11. november 1990
Herre?
Jeg er, hvil i Mig; hele Himlen er fuld af glæde, det er det, I kalder saligheden i dens fylde;
datter, hvis sjæle bare vidste, hvor vidunderligt det er at leve i Gud, så ville ingen så let gå fortabt; med mindre de vælger at blive fortabt som Judas; han valgte vejen til fortabelse, ikke for at Mit Hjerte ikke smeltede af sorg hver gang, Jeg så ham tage endnu et skridt væk fra Mig; ikke for at Jeg ikke havde bedt for ham; ikke for at Jeg ikke havde grædt Mine Øjne ud af hovedet for ham; Jeg havde åbnet så mange veje for ham, som alle ledte til Mig, men lige så snart han havde påbegyndt en, så kom han væk fra den, når han forstod, at Jeg havde lagt den for ham, for til synd tilføjede han oprør og dyngede skældsord i sit hjerte mod Mig, hans Gud, da han fandt ud af, at Mit Rige ikke var et jordisk rige med jordisk ære; han lukkede sit hjerte og afskar vore bånd og fremmedgjorde sig selv med det samme fra Mig; hans fornemmelse for ret og uret blev formørket, og han adlød herskeren, der regerer over luften;
i dag spørger Jeg den syge, ligesom Jeg spurgte den syge mand ved dammen i Betesda,1 “vil du være rask?” Jeg kan gøre dig rask øjeblikkeligt, og hele Himlen skal frydes og fejre det! Min gave er gratis, så kom til Mig, som du er; Jeg skal helbrede dig, sjæl, så du kan tage del i Mit Rige og leve i Mig, din Gud;
