25. juli 1989

(Patmos, Åbenbaringsøen, hvor Sankt Johannes levede i landflygtighed.)

Jeg førte jer ind i frugthaven, for at I kunne nyde dens overflod af frugt;1

Min Herre, Jeg beder Dig om tilladelse til at få nåden at ’modtage’ Dine Ord, hvis det er muligt, i grotten hvor Sankt Johannes også modtog Dine Ord. Herre, fra mit hjertes dyb kalder jeg på Dig. Lyt med medfølelse til min bøn. Jeg stoler på Dit svar. Amen.

da du begyndte at bede, udgik der et ord, og Jeg er kommet for at give det videre til dig, fordi du er et højtelsket menneske;2

Hvad betyder det egentlig, Herre?

hør Mig, kom Mig nær når som helst, så de kan vide, at Jeg Er Den; Jeg, Ordet, stiger ned iblandt jer for at tilgive jer og bringe jer alle tilbage til Mig;

(Budskab givet til den unge græske gruppe, som kom til Patmos for at bede og lære Rosenkransen. Nogle kom fra Athen, andre fra Rhodos. Alle forenedes på en pilgrimsrejse til Patmos.)

vågn op! I elskede; Jeg er jeres Frelser, den Korsfæstede, jeres Forløser; føl Min Kærlighed …

for jeres skyld er Jeg kommet for at forøge kærligheden og formindske det onde; Jeg kommer for at give jeres sjæl alt det, den mangler; hav ingen frygt, I små, er Jeg ikke Gavmild? er Jeg ikke den Højeste? så hav tillid, for I er i jeres Faders Arme; Jeg, den Hellige Treenighed, er Én og Den Samme;

overgiv jer selv fuldstændigt i Mine Arme og tillad Mig at forme jer til Levende Søjler af Lys, tillad Mig at dele alt, Jeg har, med jer; Jeg elsker jer! elskede, lyset i denne mørke verden blafrer, for den onde slukker den smule lys, som endnu er tilbage i denne verden;

jeres generation glæder sig ubarmhjertig over at kalde det onde for godt og det gode for ondt; uden skam bespotter de uophørligt Mit Hellige Navn og er nok så parate til at stå ansigt til ansigt med den onde og knæle ved hans fødder, hvor Jeg lider ved at se alt dette! mærk Mit Hellige Hjerte, hvordan det er sønderrevet, hvordan Det bløder ved at se denne døde æra kæmpe for at overskære deres navlestreng, som var fastgjort til Mig, så de med fornøjelse kan kalde sig: Gudløse; så at de kan sige: ”vi behøver ikke at tænke over, hvem vi tilhører, vi er befriede, vi vil nu gå ud og bygge et Babelstårn, har vi ikke gjort det før? hvorfor være knyttet til Gud? hvad opnår vi ved Hans Lov?”

de gør alle disse ting, fordi de aldrig har kendt hverken Faderen eller Mig; de fleste i denne generation er tilbedere af Baal; ja, de er efterkommere af deres forfædre, som tilbad falske guder; det eneste, de gør, er at få deres sjæl til at visne, for de har skåret deres navlestreng over, som var fastgjort til Mig, og som nærede deres sjæl … de er villigt på vej ind i den evige ild, de angriber Mit Hellige Navn og provokerer Mig med fuldt overlæg …

kom, Jeg har kaldt på jer, og I har hørt Mig; Jeg Er jeres Herre og I Mit Folk, Mine Egne; acceptér Mig med kærlighed og fred; Jorden er vanhelliget under denne slægts fødder, det er derfor, Min Rensende Ild skal stige ned ovenfra på dem for at rense denne tjærede jord;

løft jeres sjæl til Mig og bliv ét med Mig; modtag Min Fred; Jeg velsigner jer alle og alt, hvad I har bragt med jer for at få det velsignet, Mit Suk er på hver ikon og religiøs genstand;

vær ét;

(Ovenstående budskab blev givet efter ’skibshændelsen’. Mens vi sejlede fra Rhodos til Patmos, begyndte en eller anden at tale om religion. På 15 minutter var tolv af os omringet af en stor gruppe unge mennesker, de fleste ateister, og de argumenterede med os. De kæmpede imod Guds ord. Men på trods af dette voldsomme angreb og hån, blev én af dem omvendt på stedet.)

Min Herre,
lad dem se Din Skinsyge kærlighed.
Du er vor Fred og vort Håb.
Vi fortjener hverken Din Kærlighed
eller Din barmhjertighed.
Vær med os, for vi er svage
og skrøbelige som blomster,
og vi behøver Dit Hjerteblod til at nære os.

vær hellig, som Jeg er Hellig; læs Mit Ord; lev for Mig og kun Mig; gengæld ondt med kærlighed; vær som ranker, der spirer fra Vinstokken; snart vil I sætte knop og blomstre, og I vil fylde verden med frugt; hav Min Fred, bliv ved Mit Bryst; Helligt er Mit Navn, så husk at være hellig;

kom;


1 Jer 2: 7
2 Dan 9: 23