20. september 1989

Min Herre og Frelser?

Jeg er; Min Fred giver Jeg dig; Min Vassula, hør Mig og skriv; Jeg er lykkelig over at have dig nær Mig; Jeg, Herren, velsigner dig; er du parat? kom til Mig som et barn der nærmer sig sin fader;

I elskede, se Mig, jeres Gud, som den mest Medfølende Hellige Ledsager, som sidder på tronen i Herlighed oppe i Himlene, og på samme tid bøjer Sig i Sin Guddommelighed hele vejen ned til jer på Jorden for at tillade jer alle at føle Mig, høre Mig, forstå Mig og således komme til at kende Mig, jeres Herre; ja, Jeg bøjer Mig fra Min Trone hele vejen ned til jer for at løfte jeres sjæl til Mig og oplive jer i Mit Lys;

se Mig, I elskede, som jeres Ægtefælle, der i rigt mål vil sørge for jer med alt, hvad I mangler; Jeg vil fjerne jeres sørgeflor og ligklædet, som indhyller jeres nationer; Jeg vil tørre jeres tårer væk fra jeres kinder og trøste jer; Jeg elsker jer alle med evig kærlighed, og af Stor Medlidenhed vil Jeg genoprette jer; Jeg, jeres Ægtefælle, vil dele alt, Jeg har, med jer; Jeg har med Mig Mine Allerdyrebareste Juveler, Mit Kors, Mine Nagler og Min Tornekrone for at smykke jer, hvis I vil; Jeg er parat til at dele med jer, er I villige og parate til at dele Mit Kors af Fred, Kærlighed og Retfærdighed med Mig?

se Mig som jeres Forløser; Jeg befrier alle dem, som klynger sig til Mig, Jeg svarer enhver, som påkalder Mig; Jeg ser medfølende på jer alle, for Jeg ved, hvor svage I er og hvor nemt, I bliver fristet af Fristeren; Jeg har forløst jer alle for Min Uendelige Kærligheds skyld, denne Kærlighed, som er så misforstået … Jeg er Kærligheden, og enhver som lever i Mig, lever i Sandheden;

Jeg er Roden til Livets Træ og Livets Kilde; Jeg har både Frugterne af Livets Træ og det Levende Vand fra Mine Evigtvarende Kilder med Mig; så kom til Mig, kom og bliv mætte; kom og spis; kom og drik fra Mit Levende Vand alle I, som tørster; Jeg skal aldrig afvise jer; Jeg, Gud, skal vænne jer til rigtig Næring, Næring der vil holde sig i jer, så jeres fattige, plagede sjæle må blive i stand til at leve; jeres jord er blevet til ødemarker og de glohede vinde har udtørret jeres struber, men Jeg, som er jeres Frelser, ser alle disse uretfærdigheder ovenfra, så sig ikke: ”Herren har glemt os”, Jeg er Den—Helt—Trofaste, og Min ophøjede Kærlighed, Jeg har til jer, frelser jer; Jeg har aldrig vendt Mit Hellige Ansigt væk fra jer; One agio omga elneah rima, rima, purdripgara nedro ha unu Amen rima. 1

skriv, Jeg skal sprede Fred og Kærlighed i jeres afdødes jorde; Jeg har til hensigt at sprede Min Fred og Min Kærlighed rundt omkring og i alle de nationer, der er Uden-Kærligheden; Jeg har til hensigt at kuldkaste al Uretfærdighed, og denne døde æra vil blive genoplivet og skal følge Mig ind på den Nye Jord, Jeg forbereder for hende, og under Nye Himle vil hun herliggøre Mig og prise Mig hele dagen og hele natten; har I endnu ikke forstået, hvordan Min Nådes Helligånd forbereder jer, Vingård efter Vingård, og spreder Dem mildt og med så megen kærlighed i alle nationer?

har I endnu ikke forstået, hvordan jeres Hellige Moder og Jeg strækker Vore Arme ud over jer og dækker jer med Vore Velsignelser og forbereder Vingårde for jer, Vingårde som Vi skal blive ved med at forøge, Vingårde som vil producere nok frugt til at nære mange? Min Nådes Ånd er som en Vinranke, der sætter yndefulde skud, Mit blomsterflor bærer frugten af Kærlighed og Fred; kom til mig, I, som længes efter Mig, og mæt jer med Mine frugter, for at tænke på Mig er sødere end honning, at eje Mig bedre end flydende honning; de, der spiser Mig, er sultne efter mere; de, der drikker Mig, tørster efter mere; den, der adlyder mig, bliver ikke til skamme, de, der gør brug af mig, synder ikke.;2

har Jeg ikke sagt, at i dagene, som kommer, vil Jeg plante skud, der vil sætte knop og blomstre og fylde hele verden med frugt? denne frugt vil forøges ved Mit Lys, og Himlen vil udøse Sin Dug over jer og opfriske jeres tørre struber; Jeg skænker alle disse velsignelser over Mit Folk;

føl jer elsket af Mig, Mine små, Kærligheden elsker jer og velsigner hver eneste af jer og efterlader Mit Kærlighedssuk på jeres pander;

vær ét;

(Senere)

