29. september 1989

Halleluja! Herren bøjer sig ned
for at lytte til mig hver gang, jeg kalder,
mit blik er fæstnet på Dig, min Herre,
jeg mediterer over Dig uden ophør,
Du er min Føde, mit Brød og min Vin,
jeg behøver ikke noget andet
i denne fjendtlige verden,
min sjæl tørster efter Dig,
mine læber tørster efter Dig,
Du er min Gud, som søgte mig
og fandt mig i min elendighed,
tillad mig at bo i Dit Hellige Hjerte.

Jeg vil aldrig afvise dig; hver gang du kommer for at modtage Mig, skælver Mit Hellige Hjerte af glæde; Jeg har gjort Mig Selv så lillebitte i den lille hvide Hostie; ved at indtage Mig, accepterer du Mig, og ved at tage imod Mig på denne måde anerkender du Sandheden; Jeg og du er derpå ét, du er i Kommunion med Mig, hvad er mere glædeligt end at være sammen med Mig, din Gud? findes der et renere og mere helligt møde? Jeg, din Gud, møder dig, Min skabning; Jeg, din Forløser, og du, Min forløste; Jeg, Jesus, elsker dig til dårskab; hvordan kunne nogle af jer tvivle på Min Kærlighed og besudle denne rene og hellige Kærlighed? hvordan kunne så mange af jer tvivle på Mit Hellige Nærvær i Hostien?

Min Hellige Eukaristi skal ikke spildes eller behandles, som om Den ikke var Hellig; hvis I blot forstod fuldt ud, hvad Jeg tilbyder jer, og Hvem I modtager i jer, ville I velsigne Mig uden ophør; se! selv Mine Engle, som ser på jer ovenfra, ønsker dette Måltid, I kan have, men ikke de; men mange af jer ser ikke ud til at forstå Dets Fylde …

Jeg er Kærlighedens Fange bag ved hvert Tabernakel, som venter og håber på at se jer komme; kom nærmere alle I, som stadig synder i denne ødemark, kom rene og uplettede til Mig; lad Mig glæde Mig i jer; så glæd Mit Hjerte endnu mere ved at angre, og erkende jeres synder; sig ikke: ”hvorfor skrifte? jeg har ikke noget at fortælle min skriftefader”, vær ikke en af dem der har mistet følelsen af synd; I er langt fra at være fuldkomne, men nogle af jer opfører jer alligevel, som om I er uplettede og har nået fuldkommenhed; vær ydmyge, vær ydmyge, jeres synder kan nemt opdages, hvis I beder af hjertet med oprigtighed og beder Mig om at hjælpe jer med at opdage dem;

salige er de, som adlyder Min Lov og følger Mine forskrifter og ærer Mit Hellige Sakramente; salige er alle de, som kommer faste i Troen til Mig for at spise Mig og drikke Mig; Jeg er Hellig, så behandl Mig med Hellighed, så Jeg kan udgyde Min nåde over jer i dette Hellige øjeblik for at oplive jeres sjæl; Jeg skjuler ikke Mine Rigdomme, Jeg giver Dem frit selv til den mindste af jer;

kom, Jeg er så ivrig efter at være sammen med jer, så skynd jer ikke og vær ikke utålmodige i jeres bønner; hån ikke fromhed; reflektér og meditér over Mine påbud; selvom I ikke kan se Mig, siger Jeg jer, at Min Hånd er på hver enkelt af jer, idet jeg velsigner jer og efterlader Mit Åndedrag på jer alle;

vær ét;

(Senere:)

Det er en lykke for mig at blive ydmyget,
for bedre at kunne lære Dine love.1
Jeg ved, at Du af Kærlighed lader mig lide.
Du overøser mig med Din kærlighed
fordi Du har gjort mig til Dit afkom.
Jeg ved, at Du træner dem, Du elsker,
Du er en fortærende Ild, Herre!

Min Vassula, hver dag, der går, bringer dig nærmere til Mig; dag efter dag giver Jeg dig beviser på Min Kærlighed, og at det er Jeg, som manifesterer Sig for dig på denne måde, men din generation plager dig; denne generations plage kaldes Rationalisme, og Rationalisme er Dødelig; Rationalisme kommer fra Mørkets Fyrste, og alle, som lever i Mørket, har denne sygdom blandt andre sygdomme; men alt det, der kommer fra Mig, kommer fra Lyset, og når Jeg stiger ned til Mine udvalgte sjæle for gennem dem at oplyse denne mørke verden, I lever i, forstyrrer Mit Lys alle dem, hvis gerninger er onde; Mit Lys forstyrrer dem så meget, at de er parate til at dræbe, fordi deres ondskab stilles til skue, og deres nøgenhed afsløres, så alle kan se det; deres reaktion er ikke meget anderledes end Adams og Evas, som prøvede på at flygte og skjule sig for Mig;

ja, Mit lysets barn, du tilhører Mig, og det er derfor, Mørket er din fjende og din forfølger; Mørkets afkom vil altid forfølge Mit afkom; Mit Lys forstyrrer dem; Lysets Time over jeres nationer forfærder disse folk, eftersom de har tilbragt et helt liv med at undfange ondt og yngle rationalisme; Lysets Time er en uafbrudt pine for disse mørke sjæle, som hviler i grave, men Jeg skal lade Mit Lys skinne på dem; Mit Lys skal gennemtrænge dette Mørke og med Mine Varme Stråler oplive alt, som er blevet lagt øde; Mørket vil ikke længere kaste sin skygge over nationerne; Mit Lys vil lade deres spæde knopper blomstre, og Mine Stråler vil åbne hendes blomster, og Jordens grene vil blive grønne igen;

hold aldrig op med at bede, Mit barn; Kærligheden elsker dig for evigt;


1 Sl 119: 71