledte mig ind i den tværreligiøse dialog. Han ledte mig langsomt ind i dette, sidenhen ved at møde en Imam og en Ærværdig Buddhist på min rejse til Dhaka, som begge kom til mit møde. De var inviteret blandt de kristne. Da den Ærværdige fra Dhaka fandt ud af, at en af hans munke var taget dertil, bebrejdede han ham for ikke at have fortalt det, så han også kunne deltage. Følgelig sendte den Ærværdige en besked om, at han ønskede at møde mig, og således accepterede jeg hans invitation. Det var sådan, jeg opdagede den Ærværdige Mahathero Suddhananda, som faktisk gik bort fornylig, må Gud være hans sjæl nådig – og så det arbejde, han lavede. Han opfostrede forældreløse børn via en skole og hjalp dem senere med at blive indskrevet på universiteterne. Han var en kærlig far overfor dem, og derfor tilbød Sandt Liv i Gud den Ærværdige hjælp gennem vores Beth Myriam fond (velgørenhed for at nære de fattige). Siden da har den Ærværdige Suddhananda inviteret mig adskillige gange for at tildele mig Peace Gold Award medaljer for at fremme fred og forsoning i verden. I hans munkekloster blev mine taler hørt af buddhistiske munke, hinduer og såvel muslimer som kristne. En muslimsk professor, som var til stede, var så begejstret for min tale, at han inviterede mig til dagen efter at tale for de studerende på det muslimske universitet. På nøjagtig samme tidspunkt kom hinduerne til mig og bad mig ligeledes om at tale til de studerende på deres universitet.

Medens der stadig var krig i Syrien, og byen Homs blev tilintetgjort, medens Aleppo også var under angreb, blev jeg inviteret til at tage derhen og lave en serie tv-interviews med Lea fra Télé Lumière. Jeg havde ingen betænkelighed med, hvorvidt jeg skulle eller ikke skulle rejse til et sted, der var i krig. Hvis Kristus sender mig dertil, så burde jeg tage af sted. Jeg startede min rejse i Beirut. Télé Lumière arrangerede de tværreligiøse dialoger med mig og i fællesskab med Imamer og Sheiker fra den muslimske religions Druser-, Shia-, og Sunni-trosretninger, samt forskellige Metropolitter og Biskopper. Når alt kommer til alt, er Libanons befolkning blandet; Muslimer og Kristne lever i harmoni med hinanden. Temaet for disse interviews var ”Hvordan vi kan leve i fred med alle” og budskaberne fra Sandt Liv i Gud, som Gud sender til hele verden.

Jeg blev ledsaget af Fr. Rolf Schönenberger. Han betroede mig, at han aldrig havde deltaget i en tværreligiøs dialog, men han tøvede ikke med at deltage, for han stolede på, at vor Velsignede Moder ville lede ham, og forlod sig på Helligåndens hjælp til at holde en prægtig tale. Det første møde, som blev interviewet af Télé Lumière, gik utrolig godt. Blandt de tilstedeværende var Biskopper og Sheiker fra Druser-, Shia- og Sunni- trosretningerne. Da interviewet var færdigt, spurgte Shia-sheiken Mohamed Ali El-Hajj mig, om jeg kunne tale til hans folk den kommende dag. Jeg skulle rejse den dag, så det kunne ikke lade sig gøre. Imidlertid fik han arrangeret, at jeg skulle vende tilbage til Beirut og være hovedtaleren til et møde med muslimer og kristne, som han havde tilrettelagt.

Ifølge programmet for tværreligiøs mission, skulle vi senere rejse i bil fra Beirut til Syrien via Damaskus. Her skulle vi mødes i en kirke og derfra rejse videre til Homs, hvor to heltemodige præster holder vor Beth Myriam kørende midt i ruinerne. Efter vort besøg fortsatte vi derfra i bil nordpå mod Aleppo, en otte timers køretur ad farlig vej med snigskytter bag bakkedragene. Da vi ankom til Aleppo, var jeg inviteret til at træffe adskillige sheiker og biskopper, som jeg skulle interviewes med, og som hilste mig velkommen med glæde og kærlighed. Nogle interviews blev afholdt i kirker og andre igen på hellige steder. Så jeg funderede af og til over, hvordan Herren ledte mig på denne rejse, uden at jeg selv har søgt at blive involveret i tværreligiøse dialoger, da disse blev plantet foran mig; Det var, som om jeg blev suget direkte hen til dem!

