7. februar 1991
(Budskab til verden:)
fred være med jer, Jeg Er Jesus;
Jeg er det Håb, som verden søger efter; dette Håb, de leder efter, er inden for deres rækkevidde; de behøver bare at strække deres hænder mod Himlen og søge Himmelske ting; de kunne søge Mig, og Jeg vil svare dem; Jeg skjuler ikke Mit Ansigt, og Jeg vender heller ikke Mine Øjne bort fra dem; Mine Øjne observerer jer alle og overvåger alle jeres skridt;
Min Ånd fylder virkelig hele verden for at oplyse dette mørke og give Håb til dem, som famler sig frem i denne endeløse nat; elskede, med Himlen som jeres hjemland og Jorden som jeres pilgrimsfærd er der endnu mere grund til at glædes og håbe;
O skabning, ville Jeg fjerne jeres ligklæder og ikke bringe jer tilbage til livet? eller Jeg, som giver jer livet, ville Jeg sende jer tilbage til døden? Jeg er Barmhjertighed, Jeg er Kærlighed; se op mod Himlen og se Tidernes Tegn; Jeg kommer for at samle nation efter nation og vise Mit Hellige Ansigt til hver enkelt af jer og minde jer om Min Kærlighed;
men se, sorgens tider er begyndt, og det samme er de første af jeres fødselsveer; siden I blev troende, er I blevet vidner til, at det, som I læser i Skriften, bliver til virkelighed: udgydelsen af Min Ånd strømmer rundhåndet ud over menneskeheden i disse sidste mørke dage; I er vidner til ting, som før var gåder og blev sagt i lignelser; I er vidner til Satans grusomhed, men Jeg lover jer, Mine små børn, at snart efter jeres sorger (som vil forværres) vil der komme Glæde, og efter jeres fødselsveer, vil Kærligheden blive født iblandt jer! men i dag ser Jeg med forfærdelse ned på denne generations forbrydelser, som nu har overgået Sodomas og Gomorras synder, fordi jeres håb er bygget på en falsk Kristus;
denne generation er modbydelig og oprørsk, besudlet med blod og lever under Satans skygge; O tidsalder! jeres fine og såkaldte visdom har virkelig muret Mig ude, fordi jeres hjerter, som er opblæste og fyldt med hovmod, betragter sig som jævnbyrdige med Mig, jeres Gud; “Vil du virkelig sige: Jeg er en gud! ansigt til ansigt med ham, der slår dig ihjel?”1 blod flyder allerede i jeres gader; i jeres ondskab opbygger I jeres håb på alt det, der ikke er Mig; I har sat jeres håb til mennesker og ikke til Mig, til rigdomme, som ikke frelser jer, og I ænser ikke Skatten, som Jeg tilbyder jer i Himlen; I er ved at bygge jeres forventninger på menneskeheden baseret på en Løgn, fordi I tror, I kan udrette alting i jeres egen menneskelige styrke; sandelig, I2 har samlet stor rigdom sammen i Jeres travle handel, men i morgen skal I dø;
få er de, der spørger: “hvordan kan det være, at Herren og Hans Moder pludselig kommer ned til os?” og kun en lille flok af Mine præstelige sjæle er foruroliget over Vore regelmæssige manifestationer; Jeg har sagt, at ”Se, Jeg sender Min Engel, han skal bane vejen for Mig,”3 og det er netop det, Min Moder, som også er jeres Moder, er ved at gøre;
Skriften er ved at blive opfyldt, og sandelig siger Jeg jer, at Den, som Mine Abel’er og Mine Jakob’er længtes efter, kommer pludseligt og går ind i Sit Tempel for at udrydde de Kain’er og Esau’er, som bragte Min Kirke til ødelæggelse og ruin; I har industrialiseret Mit Hus, dette Hus som skulle have været et bønnens Hus! I har virkelig gjort Mit Hus til en røverkule! hvis Jeg er, som I4 siger: “Den Hellige,” hvor er da den ære, I skylder Mig? hvis Jeg virkelig er jeres Mester, hvor er respekten for Mig? hvis Jeg er jeres Gud, hvor er Min tilbedelse og Min røgelse? hvor er hengivenheden? hvorfor er det, at I ikke kan læse Tidernes Tegn? hvorfor kan I ikke forstå Himmelske ting? hvordan kan det være, at I ikke længere tror på Mine Undere? hvorfor forfølger I Mine Abel’er og Mine Jakob’er? om ikke åbenlyst, så dog i hemmelighed?
både Jeg og jeres Hellige Moder kommer til jer, og Vi manifesterer Os gennem sjæle i mange nationer, men Vore manifestationer trætter jer og gør jer tilmed vrede; “Hvilket besvær” siger I,5 for indtil denne dag har I ikke forstået de Himmelske ting som Mine Abel’er og Jakob’er gør; nej, I har hverken forstået Min Kærlighed eller den hengivenhed, I skylder Min Moder; I kalder til tro og stoler på jeres styrke, jeres autoritet og jeres tankegang; Min Stemme, som i dag kalder syndere til anger, forstyrrer jeres ører; når Retfærdigheden pludselig lyser op med lægedom i sine stråler, afviser I Min Gave, som tilbydes i dag i jeres mørke tidsalder;
skal Jeg acceptere jeres forfølgelser igen og igen? skal Jeg år efter år ofre Mine Abel’er og Mine Jakob’er, som er Mine Altres røgelse og Min Kirkes stærke søjler? I har lukket jeres ører for Min Stemme for kun at lytte til jeres egen; I har berøvet mange muligheden for at spise frugterne fra Mine Nye Vingårde, fordi Satan er kommet ind i jer og har lokket jeres sjæl i baghold, og se, andre bøder for jeres synder;6 andre soner for jeres forfængelighed og jeres dårskab:
for at frelse jer; hver dag vender disse generøse sjæle den anden kind til for at blive slået, for at blive ydmyget og plaget, for jeres skyld soner disse gavmilde sjæle med deres eget blod: for at frelse jer;
Jeg venter på at høre jer, men I siger ikke det, som I burde sige; I angrer ikke, men I farer vild, mens I følger jeres egen kurs, og trækker millioner med jer; I går efter høje stillinger og autoritet, men ikke efter at erobre og frelse sjæle, men I skal falde … og dette fortsatte frafald fra troen vil stoppe … og i jer, Mine Abel’er og Mine Jakob’er, vil Jeg genopbygge Mine altre, som engang var, men som nu ligger i ruiner;
Jeg skal få krystalklare floder til at flyde ud gennem jer, og jeres vidnesbyrd skal bære frugt, fordi disse vande har deres Udspring i Mig; og ligesom livets træer vokser ved denne Hellige flod, vil Mine børn have fremgang ved jeres vidnesbyrd; børn, fat mod, Jeg har ikke forladt jer og har heller ikke glemt jer; enhver, som lever i Mig, vil føle Min Kærlighed, enhver, som får føde fra Mig, vil ikke blive skåret af for at dø, den, som bliver i Mig, skal leve; Jeg, Brudgommen, stiger ned for at forene Mig med jer i Min Fred og Kærlighed og minde jer om, at fra Begyndelsen var I Mine;
Jeg, Herren, velsigner jer og efterlader Min Kærligheds Suk på jeres pander; vær ét under Mit Hellige Navn;