29. marts 1989

(Budskaber givet til mødet i Courtetelle (JU), Nord Schweiz.)

fred være med jer;

Jeg er Herren, føl Mit Nærvær, skeln Mit Nærvær; I dag kommer Jeg til jer og taler igennem Min tjener; Jeg er altid med jer hvert eneste sekund af jeres liv; Mit Hellige Hjerte glædes over at føle jeres kærlighed til Mig; Mine lam, hvor har Jeg altid ønsket at samle jer alle i Min Favn og skjule jer fra den onde! Jeg elsker jer, Jeg elsker jer med en eviggyldig kærlighed, en skinsyg kærlighed, som I først vil forstå, når I er i Himlen;

dog har de fleste af Mine børn, uagtet Min Bundløse Kærlighed, vendt Mig ryggen … de har glemt Min Lidelse; og med udviklingslæren er Mit Navn nu blevet meningsløst for dem; giv dem idoler, og de vil være de første til at tilbede dem, men giv dem det, der er Helligt, og de vil håne Det;

Jeg, jeres Hellige, lider, og Mit Legeme er lemlæstet af denne mørke verdens ulydighed, urenhed og uretfærdighed! ak skabninger! Mit smertefulde Råb ryster den hele Himmel og efterlader Mine engle rystende og lammet; har I endnu ikke hørt Mig, Mine døtre og sønner? Mit Råb fra oven efterlader selv dæmonerne i dyb forbavselse over jeres døve tilstand … tårer af Blod strømmer fra Mine Øjne nat og dag, time efter time i uophørlig venten på jer, har I for altid afvist Min Ånd? Min Stemme giver genlyd i denne frygtelige ødemark, uden én eneste græsmark til at hvile ud på og uden én eneste kilde at løbe hen til for vederkvægelse;

Jeg stiger ned fra Min Trone, ned til Mine gamle Græsgange kun for at finde dem forsømte og ufrugtbare; Mine blomster, som Jeg plantede med så megen kærlighed og med Min Egen Hånd, går til grunde, den ene efter den anden; Mine blomsterbede er blevet forsømte og er nu tørre; Mine brønde er nu blot et tomt, snavset, mørkt hul, hvor slanger har taget bolig; hvor er Mine vogtere blevet af? hvorfor har de forsømt Min have? når Jeg vender tilbage, vil Jeg så stadig kunne finde så meget som én eneste blomst?

Min Ånd er knust af mangel på kærlighed, mangel på tro, mangel på fred; Mit Hellige Hjertes børn, hør Mit Råb i denne ødemark; genkend Min Stemme, i det mindste erkend Tiderne! kom alle I som ikke har forsonet jer med Mig, kom nu og forson jer; Jeres synder har gennemboret al evighed og trækker jer bort fra Mig; gør intet ondt, så skal intet ondt tilstøde jer; vær god mod hver enkelt, elsk hinanden, tilgiv jeres fjender; Jeg gentager Mine Ord, som I alle kender, men hvor mange af jer har omsat dem til handling?

bed med hjertet; Jeg har brug for kærlighed; kom og pryd Mig med bønner, der kommer fra jeres hjerte, kom og sug fra Mit Hjerte, som er en Afgrund af Kærlighed, og opfyld jeres hjerte; sandelig siger Jeg jer, timerne flyver, kæreste sjæle, kom tilbage til Mig; fred! fred! fred! Råb højt til alle lande om fred, fred til at enes! fred til at elske! fred til at herliggøre Mig! den dag kommer, da alle de syn, Mine seere har set, skal virkeliggøres, eftersom Jeg altid fuldfører det, Jeg kundgør; bed Mine elskede, for Min Peter; bed for Patriarken; bed for alle Mine præster;1 bed at Min Fold må blive én, som Jeg og Faderen er én og den Samme; bed for, at Mine lam vender tilbage til én enkelt Fold under Peters ledelse, indtil Min Genkomst;

O, bare I dog ville lytte og adlyde! vil I bede Fadervor nu? Jeg lytter, (…) og Jeg lover jer, at Mit Rige vil komme, og Min Vilje skal ske på Jorden som i Himlen; børn, bær frugt i Fred; Jeg, Herren, elsker og velsigner jer alle;

(Budskab fra vor Hellige Moder til det samme møde:)

elskede, trøst Jesus, trøst Jesus, hav fred med hverandre og elsk hinanden; vær tro mod Gud og overgiv jer helt til Ham; I overgiver jer udelukkende til Kærligheden og tillader Ham således at nære jer med Sin Kærlighed og Fred; Herren og Jeg velsigner jer alle; Jeg elsker jer; Herren og Jeg velsigner alle religiøse genstande, som er i dette rum;

datter, modtag Min Fred; overgiv jer blot i Kærlighedens Hænder og Kærligheden vil altid vejlede jer; Jeg elsker jer, modtag Mine velsignelser;


1 Idet Jesus sagde ”præster” svulmede Jesu Hellige Hjerte af en særlig kærlighed til dem, men på samme tid gennemborede en smerte Hans følsomme Hellige Hjerte og gennemborede også mit, da jeg følte Hans sorg. Mine øjne fyldtes med tårer.