Hjemvendt fra Syrien, blev jeg en dag fristet til at tvivle en smule, og jeg spurgte mig selv, om det virkelig var, hvad Gud ville. Han undlader aldrig at vise mig, hvorvidt jeg gør Hans vilje eller ej, når jeg spørger oprigtigt. Jeg opdagede kort efter, at jeg var kommet hjem, at Pave Franz var på besøg i en moske, og at han respektfuldt omfavnede en Imam. Han var omringet af imamer. Det mindede mig også om, dengang Pave Johannes Poul II havde besøgt en moske og kontaktet det muslimske folk. Så disse tværreligiøse møder var ikke tilfældige.

Mange mennesker forstår bare ikke enhed i mangfoldighed og værdien af den – og endnu mindre når de hører, at jeg er inddraget i tværreligiøs dialog. De ser heller ikke pavens forsøg på tværreligiøs dialog klart, eller også bliver det ofte misforstået. De forstår ikke, at det er på foranledning af Helligånden, og at Paven kun handler ud fra sin hengivenhed og trofasthed overfor Gud.

Helligånden tilskynder til fred og enighed blandt hele menneskeheden. Paven udviser dyb ydmyghed og mod, når han følger det, som Helligånden ønsker, selvom han ved, at der vil være dem, der ikke vil kunne forstå det, og at han vil blive angrebet nådesløst. Der er stadig mange stemmer, der sladrer derude, idet de ytrer, at Paven sigter efter at oprette en ny verdensorden og en en-verdens-religion. På denne måde bliver han, hver gang han omfavner en muslim, anklaget og forfulgt af stemmer,som siger, ”Se! Han forråder Jesus – han har ladt Jesus i stikken – han er en antikrist!”

Folk forstår ikke, at Vor Herre Jesus og vor Velsignede Moder i disse sidste dage kalder os til fred og enhed – de fatter det ikke – de lytter ikke til Vor Velsignede Moders ord i Medjugorje – dét hun sagde om muslimerne. De lader som om, de ikke hører ordene ”fred på jord til folk af god vilje”, lige så lidt som jøderne forstod Jesu helbredelse på sabbatten, da manden tog sin seng og gik. De tog derimod til genmæle: ”Hvor vover han at arbejde på sabbatten?” De fattede det ikke… ligesom de heller ikke forstod, at Gud indførte sabbatten for mennesket og ikke mennesket for sabbatten.

Min tilgang til ikke-kristne vil derfor altid være en tilgang med respekt og broderlig kærlighed, men frem for alt: formidler jeg Jesu kærlighed til dem. Jeg er vokset op i Egypten – et land fuld af muslimer, gode muslimer. Vores naboer i Heliopolis var muslimer og ud af gode familier. Mine forældre havde et godt venskab med dem, og vi levede i fredsommelighed.

Den hellige moder Theresa af Calcutta arbejdede med hinduer. Hun elskede dem som sine egne børn. Hun vidnede om Jesu kærlighed ved at vise dem velgørenhed og omfavne dem i Kristi Navn. Hun var aldrig forudindtaget og gjorde aldrig forskel på kristen og hindu, men udviste den samme kærlighed og omsorg for alle. Hun tvang dem aldrig til at skifte tro, men lod dem være frie til at vælge. Hun var et eksempel på det, Jesus repræsenterer, og derfor blev hun en helgen. For vores Frelser blev ikke kun født for os kristne, men for hele Sin skabelse. Han kom for at udfri os alle. Han viste ikke kun sin kærlighed til jøderne, men også til hedningerne. Hans kærlighed er for hele Sin skabelse.

Vi bør huske to ting: Gud kender os for det, vi virkelig er. Og dernæst: Vi bør ikke glemme, at vi er ambassadører for fred og enhed for Kristus, som kalder gennem os.

Vassula

Helligånden elsker at danne enhed ud fra den smukkeste og mest harmoniske mangfoldighed.

Gud er med dem, der søger fred. Han velsigner fra himlen hvert et skridt, der er fuldbyrdet på denne vej.