3Min Herre, Du, som er
Roden til Livets Træ
og Kærligheden Selv,
og fra Dine Frugter
giver Du os Evigt Liv, vær velsignet.
Dine blade, som aldrig visner eller tørrer ud,
er lavet af rent Hvidguld,
og fra Dem udstråler et levende Lys.
Jeg tilbeder,
jeg håber, jeg tror, og jeg elsker Dig,
tilgiv dem som hverken tilbeder,
håber, tror eller elsker Dig.
Sørg for os, Emmanuel.
Jeg velsigner Dig, jeg velsigner Dig,
Du, som er min Rådgiver om natten
og fylder mig med uophørlige bønner
og beder over mig.
Jeg ved, at Du ikke vil opgive min sjæl,
eftersom Du åbenbarer
Din Livets Vej for os,
med vor hånd i Din Hånd.
Frels os i Din kærlighed;
Du er Kilden til vort håb
om at få se de Nye Himle
og den Nye Jord, Herre.

Jeg er Roden til Livets Træ, og fra Mig udstråler Evigt Liv; blomst, læs Skrifterne;

(Jesus mener, at jeg skal åbne den Hellige Bibel på et tilfældigt sted, og jeg skal komme til det sted, som Han ønsker, at jeg skal læse. Jeg åbner på Es 40:9.)

læs det og skriv det: ”stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! sig til Judas byer: her kommer jeres Gud!” jeres Nye Jerusalem er nær …

Jeg, Gud, stiger ned i denne æra og snubler over lig; alt det, Jeg har frygtet, er blevet til virkelighed; Jeg stiger ned og finder ingen tro, intet håb, ingen kærlighed; og Mine lam, som Jeg efterlod græssende på Mine grønne Enge, finder Jeg sultende og sørgelige at se på; de lever mellem murbrokker, de søger efter ly og noget føde, men finder intet; håbefuldt løfter de den ene sten efter den anden for at finde en krumme eller måske et frø, de kunne så, men i stedet for krummer eller et frø finder de skorpioner, som er parate til at stikke og fylde dem med deres gift; Mine lam strejfer fra by til by blot for at finde resterne af, hvad der engang var en Stor Stad; ja, Jeg taler om Jerusalem, men kun få er parate til at høre på Mig;

Jeg kalder hver enkelt af Mine hyrder ved deres navn, men meget få hører Min Stemme … Jeg stivner og kvæles ved at se dem fyldt med døde ord; hør Mig, Jeg kaldte dig, datter, for at tjene den rigtige sag, Jeg tog dig ved hånden og formede dig til at vidne, Jeg viste dig Sandheden og fjernede sløret fra dine øjne for at se, hvem Jeg havde udvalgt til at sidde i Peters Stol, og til hvem Jeg engang sagde: ”du er Peter, og på den klippe vil Jeg bygge Min Kirke; og dødsrigets porte skal ikke få magt over den; Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på Jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på Jorden, skal være løst i himlene;”4

Jeg gav denne mand denne Autoritet, og i dag prøver I at styrte ham og stjæle hans hyrdestav, så I kan herske med Falskhedens og Lastefuldhedens hyrdestav; Peter? Mine-Lams-Peter, Min elskede hyrde, Jeg ved, hvordan dit hjerte sønderrives og bløder i strømme for denne utaknemmelige og troløse generation; Jeg ved, hvordan de har fået dine øjne til at løbe med tårer; Jeg ved, hvor mange af dine brødre, der har vendt dig ryggen; disse er, Min elskede, de hyrder som ingenting ved, ingenting føler, de går alle deres egen vej, enhver efter sin egen interesse og tjener Dårskab i stedet for Visdom, Begær i stedet for Fattigdom, Ulydighed i stedet for Lydighed;

Jeg stirrer ned fra Mit Kors på alle, som bebor verden, og Jeg siger jer, I mennesker, som befolker mange nationer, at snart er Timen hos jer, tiden er næsten forbi, og dagene vil ikke vare længe, førend I tilbringer jeres nætter grædende, I troløse hyrder, hyrder som synder imod Mig gennem troløshed, I, som råber på Fred! når der ingen Fred er; vend tilbage til Peter, alle I, som er faret vild i en anden retning; tjen Mig, hvorfor tjene Ugudelighed? vær Mine, ikke Oprørerens, hvorfor er I så villige til at tjene Oprøreren? selv fremmede, selv de har lyttet til Min Stemme og har forstået Mine Ord; Mine Principper er Hellige, og Jeg siger jer meget alvorligt, at De skal forblive Hellige i al evighed;

datter, læs Mit Ord;

(Herren viste mig hvor. Det var igen Matt 5: 18-19)

læs og skriv: ”sandelig siger Jeg jer: før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af Loven, før alt er sket; den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget;”

barn, hvil nu, glæd Min Sjæl med din barnlige tro; kom, hvil i Mig; Jeg, Herren, velsigner dig, elsk Mig;

Lovet være vor Herre!


1 Jeg hørte pludselig et sprog, der var ukendt for mig og for menneskeheden, formoder jeg.
2 Sir bog 24: 17-22
3 En indre vision af Livets Træ
4 Matt 16: 18-19